En lille, billig og ganske driftsikker bil bliver den første franskmand her på bloggen. Renaults 4CV var i produktion i godt 15 år og holdt sig rullende på danske veje endnu længere. En velkommen afveksling fra de tyske bilmodeller, der ellers har tendens til at dominere i skala 1:87.
Et sæsontypisk billede. Som MO'en i baggrunden var Renault 4CV et relativt beskedent transportmiddel med betydelig succes i Danmark i 1950'erne
Forbilledet for modellen af 4CV’en kom efter sigende til verden efter at Renault fabrikkens grundlægger, Louis Renault, havde set Ferdinand Porsches folkevognsprojekt på biludstillingen i Berlin i 1938, det der senere skulle blive til VW Type 1. “Sådan en bil må la belle France også have”, tænkte han åbenbart. Selve grunddesignet med de runde former og hækmotoren blev således fastlagt allerede før krigen, men med som så mange andre af epokens biler, så måtte planerne lægges i mølpose, mens verden gik under. Til gengæld kunne man så allerede i 1946 præsenteret modellen på motorudstillingen i Paris.
Konfigurationen med motoren bag bagakslen, gav designet mere kabineplads, men gav også en kraftig overstyring.
Den lille parisiske bagdel med den vandkølede hækmotor
De først leverede vogne var lakeret i en gullig sandfarve, der stammede fra tyske overskudslagre fra besættelsestiden, hvor Renault havde produceret køretøjer for den tyske værnemagt. Farven var med til at give bilen sit franske øgenavn “La motte de beurre” (Smørklatten).
Der blev i de mange år, hvor 4CV’en var på markedet, ikke foretaget de store ændringer på bilen og de mest synlige havde med kølerens udformning at gøre. De første årgange havde nemlig hele seks kromlister på køleren, som et immiteret luftindtag, der måske var tænkt som en måde at ”normalisere” bilens udtryk fortil. Motoren lå jo bagude, så der var egentlig ikke noget behov for de vandrette linier. I 1954 reduceredes antallet af pyntelister til tre og i 1958 monterede man det velkendte ruderformede Renaultemblem på fronten.
Et bevis på modellens levedygtighed var det også, at produktionen fortsatte endnu fem år efter, at den mere moderne Renault Dauphine var blevet lanceret i 1956. Da Renault 4CV til sidst gik ud af produktion i juli 1961, hvor den blev afløst af Renault 4L, var der produceret ikke færre end 1.105.543 eksemplarer. Dermed var 4CV den på det tidspunkt bedst sælgende franske bil.
Renault 4CV var en relativt lille bil, hvilket bliver tydeligt, når modellen sættes sammen med andre samtidige biler. Her er 4CV'en smørklatten i midt af trafikken i Sundborg
Også i Danmark var Renault 4CV populær. Renault var i 1950’erne det femte mest solgte bilmærke i Danmark med en markedsandel på 6-7 pct. Tilsammen fandt ca. 100.000 styk 4CV og Dauphine vej hertil, og de prægede i høj grad trafikbilledet på de danske veje helt frem til 70’erne. En væsentlig grund til bilens succes i Danmark var utvivlsomt prisen på ca. kr. 13.500 hvilket var kr. 2.000 billigere end en Folkevogn. Den var økonomisk, havde rimelige køreegenskaber og forholdsvis god indvendig plads.
Dette grafisk flotte salgsmateriale på dansk er fra 1951
Og så havde den fire døre, mod Folkevognens to. Fordørene var oven i købet hængslet bagtil, så selv en forvokset dansker relativt nemt kunne kravle ind bag rattet i den ret lille kabine. De baghængslede døre havde i øvrigt øgenavnet “selvmordsdøre”, fordi der kunne være en tendens til, at de sprang op under kørslen og som et sejl fange vinden og enten slog bilen ud af kurs eller slyngede folk ud af bilen. Det var før sikkerhedsselernes tid. Af samme grund ses baghængslede døre ikke på moderne biler, selvom de i sin tid var ganske udbredte.
På dette billede ses det, at begge dørene er hængslet på midtersprodsen mellem dem, for dørhåndtagene peger så at sige hver sin vej
Modellen er fra Busch og helt igennem nydelig. De tre kromlister på fronten afsløre, at det er en af de senere modeller, der er tale om og Busch angiver da også, at det er en årgang 1958. På billedet oven over kan man lige skimte, hvor fint sæderne i kabinen er støbt. Rattet er støbt for sig selv og er tilsvarende detaljeret og vidner om, hvor langt man efterhånden går ned i detaljerne på de små 1:87 biler. I gamle dage – f.eks. på Wikings klassiske VW Type 1, der tidligere er omtalt her på blokken, stod rattet ofte som en søjle op fra gulvet, støbt i et med den øvrige kabine indretning.
På Sundborg Modeljernbane er der p.t. to Renault 4CV’er, hvoraf den ene er i en lys gulbrun nuance, omend den ikke helt svare til den sandfarve, værnemagten gav sine køretøjer i anden halvdel af krigen. Den anden er en reklamebil for den italienske apperitifproducent Cinzano, som jeg fandt i udsalgskassen i en modeltogsforretning for nogen tid siden. Jeg ved ikke om Cinzano havde gang i den slags reklamegimicks i 1950’ernes danske provins, men ganske festlig er den jo.
Reklamebilen for Cinzano tiltrækker sig opmærksomhed på Gammel Torv i Sundborg
Mere om emnet kan bl.a. læses hos den danske klub for klassiske Renault-biler: http://www.renault-veteranerne.dk/index.html og på dette site for veteran og vintage biler http://www.klassiskebiler.dk/museum/indhold/frankrig/renault/4cv/4cv.htm
Sundborg MJ 
Hej :
Fine fotos, og fin historie, og skønne dioramaer. — men ! — Renault 4CV var vandkølet…. køleren er placeret umidelbart under bilens bagrude, og det fine dæksen der ses udv. under bagruden er til kølevands påfyldning. Set bag fra, er bensinpåfyldningen placeret til højre inde i motorrummet. Nogen modeller har dog fået et udv. dæksel til højre under bagruden, til benzin påfyldning.
Dauphin var nebbe tænkt direkte som en 4CV afløser. Vognen var større, og Renault manglede nu nok en moderne vogn i den klasse. Renault 4L med forhjulstræk ( postbilen ) kom som den ” billige ” bil og var den direkte afløser for 4CV.
Prøv at tjekke – YOUTUPE – Der er mange der vil vise deres biler frem der.
Som krylle på historien. Dengang og langt op i tredserne havde Franske biler som standard — 1 dør til hvert sæde — 😉 To dørs franske biler var enten sportsvogne eller nogen med lad.
Hækmotorvogne er OVERSTYREDE af natur. Frontmotorvogne med forhjulstræk er UNDERSTYREDE. Overstyring vil sige at glide over baghjulene, og derved gøre et givet sving mindre, når bagenden svinger ud. Understyring vil sige at glide over forhjulene, og derved gøre et givet sving større, når bilen har tendens til at glide lige ud i sving.
mvh. Hans Jørgen Wagner
LikeLike
Hej Hans Jørgen
Tak for rettelserne! Du har helt ret: Renault 4CV havde en vandkølet motor. Jeg tror også du har ret i, at det var 4L snarere end Dauphin, der bør betragtes som 4CV’s afløser, selvom det engelsksprogede wikipedia’s artikel fremstiller det sådan, som jeg skrev det på min blog http://en.wikipedia.org/wiki/Renault. Og så det med over- og understyring: Der har du også helt ret! Det burde jeg have været opmærksom på, i stedet for bare at tage for gode vare, hvad andre har skrevet på nettet; se f.eks. linket til ”klassiske biler” i den oprindelige artikel, eller dette link: http://www.kwmosgaard.dk/cars/r4cv.htm. For de, der vil overbevises om, at Hans Jørgen har ret, er her et link: http://www.denstoredanske.dk/Bil,_b%C3%A5d,_fly_m.m./Biler/Teknik/overstyring?highlight=overstyring
Endnu engang: Super du gad bruge tid på at påpege mine fejl. Jeg sætter en ære i, at bloggens oplysninger er korrekte, så jeg har rettet artiklen til, så der ikke er flere læsere, der bliver vildledt.
M.v.h.
Sundborg
LikeLike
Hej Sundborg
Jeg har altid haft et godt øje til Franske biler pga. deres geniale design, passager og kørekomfort, men kan ikke betragtes som entusiast. Er heller ikke samler, om end jeg er nået til den erkendelse, at det jo kunne være dejligt at eje en Renault 4CV, og nusse lidt med om om nogle år når efterlønsalderen nærmer sig.
Jeg glemte nemlig aldrig min fars fantastiske 4CV, model 1960, som vi fik i 1964, købt i Århus, og havde i 4 år, hvor vi fik en “drømmebil” Renault 10, skivebremser på alle fire hjul, i tiden aldeles godt kørende, og accelerationsstærk. Men det er en helt anden historie.
4CV var den første rigtige bil, som kunne tåle hyppige langture. Uden diverse defekter og generelle motorstop.
Og som altid et kendetegn for den folkelige Renault. Hvad øjet ikke gav antydning af udefra, mærkedes straks fysisk i rummelighed og god siddekomfort i tiden. 4 personer, ja, men også 5 almindelige voksne. Som stor teenager har jeg været midtermand på flere langture uden krampeanfald.
Min første bil da jeg fyldte 18 var en Renault 10, 1967. Den havde jeg i 8 år, hvorefter jeg havde en Renault 14 i 14 år. Det var en bil med udsøgt rummelighed til 5 personer. Og ikke til motormæssigt at slide op. Motorolie og gearkasseolie var fælles. Aldrig var motoren ude!
Så blev det Citroën BX19GT, CX 2,5 Gti Turbo 2 år, den blev påkørt og totalskadet efter 2 år. De sidste 13 år har jeg kørt, og gør stadig, i en Japansk Mitsubishi Galant Gti 2.0.
Det jeg imidlertid vil fremhæve omkring 4CVén, hvilket nogle måske vil ryste på hovedet af, er dens helt igennem fantastiske vinterkøreregenskaber. Med hækmotor og baghjulstræk, havde den en vægtfordeling, og et trækmoment, der på fornem vis var tilpasset hjulstørrelse og dækbredde. Det gav en eminent vejfriktion, at al snak omkring vinterdæk roligt kunne forstumme (smiler). Det var for øvrigt ej heller i så stor fokus den gang.
Jaaa, men hækmotor og baghjulstræk, havde andre sammenlignelige mærker jo også, så det kunne jo ikke være meget anderledes – jo i høj grad! Og ikke mindst i forhold til den succesrige Folkevogn.
For på trods af dette, stod den ikke tilnærmelsesvis så godt fast om vinteren, det tåler ganske enkelt ikke sammenligning. Vi ved det, hvilket andre også har måttet erkende. Min brors første bil var i øvrigt en Volkevogn, anskaffet i 1965, da vi boede på Kildemåen, ved Svendstrup v. Hammel. Den er kommet til kort i forhold til 4CVén hver gang, det var sne og isglat.
Jeg har mødt flere arbejdskammerater her på Fyn, som har givet mig ganske ret i mine observationer.
Nu er det imidlertid sådan, at min påstand er testet utallige gange i naturlige rammer i praksis, som antydet.
Vi boede som nævnt på Kildemåen, i nærheden af Koldbakkerne på vej til Svendstrup. Far arbejdede på Søbygård ved Hammel.
Vores indkørsel til huset lå vinkelret ud mod midten af en meget stejl vejnedkørsel, hus og vej ligger der endnu.
Kørte man til højre, gik det således videre ned i dalen for igen at stige i mindre langtrukket grad op mod Svendstrup med kirken i sigte. Kørte man til venstre gik det ganske stejlt op ca. 45 m mod Søbygård siden, tør ikke skyde på stigningsprocenten.
De kunne komme i alle de bilmærker de lystede. Ja biler med motoren foran med baghjulstræk, var nærmest til grin. En sandsæk i bagagerummet kunne ikke kompensere for så lidet et vejgreb. Ingen andre end 4CVén i de 6 år vi boede der, var i stand til ved sne og/eller isglat vej, at køre kontinuerligt ud og svinge til venstre op ad bakken og køre stille og roligt op, og det uden nogen form for indgreb, grusning, kæder el. lig.
Der er intet overdrevet! Og ganske objektivt bare en sandfærdig kendsgerning!
Den samme erkendelse gjorde sig i øvrigt også gældende ved min brors svigerforældre, som boede langt fra asfalteret vej ad en snoet jordvej, ved Højmosen lidt uden for Hammel.
F.eks. husker jeg en fødselsdag i 1967, året hvor Danmark vandt sølv ved VM i håndbold. Mange bilmærker var repræsenteret , Fiat, Mercedes, Folkevogne (også med læs på bagsædet), Simca, Opel. Det var december, og det var vinter, men vejret var slået over i snestorm om eftermiddagen, så der var godt gang i den offentlige snerydning, og på den private fællesvej ud mod min brors svigerforældre, var også forsøgt ryddet, men uden stort held – snedriver havde igen dannet sig. Alt var ud i et, så grøfterne var også svært erkendelige.
Den eneste bil, der kunne køre derom var 4CVén, og det var vitterligt tilfældet! Det var min bror, der kørte, og vi kørte først og lavede dermed spor til de andre, men end ikke det hjalp. Ok, det gik ud og ind, tæt på udskridninger, tæt på at blive hængende, men den stred sig frem og nåede målet 1,5 km længere fremme.
Alle efterfølgende hang de her og der, skred ud. Det var et virvar. Og den gamle forfrosne Fordson, en skovtraktor, kom virkelig på arbejde.
Jeg er ikke sikker på konstruktørerne selv vidste, hvilket fantastisk trækfriktion, til egen fremdrift i dårligt føre, de havde fået givet den bil.
Bilens generelle køreegenskaber i tiden og i forhold til nutiden, skal jeg holde mig fra at udtale mig konkret om. Og beskyttende deformationsegenskaber slet ikke. En crashtest tror jeg i øvrigt havde givet dårlig karakter, også i forhold til flere sammenlignelige mærker dengang. Men behagelig at køre i var 4CVén bestemt.
Og det med overstyringen, analogt med min 10ér, trækker ingen steder ned. Det er overhovedet ingen problem. Det er et spørgsmål om teoretisk og praktisk køreforstand. Tværtimod giver en dejlig livlig og ganske rap bil. Og dobbeltisolerer man, som jeg, bagsædet ud mod motoren med den relative korte lydpotte, med den karakteristiske smældende lyd, og tilligemed får noget musik i bilen, så kørte det bare derudad.
Venlig hilsen
John
LikeLike
Hej John
Tak for bidraget. Det er rigtigt skægt at læse sådan en personlige beretning om en af de klassiske biler, som jeg selv kun har kunnet læse om og se på museer. Meget værdsat!
M.v.h.
Sundborg
LikeLike
4CV …. Hvilket vidunder !
“Vandkølet hækmotor” ….. Fransk delicatesse….
LikeLike