Efter den sidste bil-artikels afstikker til postvæsnet vender bloggen nu tilbage til gennemgangen af de mest populære biltyper i 1950’ernes Danmark. Vi er nu nået til Volvo, hvor det svenske bud på en folkebil satsede på konservativ soliditet og slidstyrke. PV 444/544 beholdt den samme basale udformning af karosseriet i samtlige de 21 år bilen var i produktion, mens detaljer som ruder, lygter og indretning løbende blev opdateret. Volvo var et populært mærke i Danmark i 1950’erne på trods af, at bilerne ikke hørte til markedets billigste. Med Duett-modellen startede Volvos tradition for at kombinere brugs- og familiebiler, noget der over årene har været med til at sikre mærket en klar identitet.
Forbilledet havde sin baggrund i en beslutning, som Volvo traf i begyndelsen af 1943: Man ville lave en billig bil til folket. Hidtil havde Volvo fremstillet store og relativt dyre biler, men man forudså, at der efter krigen ville opstå et marked for mere økonomiske biler. Når massemotoriseringen satte ind, både hjemme i Sverige og ude i den store krigshærgede verden, ville Volvo være parat.
Designet af den nye ”folkbil” var inspireret af amerikanske biler fra samme periode, ikke mindst Pontiac. Volvo valgte hermed at gå i en anden retning end VW, Renault (der tidligere er omtalt her på blokken) og senere Fiat, der valgte kompakte modeller med hækmotorer.
I september 1944 blev Volvo PV444 første gang vist for offentligheden, men p.g.a. krigen og materialesituationen måtte masseproduktionen vente. De første serieproducerede biler blev således først leveret i februar 1947 og det år produceredes 1.920 eksemplarer. Prisen i Sverige var sat til 4.800 svenske kroner, hvilket var det samme som Volvos første bil “Jakob” havde kostet, 17 år tidligere.
Lidt som det var tilfældet med Ford 12M, som jeg tidligere har tilladt mig at gøre mig lidt lystig over her på bloggen, så opsummerede modelnavnet også hos Volvo alt om bilen. Svenskerne var dog mindre ekstreme end tyskerne for PV 444 PV stod slet og ret for Person Vagn, 4 personer, 4 cylindre og 40 hk. Som det ses havde den beskedne 1,4 liters motor faktisk ikke mange kræfter i forhold til vognens størrelse. Men bilen havde gode køreegenskaber, der passede godt til de svenske veje, der endnu til langt op i tiden var grusveje, så snart man kom lidt udenfor hovedfærdselsårerne. Til gengæld var der ikke meget at vælge imellem på udstyrssiden og de første 12.000 eksemplarer blev alle leveret i sort lakering. Først i 1950 kunne man få en anden farve, men kun hvis man ville betale for luksusversionen PV444BS, der så også havde lidt mere krom. Basisversionen kunne fortsat kun leveres i sort.
Volvos filosofi var, dengang som nu, og i modsætning til så mange andre af 1950’ernes europæiske og især amerikanske bilproducenter, at man ikke behøvede af skifte model hvert år. Det første større face-lift kom således først i 1954 med H-modellen, hvor splitbagruden blev erstattet af en bagrude i et stykke. I 1955 tog Volvo fat på det store amerikanske marked med særligt opgraderede eksportmodeller.
I 1953 lanceredes Volvo PV 445 Duett. Navnet kom fra Volvos tanke om, at bilen på en og samme gang skulle kunne tjene som præsentabel bil for den udearbejdende husfader, være praktisk til den travle husmoders indkøb og som fritidsbil for den energiske familie. Hermed trængte Volvo ind på et marked for kombimodeller, der med tiden i høj grad skulle komme til at definere bilmærket. Tanken var dog ikke helt ny, for Volvo havde siden 1949 solgt rå chassis’er med betegnelsen PV 445 til diverse uafhængige karosserifabrikanter, der så byggede diverse varebiler, ambulancer og andre specialekøretøjer på basis heraf. Denne uafhængige produktion fortsatte i øvrigt ved siden af Duett-produktionen helt frem til 1961.
I 1960 skiftede modellen navn til P 210 Duett, og forruden uden midtersprosse introduceredes. I Danmark var duetten populær blandt håndværkere, ligesom Politiet brugte Volvo Duett til hundepatruljer o.lign. Det var nu først op i 1960’erne, så der bliver desværre ingen politi-duett i Sundborg. Hjemme i Sverige var Televerkets orange Duetter og Postverkets gule biler med sort front og forskærme meget almindelige i gadebilledet. Også det svenske forsvar brugte Duetter. Her skar man hul i taget og satte en luge i, så mandskabet kunne holde øje med luftrummet over bilen.
Med lanceringen i 1956 af den nye volvo-generation i form af den mere moderne udseende Amazon forventede mange, at PV 444 ville udgå. Det skete imidlertid ikke og i stedet fik bilen endnu et løft, som bl.a. bestod af en ny og kraftigere motor. PV444 fik 2 år til i produktion, hvorefter den i 1958 blev afløst af PV544. Den nye model havde forrude i ét stykke, større bagrude, større baglygter, en mere moderne kølergrill, plads til tre personer på bagsædet og nyt interiør i stil med Amazonens. Sport-versionen ydede nu 85 HK og det var lige i overkanten af, hvad bilen egentlig var skabt til. Støjniveauet var ved 120 km/t angiveligt voldsomt og sidevind kunne være et problem. Der var ligefrem historier om, at dækkene kunne sprænges ved høje hastigheder over længere stræk. Kørte man derimod Volvo 544 stille og afslappet, var bilen både komfortabel og solid.
Den 20. oktober 1965 rullede den sidste Volvo PV ud fra fabrikken i Lundby, hvorefter den blev kørt direkte ind på Volvos bilmuseum. Duetten overlevede endnu længere, nemlig til 1969. PV 444/544 blev produceret i 440.000 eksemplarer.
Volvo har altid haft en solid markedsandel i Danmark og i 1950’erne lå den på omkring 6-7 pct. En PV kostede på det tidspunkt omkring 20.000 danske kroner, hvilket altså var en del mere end bilen oprindeligt var lanceret til hjemme i Sverige, men så var told, afgifter, dollarpræmie og valutakursforskelle også betalt. En Volvo PV var således 25 pct. dyrere end en Folkevogn, hvilket placerede den i mellemklassen sammen med f.eks. engelske Ford Consul, tyske Ford Taunus 17M og Opel Olympia Rekord. Den dengang spritnye Volvo Amazon derimod lå med en pris på ca. 26.000 kr. en prisklasse over.
Modeller af Volvo PV 444 findes mig bekendt ikke i skala HO, men både Wiking og Busch har kastet sig over PV 544. Wikings model er meget, meget nydelig. Busch-modellen, der baserer sig på en Praline-model fra 1980’erne, yder efter min opfattelse ikke originalens gennemførte linjer fuld retfærdighed.
Brekina har Duetten i sit program, hvilket formentlig på sigt er det smarteste, for mulighederne for diverse firmapåtryk er enorme.
På Sundborg MJ køre der allerede adskillige PV’er rundt. Flest Duetter faktisk, hvilket måske er lidt skævt i forhold til virkeligheden, men efterhånden som der produceres nye oplag med firmapåskrifter bliver det garanteret svært at holde sig fra, at købe flere.
Selvom det er at presse termen ”midt i 1950’erne” lidt at have så forholdsvis mange PV 544, når modellen nu først blev lanceret i 1958, så trøster jeg mig med, at bilens grundform er så konservativ, og forskellene mellem PV 544 og forgængeren PV 444 så kosmetiske, at hovedindtrykket bevares som tidstypisk. Men det er selvsagt et personligt valg.
Mere om emnet kan bl.a. læses på diverse volvoklubbers hjemmesider og på http://www.klassiskebiler.dk/museum/indhold/sverige/volvo/444/444.htm
Og http://www.klassiskebiler.dk/museum/indhold/sverige/volvo/544/544.htm
For at sætte PV 444/544’s slidstyrke på de hullede svenske grusveje i relief kan man læse bogen eller se filmen ”Populærmusik i Vitula” for en fantastisk underholdende kunstnerisk fremstilling af, hvilken betydning det havde, da asfalteringen nåede frem til de fjerntliggende nordlige flækker i 1960’erne.
Flot artikel! Min onkel havde sådan en i begyndelsen af 60erne. Det med køreegenskaberne er fuldstændig rigtigt. De var “brugt op” 🙂 ved 100km/t og derover.
Glæder mig til en tilsvarende artikel om Issigonis mesterværker (Morris Minor og specielt kultbilen Morris Mini (Mascot), men også dens storebror Morris 1100 eller Marina, som den blev kaldt i Danmark).
For nu slet ikke at glemme Morris Cooper S for legedrengene!
Venlig hilsen
Lars
LikeLike
Thim
Hej Sundborg
Tak for alle de fine informationer på denne side. En af de bedste mj-sider, synes jeg! Mht. til Volvo reklamen har jeg et spørgsmål til det hvide “VOLVO” over blondinens hoved: Er det ikke det man kalder stratotype, som også
bruges af visse flyselskaber?
Hej Thim
Tak for de pæne ord om min blog, det varmer altid! Jeg ved ikke, hvad typografien på Volvo-reklamen kaldes, men jeg synes du har helt ret i, at stilen minder særdeles meget om noget fra et flyselskab, f.eks. SAS’ i de gode gamle 50′ere. Sjovt som de jordbundne transportformer gerne bruger af luftfarten symboler, inkl. DSB’s vingehjul, der også leder tankerne hen på fart og tempo, selvom det stammer fra før flyvningens opfindelse.
M.v.h.
Sundborg
LikeLike