De små Fiat-biler fandt deres eget markedssegment i efterkrigstidens verden. Der var andre producenter af små økonomiske biler med hækmotorer, men det var Fiat, der dyrkede miniformen i en sådan grad, at mærket sikrede sig en plads på top ti listen over de bedst sælgende biler i 1950’ernes Danmark. Den mindste blev ligefrem et ikon med en styrke, der gjorde en genkomst mulig i form af en retromodel i 2007. Legenden lever videre
Forbillederne for de to modeller, der er emnet for denne artikel blev lanceret med to års mellemrum. Fiat 600 var den første af de to, da den i 1955 blev præsenteret for offentligheden som Fiats bud på det koncept, der for denne blogs læsere allerede er helt genkendeligt fra andre af tidens mindre biler: Hækmotor og plads til fire voksne – i princippet i hvert fald. Fiat 600 målte imidlertid kun 322 cm i længden, mens tyske VW Type 1 målte 405 cm og franske Renault 4CV målte 366 cm til sammenligning, begge ”hækmotorkollegaer” til den lille Fiat. Topfarten var beskedne 95 km/t, dog 110 km/t med den senere motorversion.

En billig bil. Det var modellen også, eftersom den ikke ligefrem er fremstillet i år – se mere herom længere nede i artiklen
Fiat 600 solgte særdeles godt mange steder i verden. Bil nr. 1 million blev passeret i 1960 og på det tidspunkt løb 1.000 styk af båndet hver dag. I alt blev der mellem 1955 og 1969 produceret 2,604,000 Fiat 600 alene i Italien. Gennem licensaftaler og oversøisk produktion, noget Fiat altid har været særdeles dygtig til, blev der fra 1960’erne og helt op i 1980’erne produceret tilsvarende modeller i en række lande. I Spanien hed modellen SEAT 600 og dem blev der lavet 797.319 af. Bilen blev også produceret af Fiat Neckar i Tyskland mellem 1956 og 1967 og i en periode solgt som Jagst 600 og senere 770. Her blev fremstillet i 172.000 stk. Også i det tidligere Jugoslavien var der produktion under navnet Zastavat 750/850, der blev fremstillet helt frem til 1985. I Argentina forsatte produktionen til 1986.
Selvom Fiat 600 var en populær bil i samtiden er der ingen tvivl om, at det er dens frække lillebror, Fiat 500, der stjæler billedet. Fiat 500 blev præsenterede i 1957 som “Nuova 500”, fordi den afløste en tidligere model med samme betegnelse. 500-nummeret gik i øvrigt senere i arv til andre modeller. Mange så imidlertid en lige linje tilbage til Fiat Topolino fra 1930’erne. Topolino betyder egentlig ”lille mus” og er også det italienske navn for Mickey Mouse, så hvorfor bilen på dansk fik betegnelsen ”mariehønen”, ved jeg faktisk ikke. Under alle omstændigheder introducerede Fiat Topolino mere end nogen anden bil minibilskonceptet tilbage i mellemkrigstiden og Fiat havde tydeligvis helt styr på netop dette markedssegment, da man lancerede de nye minibiler i 1950’erne. Ikke mindst i Sydeuropas trange storbyer var der mange fordele ved en lille væver bil.

Fiat 500 og 600 er i virkeligheden, synes jeg, ret forskellige i deres udtryk. 600-modellen ligner det den er, nemlig den billigst mulige blikbil, der lader sig fremstille. Fiat 500 derimod formår at gøre ”mindre til mere”
En forbindelse mere er der mellem Fiat Topolino og 500 og det er, at begge biler blev tegnet af Dr. Dante Giacosa. Blandt formgivningsinteresserede har Fiat 500 ikke så lidt af en kultstatus, og på New York Museum of Modern Art så jeg for år tilbage den 1:1 træmodel af karossen udstillet. Det var den metode som bildesignere i tiden før computerne brugte til at skaffe sig en rumlig fornemmelse af den kommende bil. 500-designets store appel har formentlig noget at gøre med de meget runde og organiske former, der har gjort at bilen er blevet sammenlignet med en bold, der er pumpet for hårdt op. At det indre næsten ser ud som, det vil sprænge sig vej ud gennem skallen.
At Fiat 500 har plads til fire voksne personer er imponerende når man tænker på, at bilen med en længde på kun 295 cm er endnu mindre end Fiat 600.

Selvom man egentlig ikke skulle tro det, så skulle der være plads til hele familien her i en Fiat 500 – inklusiv madkurven
Også motoren i Fiat 500 var mindre end i Fiat 600. Det var nærmere betegnet en 479 cc tocylindret rækkemotor på bare 13 hk, men i modsætning til ”storebror” havde Fiat 500 en luftkølet motor. Motoren blev dog, som det var tilfældet med Fiat 600, senere opgraderet, men selvom bilen kom op på 26 hk, så forblev den dog temmelig motorsvag. El-systemet beskrives af folk med forstand på den slags som yderst simpelt og mekanisk har bilen ry for at være okay. Det gælder til gengæld ikke rustbeskyttelsen der er ikke-eksisterende og det primære problem i vores fugtige danske klima.
Der blev kun foretaget meget få ydre ændringer i de 18 år Fiat 500 var i produktion, men et par kan fremhæves. For det første havde bilen ved lanceringen bagudhængslede ”selvmordsdøre” af den type, der tidligere her på bloggen er omtalt i forbindelse med Renault 4CV. Dørene med det charmerende navn blev ”retvendte” i 1965. Den anden ændring der bør nævnes knytter sig til det foldetag af lærred som bilen var udstyret med, lidt i stil med det, der kendes fra Citroën 2CV. På de tidlige 500-modeller kunne taget foldes helt tilbage, mens det på de senere kun var taget over forsæderne, der kunne foldes.

De fremadhængslede døre og det mindre foldetag afsløre, at denne model er fra 1965 eller senere, og derfor strengt taget er en anakronisme i Sundborg. Det gør nu ikke så meget, for bilens grund for er den samme som den oprindelige model fra 1958. Og så kan man jo altid senere more sig med at rette sådanne detaljer
Fiat 500 blev en endnu større salgssucces end Fiat 600. Som 600-modellen blev også Fiat 500 produceret i versioner uden for Italien. I Østrig stod f.eks. Steyr-Puch for en lokal variant, mens NSU i Tyskland også var med. Prisen på lige under kr. 10.000 gjorde Fiat 500 ca. 50 pct. billigere end en VW Type 1. Selvom Fiat 500 i 1972 skulle have været afløst af Fiat 126, valgte Fiat koncernen at bibeholde den lille populære bybil i produktion helt frem til 1975.
I marts 2007, på 50 årsdagen for den klassiske 500-model fremviste Fiat så en helt ny gammel variation over same tema. Med et klart retro-look føjede bilen sig til en tendens i tiden og føjede sig til tilsvarende biler som Volkswagens New Beetle og BMW’s Mini. Men nu er vi langt udenfor denne blogs rammer.
Modellen af Fiat 500 er fremstillet af Busch og fås i flere versioner, herunder en af de modeller, der blev fremstillet på licens i Østrig og som kendes på, at de har Steyrs mærke på fronten i stedet for Fiats. Min Fiat 600 er nok i virkeligheden en SEAT, for den er produceret af det spanske firma Eko. I skala 1:87 er der dog ingen synlig forskel mellem de to produkter. Det er der til gengæld på kvaliteten af en model fremstillet med 30-40 år gammel teknik og så de modeller, der kan fremstilles i dag. Jeg er sikker på, at Eko-modellerne for længst er udgået af produktion, men ind i mellem kan man finde dem i rodekasser og på loppemarkeder til en billig penge. Og så kan man jo vælge at betragte den som et kuriosum og stille den et sted i baggrunden.

Som illustration af fremskridtene i plaststøbebranchen er Fiat/SEATen her placeret ved siden af den top-linje model af Mercedes-Benz 220, som Ricko sendte på markedet sidste år. Den lille røde ikke har noget indhold, man kan se lige igennem den. På Merceren der i mod er alle detaljer med, inklusiv stjernen på motorhjælmen
På Sundborg Modeljernbane er der indtil videre bare indkøbt de to Fiat-modeller, der er vist her, og med mindre 600-modellen blive relanceret i en nutidig version kommer der givetvis heller ikke flere af dem. Der findes andre Fiat-modeller på markedet, som f.eks. Brekinas model af Fiat 1100, men selvom denne bil blev lanceret i 1953, så er Brekinas model årg. 1960-63 og bilen har et lidt for fremmeligt design til helt at passe ind i konceptet, således som det tidligere er beskrevet her på bloggen på siden Om Sundborg. Det ser således ud som om italienerne vil få lidt svært ved at hævde sig i konkurrencen.
Mere om emnet Fiat 500 og 600 kan bl.a. læses her http://www.klassiskebiler.dk/museum/indhold/italy/fiat/500/500.htm
Her er et sjovt link til et Fiat 500 træf på Sporvejsmuseet Skjoldnæsholm, som jeg har fået fra My 1 2 87: http://www.youtube.com/watch?v=HYmXaQV_J2U
Fin omtale af en klassisk lille bil. Den spiller iøvrigt en skøn birolle i Luc Besson-filmen ‘Le Grand Bleu’ ført af den storskrydende dykker Enzo spillet af Jean Reno.
LikeLike