Morris Minor – En almindelig englænder

Hvis Renault 4CV var den franske folkevogn, Volvo PV444 den svenske folkbil, og Fiat 500/600 det italienske bud på prisbevidst transport, så var Morris Minor den bedste britiske kandidat til en konkurrent til tyske VW Type 1 i Danmark. Morris Minor var en bil, der i flere årtier, var et almindeligt syn på danske veje. 

Studie i hvidt. Morris Minor var en hverdagsbil, måske lidt farveløs, men afgjort en bil, der passede til danske forhold

Forbilledet introduceredes i 1948. Det var Sir Alec Issigonis, der stod for designet, ham der en halv snes år senere blev berømt for at stille fire stole op og bygge en bil uden om dem, ved navn Morris Mini. Navnene røber slægtskabet mellem de to biler, men oprindeligt skulle bilen faktisk have heddet “Mosquito”. 

Hverdagsbillede fra Sundborg

Minoren havde helt i tidens ånd selvbærende chassis, mens motoren oprindeligt var en ældre sag fra 1934, der tidligere var brugt i den klassiske førkrigsmodel Morris 8. Det var i øvrigt også var en populær bil i Danmark i perioden. I 1953 introduceredes en ny, lidt kraftigere motor.  

At der fra starten var tale om en velfungerende bil afspejlede sig i, at bilen kun ændrede sig lidt i de 23 år, den blev produceret. På den måde lignede den de tidligere nævnte bilklassikere her på bloggen. I det ydre kom den største designmæssige ændring i 1950, hvor forlygterne, der på det oprindelige design havde siddet sammen med kølergrillen, nu blev placeret i skærmene. Splitforruden blev erstattet af en rude i et stykke i 1956. 

Britisk i forgrunden, tysk i baggrunden; lyst og mørkt. Mon ikke mange efter besættelsen havde det følelsesmæssigt fint med at købe netop en britisk bil?

Jeg har hørt bilkyndige hævde, at Morris Minor egentlig var en bedre bil end VW. Jeg ved ikke om det er sandt, men Minor’erne holdt sig i hvert fald kørende i Danmark i mange, mange år. Da jeg var dreng i 1970’erne var de endnu meget almindelige – min første klasselære havde f.eks. en, der var (om)lakeret i skrigende orange! Jo, det var en grim tid. Da jeg gik i gymnasiet i 1980’erne var en Morris Minor blevet så billig, at en 3.g’er med et vellønnet fritidsjob godt kunne få råd til sådan en. Og nej, jeg havde ikke en selv. 

Som forklaring på, hvorfor Morris’en så ikke blev en endnu større kommerciel succes skal man formentlig se på bilens samlede driftsomkostninger. Ovenfor nævnte eksperter hævder nemlig også, at det er en bil, det kan være en udfordring ”at skrue på”. Forklaringen skulle være, at britiske biler blev fremstillet med en relativ stor grad af gammeldags håndværkertilgang. Det er jo lækkert når det handler om en dyr håndlavet Rolls Royce eller Morgan, men det er faktisk et problem, når det handler om en hverdagsbil, hvor vedligeholdelsesomkostningerne er en meget væsentlig faktor i kundetilfredsheden på den lidt længere bane. I praksis betød det, at passede delene ikke lige sammen, når bilen skulle samles, så fik bolten lige et dask med hammeren, eller der blev filet lidt af skærmen. Dermed fik hver enkelt bil i et eller andet omfang et individuelt præg, hvilket igen betød, at den dag skærmen skulle skiftes, så passede reservedelen ikke! Det var dét tyskerne (og i senere epoker japanerne) kunne: Massefremstillede enheder, hvor alle led i produktionen overholdte nøje definerede kvalitetsstandarder, hvilket i sidste ende naturligvis betød en rationelt optimeret produktion og billige produkter af god kvalitet til tilfredse kunder. Og, vil nogen sikkert hævde, transportmaskiner med væsentlig mindre sjæl, end de klassiske britiske biler. 

Det noget afslappede forhold til standarder og en grundlæggende indstilling om, at biler er komplicerede maskiner, og at det derfor kun er helt forventeligt, at de bryder sammen med jævne mellemrum, lagde, sammen med arbejdsmarkedsforholdene, i de følgende tiår britisk bilindustri i graven. Ret utroligt faktisk, når man tænker på, hvor stor en markedsandel britiske biler havde i Danmark. Endnu i 1970’erne havde min familie (ikke kun mine forældre, men også bedsteforældre samt diverse onkler og tanter) fortrinsvis britiske biler. Den karakteristiske lyd af en Austin, der en kold morgen ikke vil tage tænding, er simpelthen en integreret del af mine barndomserindringer. Godt villavejen havde et betydeligt fald, for så var der en chance for at få startet skidtet, inden bunden af bakken. Det var heller ikke altid, det lykkedes. 

Her er det lykkedes at få bilen startet og vi ruller ind gennem Sundborgs gader

Nå, det var lidt flere personlige bemærkninger end sædvanligt, så lad os vende tilbage til de hårde facts: Minor blev fremstillet helt frem til 1971 og da havde tælleapparatet registreret, at der var produceret 1,6 million eksemplarer. Dermed blev Morris Minor den første britiske bil, der rundede den magiske million. 

Morris Minor kostede midt i 1950’erne kr. 16.000, hvilket stort set svarede til en VW Type 1. 

Modellen er faktisk lidt usædvanlig på den måde, at den er fremstillet i metal og produceret i Hongkong af et firma ved navn Oriental Toys. Stiller man den op ved siden af en nyere plastikmodel fra en af de tyske producenter kommer den ud på andenpladsen (lidt som forbilledet), men eftersom den kunne købes for ti kroner i kæden af Tigerbutikker for et par år siden, er der ikke den mindste grund til klage. 

Da jeg nåede frem var alle de ”normale” udgaver udsolgt, undtagen et enkelt eksemplar i lysegrå lakering, resten var lakeret som en ”Yellow Cab” fra New York – en lakering jeg tvivler stærkt på har haft fortilfælde i virkeligheden. Nå, men til den pris fyldte jeg alligevel indkøbskurven til der ikke var flere i butikken, og jeg har desværre ikke set dem i Tigerbutikkerne siden. Taxiskiltene er nu alle afmonterede og bilerne er under omlakering. 

Modellen forestiller en af de senere årgange, og det ville måske være mere korrekt, hvis forruden blev todelt. Måske en lille forbedring man kunne foretage senere. Selvom modellen således ikke hører til de finest detaljerede, så er den absolut hæderlig som baggrundsmodel. 

Vil man have en Morris Minor stående tæt på anlægskanten, så fremstiller Bush også en nydelig model af bilen, men eftersom et enkelt eksemplar koster det samme som alle mine Hongkong-biler tilsammen, har jeg ikke købt nogen af disse (endnu). 

Slut for nu

Mere om emnet kan blandt andet læses på Morris Minor klubbens hjemmeside og her: http://www.klassiskebiler.dk/museum/indhold/england/morris/minor52/minor1952.htm. 

En anmeldelse af model bilen fra Hongkong kan også læses på Occams blog http://www.mj-blog.dk/2007/01/modelbiler-fra-tiger-butikker-ii 

Hvis man slår Oriental Toys op på nettet, ser det desværre ikke ud som om der er kommet nye produkter siden den første sending, der også omfatter et par andre modeller, omtalt på Occams blog, og hvoraf jeg senere skal vende tilbage til et par modeller mere: http://home.tradeeasy.com/orientaltoys/ 

Det er en skam at dette, eller et andet firma, ikke går videre med at udgive britiske biler i skala 1:87, for det er bestemt en mangelvare. Den næste bilartikel her på bloggen burde således handle om Vauxhall, for det mærke var også på top-ti listen over de bedst sælgende biler i Danmark i midten af 1950’erne. Men der findes ingen 50’er-Vauxhall i skala HO, så det må springes over. 

________________________________________________________________________________

Summary in English

 

Morris Minor – A regular Englishman 

The Morris Minor was a common sight on Danish roads for decades. Introduced in 1948 it was from the outset a well-functioning vehicle and only small changes were made during the years. When production stopped in 1971 1.6 million Minors had been produced, making it the first British car to surpass the magical one million mark. On the Danish market the main competitors were cars like the VW Type 1 Beetle, which incidentally cost more or less the same as the Minor. Some have argued that in technical terms the Minor was actually a better car than the Beetle, but that the British cars in general lost to the German competitors on the export markets like Denmark on quality and reliability. Anyway, the Minors and other British cars were still very common in Denmark up through the 1970s and 1980s. 

The model is a little unusual in the sense that it is made of metal and produced in Hong Kong by a company called Oriental Toys. Put next to the precision plastic models from one of the German producers the Minor comes out in second place (not unlike real life), but even though the model may not belong to the finest detailed it is still a very usable background model. It is a shame that Oriental Toys, or another firm, is not pursuing more British cars in scale 1:87, since the market could clearly use many more Rovers, Standards, Vauxhalls etc. 

Advertisement