Mercedes-Benz 180/190 W120/W121 – Pontonen

Mercedes-Benz gav sig efter krigen til at genetablere et modelprogram, der spændte fra solide hverdagsbiler i den øvre mellemklasse og opad. I begyndelsen af 1950’erne var tiden moden til at introducerer en ny model i et design i pagt med tiden. Det blev til ”Ponton Mercedesen”, navngivet sådan på grund af de rummelige hjulkasser, der blændede over i resten af karossen.

Læg mærke til stjernen på køleren – den dag i dag et af verdens mest genkendte varemærker. Stjernen blev fra 1957 gjort aftagelig af sikkerhedsgrunde, mere specifikt af hensyn til de svage trafikanter

Forbilledet kom på markedet i september 1953. Det var den første Mercedes med selvbærende karosseri og den tidstypiske formgivning. Mercedesen delte sit ponton-design med modeller som Ford Taunus 15M og Opel Olympia. Mercedes-Benz katagoriserer sine modeller dels ud fra motoren, dels ud fra karosseriet, så det nye pontondesign fik betegnelsen W120. Præcis som det var tilfældet med de to andre tyske bilmærker, så var ponton-mercedesen den første egentlige nykonstruktion fra fabrikkens side efter krigen. Man var ellers begyndt de første efterkrigsår med at genoptage produktionen af førkrigsmodeller i mere eller mindre opdaterede versioner. I Mercedes-Benz’ tilfælde handlede det om den klassiske firecylindrede Mercedes 170V (W136), en Mercedes 220 med fabrikkens store sekscylindrede motor iklædt en let opdateret karosse (W187) og så i luksusklassen den store model 300 “Adenauer Mercedes” (W186).

Tre gratier. Fra højre mod venstre er det 170V (W136), 220 (W187) og 180 (W120)

Det var imidlertid ikke alt ved 180’eren, der var lige nyt. Motoren var direkte arvet fra førkrigsforgængeren Mercedes 170V og med 52 hk var den i underkanten af, hvad den ret store bil krævede af motorkraft. I februar 1954 udsendtes en version med dieselmotor, der naturligt nok fik betegnelsen 180 D. I 1956 præsenteredes så 190-modellen (W121), der adskilte sig fra 180-modellen, ved netop at have en ny og væsentlig stærkere motor. Den nye maskine ydede 72 HK, hvilket gav bilen en topfart på 140 km/t – absolut udmærket i en tid, hvor mange biler nåede maksimum omkring de 100 km/t.

180-modellen blev pænt modtaget af fagpressen og køberne

Ponton-Mercedesens udformning ændrede sig meget lidt over årene. 190’eren adskilte sig i det ydre kun på mindre punkter fra 180’eren. Også sportmodellen, ”Tourensportwagen”, Mercedes 190 SL (W121BII), der blev produceret i årene 1955-1963 delte mange træk med den oprindelige 180/190-model. Af andre varianter kan nævnes ombygninger ved forskellige mindre karosserivirksomheder, der f.eks. fremstillede Kombi stationcarversioner, forlængede limosiner samt en lang række erhvervskøretøjer som taxaer, ambulancer, ja endog pick-ups.

Brekina har netop udsendt en 180 Kombi i topserien Starmada. Eftersom bilen var sjælden har jeg (endnu) ikke indkøbt et eksemplar, men flot ser den ud

Hjemme i Tyskland blev 180 og 190 modellerne klassificeret som tilhørende den øvre middelklasse, men i dansk sammenhæng må bilen vel placeres i den dyrere ende af skalaen. Med en pris på 27.000 kr. for en 180-model og ca. 30.000 kr. for en 190’er, kostede en ”lille” Mercedes det samme som Opel’s topmodel Kapitän, Vauxhall’s flagskib Cresta og den store Rover 75. Eller godt to Folkevogne, hvis vi anvender dén målestok. Prisen må vel også være hovedårsagen til, at Mercedes måtte ”nøjes” med en markedsandel på 2-3 pct. i Danmark i midten af 1950’erne, hvilket trods alt var nok til at få mærket ind på top-ti listen. Vel ikke så ringe endda.

Mercedes og DSB i påfaldende ens farvedragt

Mercedes’er, dengang som nu, konkurrerede ikke så meget på pris, som på driftsikker teknik, kvalitetsmæssig udførelse og en næsten underspillet udstråling af styr på tingene. Det appellerede også til de modne og velstillede danske købere i 1950’ernes Danmark, hvor modellerne 180/190 i høj grad var med til at genetablere Mercedes’ ry som et solidt mærke med gode køreegenskaber og en aura af soliditet. Et interessant aspekt af Mercedes i Danmark er, at en del af bilerne blev samlet hos den danske importør Bohnestedt-Pedersen, først i København og senere i Hillerød – mere herom i en senere artikel. At Mercedeser er populære hos taxivognmænd er ikke noget nyt og en del af de 180’ere, der blev samlet i Danmark, endte da også i den branche.

Et farvefoto fra epoke III er ikke almindeligt, men her er en Mercedes-taxi i fuld ornat

Pontonen blev i 1961 afløst af en model med den nye tids smag, nemlig med halefinne  („Kleine Heckflosse“). De sidste ”pontoner” løb først af båndet i 1962.

Modeller af Ponton-mercedesen fås fra en række producenter, hvilket vel vidner om bilens store popularitet og status som Wirtschaftswunder-ikon. Jeg har modeller fra Brekina og lavprismærket Magic fra Herpa, men også Wiking har haft pontoner i programmet. Som altid er der forskel på kvaliteten mellem den billige og den lidt dyrere variant, men faktisk synes jeg Herpas Magic version klare sig helt pænt og vil gøre god fyldest som baggrundsmodel.

To modeller over for hinanden. Man ser kvalitetsforskellen

På Sundborg modeljernbane kan det være svært at undgå at få for mange Mercedes’er, jf. ovennævnte tal for markedsandelen, for det er en karakteristik 1950’er bil og producenterne bliver ved med at friste med nye farvevarianter. Men hvis vi nu udstyrer doktoren, apotekeren, taxivognmanden og en af de store bønder i omegnen med hver en Mercedes 180/190, så kan der da blive plads til et par stykker. Taxi’en er nok den sorte model og i såfald er der nok tale om en dieselversion 180D. Denne var populær som hyrevogn på grund af et lavere brændstofforbrug end benzinversionen.

Lidt uhensynsfuld parkering i Sundborg midtby

Mere om emnet kan læses på nettet, hvor der er masser af materiale, ikke mindst for de tyskkyndige. En søgning kan passende starte på Mercedes-Benz’ hjemmeside, hvor der er et helt virtuelt bilmuseum http://www2.mercedes-benz.dk/content/denmark/mpc/mpc_denmark_website/dkng/home_mpc/passengercars/home/passenger_cars_world/history/passenger_cars.html

Og så kører Ponton-mercedes’en hjem for i dag

Advertisement