Man hører ofte, at den digitale drift har gjort en ende på ”ledningssalaten” under modeltogsanlægget. Selvom det nok er en sandhed med modifikationer, så er der i hvert fald ét område, hvor der er blevet kortere kabelføring, og det er til sporskifterne. Det er takket være sporskiftedekoderne.
Denne gang skal det handle om to bud på DCC-dekodere: Lenz LS150 og Viessmann 5212
I gamle dage skulle der trækkes kabler hele vejen fra sporskiftet til kontrolenheden, uanset om der nu var tale om en sportavle eller en pult med trykknapper. (Nogle MJ’er valgte at have kontakterne på rammekanten ud for sporskiftet, men det ser vi bort fra her). Skulle jeg gøre det i dag, så ville kablet fra det fjerneste hjørne til kontrolområdet være fem meter+. Med en halvsnes sporskifter i den afstand ville der hurtigt blive tale om mindst 100 meter kabel! Med digitaldrift skal de tre kabler fra sporskiftets drev blot trækkes til den nærmeste dekoder, en tur, der typisk er måske 50 cm. Det gør livet en del lettere! Med dekodere kan sporskifterne stilles fra håndkonsollen eller fra computeren.
Jeg har eksperimenteret lidt med to forskellige dekodere: Viessmann 5212 og Lenz LS150. Det skyldes dels en iboende nysgerrighed, dels at jeg startede med Lenz-produktet, hvorefter jeg bemærkede, at de fleste modeltogsforretninger i mit område generelt virker bedre forsynet m.h.t. Viessmann produkter, så derfor måtte jeg prøve, om det firmas dekoder også fungerede sammen med mit styresystem Rocomotion med MultimausPro. At jeg har to forskellige dekoder-typer gør det naturligvis muligt at sammenligne de forskellige produkter med hinanden.
Først et par ord om lighederne. Begge dekoderne overholder naturligvis DCC NMRA-normerne og lad os udløse spændingen: Begge har fungeret fejlfrit sammen med mit styresystem. Installationen er også ganske ens: Man forbinder dekoderen til sporskiftedrevet og sporet, trykker på den dertil indrettede knap, navngiver et af sporskifterne på sin styreenhed, betjener skiftet, hvorefter dekoderen husker den adresse, man har betjent. Dette kan enten ske før eller efter, at sporskiftet er færdigmonteret på anlægget.
Sådan forbindes Viessmann-dekoderen til sporskiftedrevet. Man bemærker at strømmen her er trukket fra forbindelsen til sporet (J og K) og til dekoderens strømforsyning markeret med bølgelinjen og E. Alternativt kan der her tilsluttes ekstern strømforsyning (jævnstrøm)
Nu lidt om forskellene. Viessman 5212 behøver ikke en selvstændig strømforsyning, idet dekoderen kan trække strøm gennem forbindelsen til selve sporet. Fordelen ved det er selvfølgelig at man kan spare en transformator og noget kabelføring. Imidlertid tapper dekoderen så strøm fra anlægget. Bagdelen ved det set-up er, at så snart man på anlægget har en håndfuld lokomotiver og måske vogne med indvendig belysning i drift på én gang, så vil man gerne have så meget kraft i sporet som muligt. Så snart der er tale om et anlæg af en hvis størrelse, så er separat strømforsyning den rette løsning og Viessmann-dekoderen kan derfor meget snedigt også tilsluttes en ekstern jævnstrømsforsyning. Når det alligevel kan være interessant med strøm fra sporet, så hænger det sammen med, at nogle sporskifter måske ligger langt fra strømforsyningen, f.eks. nogle industrispor langt ude i et hjørne af anlægget. Her kan det eventuelt være relevant med en decentral dekoder.
Lenz LS150 kræver derimod separat strømforsyning. Og det skal være vekselstrøm. Fabrikanten anbefaler en Atlas, der yder 16 VA. Nu er det sådan, at jeg fra min fortid har et par gamle Märklin trafoer liggende, og de yder, som det sikkert vil være flere bekendt, netop 16 VA vekselspænding. De fungerer fint med Lenz-dekoderen.
I den måske mindre væsentlige afdeling er der forskellen på den måde, kablerne fra sporskiftet forbindes til dekoderen på. 5212’eren bruger Viessmanns vanlige system, hvor kablerne trækkes igennem noget, der ligner en golf tee, og som herefter stikkes ind i den dertil indrettede bøsning. Et system, der efter min personlige mening giver en lidt vel plastikagtig fornemmelse. Så er der mere gods i Lenz’ dekoder, hvor man i dette firmas vanlige stil fastgør kablerne ved hjælp af en serie skrueklemmer. Kvalitetsfornemmelsen af metal fornægter sig ikke og er, som læserne sikkert allerede har fornemmet, et efter min mening bedre valg. Et mere sagligt argument er, at kablerne simpelthen sidder bedre fast og kan tåle endog ret kraftige ryk, noget man ved en fejltagelse godt kan komme til at udsætte systemet for, mens man roder med helt andre ting på anlægget. Man kan også teste strømforbindelsen ved kortvarigt at lade enden på en ledning eller en spændingsmåler berører den synlige metalskrue, der er strømførende.
Det bedre valg: Lenz' metalskruer over Viessmanns plastik-dimser
Viessmann 5212-dekoderen har plads til fire sporskifter og Lenz LS150 seks. Sporskifteadresserne ligger i serier og Viessmann-dekoderens fire sammenhængende adresser hedder således 1-4, 5-8, 9-12 osv. Har man flere dekodere så skal de programmeres en ad gangen. Det er kun på den enkelte dekoder, at adresserne skal være i serier. Man kan godt springe fra serie 1-4 og på den næste have numrene 21-24. Det kan jo være smart nok, hvis man som forbilledet vil gruppere sine sporskifter i serier, så f.eks. hovedsporene har én nummerserie og driftsdepotet en anden. Hos Lenz kan adresserne sættes individuelt, så det giver større frihed til at gruppere sine sporskifter. Den individuelle adressering kan også være praktisk, hvis nogle af portene anvendes til sporskifter og andre anvendes til f.eks. armsignaler, afkoblingsautomatik eller lignende, hvor nummereringen så kan følge en anden logik end sporskifternes. Selvom denne artikel handler om dekodere i forbindelse med sporskifter, så bør det for den gode ordens skyld bemærkes, at begge dekodere naturligvis fungerer lige fint med alle typer dobbeltspolede magnetartikler. M.h.t. sporskiftedrev har jeg selv drev fra Roco og Piko og der er ingen problemer. Desuden har jeg armsignaler fra Viessmann, og heller ikke her, er der problemer.
Viessmann-dekoder og ditto armsignal
Magnetartikler er udbredte, men flere modeljernbaneentusiaster foretrækker motordrev, ikke mindst fordi de efterligner virkelighedens langsomme bevægelse af tungen, frem for magnetspolernes hurtige klik. Vil man imidlertid gerne anvende motordrev til sine sporskifter, så skal der for det meste indsættes dioder på bestemt(e) sted(er), jf. nedenstående skematiske tegning.
Magnetartikler og motorer, sporskiftedekoderne klare begge dele. Dog skal der for det meste indsættes dioder mellem dekoder og motor, som vist på tegningen
Jeg skriver ”for det meste”, for der nemlig den undtagelse, at Lenz-dekoderen fungerer sammen med motordrevet fra Tillig/Piltz, uden denne lille ekstra operation. Måske ikke meget afgørende, men alligevel en lille lettelse i anlægsarbejdet og en mulig fejlkilde mindre.
Her er en prøveopstilling, hvor jeg tester Lenz dekoderen med dels et Roco-sporskifte med elektromagnetiskdrev, dels et motordrev fra Tillig (uden dioder). Strømforsyningen til dekoderen kommer fra den gamle Märklin trafo, der trods sit lidt anløbne udseende fungerer fint
En sammenlignede analyse som i denne artikel kalder naturligvis på en konklusion: Hvilken dekoder er så bedst. Jeg vil sige, at begge produkter fungerer upåklageligt sammen med styresystemet Rocomotion og Multimaus Pro og de dobbeltspolede magnetdrev, jeg har afprøvet, men at Lenz-dekoderen alt andet lige falder mere i min smag. Hertil kommer, at Lenz fører på prisen med en ”pris pr. tilsluttet drev” på ca. 60 kr., mod Viessmanns ca. 100 kr. Til de lidt fingernemme har Viessmann imidlertid et godt tilbud til dem, der kan svinge en loddekolbe. 5212 fås nemlig som byggesættet 52121 og så bliver prisen pludselig ca. 46 kr. pr. sporskifte. Jeg har endnu ikke prøvet byggesættet selv, så jeg har desværre ingen erfaringer at give videre på det område. Men det er da en fremtidig mulighed, der kan undersøges, så måske er det sidste ord endnu ikke sagt i kampen mellem sporskiftedekoderne.
Mere om emnet sporskiftedekodere kan bl.a. læses i bogen ”Modeltog” af Rolf Sylvester-Hvid Lindhardt & Ringhof, 2008.
Om de to dekoder kan man læse mere på de to producenters hjemmesider:
http://www.lenz.com/manuals/accessorydecoders/LS150.pdf
http://www.viessmann-modell.com/shop/media/pdf/german/5212_98777_02_DE-EN.pdf
Digitaltog.dk har en oversættelse af dele af guiden til dansk:
http://www.digitaltog.dk/Digital/Lenz/Lenz_LS150_DK_miniguide.pdf
Sundborg MJ 
Skriv et svar