DSB godsvogne litra IAL, IAK og IAR – De langbenede hvide

[Summary in English further down]

I 1950’erne var hvidmalede vogne i mange afskygninger meget almindelige på danske jernbanespor. Mens vi venter på de nye kølevogne af litra IKG og IKT fra Hobby Trade kan vi passende se lidt nærmere på Heljans lækre serie af vogne af IA-klanen. Klanen var underopdelt i en række underlitra, hver med hver deres eget karakteristika. En gennemgang af vognene fortæller derfor en hel del om fødevaretransporterne i epoke III, både de der gik rundt i Danmark, og de der førte danske landbrugsprodukter ud på de vigtige eksportmarkeder.

Tre musketerer: IAK, IAR og IAL. Bygget til at få landbrugsdanmarks produkter frem til forbrugerne både ude og hjemme

Forbilledet kom i sin første udgave tilbage i 1931 som litra IA. Det blev i første omgang kun til 130 stk., men det ændrede sig, da krigen brød ud og behovet for godsvognskapacitet eksploderede. Ikke mindst behovet for vogne til fødevaretransporter sydpå blev hurtigt erkendt. På den baggrund bestilte DSB hos Scandia i Randers nye leverancer af hvide vogne med mange ventilationslemme, der kunne bidrage til at køle vognenes indhold.

Vognkassen på 1940-udgaven af litra IA var helt den samme som 1932-udgaven, men undervognen var moderniseret, idet akslerne var flyttet så langt ud mod endevæggene, som muligt, hvilket gav en akselafstand på 6 m. Som det allerede er nævnt i artiklen om de langbenede stykgodsvogne litra HD, kom inspirationen fra Tyskland, hvor dette design kunne findes på Gmhs 30 (opr. Grs Oppelen) fra 1938. Filosofien var, at den store akselafstand ville give vognen en mere rolig gang i sporet ved højere hastigheder, noget der var yderst relevant i forbindelse med fødevaretransporter. Æg, frugt og grønt – for at nævne et par eksempler – tåler ikke ret godt stød. Frem til 1941 blev der bygget 370 af disse langbenede IA’er.

På hjørnemarkeringerne og ikke mindst de to bremseomstillere med henholdsvis gult og rødt håndtag ses, at vognene af IA-klanen var udstyret med alt i bremser. Vognene kunne derfor indsættes ikke alene i godstogene, men også i personbefordrende tog

Vogntypen var så stor en succes, at konceptet fra 1942 og frem blev overført stort set uforandret til de allerede nævnte stykgodsvogne af litra HD. Det vil sige, et par forskelle var der, for HD’eren havde færre ventilationslemme, og så havde den en rangerskruebremse monteret på en høj platform.

Denne bremse blev overført til den næste udgave af IA-klanen, nemlig den serie på 50 vogne, der blev bygget i 1944. Denne serie vogne adskilte sig desuden fra de hidtidige IA-vogne ved at have bærestænger og kødkroge monteret oppe under taget. Vognene blev markeret med et rødt ”Kødvogn” på siden og fik det passende underlitra ”K” for ”kød”, hvorved det fulde navn blev IAK.

IAK-vognen havde kødkroge i loftet, hvori man kunne hænge hele (eller som her halve) dyrekroppe. Den opmærksomme læser vil bemærke, at vognen har litrering fra 1940’erne. Lidt gammeldags her i Sundborg-tiden, men ikke umuligt eftersom moderniseringen af litreringen tog tid

Med krig og besættelse vel overstået reviderede DSB igen behovsanalysen for beholdningen af hvide vogne. Som resultat heraf udførte man en række ombygninger og lejemål, som der vil blive lejlighed til at dykke ned i her på bloggen ved senere lejligheder. Nybygninger blev der også mulighed for.

Det startede med en ny stor serie på 350 vogne leveret i årene 1945-1947. Den nye vogn havde også rangerskruebremse, så den fik i god overensstemmelse med etatens litreringspraksis tilføjet et ”R”. Den samlede betegnelse blev derfor litra IAR.

Den første serie efterkrigsvogne blev den mest talrige af dem alle: Litra IAR. Vogne af IA-klanen blev brugt til transport af alle mulige slags fødevare som margarine, frugt og grøntsager i kasser og sække. Vognene måtte også tage tom emballage retur, så det er nok derfor, der ligger en bunke tomme kasser på læssevejen

Af grunde jeg ikke helt kan gennemskue, så fik en ny mindre serie på 50 stk. vogne i 1950 det gamle hovedlitra IA, selvom de også havde rangerskruebremse. Det er der måske nogle af bloggens læsere, der har en forklaring på? Måske situationen også blev lidt rodet for DSB, for da der trods alt var nogen forskel på de nu tre forskellige serier af vogne med litra IA besluttede man i 1951 at omlitrere de langbenede udgaver ved at tilføje et ”L”, så det blev til IAL.

Om ”L” står for langbenet, ved jeg ikke, men det gør det lettere at huske litraet IAL. Mange IAL’er blev brugt til at transportere æg, der var en stor eksportvare i 1950’erne, ikke mindst til Tyskland. Derfor blev en del vogne markeret med et skilt med ”Eier”, hvilket lige kan anes i billedets nederste venstre hjørne. Æggene var lagt i træbakker med små rum og bakkerne var stablet i to afdelinger inde i hver kasse

Men historien om omlitreringerne stopper ikke her, for behovet for vogne til kødtransport var stadigt stigende i 1950’erne, så 150 af de oprindelige IAR-vogne blev derfor udstyret med kødkroge og omlitreret til IAK’ere.

Ja, det er en lang historie, så det er nok på tide at gøre status for den samlede situation her i Sundborg-tiden. Efter den sidste store flytten rundt i 1955 var situationen således: IA = 130 stk., IAK = 250 stk., IAL = 420 stk. og IAR = 150 stk. Det gav i alt 950 stk. vogne af IA-klanen – et anseeligt antal!

Det er nok ikke kun nutidige MJ’ere, der skal holde tungen lige i munden, for DSB malede meget smart de forskellige vogn-litra i forskellige farver indvendigt, alt efter, hvad vognene måtte bruges til. IAK-vognene var okkerfarvede, IAL var aluminiumsfarvede, og IAR var grå indvendigt.

Foruden fødevare blev IA-vognene også i mange år brugt i blandettog og posttog til transport af pakker for postvæsnet, såkaldt postgods.

Når man tager den store byggeaktivitet af hvide vogne under og efter krigen i betragtning, så er det underligt at tænke på, at de hvide vogne forsvandt fra DSB’s inventar på relativ kort tid. Det skyldtes dels, at DSB blev tilknyttet Interfrigo-samarbejdet og på den måde kunne trække på puljen af internationale kølevogne, der var bedre egnet til de lange transporter end IA-klanen, der helt nøgternt betragtet, bare var hvide kasser med hjul og gennemtræk. Og så var der naturligvis hele omlægningen af fødevaretransporten til de (køle)lastbiler, der i dag helt dominere trafikbilledet.

At de hvide vogne sådan blev overflødige i forhold til deres oprindelige formål betød ikke, at vognene af IA-klanen straks blev udrangeret. De blev derimod omlitreret til nye computerlitra, malet brune og indsat som stykgodsvogne, side om side med deres HD-slægtninge, der i mellemtiden også var overgået til computerlitrering. Det gav vognene en karriereforlængelse på 10-15 år frem til udrangeringen i slutningen af 1970’erne.

Modellerne af vognene i IA-klanen svarer i alle tekniske forhold til HD-modellerne og har alle disse vognes dyder, så dem er der ingen grund til at gentage her. Nævnes skal dog, at Heljan, som det har været tilfældet med HD-vognene, har varieret farven en smule på de forskellige udgivelser. Det gælder både farven på vognkassen og på taget. Et initiativ Heljan fortjener stor ros for.

På dette "studiebillede" kan man se den tydelige forskel mellem de enkelte vogne. Farvenuancerne går fra den kridhvide model af IAK og så de mere beige litra IAR og IAL. Det giver spil og nuancer i vognstammen

På Sundborg Modeljernbane er der, som det fremgår af billederne, allerede en pæn bestand af vogne af IA-klanen. Som nævnt i artiklerne om ”husdyrtransporteren” litra Q og kadavervognen litra ZC, så planlægger jeg et slagteri på anlægget, hvilket selvsagt vil generere god trafik til kødvognene af litra IAK.

Et æggepakkeri er også en oplagt idé, måske på en af stationerne på sidebanen. På den måde vil der blive masser af sjov rangering, når vogne af litra IAL ankommer til Sundborg fra sidebanen og så hurtigt som muligt skal indrangeres i et hurtigtkørende godstog på hovedbanen, så ladningen kan sendes enten til Hovedstaden eller det sydlige udland inden æggene bliver dårlige.

De hvide vogne kunne ofte ses i mindre godstog på sidebanerne, her en IAR sammen med en stykgodsvogn af litra HJ trukket af en MO

Noget tilsvarende vil gøre sig gældende for vogne med litra IAR, der typisk vil transportere andre fødevare til førnævnte fjerne destinationer. Som beskrevet i konceptet bag Sundborg, så skal anlægget afbillede provinsen ved efterårstide, så der vil være god gang i høsten af frugt og grønt, og det skal naturligvis transporteres pr. bane. IAR-vognene vil blive rangeret hen til diverse pakhuse og læsseveje i Sundborg og på landstationerne, så producenterne kan komme og aflevere deres vare der. Der bliver utvivlsomt et leben med lastbiler, traktorer og en enkelt hestevogn fra den husmand, der ikke er kommet med på mekaniseringsbølgen endnu. 

Som antydet bliver der god trafik til de hvide vogne rundt på anlægget. Driften på sidebanen vil formentlig give sig selv, men ved lejlighed skal der filosoferes nærmere over toggangen på hovedbanen. De hvide vogne blev nemlig ofte samlet i blokke, ja ligefrem i hele ”provianttog”, så her er noget at gå videre med.

Vognene af IA-klanen blev typisk indsat i de hurtigste godsbefordrende tog, eftersom de blev brugt til transport af letfordærvelige fødevare. Da MY-lokomotiverne kom frem blev de bl.a. brugt til at trække de store gennemkørende godstog, hvor ikke mindst blokke af hvide vogne lyste op

Med hensyn til patinering så blev de hvide vogne angiveligt vasket ofte, hvilket selvsagt var en nødvendighed, da de blev anvendt til fødevare. Desuden var vognene, som det fremgår ovenfor, stadig relativt nye her i midten af 1950’erne, så patineringen skal tydeligvis ikke overdrives. Ser man på gamle billeder, så ser man dog både bremsestøv på undervognen og opsprøjt på siderne, og evt. lidt spor af regnvand, ikke mindst omkring ventilationslemmene. Baseret på erfaring vil jeg dog lige sige, at man skal passe lidt på, hvilke brune nuancer man anvender til patinering af en hvid vogn. Er der for meget rød base i farven slår det helt anderledes kraftigt igennem på en hvid vogn, i forhold til en brun vogn. En brun nuance med forholdsvis meget grå eller gul, gør sig efter min mening bedre.

Vi slutter med et billede af en IAL i aftenlys. Pakket og klar til at blive sendt med næste tog

Mere om emnet kan f.s.v.a. angår de hårde fakta læses på www.jernbanen.dk, mens forbillederne bl.a. kan studeres i de to standardværker ”Godstog” og ”Godsvognsmateriellets historie” af Jens Bruun-Petersen.

___________________________________________________________________________________________

Summary in English

DSB goods wagons of the IAL, IAK and IAR-classes

Transporting agricultural products from Denmark to the European export markets was high on the priority list for the Danish State Railways (DSB) for decades. The white goods wagons of the IA class were therefore a common sight in many European countries from the early 1930’s to the early 1960’s delivering Danish meat, vegetables, eggs etc. to the neighbouring countries.

The original version of wagons of the IA class dates back to 1931. A first only 130 were built, but when WW II broke out the need for goods wagon exploded. Against this background DSB ordered new supplies from the wagons manufacturer Scandia in Randers. The white goods wagons of the 1940-series of IA were in many ways similar to the original series only the under carriage was upgraded with the wheels moved as far apart as possible, giving the wagon a wheelbase of 6 m. The inspiration came from the Germany railways where the broad wheelbase design could be found on wagons such as DRG Oppelen from 1938 (later known as DB Gmhs 30). The philosophy was that the long wheelbase would give the wagons a more stable run at higher speeds, something which was highly relevant for food transports. In fact the IA-class was so successful that from 1942 onwards the design was also used for general purpose brown goods wagons named the HD-class.

After the war DSB again took a careful look at the need for white wagons and new series were delivered. In the mid 1950s 950 wagons of the IA class were in service. Reflecting smaller differences in the design, the wagons of the IA class was subdivide into IAL’s, IAR’s and IAK’s.  The later wagons were equipped with meat hooks mounted under the roof and marked “Kødvogn” (Meat Wagon) in red letters on the side. The IAL’s and IAR’s were used to transport all kinds of food such as margarine, fruit and vegetables in boxes and bags. Eggs was a major Danish export commodity in the 1950s especially to Germany and for that reason some wagons were marked with a small sign with “Eier” – Eggs in German.

The wagons of the IA-class were typically deployed in the fastest goods trains as they were used to transport fresh food. The farmers or the small agribusinesses such as local dairies and slaughterhouses would take their products to the local railway station and from there the wagons would be send down the branch lines a.s.a.p., typically as part of a train also transporting passengers. For that reason the wagons of IA-class were equipped with several different types of brakes so that they could be used not only in goods trains, but also in mixed trains. At the larger stations the white wagons were then grouped together in blocks and even in exclusive so called “provision trains”. Then the wagons would be taken to their main destination point either the larger cities, notably the capital Copenhagen, or send to the export-markets abroad. All the wagons were RIV-marked.

Considering the urgency with which the white wagons were built during and after the war it is remarkable how quickly the wagons again disappeared from DSB’s inventory in the 1960’s and 1970’s. This was partly because DSB became a member of the Interfrigo cooperation and thus able to draw on the pool of international refrigerated wagons, which were better suited for longer journeys. The other reason for the decline of the traditional white wagons was of course the whole transition of the food transport sector from rails to road. Today the refrigerated trucks completely dominate the food traffic in Denmark domestically as well as for exports.

Although the white wagons became redundant in relation to their original purpose it did not mean that the wagons were immediately scrapped. Instead the IA-class wagons were painted brown and deployed as general purpose goods wagons side by side with their HD-class relatives. That gave the wagons a career extension of 10-15 years until they were finally decommissioned in the late 1970s.

The models of the IA-class wagons are produced by Danish manufacturer Heljan. The wagons are superbly detailed with handrails in 0.3 mm wire, finely engraved wooden planks and sliding doors that can open. Heljan has varied the colours a bit on the various releases so that the colour tones range from snow-white to a more beige nuance. Also the roofs have different shades of grey.

All in all the white wagons of the IA-class are a real asset to many layouts. No matter if you are a dedicated fan of classic Danish railway operations or perhaps own a model railway with a Scandinavian or continental European theme, the IA-class should be there delivering meat, vegetables or fresh eggs from Denmark to your hungry costumers.

Reklamer