I gemmerne fra det gamle anlæg er et mindre varehus dukket frem. Med lidt maling og nye vindskeder af plastikstrips er bygningen blevet tillempet danske forhold. Tiden vil vise, om varehuset finder en plads på en af anlæggets mindre stationer.
Overportøren holder øje med, at der bliver bestilt noget ved varehuset
Forbilledet for denne artikels varehus lader sig vist ikke sådan bestemme – det ligner vældig meget en generisk genskabelse af en typisk jernbanebygning. Hvis forbilledet overhovedet findes ligger det sandsynligvis et sted i Tyskland, for her henter fabrikanten Vollmer, bedømt efter kataloget, det meste af sin inspiration.
Uanset det konkrete forbillede, så var de mindre varehuses funktion den samme hos alverdens jernbaneforvaltninger i 1950’erne: Varehusene blev brugt til ekspedition af stykgods. Der var ramper til læsning og losning af jernbanevognene (typisk de lukkede) langs varehusets ene langside, mens den anden langside havde tilsvarende faciliteter til vejtrafikken. Oprindeligt i jernbanens barndom drejede det sig om heste- og sågar mennesketrukne vogne, senere, som her i Sundborg-tiden, var lastbilerne dominerende, selvom de endnu ikke var helt enerådende. Udover ramperne var der selve varehusbygningen, hvor der var lagerplads og administrationskontor. Der var typisk en eller flere store porte i varehuset, men også ofte almindelige døre, så man ikke skulle bakse med en port, hver gang man skulle ind til administrationskontoret.
Varehuset set fra vejsiden. Højden af rampen var på denne side afpasset læssehøjden for vejkøretøjer
Varehusene varierede i størrelse alt efter godsmængdens omfang. På de store stationer kunne de således være ret store og imposante bygningsværker, mens de på de mindre stationer selvsagt var mere beskedne. I Danmark var de store varehuse typisk bygget i mursten og havde sommetider tegltag, mens mindre var opført i træ og taget var så typisk af tagpap. Nogle varehuse kunne være opført i en kombination af materialer, typisk som følge af en senere ombygninger og/eller udvidelser.
Modellen er som nævnt fra firmaet Vollmer og der er tale om en ældre sag. Faktisk er det, som de tidligere omtalte byhuse fra Kibri, endnu en rekvisit, der har overlevet 15-20 år i en flyttekasse, fra det anlæg jeg havde som stor dreng. At det er en ældre model ses bl.a. af, at der næppe er tale om en korrekt skala 1:87 bygning, men snarere skala 1:100. Det mærkes nu ikke så meget, med mindre man stiller en figur lige ved siden af døren ind til kontoret.
Kassen, som byggesættet oprindeligt kom i har jeg endnu. Der har jeg opbevaret gamle ledninger m.m. fra den gang jeg tog det gamle anlæg ned. Læg mærke til den brune farve kassens sider har – rent 1970’er design
Som det fremgå af ovenstående billede, så var bygningens ydervægge oprindeligt lysebrune. Det virkede udansk, så væggene måtte males. Der var grundlæggende to farver at vælge i mellem: Enten: svensk røde vægge evt. med evt. markering af hjørner m.m. i hvidt eller grønt, eller: sorttjærede vægge. Det sidste tænkte jeg, ville dels være for dystert, dels gør det vanskeligere senere at bestemme sig om, hvis nu det alligevel skulle vise sig, at væggene skulle have en anden farvet. Vinduesrammerne var allerede hvide og portene allerede grønne, så blev blot friske op med lidt grønt i den rigtige nuance.
Perronen rundt om bygningen var fra Vollmers side markeret som noget der lignede natursten. Det virkede også udansk, så stenene fik et lag kit og lidt maling. Nu ligner det lidt mere beton med sprækker – langt mere typisk for DSB.
Perronernes natursten er plastret over med kit, for at få dem til at se betonagtige ud
Egentlig virker perronerne lidt for smalle, så jeg overvejede at flytte bygningen over på et andet fundament, men det kan så lige så godt vente, til bygningen evt. finder en mere permanent placering, for så kan der laves en laderampe, der er præcist afpasset til forholdene. Endnu en grund til at overveje en flytning er selve fundamentet, der ser ud til at have en grundkonstruktion i beton med murede mellemrum, hver med en lille grøn låge. Det ser heller ikke ud som noget fra DSB’s byggemanual.
Lugerne i fundamentet er ganske dekorative, men egentlig ikke særligt danske
Det sidste område, der bør fremhæves som ikke typisk dansk, er taget. At taget på et varehus bygget i træ er belagt med tegl er vel ikke helt utænkeligt, selvom tjæret tagpap nok ville være mere sandsynligt. Mere ”alvorligt” er den asymmetriske tagprofil, der giver ovenlys inde i bygningen. Det har jeg aldrig set på et DSB varehus. En mere radikal ombygning ville derfor kræve, at taget blev skiftet ud, hvilket igen ville betyde, at endevæggene så skulle skæres til. Det er jeg foreløbigt afstået fra fordi det ville ødelægge det på sin vis smukke tag, der så vidt jeg husker allerede var patineret fra fabrikantens side – meget usædvanligt for 30 år siden.
Kig ikke nu, men her er bagsiden med det efter danske forhold usædvanlige tag med højt placerede ovenlysvinduer
På Sundborg modeljernbane er det uklart, hvor varehuset vil kunne bruges. Jeg er lige ved at skrive ’om’ det kan bruges. Tvivlen skyldes først og fremmest, at bygningen trods ovennævnte fordanskning, stadig ikke er helt som et DSB varehus. Bygningen er for lille som varehus i Sundborg, så det vil skulle placeres på en af de mindre stationer, og der er planlægningen som bekendt ikke så langt endnu. Mest sandsynligt er det, at modellen bliver brugt som midlertidig løsning og pladsholder i Købing. En alternativ anvendelse vil være slet ikke at bruge bygning som led i jernbanedriften, men sælge den til en af de mange planlagte industrier, eller evt. flytte det ned på Sundborg havn. Indtil videre vil varehuset dog kunne gøre fyldets i forbindelse med diverse fotosessioner.
Mere om emnet varehuse og deres funktion som omdrejningspunkt for ekspeditionen af stykgods kan læses på EVP’s fantastisk informative hjemmeside: www.evp.dk
Mange gode oplysninger om mindre varehuse kan også findes i “Den forsvundne landstation” af Ole Edvard Mogensen, OEM Consult, Ry 2009.
Så er der fri leg med varehus og sukkertog i baggrunden
Skriv et svar