Ford Model A – En høj gammel Ford

Model A, med tilnavnet ”Henry’s Lady”, var Fords anden store succes efter den legendariske Model T. Med over fire millioner eksemplarer produceret på verdensplan over de fire år modellen løb af de berømte samlebånd hos Ford, var det en bil der satte sit præg på gadebilledet over alt i verden. Det gjaldt også i Danmark, hvor modellen blev skruet sammen på Fords topmoderne fabrik i Sydhavnen, der tidligere omtalt her på bloggen. Helt op i 1950’erne var HGF’erne, der var det folkelige kælenavn for en “Høj Gammel Ford”, ret almindelige.

Model A kunne fås i mange forskellige varianter både som personbil, varevogn og let lastbil

Forbilledet havde ellers en lidt usædvanlig tilblivelseshistorie, med en noget modvillig faderfigur. Henry Ford var en ret speciel herre. På den ene side var han visionær som få i bilens historie, på den anden side kunne han have så fastgroede opfattelser af tingene, at det kunne nærme sig tunnelsyn. For eksempel var han i lang tid fuldstændig overbevidst om, at kæmpesuccesen Ford T kunne fortsætte stort set uforandret ind i uendeligheden. Her havde han jo skabt den perfekte bil: Billig, enkel, slidstærk. Den havde gennem 18 år solgt i 15 millioner eksemplarer, et hidtil uset antal. Og så var den oven i købet blevet billigere med årene takket være stadige rationaliseringer i produktionen. Hvad mere kunne forbrugerne ønske sig? Tja, en hel del viste det sig. Elektriske startere f.eks., var allerede standard hos andre fabrikanter, men Henry Ford betragtede sådanne indretninger som det rene flitterstads, når man nu udmærket kunne starte bilen med et håndsving.

Henry Ford sammen med sit livs succes: Model T

Eftersom andre producenter som General Motors efterhånden også mestrede den rationelle samlebåndsproduktion, halede konkurrenterne alvorligt ind på Ford med deres mere righoldige udbud af modeller, former og farvevarianter. Køberne begyndte at falde fra. I midten af 1920’erne nærmest tryglede Fords salgsafdeling, ledelse og familie (Henrys svigersøn Ernest Kanzler og sønnen Edsel Ford), tyrannen om at se realiteterne i øjnene. Bølgerne gik højt. Kanzler blev ligefrem forstødt, for  at mene, at tiden var løbet fra Model T. Til sidst trængte budskabet så ind hos den gamle. Og så skete der noget!

Den 25. maj 1927 meddelte Henry Ford, at produktionen af Ford T stoppede og at man i stedet ville lancere en ny model. Dagen efter rullede den sidste Ford T af samlebåndet og man lukkede helt ned for produktionen. Så begyndte Ford at bygge om og fremstille nye maskiner og værktøjer til produktionen af den nye model. Det tog 5 måneder. I den periode blev alle medarbejder, der havde været beskæftiget med fremstillingen af T-modellen fyret. Det gav ikke overraskende enorme sociale problemer, men den slags fik ikke Henry Ford til at ryste på hånden. Omstillingen til den nye model var lige så radikal i Danmark som hjemme i USA, så produktionen af model T i Sydhavnen blev øjeblikkeligt indstillet, og fabrikken blev omstillet til produktion af den nye bilmodel.

.

En Ford A et sted i det industrialiserede Danmark, men ikke i Sydhavnen, for der kom litra N jo aldrig. Det var en jysk maskine.

Den 2. december 1927 præsenterede man så den nye Ford Model A for offentligheden. Modelbetegnelsen A havde tidligere været brugt af Ford tilbage i 1903–1904, men blev nu relanceret: Ford begyndte på en frisk. I Danmark startede produktionen af den nye model i juli 1928.

Den nye Ford Model A blev lanceret med brask og bram

Model A var forbedret i forhold til Model T på en række områder. Gearskiftet og den øvrige betjening var nu i grundtrækkene indrettet på samme måde som i en moderne bil, hvor Model T havde haft mange betjeningsgreb, der kan forvirrer en nutidig billist. Model T havde f.eks. fodbetjente gear, mens Model A havde en 3-trins gearkassen betjent med en gearstang. Og jo, Ford A havde en elektrisk starter, selvom den også stadig kunne startes med håndsving. Den nye model A havde en fire-cylindret motor på 3,3 liter der ydede 40 hk, hvilket var lige nøjagtig dobbelt så kraftig som den gamle Ford T’s. Bilen kunne nå en topfart på 104 km/t, men Model A var samtidig ret økonomisk og kunne køre cirka 12 km på en liter benzin.

Model A var den første Ford bil, der på køleren fik Ford-ovalen med den kendte blå baggrund

En vigtig sikkerhedsnyhed på A-Forden var brug af lamineret glas. Hidtil havde man brugt almindeligt vinduesglas og splintredes det ved ulykker, gav det alvorlige skader. Teknikken var opfundet før 1. Verdenskrig, men fandt med Fords Model A vej til markedet for hverdagsbiler.

I modsætning til en moderne bil, hvor næsten alt er elektronisk, så var næsten alt i Fords Model A mekanisk. Den eneste undtagelse var i virkeligheden vinduesviskerne, og det var endda kun på de senere modeller. I starten fungerede også de ved håndkraft. Bremsesystemet var også helt mekanisk og tromlebremsen virkede gennem det tråd, som chaufføren påvirkede bremsepedalen med – helt som det kendes fra en cykel. En Ford specialitet var gassen, der blev doseret, ikke gennem en speederpedal, som hos moderne biler, men gennem et håndtag ved rattet.

Eftersom Henry Ford afskyede alt det unødige designgejl overlod han udformningen af karrosseriet til et team under Edsel Ford og de kom frem til ikke mindre end 18 varianter, bl.a. en Coupé (i en standard og en luksusudgave), en Business Coupé, en Sport Coupé, en Roadster Coupé (igen i en standard og en luksusudgave), en Convertible Cabriolet, en Convertible Sedan, en Phaeton (standard og luksus), en Tudor (to-dørs model, standard og luksus), en Town Car, en Fordor (fire-dørs model, standard og luksus) og en Station Wagon. Den billigste variant var en Roadster til USD 385 og den dyreste var en Town Car til USD 1.400.

En Tudor på vej. I starten kunne de nye Model A’er fås i “Four standard colors, but not black”

Foruden de nævnte personbilsvarianter var der også en række erhvervskøretøjer som taxaer, rustvogne og ambulancer. Hertil kom lette lastvognsvarianter, som nok er værd at se lidt nærmere på. I USA var Ford pick-up trucks nærmest synonyme med amerikansk landbrug, men herhjemme var de knapt så udbredte. Ford producerede de små pick-ups med stållad, men  herhjemme var det mere almindeligt, at ladet og evt. førerhuset var opbygget af en lokal karrosserimager.

Erhvervskøretøjer var et vigtigt marked for Ford, og der var både varevognsvarianter af den regulære Ford A og den særlige lastbilsversion Ford AA

Men der var også et marked for lette lastbiler med lidt større kapacitet. Allerede den legendariske Ford T kunne fås i en sådan variant med modelbetegnelsen TT. Dette koncept blev derfor gentaget i forbindelse med den nye Model A, der i den lette lastvognsvariant naturligt nok fik navnet Model AA. Ideen var, at de lette lastbiler i videst mulige omfang skulle dele komponenter med personbilerne og de to modeller delte således både motor, karosseridele og interiørkomponenter. Ford AA havde dog almindeligvis et mere simpelt interiør end personbilsvarianterne. Model AA fulgte gennem sine fire produktionsår designændringerne for Model A, men ofte med nogle måneders forsinkelse. På den måde kunne man opbruge evt. restlagre fra personbilsproduktionen. Motoren var som nævnt den samme som Model A’s, men med lavere gearing, så den kunne levere mere trækkraft. Den lavere gearing betød til gengæld en lavere tophastighed for lastbilen end for personbilsvarianten. Desuden var affjedringen bagtil gjort kraftigere på lastbilsversionen ligesom rammen var styrket for at klare kravene til en større last.

Ford AA var oprindeligt udstyret med egerhjul som personbilsvarianten, men man gik snart over til kraftigere hjul af hensyn til bæreevnen

Også lastbilsmodellen AA kunne fås i en række varianter. Basalt set var der to grundkonfigurationer, nemlig en kort version med en akselafstand på 3,34 m, og en længere version med en akselafstand på 4,0 m. Ford selv leverede en række forskellige karosserier som lukkede varevogne, ladvogne og vogne, hvor ladet kunne skråtstilles(såkaldte Dump Trucks). Hertil kom at kunderne kunne nøjes med at købe selve grundkonstruktionen og selv få en karetmager til at bygge vognen op efter egne ønsker. En særlig variant af denne mulighed var den danske hær, der eksperimenterede med panservogne, opbygget på Ford AA rammer.

Model A og AA var en succes fra starten. På åbningsdagen betalte 50.000 newyorkere depositum på bilen, en enormt tillidserklæring til et produkt, de endnu ikke havde haft lejlighed til at prøve. Inden udgangen af december 1927 havde Ford modtaget bestillinger på 727.000 biler. Selvom model A aldrig nåede samme astronomiske salgstal som Ford T – det er der sådan set kun et par bilmodeller, der har kunnet gøre efter – så nåede Ford A at blive produceret i hele 4.849.340 eksemplarer (nogle kilder siger 4.320.446). I årene 1929-1931 var Ford A den bedst sælgende bil i USA.

Tre modeller af den karakteristiske Ford i tydeligt før-1930 design. Stadig et almindeligt syn på danske veje i 1950’erne

Udover USA blev Ford Model A fremstillet i Argentina, Canada, Frankrig, Tyskland og UK. Og så altså i Danmark, hvorfra en stor del af produktionen blev eksporteret til Skandinavien og Østersøområdet. Foruden Fords egne fabrikker byggedes Model A og AA også på licens af andre virksomheder. En måske lidt uventet forretningspartner for superkapitalisten Henry Ford var i den forbindelse Stalins USSR. Her blev Ford A bygget i årene 1932-1936 og derefter videreført som den sovjetiske FAI. Lastbilsversionen blev under betegnelsen GAZ AA bygget i tusindvis af simplificerede eksemplarer (som om det var muligt) før og under Anden Verdenskrig.

GAZ AA alias Ford AA på et sovjetisk frimærke fra 1974

Produktionen af Ford A ophørte i 1932. Efterfølgeren blev den opgraderede Ford B. Selvom Ford A og AA var store sællerter, så var løbet alligevel på en måde kørt for Ford, for i 1931 overhalede General Motors alligevel Ford som verdens største bilproducent.

Modellerne af personbilerne, den lille varevogn og den lige så lille ladvogn er fra amerikanske Athearn. Det er et firma der ikke ses så ofte på danske breddegrader, men som er meget stort i USA.

En lille parade af fire varianter af Athearn-modeller

De små biler repræsenterer 1931-udgaven af Model A og har mange fine detaljer. Dækkene er f.eks. støbt i en blød plastik, der giver dem en gummiagtig kvalitet og har på flere af modellerne de hvide sider, der var så populær i samtiden. Hjulene er supertynde på Model A’erne, men selve egerhjulene er måske lige knapt så fint detaljeret. På de nyere modeller er mellemrummet mellem egerne malet lyseblå/grå. Hvad? Som om man kan se himlen på den anden side. Det må laves om, på et tidspunkt.

Kofangerne er flotte og forlygterne er monteret helt korrekt på en bøjle mellem forskærmene og altså ikke som man som oftest ser, støbt sammen med køleren. Selve køleren er i øvrigt også flot, med det ovale blå Ford-emblem og den strampussede kølerfigur øverst oppe.

Vi tager lille samme parade som ovenfor, men denne gang set bagfra

På motorhjelmen, helt tilbage ved forruden er dækslet til benzintanken markeret. En usædvanlig placering efter vore dages standard. Lakeringen er nydelig, og taget har en mat kulør der illuderer, at tagmaterialet er anderledes end karosseriets blanke stålpaneler.

Jeg har gemt mine to yndlingsdetaljer til sidst. Den første er det lillebitte båthorn, der sidder under den venstre forlygte. Man kan næsten høre et Ahyha-ahyha! Det næste må blive en lyddekoder til bilen. Den anden detalje består i, at forruden i varevognen er en anelse skråtstillet. Den er altså åbnet en smule, hvilket var Model-A’ens ventilationssystem. Forruden i de andre vognen er lukkede. En lækker detaljeforskel.

Flot model, med let åben forrude

Den lette lastbil Ford Model AA er fra Busch. Selvom der således er tale om to forskellige fabrikater er størrelsen og en række af detaljerne omkring førerhuset bemærkelsesværdigt ens. Der er ingen problemer forbundet med at lade bilerne optræde på samme anlæg. Kassevognsopbygningen har måske ikke været den mest almindelige herhjemme og hvis/når Busch en dag beslutter sig til at producere en AA-version med lad, så skal jeg nok være der.

Jeg kan godt lide Busch-modellen, men en ladvogn ville være endnu bedre til danske forhold

Modellerne er anskaffet over flere omgange. De sidste to fra Athearn købte jeg i 2017 og lavede denne lille film om glæden ved at pakke dem ud.

På Sundborg modeljernbane skal de tre Ford A’er nok kunne passes ind i landskabet. Som tidligere beskrevet i en artikel her på bloggen, så var der endnu i 1950’erne en meget høj andel af førkrigsmodeller på de danske veje. Den blå personvogn har sikkert allerede været handlet et par gange og er nu måske blevet husmandsfamiliens første bil.

Den lille varevogn, der nok skal forsynes med nyt lokalt firmalogo på et tidspunkt, tilhøre sikkert en mindre håndværksforretning. Ejeren er oppe i årene og bilen må holde hans tid ud. Noget tilsvarende gælder sikkert for kassevognen Model AA, der egentlig burde være udrangeret, men som må fortsætte sliddet i den lille fragtmandsvirksomhed indtil vognmanden kan få udleveret den Bedford, han står på venteliste til.

Ladvognen ligner unægtelig grisehandler Oluf Larsens “firmabil” fra Matador. Selvon kendere ved, at grisebilen er en Chevrolet og ikke en Ford, så er det nu alligevel fristende lige at smække en grisekasse op på ladet.

Der er ingen grise på ladet endnu, men bilerne passer nu alligevel godt til baggrunden

Mere om emnet kan læses hos Dansk Ford A-klub: http://www.dfak.dk/news.php eller på http://www.bilhistorie.dk/Bilen.asp?id=82

Læs også om Ford A, herunder produktionen i Danmark i Jens Jessens “Biler med sjæl bd. 4”, Forlaget Classic, Odense 1999, s. 49-62.

Producenten Athearn’s omfattende program af amerikansk modeltog kan studeres her: http://www.athearn.com/

Når enden er god