Malermesterens hus

Danske byer er fulde af gedigne grundmurede bygninger af en type, som minder om huset i denne artikel. Huse, der måske ikke gør så meget væsen af sig, men som virker bund solide. Jeg har ikke helt afgjort, hvad bygningen skal bruges til og hvor den skal placeres, men husets arkitektur gør det muligt at anvende det i flere forskellige sammenhænge, eventuelt som en passende ramme for en håndværksmester.

Ligner dette 1950’ernes Danmark? Malermesteren er ved at pakke bilen, inden han kører ud til kunderne

Forbilledet for denne artikels bygning, som den fremstår efter den hurtige ”fordanskning”, jeg skal vende tilbage til nedenfor, er en type huse som dette kan findes overalt i landet. Der er så mange af dem fordi de stammer fra en periode, hvor byerne voksede eksplosivt i takt med industrialiseringen. Nye virksomheder og erhverv havde brug for mere plads, og murermestrene havde travlt.

Dette hus ligger i Københavns Frihavn og minder på flere punkter om Kibri-huset. Husets proportioner, det halvvalmede tag, højden mellem vinduerne og tagkanten – det ser bekendt ud. Til gengæld mangler frihavnshuset Kibri-husets frontispice. Læg i øvrigt også mærke til, hvor tæt jernbanesporene løber på huset – en idé til modeljernbanen?

Dagens model er imidlertid fra fabrikanten Kibris side lanceret som en tysk arbejderbolig. ”Werkswohnhaus ’Bottrop’ mit Nebengebäude”. Bottrop ligger i Ruhr-området i det nordvestlige Tyskland – det gamle industrielle hjerteland. I Tyskland, England og mange andre af vore europæiske nabolande var det almindeligt, at fabrikkerne opførte boliger til arbejdere og funktionærer, ligesom man nogle steder havde sociale institutioner, fritids- og sundhedsfaciliteter tilknyttet. Hele dette system var så med til at binde virksomhedens ansatte sammen med fabrikkens skæbne, til skade for klassebevidstheden ville marxisterne sige. Systemet blev aldrig udbredt i Danmark, måske mest på grund af den danske erhvervsstruktur med små og mellemstore virksomheder – der skal noget omsætning til før en fabrik har overskud til at opføre hele boligkvarterer til de ansatte. I stedet fik vi almennyttige boligselskaber og velfærdsstaten, men det er en anden historie. Blandt de få eksempler på virksomheder i Danmark, der havde arbejderboliger, kan nævnes Carlsberg, Silkeborg Papirfabrik og fabrikskomplekset i Brede. Og så DSB forstås, men så er vi udenfor rammerne af det private erhvervsliv.

Nå, det var lidt af en omvej, men huset kan trods sit tyske ophav med et par mindre tilpasninger, sagtens gå for at være dansk. Den arkitektoniske stil kan genfindes rundt om i hele Nordeuropa: Blankmur med diskrete detaljer, symmetrisk facade, halvvalmet tegltag med en rejsning på 45 grader – det er træk ved huset, der virker såre hjemlige.

Ingen af disse to huse er ”født” danske fra producentens side, alligevel illuderer de på udmærket vis dansk provinsarkitektur

Modellen af huset har træk, der er genkendelige fra andre Kibri-modeller, bl.a. den mindre administrationsbygning, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen. Nu har jeg allerede i artiklen om netop den bygning forsvaret, at fabrikanterne genbruger en god ide og spare en støbeform, så lad det nu ligge for denne gang.

Murstenshuset har klare fællestræk med den mindre administrationsbygning fra Kibri. Også denne bygning har helt ens for- og bagside

Selve byggesættet er af den helt konventionelle Kibri-slags i hård plast. Delene passer fint sammen og er pænt støbt. Også denne gang er hovedtaget støbt i eet stykke, mens kvistene er støbt for sig selv. Tagbelægningen er udført som teglsten af en type, der ser meget danske ud.

Et helt konventionelt byggesæt

Jeg var som udgangspunkt ikke så glad for farverne på huset. Selve murene var nærmest lysebrune og ikke i nærheden af de enten røde eller gule sten, der er de to muligheder i traditionelle danske bygninger. De brune sten kan meget vel være almindelige i Ruhr-området (eller er det bare forurening?) – brunlige mursten ses i hvert fald flere steder syd for grænsen og f.eks. i England. Det afhænger af råmaterialerne brugt på de lokale teglværker. Mens den tidligere omtalte administrationsbygning fik en beskidt-gul patinering, så besluttede jeg mig for denne gang, at ommale murene med en rødlig farve.

Ny murfarve påføres. Murene blev i første omgang lovligt mørke, men det problem blev løst med patinering. Ville et hus som dette i Danmark have hovedindgang i facaden? Måske, men indgangen i gavlen er efter min mening ikke noget stort problem

Efter den nye grundfarve fremhævede jeg som sædvanligt fugerne i murene med en fortyndet grå maling iblandet sulfo. Efter et lille stykke tid tørrede jeg malingen af så fugerne forblev grå, ligesom den røde murstensfarve nogle steder blev lidt skrabet. Det medvirkede til at give spil i murværket. Da det var overstået gik jeg vanen tro i gang med at fremhæve individuelle mursten med forskellige grå-røde-sorte nuancer.

Tagrender og nedløbsrør havde oprindeligt en flaskegrøn farve, så de blev malet zinkgrå. Husets to døre var fint grønne, så jeg nøjedes med at patinere dem. Vinduerne var i en lidt beskidt grå-hvid og blev også let patineret. Også dette hus havde som den mindre administrationsbygning en høj betonsokkel. En kort overgang overvejede jeg at tjære soklen sort, men besluttede i stedet foreløbigt at udelade den, eftersom huset allerede havde muret sokkel. På den måde blev der også lidt højdeforskel på de to huse.

Også til dette byggesæt fulgte det sædvanlige dekorationsark og sort afmaskningspapir. Eftersom fiflen med at tilpasse den sorte mørklægning er ret kedsommeligt besluttede jeg denne gang at bruge en alternativ metode. Jeg malede indersiden af huset sort med et tykt lag akrylmaling og nøjedes med at afmaske visse udsatte steder

Selve taget var fra producentens side grå-sort, svarende til taget på Auhagens hollandske bondegård så også denne gang måtte jeg med at male taget om til røde teglsten. Skorstenene kom som sædvanligt op på tagryggen og hullerne i taget, hvor skorstenen skulle have siddet, blev i stedet til små tagruder og en ditto luge.

På Sundborg modeljernbane er der jo ikke brug for tyske arbejderboliger, men huset ligner som nævnt efter min mening noget, der fint kunne være en bolig og forretningsdomicil for en dansk håndværksmester. Liberaliseringen af en række erhverv i anden halvdel af 1800-årene gav flere mulighed for at etablere sig med egen håndværkerforretning, og de kunne sagtens have en håndfuld svende og lærlinge beskæftiget. Nogle håndværksmestre fik derfor økonomi til at bygge pænt store huse, typisk med et tilknyttet værksted.

Huset her kunne rumme en tømremester eller en blikkenslager, men når jeg tænker på det som malermesterens hus, så er det fordi der lå et tilsvarende hus ikke så langt fra et af mine barndomshjem, og der lå netop en malerforretning.

Malermesterens hus set fra luften – her Google Earth. Det er ikke den bedste opløsning, men man kan fornemme ideen. Først en lille forhave, så selve huset (hvis grundplan i øvrigt svare helt til Kibri-modellen) og så værkstedsbygningerne bagved

Om håndværksmesteren ender med at slå sig ned i en forstad til Sundborg eller anlæggets kommende mindre by Købing er endnu ikke afklaret, men alt efter den tilgængelige plads, så kunne huset kombineres med en eller flere udhuse og værkstedsbygninger, f.eks. den lille garage, tidligere omtalt her på bloggen.

Malermesterens hus, her med værksted i baggården

Mere om emnet malermester i provinsen kan findes her http://www.malermoerk.dk/uploads/images/Se-lyst-paa-tingene.pdf