Digitalt – Blokke på bloggen – Rocomotion del 4

En modeltogsentusiast må nødvendigvis kende sporplanen for et anlæg, for at kunne betjene det korrekt. Har man selv bygget anlægget, så kan de fleste af os garanteret tegne sporplanen i søvne – betjener man et anlæg bygget helt eller delvist af andre, så må sporplanen i et eller andet omfang indlæres. Helt på samme måde må computeren have indkodet banens overordnede struktur for at kunne stå for driften ligesom computeren må kunne følge, hvor hvert enkelt tog befinder sig på anlægget. Til dette formål inddeles anlægget i et antal blokke, der så udstyres med sensorer, der kan give computeren de nødvendige tilbagemeldinger. Denne gang skal vi udstyre sportavlen, hvis opbygning tidligere er omtalt i en artikel her på bloggen, med informationer om anlæggets blokke og de sporforbindelser, der findes mellem dem.

Den foregående blogartikel om Rocomotion sluttede med en sportavle over den midlertidige sporføring på Sundborg modeljernbane, så det er kun naturligt, at dette næste kapitel starter med samme sporplan, men denne gang udbygget med markerede blokke. Ved hjælp af dette bloksystem er computeren i stand til at styre trafikken på modeljernbanen automatisk

Hvorfor er det nødvendigt med blokke? Blokke er nødvendige på de dele af anlægget, hvor man ønsker at få fuld glæde af Rocomotions muligheder for hel eller delvis automatisering af togdriften, hos Rocomotion kaldet ”Train Dispatcher”. Kort fortalt sikrer blokkene, at computeren kan følge de forskellige togs positioner, sende dem fra den ene blok til den næste som led i køreplaner og undervejs sikre driften – simpelthen at togene ikke støder ind i hinanden.

En blok består grundlæggende af et simpelt sporafsnit uden forgreninger. En blok kan være et sporafsnit på et stationsområde – skjulte stationer såvel som synlige – eller en blok kan være et sporafsnit på en fri kørestrækning.

Herover ses et eksempel fra Rocomotionmanualen, hvor en simpelt men ”naturalistisk” tegnet sporplan er opdelt i fire blokke. Den efterfølgende illustration viser, hvordan de fire blokke kommer til at se ud på Rocomotions sportavle

I den digitale verden afspejler blokkene sig på Rocomotions sportavle ved såkaldte ”trafikbokse”. På computerskærmen vises trafikboksene som rektangulære kasser på sportavlen. De kan være enten vandrette eller lodrette, men ikke diagonale. De omhyggeligt buede perronspor på Sundborg station, fremstår således på skærmen som regelrette kasser, men det er jo ikke anderledes end spordiagrammerne hos det store forbillede.

Anlæggets blokke skal være forbundet med hinanden med sporforbindelser og det siger næsten sig selv, at for at teknikken skal spille, må der ikke må være ”huller” i sporplanen. Det er ved hjælp af disse sporforbindelser, computeren danner togveje og får togene til at bevæge sig fra den ene blok til den anden. Mens blokkene som nævnt ikke kan indeholde sporskifter, så kan sporforbindelserne uden for blokken sagtens gøre det. På sportavlen fremstår sporforbindelserne som linjer i modsætning til blokkenes kasser.

Blok med sporforbindelse

En orm har som bekendt to ender og det samme har en blok. Hver ende kan i princippet fungere som henholdsvis indgang og udgang, eller man kan definere ”ensretning” af trafikken i blokken. I det hele taget kan man gøre mange ting med blokkene som led i den automatiske drift: Man kan f.eks. forbeholde visse blokke for visse tog, man kan bestemme at nogle tog skal standse i blokken, mens andre skal være gennemkørende eller man kan variere bremselængden fra den ene blok til den næste. Disse funktioner og flere til skal jeg vende tilbage til i kommende artikler.

Rocomotion har små signalsymboler på begge sider af hver blok, for at markere kørselsretningen, der hører til en bestemt blok - her et stort amerikansk lokomotiv fra Rocomotion-manualen

Eftersom hver enkelt blok kan kun benyttes af et enkelt tog ad gangen kan man derfor sige, at jo flere blokke man har, desto flere tog kan computeren køre samtidigt. Eftersom de sensorer og den tilbagemeldingselektronik der skal til for at styre blokkene jo ikke er gratis kan det derfor være værd at overveje en ekstra gang, hvor mange blokke man egentlig har brug for. Opsummerende kan man til det spørgsmål sige, at en blok er påkrævet de steder på anlægget, hvor computeren enten skal kunne stoppe et tog automatisk. Det gælder f.eks. på et perronspor på en station eller på en fri strækning foran et signal. En blok kan også placeres på en strækning af anlægget, der er vigtig af hensyn til styringen af trafikken. Sporafsnittet på helixen mellem skyggebanegården og Sundborg er et eksempel på det sidste. Netop denne blok fremstår meget kort på sportavlen, men det er den ikke i virkeligheden, hvor den omfatter det meste af opkørslen på helixen. Faktisk er det meget vigtigt, at en blok er lang nok til at kunne rumme ethvert standsende tog fuldstændigt. At helix-blokken ser så lille ud på sportavlen skyldes, at helixen på sporplanen er forsimplet til en kurve – måske noget jeg må tilpasse senere.

Det er især fjerndriften der efter min mening egner sig automatisering. Allerede nu, mens jeg prøvekøre anlægget, er det en fornøjelse at se MY’en med et eksprestog automatisk sætte i gang, forlade skyggebanegården og køre op til det der engang bliver et af perronsporene, mens et langt godstog venter på, at sporet skal blive frit, så det kan forlade Sundborg station og køre ned i underverdenen for at standse dér.

Mens blokke således i princippet kan placeres hvor som helst på anlægget, så er de som antydet i starten kun egentlig nødvendige de steder, hvor man ønsker at kunne betjene sig af computerens automatiske togstyring. Rangerarealet på Sundborg station vil f.eks. ikke blive inddelt i blokke. Det betyder ikke, at denne del af sporplanen ikke stadig vil være digitaliseret, for det vil den ligesom alle rangerlokomotiverne naturligvis vil være udstyret med dekodere så de som beskrevet i blogartiklen om Rocomotion og trækraften kan styres med kørekontrollen eller via computeren. Selvom områder uden definerede blokke er ”usynlige” for computerens automatiske togstyring, så kan man stadig betjene f.eks. sporskifter via den interaktive sportavle, hvis de er digitaliserede. Pointen er således her, at der i Sundborg blot ikke er behov for automatisk togdrift på rangerterrænet. Man kunne i princippet godt have hel- eller halvautomatiserede rangerfunktioner som f.eks. en rangermaskine, der automatisk kørte til ankomstristen, afhentede en ventende godsvognsstamme og derefter trykkede den op ad et rangerbjerg – det er bare ikke en driftsform, Sundborg modeljernbane bliver helt stor nok til. Desuden elsker jeg at rangere, så det agter jeg fortsat at gøre manuelt.

Det var lidt om blokkene, der set fra en digital synsvinkel er den automatiske togstyrings fundamentale byggesten – eller skulle man måske kalde dem trædesten, der sender togene rundt på anlægget. For at en blok på anlægget kan fungere, er det nødvendigt i den fysiske verden at installere en eller flere sensorer. Afhængigt af de anvendte sensorer kan det også være nødvendigt elektrisk at isolere den pågældende sporstrækning, men det afhænger alene af den type sensorer, der bliver brugt – Rocomotion kræver i sig selv ikke elektrisk isolering af blokkene. Disse sensorer er emnet for den næste Rocomotion-artikel her på bloggen.

Advertisement