Hermed introduceres ikke alene en ny vogn på Sundborg modeljernbane, men også en ny producent: MM-Modeller ved Mikkel Møller Nielsen. I samarbejde med Hobby Trade har MM-Modeller udgivet en af DSB’s lange toakslede personvogne – (u)kærligt omtalt som ”rystevogne”. Disse vogne blev fremstillet i adskillige udgaver, så at kunne føje en CV til de eksisterende CU’er er meget velkomment. Især eftersom der er tale en meget flot model af den ”fine” rystevogn.
Forbilledet startede karrieren hos DSB som en andenklassesvogn med litra BB. Sammen med kombinerede anden/tredjeklassesvogne blev de imidlertid omlitreret til litra CZ i 1934 inden de i forbindelse med den store 1941-reform fik betegnelsen litra CV. Denne blogartikel vil for det meste bruge litra CV, eftersom det var sådan vognen var kendt i min periode i 1950’erne.
Vognen var tænkt som et supplement til den store og stadigt voksende beholdning af lange toakslede personvogne, som DSB fra 1912 og frem anskaffede til den københavnske nærtrafik. De første og de fleste af disse vogne var indrettet til det, der på den tid var tredjeklasse. Til de lidt ”finere” pendler på f.eks. Kystbanen var der imidlertid behov for materiel med bedre komfort. Derfor fik DSB i årene 1917-1921 hos Scandia i Randers bygget i alt 35 vogne med hver fem andenklasses kupéer. I 1922 blev disse yderligere suppleret med fem vogne med kombineret anden og tredjeklasseskupeer. Antallet af vogne med anden klasse skal dog ses på baggrund af, at der var mange flere vogne, der kun førte tredje klasse.
De lange toakslede vogne var imidlertid ikke nogen succes hverken hos publikum eller personale. Det var især vognenes urolige gang i sporet, der gav problemer og blev årsagen til, at vognene fik tilnavnet ”rystevogne”. I Ulrik Tarp Jensens meget grundige bog om vogntypen (se nedenfor) citeres en passager for følgende poetiske skildring i sit klagebrev til DSB: ”…det mest musikalske Tog, jeg nogensinde har rejst med. Der findes ikke den Lyd, som ikke Træværket i Vognen kan frembringe. Desuden gør Sædet under mig nøjagtig samme bevægelse som en Hest i galop”.
Problemerne med de toakslede vogne var ikke begrænset til Danmark. I Tyskland var de tilsvarende vogne kendt som ”Donnerbüche” (muskedonner) og det siger vel lidt om støjniveauet. Også i Sverige, hvor forbilledet til de danske vogne stammede fra, havde man problemer. Her gik man imidlertid radikalt til værks og udstyrede vognene med bogier, endda således, at man satte to og i nogle tilfælde tre vogne sammen i faste togsæt med bogier i mellem de enkelte ”moduler”.
De mange klager over rejsekomforten i de lange toakslede personvogne voksede til ikke så lidt af et imageproblem for DSB og gode råd var dyre. Godt nok havde vognene været billige hver for sig, men samlet set repræsenterede de en betydelig investering for Etaten. Man forsøgte derfor at gøre noget ved problemet med forskellige eksperimenter, der skulle give dem en mindre hård gang i sporet og øge kørselskomforten for passagererne.
Løsningsforslagen var alle ganske komplicerede og en del ligner de rene Storm P.-indretninger. Førsteprisen tages vist af ovenstående “Fjedresystem Hansen” udviklet af en medarbejder DSB’s Maskintjeneste. Hansen-fjedrene var inspireret af samtidige bogiekonstruktioner fra Tyskland og de skulle specielt give bedre kontrol over hjulsættenes langsgående bevægelser. MO-vognens fjederarrangement skulle i øvrigt vaere beslægtet med Hansen-fjedren. Hvorom alting er blev samtlige CV-vogne i perioden 1930-1934 forsynet med sådanne Hansen-fjedre.
I forbindelse med vognklassereformen i 1934 blev alle rystevognene, både de der som litra CV var ”født” som andenklassesvogne, og de der som litra CU var ”født” som tredjeklassesvogne, omdannet til fællesklasse. Mange af de tidligere tredjeklassesvogne havde simple træsæder, så der har sikkert været kamp om at komme til at sidde i en af de tidligere andenklasseskupeer. Disse beholdt nemlig i første omgang deres fjedrende sæder og bleggrønne plys.
Lidt efter lidt blev vognenes indretning standardiseret og alle sæder fik ensartet brunt bøffellæderbetræk. Men den ekstra benplads var der jo stadig, så CV-vognen blev ved med at høre til de – skal vi sige ”mindst upopulærere” rystevogne.
På trods af (eller var det på grund af?) problemerne, så spredtes rystevognene fra det storkøbenhavnske til hele landet. Litra CV blev således med tiden stationeret i begge DSB’s distrikter og vognene blev benyttet mange forskellige steder i landet. Oprindeligt kørte de også på hovedbanerne, men med tiden blev de gradvist henvist til sidebanetjeneste. Det var ret udbredt at oprangere togene med så mange CV-vogne som muligt, og så supplere med tidligere tredjeklassesvogne. På den måde kunne man tilbyde forholdsvis gode pladser når der var få rejsende, mens de rejsende i myldretiden måtte tage til takke med de hårde pladse. På gamle billeder kan man desuden se, hvordan toakslede og firakslede bogievogne rask væk blev blandet. CV’erne blev også indsat som gennemgående vogne på forskellige privatbaner, ligesom de blev benyttet på de af DSB overtagne privatbaner: som Sydfynske og Slangerupbanen.
Eftersom litra CV som nævnt nok var de mindst upopulære, så var det også dem der holdt sig længst i ordinær drift af alle rystevognene. Den sidste CV-vogn i regulær trafik fandtes i Sønderjylland i 1957, altså på et tidspunkt, hvor de fleste andre toakslede vogne enten var udrangeret eller overgået til at køre som togførervogne. Det er sikkert den relativt lange periode i aktiv tjeneste, der er årsagen til, at flere CV-vogne har overlevet til i dag.
Modellen er som nævnte baseret på Hobby Trades CU-vogn og produceret af MM-Modeller i samarbejde med førstnævnte firma.
Undervognen hos CV-modellen er helt den samme som hos Hobby Trades CU-modeller. Det er både er god og en dårlig nyhed. Den gode er selvfølgelig, at vognen hermed har arvet en række fine detaljer og samme udmærkede løbeegenskaber som grundmodellen. Blandt de dårlige nyheder er, at CV’en hermed har arvet CU’ens fejlfarvede endeperroner. Disse burde have haft samme kulør som vognkassen på en vinrød vogn og ikke være sorte, som på modellen.
Den mest “alvorlige” fejl er imidlertid, at mens CV-vognene som beskrevet ovenfor blev forsynet med nyt fjedersystem af det såkaldte System Hansen, så har modellen affjedring med en hjælpefjeder af såkaldt ungarsk type. I anmeldelsen i Lokomotivet nr. 105, september 2011 forklaredes, at dette var et bevidst valg fra producentens side. Skulle modellen leveres med helt nyudviklede korrekte fjedre ville det have fordyret produktet betydeligt. Det er nok en rigtig vurdering at vognen ikke ville kunne sælges i tilstrækkelig mængde, hvis prisen var for høj. Vi lever trods alt i realiteternes verden.
Vognkassens lakering er fin og svare i farven til de senere udgaver af Hobby Trades litra CU og litra CM, der tidligere er omtalt her på bloggen. Litrering og vangepåskrifter er nydelige. MM-Modeller brugte en lidt varmere gul farve, end Hobby Trades. Som det tidligere er omtalt i blog-artiklen om den spidse CM-vogn, så har Hobby Trade valgt at gøre beklædningslisterne på deres personvogne ”modelbrede” og MM-Modeller har lister i samme dimensioner.
Indvendigt er vognen veldetaljeret, inkl. det lille toilet, som man først opdager, når man lukker vognen op. Farverne på de indvendige træværk er mere afdæmpet og ser mere naturtro ud end den lidt for gule kulør, som Hobby Trades vogne er begavet med. Sidst men ikke mindst er dobbeltdørene indtil kupeerne meget fint formet.
I november 2012 udgav Dekas et meget fint sæt Hansen-fjedre (DK-A-2003). Jeg købte et et sæt for at opdatere modellen og så lå projektet ellers i skuffen i ti-år. Det er vist ikke nogen helt usædvanlig modeljernbanehistorie.
Da jeg en dag endelig fik lyst og mod til at kaste mig ud i projektet besluttede jeg mig til også at forsøge at gøre noget ved farven på CV’ens endeperroner. Når jeg nu var igang malede jeg også sæderne om. Det var faktisk med tungt hjerte, for den lysegrønne farve sæderne havde fra MM’s side var meget fin og passede med det oprindelige plysbetræk. Dette blev imidlertid slidt ned og vognene fik istedet brune sæder i okselæder og sådan så indretningen ud i midten af 1950’erne. Modellen fik også til lidt patinering. Alt dette kan følges i nedenstående lille You-yube video.
Som det ses på filmen startede processen med, at hjul og bremseklodser blev afmonteret. Det samme blev batterikassen og dynamoen. Min CV har nummer 4323 og havde ikke egenbelysningsanlæg, så det elektriske udstyr skulle ikke genmonteres.
Hansen-fjedrene fra Dekas er støbt i bronze. Bronze er imidlertid et overraskende blødt materiale når det er så tyndt som her, så fjedrene var blevet noget skæve. Det så faktisk ud som om nogen havde trådt på pakken. Jeg kan ikke huske jeg selv har gjort det, men det er jo det mest sandsynlige scenarie. Jeg fik rettet fjedersystemerne ud og filet støbegrater af. Som der står i Dekas’ vejledning: ”… du skal ikke være bange for at bukke bronzen – den knæker ikke med det samme”. Ikke med det samme? Jeg var noget nervøs og prøvede ikke at gå for langt.
De gamle ungarske fjedre skulle fjernes og det var selvsagt det mest skræmmende ved processen. Instruktionen ovenfor var imidlertid ret let at følge og prcessen var ikke så svær som frygtet. Fjedrene blev limet fast med 10 sekunders lim og kom til at sidde ret overbevisende fast.
Fjedrene fik de en gang sort grunder ligesom diverse limklatter skulle dækkes over. Aksellejerne kunnes skubbes på plads bag fjedrene og bremseklodserne genmonteres. Derefter var vognen klar til det øvrige male- og patineringsarbejde.
På Sundborg modeljernbane vil CV-vognen nok især blive indsat i persontog ikke mindst i forbindelse med søndags- eller ekstratog på sidebanen til Købing. Indsats som togførervogn vil som nævnt ikke være ganske i overensstemmelse med forbilledet i Sundborg-tiden, men det kan man jo vælge at se lidt stort på. Når vognen så ikke er i drift, vil den stå og pynte på personvognsristen i Sundborg.
Mere om emnet kan først og fremmest studeres på jernbanen.dk, hvor man ikke alene kan finde den obligatoriske gennemgang af data om de enkelte vogne og gode billede, men også en udførlig beskrivelse af vognen ved Danmarks rystevognsekspert nr 1, Ulrik Tarp Jensen: http://www.jernbanen.dk/dsb_pvogn.php?Aar=1941&litra=CV&typenr=1#
Har man appetit på mere kan man som nævnt læse UTJ’s bog ”Rystevogne. Historien om DSB’s lange to- og treakslede personvogne”, hvor man i tilgift til CV også kan nyde beskrivelserne af alle de andre rystevogne, herunder CU, der som bekendt er udsendt i adskillige versioner af Hobby Trade. For de teknisk interesserede er der en samlet gennemgang af de forskellige afprøvede fjedresystemer.
I ”faglitteraturen” havde Banen nr. 120, december 2010 – januar 2011, s. 58 en kort foromtale af vognen. Rigtigt anmeldt blev vognen i Lokomotivet nr. 105 september 2011 s. 45.
Artiklen her blev oprindeligt udgivet den 21. juli 2011. Den blev opdateret med Hansen-fjedre og patinering den 29. august 2021.
Hej Sundborg,
En nydelig patinering af CV vognen, der rigtigt fremhæver de specielle detaljer og giver vognen liv.
En enkelt detalje kunne være, at de blændede toiletvinduer nu virker meget hvide. En mere “madpapirs-grå” tror jeg ville tone dem lidt ned og være mere korrekt.
Men som altid: Flot arbejde!
Mvh
Niels
LikeLike
Hej Niels,
Tak for de pæne ord. Jeg synes bestemt du har en pointe m.h.t. toiletvinduerne, men jeg mangler en god metode. Det kan være du kender en? Der er noget med at man kan fjerne den hvide maling med isopropylalkohol, men jeg har hidtil været lidt nervøs for at komme til at fjerne alt muligt andet i processen og kke mindst misfarve de andre vinduer i vognen. Gode råd fra læserne er som altid velkomne.
Mvh
Sundborg
LikeLike