NYHED: Hos HobbyKæden i Nørresundby er man dygtig til at finde industrimodeller, der kan fordanskes. De udsendes under navnet HK-Modeller og senest er epoke III-fans blevet beriget med noget så sjældent som en bogievogn fra olieselskabet Shell. Baggrundshistorien fører os denne gang fra handel med muslingeskaller over tyske krigstidsvogne og bombningen af Shellhuset til de 300 servicestationer Shell i dag har i Danmark – hvem siger at modeljernbaner er en snæver interesse at dyrke som hobby?
Bogiebeholdervogne som ZE 503 833 var sjældne på danske skinner, men det er en sjov model: Stor, anderledes og meget gul
Forbilledet for dagens vogn kom til Danmark i 1955, men inden vi når dertil skal vi lige se på firmaet bag ejerskabet, og her kommer vi vidt omkring både geografisk og emnemæssigt.
Hjemstedspladen sige Fredericia, men fra dagens vogn kan der trækkes tråde til England, Fjernøsten, Kaukasus, Indonesien, Holland, Tyskland og stort set alle andre steder på kloden
“Shell” betyder som bekendt “muslingeskal” på engelsk og firmaet kan da også føre sine rødder tilbage til import af eksotiske skaller fra Fjernøsten til London. Transporterne gav firmaet ekspertise inden for shippingbranchen og da der i slutningen af 1800-tallet var en kraftig stigning i transportbehovet for olieprodukter så man en forretningsmulighed her. Navnet “Shell” dukkede således første gang op i 1891 som varemærke for den petroleum, som firmaet sendte til Fjernøsten. Fra 1897 kaldte firmaet sig ”The Shell Transport and Trading Company” og man antog en muslingeskal som logo.
Shell logoets udvikling
Snart engagerede Shell sig også i selve udvindingen af olie, først i Baku i Azerbajdjan, der dengang var en del af zar-Rusland, men senere også i Østen. Her kom Shell i kontakt med “Koninklijke Nederlandsche Maatschappi”, der udvandt olie på Sumatra i det daværende Hollandsk Ostindien, nu kendt som Indonesien. De to virksomheder indgik kompagniskab i 1903 og fusionerede helt i 1907 under navnet ”The Royal Dutch/Shell Group of Compagnies”. Shell ændrede sit logo til Pecten-kammuslingeskallen, der bruges den dag i dag. Farverne i logoet kan føres tilbage til de første servicestationer Shell etablerede i Californien i 1915. I den forbindelse havde firmaet et ønske om at skille sig ud fra konkurrenterne og på grund af Californiens historiske tilknytning til Spanien valgte man dette lands nationale farver: Rød og gul.
I 1930’erne var Shells vogne gule med røde kammuslingskaller mens skriften var sort. Efter krigen forsvandt skallerne (desværre) på vognene i Danmark og skriften skiftede farve til rød. Her illustreret på en Klein-vogn, som jeg skal vende tilbage til om lidt
Shell kom tidligt til Danmark. Allerede i 1912 etablerede man en importterminal på havnen i Fredericia og i 1913 etablerede man sig under navnet ”Dansk-Engelsk Benzin & Petroleums Co”. Også andre steder ekspanderede Shell og i slutningen af 1920’erne, efter opsplitningen af Standard Oil som omtalt i blogartiklen om beholdervognen fra Esso, var Shell verdens førende olieselskab. Shell producerede da 11 % af verdens råolie og ejede 10 % af tankskibstonnagen.
Dette muntre skilt her stod ved færgehavnen i Halsskov. Billedet er taget af Kurt D. Jensen i 1957. På Fyn havde Esso entilsvarende tankstation, men næppe så finurligt et slogan
1930’erne og 1940’erne var en vanskelig tid med økonomisk krise og krig og Shells forretning led bl.a. under nationaliseringer i Latinamerika. I Danmark skiftede selskabet i 1944 navn til ”Dansk Shell A/S”. På dette tidspunkt havde firmaet hovedkontor i den bygning i det centrale København, der gik under navnet ”Shellhuset”. Bygningen blev i 1944 ”taget af tyskerne”, som man sagde dengang, og brugt som hovedkvarter for Gestapo i Danmark. For at tilintetgøre vigtige dokumenter og oplysninger om den københavnske modstandsbevægelse, som Gestapo var i færd med at optrævle, blev Shellhuset den 21. marts 1945 bombet af det britiske Royal Air Force. Gestapo havde placeret fangne modstandsfolk på de øverste etager netop for at afskrække luftangreb, så derfor måtte de engelske Mosquito-jagerbombere med høj fart kaste deres bomber i en flad bane ind i bygningernes midterste etager. Taktikken var en succes for det lykkedes fangerne at flygte, mens arkiverne brændte. Desværre fik bombningen også store civile omkostninger p.g.a. et flystyrt og efterfølgende fejlbombninger af Den franske Skole på Frederiksberg. Shellhuset blev forvandlet til en ruin og bygningen blev i 1950-51 erstattet af den nuværende bygning.
Historien om Shellhuset har helt sikkert været kendt af enhver Sundborgenser og alle andre danskere i 1950’erne, så det er måske det den unge mand her står og tænker på
I årene efter 2. verdenskrig udvidede Shell sine aktiviteter blandt andet i Afrika og i Den Mexicanske Golf og i 1955 rådede Shell over godt 300 oliebrønde over hele verden. Også i Danmark gik det fremad, hvilket blandt andet ses af, at Shell hørte til blandt de største operatører af beholdervogne hos DSB: 156 vogne havde firmaet i drift i begyndelsen af 1950’erne.
I 1955 blev vognparken så udvidet med to for danske forhold lidt usædvanlige bogiebeholdervogne. Begge vognene var bygget i 1941, den aktuelle vogn ZE 502 833 af Uerdingen. Vognens byggeår mere end antyder selvfølgelig, at vi her har med endnu et „krigsbarn“ at gøre. Som allerede beskrevet i blogartiklen om litra N og berørt i artiklen om litra IKI, så var behovet for jernbanemateriel som led i den tyske krigsindsats enormt. Det gjaldt naturligvis ikke mindst de beholdervogne, hvis olieprodukter skulle holde Hitlers panzer kørende på alle fronter. Det satte fut i rationaliseringsbestræbelserne ud fra devisen: Mest mulig kapacitet med brug af færrest mulige råstoffer og produceret på mindst mulig arbejdstid. Det mest markante karaktertræk ved de tyske krigstidsvogne var, at selve beholderne var helsvejst og selvbærende. Det gjaldt både de toakslede og de fireakslede versioner.
Den langsgående ramme man ser under vogne af typen ”Uerdingen” – og som sollyset her reflekteres i – var hos originalen bukket i metal og hul og bar således ikke selve tanken
Tyskerne kaldte de nye vogntyper for “Leichtbau-Kesselwagen”. Efter et par prototyper udvalgtes først to typer, som så blev produceret på de mange waggonfabrikker i Tyskland og i de tyskkontrollerede områder. Typerne blev opkaldt efter de firmaer, der havde udviklet dem nemlig henholdsvis “Deutz” (Westwaggon) og “Uerdingen”. Den aktuelle vogn er således af sidstnævnte type. Omkring 1943 blev hele skidtet koncentreret om en enkelt model, betegnet som ”Einheits Bauart”.
Bogien var som resten af vognen et resultat af de tyske krigstidsbestræbelser på at forenkle materiellet og spare materialer. Samme bogietype blev sat under flere andre tyske vogne, bl.a. de særlige fladvogne til transport af tungt materiel som f.eks. kampvogne
Den aktuelle model af Uerdingen-udgaven havde i øvrigt varmeudstyr, der bestod i U-formede rør i tanken samt diverse afslørende tilslutninger på undervognen. Varme i form af damp kunne således holde indholdet flydende, hvilket der nok har været brug for, ikke mindst på Østfronten. Nu om dage forhindrer tilsætningsstoffer drivmidlerne i at fryse, men i gamle epoke II og III-dage kunne indholdet godt fryse til. Diesel fryser f.eks. allerede ved -15 °C
Vognen må befordre: “Benzin, Brændselsolie, Petroleum og Smøreolie” – dog helst ikke i frossen form
Dansk Shells bogievogne blev købt brugt fra de østtyske jernbaner DR. Originalen målte 12,35 m over pufferne og bogieakselafstanden var 2 m. Tara-vægten var 16,7 tons. Selve den helsvejste stålbeholder kunne rumme 63.000 liter, mens vognen var godkendt til en last på 44 tons (fra 1961: 46 tons). Vognen blev inden indsættelse i driften istandsat af Scandia i Randers.
På billedet ses vognens rangerskruebremse på endeplatformen. Modellen er noget på den grove side, hvad disse detaljer angår
Vi forlader Shell her med udgangen af Sundborgtiden, hvor firmaet er på toppen med hensyn til involvering i jernbanetransport i Danmark. Selvom Shell var et af de firmaer, der i længst tid fastholdt jernbanetransporten, så gik man også her fra slutningen af 1950’erne og frem mere og mere over til landevejstransport. En af grundene til at man blev ved med at benytte jernbanen var vel, at Shell i 1966 etablerede sit eget raffinaderi i Fredericia. Havneterminalen her blev også benyttet til eksport af færdigraffinerede olieprodukter, ikke mindst efter at Danmark selv blev olieeksportør. Den aktuelle vogn blev i 1966 omlitreret til 0750832.
ICA, som der reklameres med på vognen, står for Ignition Control Additive. Det var et tilsætningsstof som Shell brugte i benzinprodukter fra 1955, og som skulle give motorerne en roligere gang
Shell er fortsat et af verdens førende energiselskaber og kammuslingeskallen er stadig et af de bedst kendte varemærker på kloden. Hovedkvarteret ligger i Haag i Nederlandene, men Shell opererer i over 140 lande og har godt 40.000 servicestationer, hvorfra 20 millioner kunder tanker bilen hver dag. I Danmark har Shell mere end 300 servicestationer, ligesom man sælger fyringsolie, smøreolier og naturgas. Shell er derudover involveret i efterforskningsaktiviteter i Nordsøen og raffinaderiet i Fredericia er stadig et af bare to i Danmark.
Modellen tage ifølge HK-modellers katalog udgangspunkt i vognens udseende i perioden 1955-1966.
På denne side i HK’s katalog er modellen sat op ved siden af et billede af forbilledet samt en kort forklaring om vognens historie og hårde data om modellen. Sådan burde mange flere producenter servicerer deres kunder!
Selve grundmodellen kan føre rødderne tilbage til 1960’erne, da PIKO stadig var et østtysk foretagende. Den nuværende udførelse er dog post DDR, men sammenligner man modellen med fotoet af forbilledet er det tydeligt, at stigen og løbebroen langs beholderen er rigeligt kraftige i forhold til forbilledet. På kassen fra Piko står det da også angivet, at der er tale om en grundmodel, så det er for så vidt ærligt nok. Det ændre dog ikke ved, at Piko-vognen ser lidt klodset ud, når den stilles ved siden af tankvogne fra andre producenter
Den nye HK/Pikovogn fra 2011 fader noget ud i forhold til den ældre vogn fra Klein Modellbahn udgivet i 2002
En anden anke knytter sig til beholderens farve. Den var på originalen ”signalgul”, så den aktuelle nuance virker for lys og noget skrigende – jeg har endda set farven beskrevet som ”fesen”, hvilket ikke er helt galt.
På Sundborg modeljernbane er der ved at være rigeligt med beholdervogne, så jeg må snart forbedre forklaringen på, at de alle futter rundt på mine skinner. Mon ikke Shell-vognene er på vej med leverancer fra Fredericia?
Vi tager lige et billede mere af den ældre Klein-vogn. Lokomotivet beskrev i sin tid modellen som ”acceptabel” i forhold til forbilledet, og flot det er den
Vognen skal på et tidspunkt helt klart patineres, hvilket forhåbentligt kan nedtone den skrigende gule farve og fjerne det noget plastikagtige look. Foreløbig er den eneste tilpasning jeg har foretaget gået ud over hjemstedspladerne. De plader der fulgte med vognen var nemlig i løs vægt og til selvmontering, så da jeg på de originale billeder kunne se, at pladerne der var noget kortere end Pikos, tog jeg et frisk sving med hobbyskalpellen.
Før og efter operationen
Mere om emnet kan læses på Sporskiftet: http://www.sporskiftet.dk/forum/modeljernbaner/dansk-i-model/shell-fra-hk
HK-modeller har tidligere udgivet toakslede modeller af Shell-vogne på Piko-basis og Vollers anmeldelse (og Svend B. Jensens kommentar) af disse kan læses her: http://modeltog.voller.dk/weblog/link/default.aspx?id=249 Selv har jeg (foreløbigt) afstået fra de to modeller, eftersom jeg allerede har Klein-vognen – faktisk i to eksemplarer. Den toakslede model fra Klein er omtalt i Lokomotivet nr. 74, maj 2003 s. 14-16
Et andet autentisk billede af en Shell-tank fra Sundborg-tiden kan findes her: http://www.fynskebilleder.dk/billede/5905?&page=108&date_start=19430101&date_end=19930623&showperpage=48#ia Tanken lå på Fyn nær Blommenslyst og var angiveligt den første tankstation i landet med cafeteria. Læg i øvrigt mærke til i hvor høj grad bygningen ligner den lille tankstation fra Busch, tidligere omtalt her på bloggen.
For interesserede i den store bogievogns tyske ophav, samt diverse modeller heraf, så er her et link til en grundig tysker: www.drahtkupplung.de/gtbhb245C.html
Mere om selve bogien findes her: www.drehgestelle.de/2/pbg_go.html
Skriv et svar