Opel Blitz har tidligere optrådt her på bloggen, både i artiklen om postbilerne og i artiklen om vare- og lastbiler i Danmark i 1950’erne. Nu er det på tide at se lidt på et par af de modeller, der i tidens løb har båret navnet Blitz, og som har kørt her i landet.

Opel Blitz var i årtier betegnelsen for Opels lette og mellemstore lastbiler. Her er to designs fra henholdsvis 1930’erne og 1950’erne
Forbilledet fik sit navn efter en konkurrence Opel udskrev helt tilbage i 1930’erne. ”Blitz” var herefter og frem til 1970’erne det gennemgående modelnavn for Opels lette og mellemstore lastbiler. Det er i øvrigt lynet fra ”Blitz”, der indgår i det logo, Opel begyndte at anvende fra begyndelsen af 1960’erne og som i sin grundlæggende form også bruges i Opels logo i dag.
Blitz var med til at gøre Opel til den største lastbilproducent i Tyskland før Anden Verdenskrig. Lastbilen blev fremstillet på Opels store Brandenburgfabrik uden for Berlin. Ikke mindst det tyske militær var en stor kunde hos Opel og fra 1937 var Blitz’en Værnemagtens standardlastbil. Udover en let militariseret udgave af den civile lastbil udviklede Opel også før og under krigen en række deciderede militære varianter, blandt andet firehjulstrukne versioner og halvbæltekøretøjer.
Opel havde som bekendt siden 1928 været ejet af amerikanske General Motors, hvilket i stigende grad blev et problem efterhånden som først oprustning og senere krig, gjorde forholdet mellem den amerikanske ledelse og det nazistiske regime kompliceret. Opel endte da også med at blive beslaglagt som fjendtlig ejendom. Som led i den såkaldte Schell-Plan, der rationaliserede krigsproduktionen, fik andre tyske bilproducenter som f.eks. Mercedes i løbet af krigen instrueret om at producerer 3 tons Blitz’er på licens frem for deres egne tilsvarende modeller. Rundt regnet 82,000 Opel Blitz nåede man at producere fra 1937 og frem til august 1944, hvor Opels store produktionsanlæg uden for Berlin blev ødelagt under et enormt allieret luftangreb. Utroligt nok lykkedes det tyskerne at genopbygge dele af anlægget, men det lykkedes derimod aldrig at få genstartet produktionen. Som det allerede er beskrevet i artiklen om Opel Olympia blev Opels anlæg i østzonen efter krigen demonteret af de sovjetiske besættelsesstyrker og flyttet øst på.

Førkrigsmodeller af Opel Blitz. DSB-versionen (Roco) er ikke autentisk, men ellers var Blitz’en velkendt i Danmark før krigen
Allerede før krigen havde Opel også en lille Blitz-model i programmet. Bilen havde 1,5 tons nyttelast og var udstyret med en sekscylindret 2,5-l benzinmotor, der ydede 55-hestekræfter. Denne model blev ikke bygget i Berlin, men i Rüsselsheim, der efter Krigen endte i Vestzonen. Allerede i 1946 kunne produktionen af den lille model derfor genoptages. I starten var det ikke overraskende førkrigsmodellen, der rullede af samlebåndene, men i 1952/53 fik den lille Blitz-model en mere moderne kabine, hvis design lænede sig stærkt op ad moden hos de samtidige amerikanske lastbiler. Den officielle modelbetegnelse var 1,75-Tonner Schnelllastwagen, men det afrundede design gav i folkemunde bilen tilnavnet “Weich-Blitz” (Blød Blitz). Selvom det var en ny indpakning, så var bilen teknisk set næsten uændret baseret på forgængeren.

Model eller virkelighed? Opels første efterkrigsmodeller byggende på førkrigsteknik: Opels store personbil Kapitän og den lille Blitz-lastbil begge årgang 1952
Selvom konkurrencen i segmentet for mindre lastbiler blev skærpet efter krigen, så var Opel Blitz i 1950’erne stadig førende på markedet for lette lastbiler i Tyskland. Også i Danmark havde den lille Blitz et marked, omend der her i landet i 1950’erne var en klar præference for engelske lastbiler, ikke mindst Bedfords model O og A. Sidstnævnte lignede Opels lille lastvogn ganske meget, måske fordi begge fabrikker var en del af amerikanske General Motors.
Den bløde Blitz blev fremstillet frem til 1960 selvom afløseren allerede var klar i 1959. Der var da tale om en 1,9 tons model, der herhjemme fik betydelig succes bl.a. som postbil, selvom det vel var flyttemand Olsens vrag af en Opel Blitz-flyttebus parkeret uden for Huset på Christianshavn engang i 1970’erne, der var mest folkekær.
Modellen af 1950’ernes Blitz er fra Brekina og fås i et utal af reklamevarianter. De skiftes løbende ud, så der er jævnligt nyheder at holde sig opdaterede med. Modellerne er helt igennem nydelige. Vindspejlene medfølger til selvmontering, men er ikke sat på bilerne på billederne af frygt for, at de skulle brække af under fotografens håndteringen. Af særlige danske varianter kan nævnes postbilen, der allerede er omtalt her på bloggen, og her på det seneste en bil fra Kosangas med gasflasker på ladet. Man kan håbe på endnu flere danske varianter i fremtiden – hvad f.eks. med bilen fra Silkeborg på billedet ovenfor?

Det er svært ikke at holde af modellerne med gasflaskerne, selvom jeg nok skifter BP-vognens last ud med nogle olietønder for afvekslingens skyld
Den gamle 1930’er-udgave af Opel Blitzen fås både fra Wiking og fra Roco. Wiking-modellen er en ældre sag og lever ikke helt op til dagen standard. Til gengæld kan man som jeg har gjort jævnlig finde den i brugtafdelingen hos forhandlere og diverse markeder til en billig penge. Roco-modellen er flottere og har sine rødder i firmaets Minitanks-serie. De dele af forretningen blev under Rocos krise for nogle år siden afhændet til Herpa. Dér kan man nu finde meget flotte, men ikke helt billige militære varianter, der dog let lader sig ”civilisere”.
På Sundborg modeljernbane er der som man ser allerede et par Blitzer eller seks. Post-, DSB og Kosangasvarianten taler for sig selv, mens de to mere anonyme lastbiler med lad og pressing utvivlsomt tilhører et par af Sundborgs virksomheder eller private vognmænd.
Mere om emnet Opel på dansk, herunder lastbilsproduktionen, kan findes her: http://www.bilhistorie.dk/Bilhistorieen.asp?id=28
En førkrigs-Blitz, der kørte for Bruunshaab Papirfabrik, kan i restaureret form beundres her: http://www.facebook.com/media/set/?set=a.70223623007.76218.35642723007&type=1
Her kan man læse om og se billeder af en Blitz, der var tjenestegørende hos Zonen i Ringsted: http://www.zone-redningskorpset.dk/hotel/zonen/zoneweb.nsf/docs/102d2f5e6c57a2bac12570310054c17e
Occam har både DSB-varianten og en civiliseret militær Blitz fra Roco. Læs mere om dem her: http://www.mj-blog.dk/2006/12/opel-blitz-lastbiler-fra-roco
Hvis man har lyst til at købe sin egen Blitz årgang 1959 i 1:1 version er der her et tilbud: http://www.jens-noer.dk/index.php?page=opel-blitz
Billeder fra den suveræne genskabelse af miljøet fra Huset på Christianshavn inkl. 1,9 tons Opel Blitz flyttebus kan ses her: http://www.sporskiftet.dk/forum/nyt-fra-sdr-park-modeljernbaneklub
Skriv et svar