Tankstation – Art déco og skrotrealisme

Som det vil være trofaste læsere bekendt, så var den første bygning der blev omtalt her på bloggen Busch’s flotte model af en modernistisk tankstation fra Esso. Denne gang skal det også handle om en tankstation med bilværksted, men her er vi temmelig langt fra det mondæne. Modellen – eller skulle jeg hellere skrive ”dioramaet” – kommer fra Faller og portrætterer en beskeden forretning med en del skrot og herligt rod omkring.

Der er noget permanent efterår over den beskedne og slidte tankstation

Forbilledet for det lille værksted fortaber sig så at sige i ruinerne, så jeg ved ikke om værkstedet har noget virkeligt forbillede, men det er da muligt. Arkitekturen er ved første øjekast såre ligetil, men ved lidt nærmere eftersyn ser man, at gavlen har fået en lidt speciel takket facadeforhøjning. Uden halvtaget foran ville værkstedet minde lidt om et hus fra ‘Det vilde Vesten’ og den amerikanske inspiration er formentlig præcis det, som arkitekten er gået efter, selvom det nok nærmere er i en art déco-aftapning fra 1920’erne – måske 1930’erne, der er skal kigges i retning af. Det passer jo såre godt med væksten i bilismen efter 1. Verdenskrig og det deraf følgende behov for benzintanke. En tid, hvor alt amerikansk var ‘in’ – præcis som i 1950’erne.

Luftfoto af tankstation, værksted og skrotplads. Her ses både den takkede 'pral'-facade og det formentlig senere tilføjede havlvtag i bølgeblik

Halvtaget og de to benzinstandere har man sagtens kunne finde forbilleder for i 1950’ernes Danmark. Billedet herunder stammer fra Middelfart. Ved siden af værkstedet, der ser lidt mere ryddeligt ud end Faller-modellen, ser man det fritliggende enfamiliehus, hvor mester utvivlsomt har boet.

Shell tank i Middelfart omkring 1950. Halvtag over benzinstanderne og inde bagved ligger værkstedet

Samme kombination kan også ses på stilbilledet fra filmen ”Prinsessen fra Benzintanken” længere nede i artiklen. Jeg har leget lidt med samme opstilling på nogle af billederne i artiklen – her er det murermesterhuset fra Kibri, der spiller rollen som privaten.

Tankstation og værksted - Omme bagved ligger privaten

Modellen sælges som nævnt i dag under Fallers logo, nærmere betegnet ”Tankstelle mit Autoreparatur”. Som nedrivningshuset kommer også denne bygning oprindeligt fra Pola’s serie med tyske efterkrigsmiljøer.

Kassen fra Faller

Værkstedet kommer med sit eget lille diorama. Faktisk er der denne gang mere diorama end bygning, for selve byggesættet er på bare 32 plastikdele. Faller reklamerer på kassen med, at dioramaet er håndkoloreret. Farvevalget på bilerne var imidlertid i et par tilfælde temmelig ved siden af: Citrongul og skrigende orange? Jeg var heller ikke så glad for farven på brolægningen, der var for mørk efter min smag. Derfor måtte store dele af dioramet males om.

Dioramapladen direkte ud af kassen. Nogle af farverne er ret krasse. Pladen er en tung sag og jeg er ikke helt sikker på materialet, men det kunne være en type af resin?

Pola havde i sin tid flere tilsvarende dioramaer i sit program, bl.a. en lokomotivkirkegård og en opstilling af fire trætte skraldebiler af mærket Magirus-Deutz, og de var som værkstedet ganske stemningsfulde og veldetaljerede. På værkstedsdioramaet kan man beundre diverse motordele, men frem for alt more sig med at se, om man kan genkende, hvilke bilmodeller der har dannet forbillede for bilvragene. Generelt er de fleste af dioramaets biler DKW’er, som f.eks. den blågrønne varevogn og den hvid personvogn, begge af typen F7. To virkeligt afpillede biler, hvor bare undervogn, skærme og sæder er tilbage ser også ud til at være F7’ere.

En DKW F7 i varebilversion ser ud som om den har kørt sin sidste kundetur

De fleste bilmodeller på dioramaet kunne sagtens have kørt i Danmark, som DKW F7’erne, der tidligere er blevet omtalt her på bloggen. Det gælder også den røde bil i øverste venstre hjørne, der er en Mercedes V 170, og den ældre bil, der står inde i værkstedet, er nok en Ford T. Mere speciel efter danske forhold er formentlig den trehjulede Tempo Hanseat.

DKW F 7 og en trehjulet Tempo Hanseat. Begge har set bedre dage

Endelig er der også en Autounion-stationcar, og det jo er en slags DKW-efterkommer. Det ville have været en rimelig ny bil her i Sundborg-tiden, så der må være en særlig grund til at den står på skrotpladsen – har der mon været en ulykke i modelland? Som det ses af billedet af dioramapladen, så blev den oprindeligt meget gule Autounion-stationcar malet blågrå.

To gange Autounion. Stationcar-modellen fra dioramaet fik en mindre markant farve, selvom Brekina-modellen ved siden af sådan se dokumenterer, at gule biler sådan set godt kunne findes i 1950'erne

Med hensyn til selve byggesættet, så er murene på værkstedet pudsede og skal nok forestille at have været enten hvide eller gule, inden de fik den aktuelle noget skidne farve – en nuance jeg er ret glad for, for det ligner meget godt tilsmudsede mure. Til gengæld var murstenene i pyntebåndene over døre og vinduer vildt overdrevne, sådan som det også var tilfældet med nedrivningshuset. Mellemrummene mellem stenen blev spartlet ud med plastikmasse, så båndene i stedet blev til betonbjælker.

Byggestættet er ganske kraftigt patineret, som det ses på vægpladerne her

Selve byggesættet tog ikke lang tid at samle. Værkstedet er basalt set bare fire vægge med vinduer og et tag. Halvtaget over benzinstanderne er blot to tagplader og lidt ”bjælker”. Vinduerne var af den konventionelle slags, hvor ”glasset” limes på bagsiden af vinduesrammen. Eftersom der er tale om en lidt slidt erhvervsbygning besluttede jeg at prøve en teknik et diskret sted på bygningen, nemlig: Den revnede vinduesrude. Normalt prøver man jo af al magt at forhindre, at der kommer lim på ”glasset”, men med lidt held og øvelse kan man trække en limklat ud til en lang snor, og klaske den på bagsiden af vinduet. Bagefter ser det – hvis limsnoren ikke blev for tyk – fuldstændigt ud som om ruden er revnet.

En af ruderne er revnet, men mester vil ikke ofre penge på en ny. Revnen er lavet med en limtråd

Som sædvanligt ville jeg have lys i bygningen, så jeg afdækkede indersiden af væggene og taget i værkstedet. Denne gang brugte jeg sort papir, som jeg havde liggende – der fulgte ikke noget med byggesættet.

Afdækning med sort papir - Helt konventionelt

Lyset blev leveret af den sædvanlige minipærer fra Viessmann. Der måtte dog lige bores hul i dioramapladen, så ledningerne kunne trækkes ud under bunden. På grund af den åbne garageport og de ret store vinduer i den lille bygning besluttede jeg at male indersiden af væggene lysegrå. At beholde dem sorte ville blive alt for dystert. Jeg satte også lidt plakater op – dog ingen frække pin-ups.

Ved nattetide kan man se ind til værkstedet, hvor der er arbejde igang på noget der ligner en gammel Ford T

På Sundborg modeljernbane er det ikke afgjort, hvor modellen skal placeres. En mulighed er, at vi befinder os, om ikke på landet, så dog i udkanten af en landsby jævnfør det nedenstående billede fra ”Prinssesen fra benzintanken”. I såfald skal der nok strøs lidt flere landbrugsmaskiner rundt omkring.

I filmen "Prinsessen fra benzintanken" ligger benzintanken, værkstedet og beboelseshuset i udkanten af en landsby

En anden mulighed er, at placere tankstationen og værkstedet i bymæssige omgivelser. I så fald utvivlsomt i et af byens mere beskedne kvarterer, når man tager bygningens forfatning og mængden af bilrenoveringsprojekter i betragtning.

Den gamle tankstation kan selvfølgelig også placeres i et bymiljø, formentlig i et af de mere ydmyge kvarterer

Mere om emnet ældre Pola, nuværende Fallerbygninger, er der her en tysker, der har tænkt lidt over tingene: http://dirk-schindelbeck.de/archives/4785

Links til mere information om ”Prinsessen fra Benzintanken” findes i den tidligere artikel om Esso-tankstationen

Lige da jeg var ved at være færdig med fotograferingen brød solen frem