Folkevognsrugbrødet var en god idé – så god, at der faktisk var nogen, der fik den før folkene i VW. Tempo Werke i Hamborg var hurtigst ude med modellen Matador, der imidlertid måtte ændres og opgraderes efter et sammenstød med VW i Wolfsburg.
Forbillederne blev som nævnt bygget på Tempo Werke i Hamburg, der var en del af firmaet Vidal und Sohn KG. Før krigen havde Tempo været førende i Tyskland på markedet for lette varebiler med speciale i trehjulede køretøjer som Tempo Hanseat, der tidligere er nævnt her på blogge i artklen om den ældre tankstation, hvor en Hanseat kunne genkendes på skrotpladsen. Efter krigen var man hos Tempo ikke sene til at erkende det enorme behov for varebiler, der skulle bruges i genopbygningen og man gik på den baggrund i gang med at designe en bil i 1 tons-klassen, der kunne imødekomme dette behov.

Trynen og de lidt tætsiddende ”øjne” gav den første Matador et karakteristisk look, næsten som en boxer-hund. Benzinpåfyldningen skete ved at løfte en lille klap lige under vindspejlet
Tempo kunne selv bygge karosseriet m.m., men motoren måtte man have leveret udefra. Valget faldt i første omgang på VW-motorer, til dels i form af rester fra krigens tid. I modsætning til VW, der hos både Type I og Type II monterede motorerne bag bagakslen, så placerede Tempo den 25 kh kraftige motor over forakslen. Adgangen til motoren skete derfor ikke via fronten, men noget utraditionelt ved at løfte førerkabinens bænkesæde op.
Ved at placerer motoren langt fremme og ved at give bilen forhjulstræk fik man lav gulvhøjde og dermed en rummelig lastzone. Chauffør og passagerer sad direkte over forakslen og selve indretningen af førerkabinen var meget spartansk. Til gengæld var adgangen til kabinen lettet ved at dørene var bagudhængslet. Det betød så andre ulemper, der bl.a. er omtalt i den tidligere blogartikel om Renault 4CV, der også havde “selvmordsdører”.
Tempo Matador kom på markedet før VW’s egen Type II Transporter og blev vel modtaget. Måske gravede man med succesen imidlertid samtidig sin egen grav for selvom VW i starten havde givet projektet sin godkendelse, så meddelte VW pludselig i 1952, at man ikke længere agtede at levere motorer til Tempo. Dermed var grundlaget for produktionen pludselig revet væk. Den første generation af Matadorer fik således et kort liv og mellem november 1949 og maj 1952 blev der kun produceret 1.362 stk.

Stopsignal for den første Matador. Sjælden og kortlivet. Hullet efter Tempo Matador blev hurtigt udfyldt af VW’s egen omfattende produktrække, men det ser kun ud til at anspore fantasier om, hvad Tempo måske kunne have drevet det til med sin Matador
Efter bruddet med VW måtte Tempo se sig om efter en ny motor og det lykkedes i form af kontrakter med Heinkel og med britiske Austin Healey/Martin. Samtidig moderniserede man karosseriet og kaldte derefter køretøjet for Matador I. Hvorfor det ikke blev Matador II ved jeg ikke, for det ville da have været mere logisk. Senere omdøbtes køretøjet i øvrigt til Tempo Wiking. Grundkonfigurationen forblev den samme: Frontmonteret motor og forhjulstræk.

Den nye Matador I havde et mere konventionelt design end forgængeren. I Tyskland kaldtes bilen ”Fischmaul”
Matador I blev betydeligt mere udbredt end forgængeren. Også herhjemme ser der ud til at have kørt en del. Den nye model forblev i produktion i forskellige inkarnationer fra 1953 og frem til 1967.
Hvis vi lige skal tage afslutningen med så slog Tempo sig i 1966 sammen med Hanomag og fra 1967 blev køretøjerne solgt under navnet Hanomag-Henschel. I 1971 blev hele butikken solgt til Daimler-Benz. Inden da havde Tempo betydelig succes med licensproduktion rundt omkring i verden: Spanien, Uruguay og UK. Mest eksotisk begyndte Bajaj Ltd i Indien i 1958 at producere Tempos små trehjulede Hanseat-vogne og senere i 1960’erne kom også de firehjulede matadorer til. Produktionen fortsatte til april 2000 og køretøjerne blev enormt udbredte over hele subkontinentet. Men her må jeg hellere holde, for nu er vi kommet meget langt hjemme fra Sundborg.

Et par tyske eksportsucceser ud over VW Transporteren: Både Tempo Matador og DKW Schnelllaster blev licensproduceret i udlandet
Modellerne fremstilles af tyske Epoche Modellbau, der virkelig har fundet sig en niche her. Antallet af varianter er overvældende for hvad der vel stadig må betegnes som en småskalaproducent. Produkterne er såmænd pæne nok, selvom de er lidt basale i forhold til de store producenters nyeste produkter, men til gengæld er de ikke ret dyre, så det er efter min mening alt sammen, som det skal være.
Man kan måske godt under sig lidt over, at en bil som den oprindelige Matador, der trods alt kun blev produceret i et meget lille antal og hvor kun en håndfuld har overlevet, har fundet vej til modeltogsmarkedet. Men ind i mellem lever de mindre producenter jo af at finde det uventede frem, så lad os glæde os over det.

Også Matador I kunne fås i en række forskellige versioner: Kassevogne, minibusser, ladvogne, fritidskøretøjer. Denne udgave har et særligt sænket lad – godt for læssehøjden
På Sundborg modeljernbane er der for tiden kun disse to Tempoer som afveksling for de (alt for) mange VW Transportere. Det kunne selvfølgelig være, at man skulle forsøge sig med skiltning på den grønne kassevogn for en lokal håndværker eller industrivirksomhed? Ellers finder Frisporet i Odense på stadigt nye måder at fordanske de to køretøjer på. Den største sællert er så vidt jeg har forstået en version med navnetræk for grisehandler Oluf Larsen, Korsbæk. Det ser ud til at være gået Larsen godt efter han fik skiftet sin gamle Ford A ladvogn ud, og hvilket andet mærke kunne grissehandlerens nye bil vel have end netop Matador?

Det var ikke meget gartneren i dag havde til indlevering på sidebanestationen, men det er nok lidt tidligt på sæsonnen
Mere om emnet kan læses hos den tyske Tempo Club: http://www.tempo-dienst.de
Epoche-Modellbaus produkter kan ses på en pdf-fil her: http://www.epoche-modellbau.de/8a381bf7-00c8-4430-a9a6-3f8a4b725595.html?1322037480029
Diverse fordanskede varianter af Matadorerne leveres fra Frisporet: http://www.frisporet.dk/shop/index.php
Af en eller anden grund endte en del at Matador-produktionen som eksport til Australien: http://vwplusvw1500.blogspot.com/2007/06/vw-classic-2007-1950-tempo-matador.html
The British engine used in the Tempo after the VW one was supplied by Austin. … Not Austin-Healey, which was a sports car maker also using Austin engines, and certainly not Aston-Martin which had nothing at all to do with Austin.
LikeLike
Thank you for the info – I will update the article accordingly.
LikeLike