I bloggens nylige artikel om den lette lastvogn Hanomag L 28 omtaltes mælkebilen fra Mejeriet Trifolium – og den var lastet med mælkejunger. Med det afsæt skal bloggen denne gang se lidt nærmere på denne standardiserede transportspand til mælkeprodukter, der var så udbredt i Danmark i 1950’erne.
Mælkejunger transporteredes i 1950’erne pr. bil, pr. hestevogn og endda pr. bane
Forbilledet er de mælkejunger, der før i tiden blev brugt til opbevaring og transport af mælk. Det sjove ord ”junge” er ikke en tysk dreng, men i familie med ”gynge” og ”vippe”. I rigtig gamle dage hejsede man vand op af brønden ved hjælp af en brøndvippe og i enden af den var der en spand – en junge. I Sundborgtiden var mælkejungerne lavet af aluminium og rummede normalt enten 30 eller 50 liter.
Aluminium var et godt materiale til mælkejunger eftersom indersiden kunne fremstilles ganske glat, så jungerne var lette at holde rene
Køerne blev malket både om morgenen og om aftenen. Oprindeligt foregik det selvfølgelig med håndkraft, og var i øvrigt typisk kvindearbejde, men her i Sundborgtiden i midten af 1950’erne var malkemaskiner blevet ret udbredte. Den udvikling var muliggjort af den omfattende elektrificering af landdistrikterne, der tidligere er omtalt i blogartiklen om transformatortårnet.
Den mælk, der blev malket om aftenen, blev hældt i mælkejunger og sat til afkøling f.eks. i et kar med koldt vand. Mælkejungen kunne også afkøles ved hjælp af rindende vand. På samme måde blev den mælk, der blev malket om morgenen, også fyldt på junger og så blev det hele sat ud til vejsiden til afhentning. Til ”intern transport” på gården og ud til vejsiden brugtes ofte en lille vogn.
Her er mælkevognen med i marken. Senere modeller havde typisk gummihjul
I løbet af formiddagen blev mælken så afhentet og fragtet til mejeriet til videre forarbejdning. På mejeriet vejede man, hvor meget mælk landmanden havde leveret, og man kontrollerede, at mælken var frisk og fri for bakterier. Det var derfor vigtigt, at mælkejungerne blev holdt helt rene, så mælken ikke blev forurenet.
Er der utilfredshed med mælkeleverancen?
Hver landbrugsejendom havde et leverandørnummer præget i mælkejungen, så den kunne sendes tilbage til landmanden med overskud fra mejeriproduktionen. Det var typisk valle og futmælk, der kunne bruges f.eks. til at fodre grisene med. Et konstant kredsløb.
I 1950’erne var det en blanding af hestevogne og lastbiler, der hentede mælken hos landmanden. Jernbanen havde svært ved at konkurrerer på markedet for transport af mælk, ja der var i perioder ligefrem decideret modstand mod at håndtere denne godsart. I bogen “Godstog” beskriver Jens Bruun-Petersen, hvordan der hos både DSB’s ledelse og medarbejdere var utilfredshed med, at det svinede, når mælken skvulpede over i togvognene. Det var stort set kun transporterne til de store københavnske mejerier, der var omfattende nok til at kunne begrunde jernbanetransport i større stil. Heller ikke her kunne eller ville DSB i længden følge med. Antallet af vogne der var afsat til mælketransport toppede omkring 1930 med 65 vogne. Det faldt til 30 i 1946 og aftog herefter hastigt. I Sundborgtiden var det stort set slut.
Denne bondemand står måske selv for transporten ned til banen, så mælken kan komme med toget til mejeriet?
Hos DSB var det indsatte materiel til mælketransporterne ofte helt almindelige hvide vogne med ventilation, kun omkring 1940 var der ifølge ovennævnte værk indsat 10 isafkølede vogne. Vogne af litra IM og IVM bar påskriften “Mælkevogn”, men det blev fjernet omkring 1950 – trist, det ville ellers se godt ud på Sundborg MJ. Den sidste mælkevogn i Danmark var en privatvogn fra netop Trifolium i Maribo. Den blev taget ud af drift i 1958.
I bogen “Godstog” findes s. 98 et billede af en mælkevogn litra IVM, der læsses på en sjællandsk landstation omkring 1939. Billedet har dannet forbillede for denne lille scene med en litra IAL (Heljan)
Nu om dage malkes køerne på de store mælkebrug af automatiske malkemaskiner. Hvis det er rigtig smart, så går køerne selv hen til maskinen og kobler sig på, når de er trængende! Mælken pumpes over i en stor køletank af rustfri stål og afhentes af en tankbil. Mælkejungerne er sendt på pension.
Når der er grund til alligevel at opholde sig lidt ved noget så simpelt som en mælkespand, så er det selvfølgelig fordi der jo stod et helt system bag den. I andelslandet Danmark var det som oftest de lokale mælkeproducenter, der ejede mejeriet. De fik ikke alene betaling for mælken, men kunne også dele et evt. overskud fra driften. Mejeristerne og deres hjælpere, der stod for at forædlede råvaren, var betydningsfulde skikkelser i lokalsamfundet, mens mange husmænd havde en kærkommen indtægt ved at køre som mælkekusk. Uden hele denne velsmurte værdikæde havde der ikke været noget økonomisk grundlag for mælkeproduktion ud over til eget forbrug på gårdene. Før andelsmejerierne og deres mælkeafhentningssystem var det kun de største gårde og godserne, der havde volumen nok til at organisere ”hollænderier”, som forarbejdningsstederne for mælkeprodukterne kaldtes for et par hundrede år siden. Mælkejungerne spillede derfor deres beskedne, men vigtige rolle i overgangen fra selvforsyning til en landbrugsproduktion, der indgik i pengeøkonomien.
Modellerne på billederne ovenfor er fra EpokeModeller. De er støbt af metal, sådan som det var tilfældet med smørdritlerne fra samme firma, så har de en god vægt, i forhold til deres størrelse.
Mælkejungerne fra Epokemodeller ser ud til at være af mellemstørrelse, så det er nok 30 liters junger
Mælkejunger er selvfølgelig ikke noget specielt dansk, men fandtes i mange andre lande. Derfor kan man på modeltogsmarkedet få mælkejunger fra andre tilbehørsfabrikanter. EpokeModeller er så vidt jeg kan se dog den eneste leverandør, der har danske modeller i programmet. Danske mælkejunger havde nemlig en tydelig høj hank på låget.
Her kan Epolemodellers produkter (til højre) sammenlignes med Buschs tyske junger (til venstre). Buschs junger er i plastik, men nydeligt støbt
På Sundborg modeljernbane bliver der givet brug for rigtigt mange flere mælkejunger. Især hvis de lykkes at finde plads til et mejeri, et sted på landet. Når man ser billeder fra 1950’erne er det ofte imponerende mængder af mælkejunger, der mokkes op på ladet af hestevogne og lastbiler.
Her er det gået galt på en isglat vej i Aarhus i 1958
Mere om emnet mejeridrift kan ses på museet Hjedding Andelsmejeri indrettet i Danmarks første andelsmejeri fra 1882. Mælkejunger indgår: http://vardemuseum.dk/dk.php/museer/hjedding_mejerimuseum
På veteranbanen SFVJ’s hjemmeside kan man finde et smukt foto af pakmesteren, der i Korinth er ved at læsse mælkejunger ind i pakvognen DSB EH 1908: http://www.sfvj.dk/billedside/medtoget/foto16.htm. En idé til modeljernbanen, selvom det som nævnt ikke var meget typisk.
Jens Bruun-Petersen har som nævnt i sin bog “Godstog” side 97-99 et afsnit om transport af mælk, smør og ost (se mere under Links & Litteratur). I andre lande var transport af mælk pr. jernbane mere udbredt, se f.eks. her for England: http://en.wikipedia.org/wiki/British_Railway_Milk_Tank_Wagon
På nettet kan man finde en serie flotte billeder, taget af fotografen Sven Türck (1897-1954). Her er f.eks. et interessant billede af Ubberup Mejeri i 1950’erne med en engelsk Ford lastbil foran fuldt læsset med mælkejunger: http://www.kb.dk/images/billed/2010/okt/billeder/da/object75812/
Türck har her fanget Viskinge & Omegns Andelsmejeri med både lastbil og hestevogn, smørdritler og mælkejunger: http://www.kb.dk/images/billed/2010/okt/billeder/da/object75826/
På dette (opstillede?) billede kan man se hvordan mælkejungerne håndteres hos landmanden: http://www.kb.dk/images/billed/2010/okt/billeder/da/object76024/
Og så er vi klar med det sidste læs for i dag…
Skriv et svar