Private godsvogne litra ZE – En klorvogn fra DS

NYHED: Fleischmanns nye klorvogn er netop kommet på markedet. Jo, der er tale om en beholdervogn, selvom det ikke ser sådan ud ved første øjekast, for selve beholderen var i 1950’erne af sikkerhedshensyn indkapslet i en trækasse. Modellen baserer sig på en tysk standardvogn og er som sådan et stykke fra originalen. Om man på den baggrund vil slippe vognen ind på anlægget må derfor siges at være et spørgsmål om personlig smag og behag.

Klor-vognen fra Dansk Soyakagefabrik A/S er en anderledes vogn, der med sine usædvanlige dimensioner og lille tagudbygning skiller sig ud fra mængden. Der er tale om en tillempet industrimodel, så vognen er desværre ikke helt korrekt

Forbilledet kom til Dansk Soyakagefabrik som en nybygning fra Chr. Olsson i Sverige i 1952. Chr. Olsson – også ofte omtalt som “Falkenberg” – stod, som det vil erindres, også bag den nyligt omtalte beholdervogn fra Aarhus Oliefabrik. Der er noget genkendeligt over den langbenede undervogn. Vognen skulle bruges til transport af klor og typen var kendt i Tyskland tilbage i 1910’erne.

ZE 503 550 i original. Fotoet er taget af PEC/DMJK og fra hO87’s samling

Sojakagefabrikkens klor-alkali anlæg startede i 1934 og processen baserede sig på elektrolyse af saltvand. Som nogle af læserne måske husker fra skoletiden, så bobler der klor op ved anoden når der ledes en elektrisk strøm igennem saltvand, mens der ved katoden dannes brint og natriumhydroxid. Brinten, der kom ud af processen, blev brugt til at hærde fedtsyre til bl.a. margarineproduktion, mens klor og natriumhydroxid (også kaldet natronlud) indgik i forskellige industrielle processer.

Klor står der med store giftigt grønne bogstaver. Det ser ud til at være en international standard advarsel, i hvert fald findes tilsvarende afmærkninger på tyske klorvogne

I Søren Monies fremragende artikel om Soyakagefabrikkens vogne (se nedenfor), hvorfra mange af oplysningerne nedenfor er hentet, er der også en kort beskrivelse af, hvordan elektrolysen på fabrikken på Islands Brygge skete i store aflange kar. Man brugte kviksølv i bunden af anlægget som den ene elektrode, mens grafitelektroder udgjorde den anden pol. Processen krævede store mængder elektricitet og Soyakagefabrikken var i mange år Københavns Belysningsvæsens største private kunde. Strømmen kom fra H.C. Ørstedsværket på den anden side havnen og de to anlæg var forbundet med kraftigt undersøisk kabel. Brugen af kviksølv gav i årevis miljøproblemer i havnen og var en af årsagerne til den jordrensning, der efter produktionens ophør skulle til for at forvandle den tidligere industrigrund til boligområde.

Vognen havde hjemsted på Kb. Gb. Islands Brygge, hvor det store klorproduktionsanlæg lå sammen med Dansk Sojakagefabriks øvrige anlæg.
Så længe det varede

Til transport af klorgassen var der brug for særligt materiel, eftersom klorgas som bekendt er giftigt. De strenge sikkerhedskrav betød i første omgang, at selve beholderen var udført med meget tykkere vægge end andre beholdervogne. Det var nødvendigt eftersom klorgassen blev transporteret under tryk, hvorved den kunne gøres flydende. Under normale omstændigheder var trykket i tanken 15 atmosfæres tryk, men af sikkerhedshensyn var den testet til at kunne holde til det dobbelte. De tykke vægge og begrænsningerne på vognens samlede vægt betød, at selve beholderen ikke kunne være så stor som sædvanligt. ZE 503 550’s beholder var på bare 12.800 liter, omtrent det halve af hvad f.eks. ZE 503 523 kunne tage med sin kapacitet på 24.000 liter. Til gengæld var den tykhudede beholder særdeles modstandsdygtig, hvilket ikke mindst kunne konstateres, da de østtyske statsbaner DR forulykkede med søstervognen ZE 503 551 – beholderen hodt!

Klor-vognen kunne blot rumme det halve af, hvad en normal toakslet beholdervogn kunne klare, til gengæld var den særdeles holdbar

Nu kan man jo ikke se beholderen på modellen, for klorgasvogne skulle på denne tid have en overbygning af træ. Trækassen skulle beskytte mod solstråling og dermed overophedning. Af samme grund var trækassen hvid, så solens stråler kunne reflekteres bort. Effekten var måske ikke så stor, for først blev kassen i 1959 erstattet med et solskjold og ti år senere fjernedes også dette.

Den lille beholder gav en lav træoverbygning, hvilket tydeligt ses når vognen stilles ved siden af en vogn af IA-klanen

Det lille hus ovenpå selve vognkassen skjuler armaturdomen. Domen var som resten af beholderen fremstillet i usædvanligt svært gods og havde desuden ventiler, der kunne håndtere klor i både gas- og flydende form. Men også dette er desværre skjult for vore øjne.

Det lille ekstrahus til domen er med til at gøre vognen speciel. På taget ses desuden løbebrædder til brug for personalet, når der skal rodes rundt med domen

Mådeholdet med hensyn til beholderens størrelse betød, at vognen var ret lille. Længde: 9,5 m. Akselafstand: 5,5 m. Last 15,9 tons. Tara 14,9 tons. Akseltrykket var beskedne 15 tons.

Vognen var som alle beholdervogne udstyret med rangerskruebremse

ZE 503 550 mistede som sagt relativt hurtigt sin træoverbygning og ændrede således radikalt udseende. I 1966 blev vognen omlitreret til 21 86 070 1 550 – 8 og blev herefter brugt til en række kemiske produkter. Det var vognens videre skæbne på et eller andet tidspunkt i slutningen af 1970’erne at blive hensat på fabrikken et sted uden sporforbindelse – måske som en slags reservetank? I 1980 var det slut og vognen blev udrangeret.

Vognen passer godt ind i industrikvarteret

Det var ikke kun ZE 503 550, der fik sin skæbne beseglet i 1980. Soyakagefabrikken var gennem årene en kilde til betydelig bekymring for folkesundheden, dels var der som nævnt kviksølvet, dels var der frygten for udslip af klorgas. I 1980 indtraf en voldsom eksplosion i ekstraktionsanlægget, der jævnede bygningen med jorden. Anlægget udvandt olie fra soyabønner ved hjælp af benzin. Eksplosionen kunne høres og mærkes over store dele af København – bl.a. blev mange ruder i Vesterbrogade mere end en kilometer væk på den anden side havnen trykket ind. Ved ulykken blev 23 mennesker såret, og der skete skader for omkring 200 mio. kr. Der var ingen udsivning af klorgas ved den lejlighed, men Soyakagens rygte som en farlig virksomhed midt i København var beseglet. ”Ingen klor hvor mennesker bor” var sloganet. Ekstraktionsanlægget blev ikke genetableret, og skønt resten af firmaet fortsatte produktionen, forblev økonomien dårlig og Soyakagefabrikkens ejere ØK lukkede fabrikken i 1991.

Modellen er som allerede nævnt i indledningen ikke ganske korrekt. Som det var tilfælde med kadavervognen, der kom fra samme producent i 2010, så er der tale om en tysk vogn med danske påskrifter, så vognen vil nok ikke appellere til udprægede nittetællere.

En interessant model, meeen ikke ganske korrekt

Hovedmålene er et stykke fra virkeligheden. Originalens længde på 9,5 m svarer til 10,9 cm i skala 1:87, men vognen er kun godt 10,1 cm over pufferne. Originalens 5,5 meter akselafstand skulle have været 6,3 cm i skala 1:87, men er kun 4,65 cm. Det er ret langt fra forbilledet og sammenlignes der med billedet af originalen herunder er modellen da også helt tydeligt for kortbenet. Vognkassen adskiller sig fra forbilledet på en række punkter, mest markant ved at modellen er forsynet med kraftige lodrette stivere, hvor forbilledets sider er mere glatte. Endelig er der rækværket på taget og stigernes placering, hvor der mangler overensstemmelse mellem model og forbillede.

Her et originalfoto af ZE 503 550 taget af DSBM og lånt fra hO87’s samling

Teknisk set er vognen, som alle Fleischmanns produkter, bestemt ganske nydelig og velkørende – faktisk er den helt utroligt letløbende. Litreringen er som udgangspunkt skarp, men de kraftige lodrette stivere har givet problemer, for trykket af firmanavnet er blevet noget krøllet at se til. Firmanavnet står også noget for højt placeret på vognkassen. Det er synd, for på originalen står netop denne tekst meget markant.

Her er vognen med bunden i vejret. Der er tale om en lille vogn med kort akselafstand, men køreteknisk set fejler vognen bestemt ikke noget

Samlet set må man derfor sige, at der er betydelige forskelle mellem den rigtige klorvogn og Fleischmann-modellen. På samme måde som med kadavervognen  må det derfor stadig være op til hin enkelte om man vil lade klorvognen køre rundt på anlægget. Selv har jeg det som beskrevet i blogartiklen om litra TF, at man i sådanne tilfælde ofte må nøjes med at elske den man kan få.

Og dog: Man kan faktisk få en mere korrekt model af klorvognene fra DS, hvis man henvender sig hos den lille køkkenbordsproducent HNJ i Sverige. Her har man til de fingernemme fremstillet en model af en tildækket Chr. Olsson-vogn af DS-typen. Vognkassen er støbt i resin og undervognen er i messing. Prisen for byggesættet er så til gengæld mere end det dobbelte af Fleischmann-vognens og med hjul, dekaler og fragt kommer vognen vel op omkring SEK 750-800. Perfektion har sin pris. På den baggrund kan jeg personligt godt leve med Fleischmannvognens unøjagtigheder. I og med at DS-vognene havde mange svenske fætre og kusiner er det jo også muligt at et firma som svenske Jeco, der tidligere har udsendt en sværm af varianter af en anden Chr. Olsson beholdervogn, deriblandt som nævnt en variant fra Aarhus Oliefabrik, kunne tænkes en gang i fremtiden at udsende en mere korrekt vogn. Men nu drømmer jeg vist bare…

Vognens specielle dimensioner er også tydelige fra denne vinkel og var stærkt medvirkende til, at jeg trods modellens mangler alligevel endte med at købe et eksemplar

På Sundborg modeljernbane må vognen rimeligvis være på vej til eller fra Islands Brygge i København. Om der er klorkunder i selve Sundborg ved jeg ikke rigtigt, men måske. Vognen er RIV-mærket og Soyakagen havde tydeligvis nogen eksport af klor, jf. affæren hvor DR forulykkede med søstervognen ZE 503 551.

Mere om emnet vogne fra DS kan som nævnt først og fremmest læses i Søren Monies’ fremragende og grundigt illustrerede artikel om DS-vogne på www.km-text.dk

Om de i alt 72 vogne fra Soyakagen kan læses på: http://www.jernbanen.dk/dsb_zvognsolo.ph…ognID=2138

Læs også den krtiske, men retfærdige dom over vognen i det (gratis) elektroniske nummer af banen nr. 129: http://issuu.com/prozprepress/docs/banen_129

De to billeder af den originale vogn er lånt fra denne tråd: http://kmk-ho87.dk/forum/printthread.php?tid=384

Det ene af billederne er også brugt i Jens Bruun-Petersens “Godvognsmateriellets historie” (se Links og Litteratur)

Mere om HNJ mere korrekte byggesæt kan læses her: http://www.hnjverkstad.eu/gv/399klor.htm

Gert Frikke har bygget HNJ’s vogn og skrevet om det her: http://www.sporskiftet.dk/forum/klorvognen-fra-dansk-soyakage-fabrik

For den lille kemiker er her noget om klor-alkali-processen: http://www.denstoredanske.dk/It,_teknik_og_naturvidenskab/Kemi/Uorganiske_syrer_og_luftarter/klor-alkali-processen

Om Soyakagefabrikken og dens omdannelse til boligområde kan læses her: http://www.pressesiloen.dk/Pressesiloen/Havnestad_pjece.pdf

Her er lidt minder fra Islands Brygge og Soyakagefabrikken i gamle dage:

http://www.gamle-dage.dk/blog/2009/09/19/sojakagen/

Hvis man vil læse og høre mere om eksplosionen i 1980 kan man kigge her: http://www.dr.dk/Regioner/Kbh/50aar/sojakage.htm. Eksplosionen er i øvrigt også omtalt i det seneste (elektroniske) nummer af “banen” i forbindelse med en omtale af Roco-modellen af ZE 503 523.

Advertisement