NYHED: Knapt er jeg blevet færdig med at rose Tog og Tekno for den fine VW Transporter fra Gøl Pølser før firmaet i samarbejde med Brekina igen på færde med en dansk bil til epoke III-anlægget. Denne gang handler det om en sodavandsbil af mærket Opel Blitz.
Forbilledet virker veldokumenteret. Tegningen, måske fra en reklame, blev bragt af Tog og Tekno i forbindelse med foromtale af produktet.

Det er ikke helt let at se om det faktisk er en Opel Blitz, eller om det er en af de andre samtidige konkurrenter i lignende amerikansk inspireret design som Bedford eller Hanomag L 28
Der er ikke mange oplysninger på nettet om Valash, men det ser ud til, at produktet dukkede op i 1930’erne fra Mineralvandsfabrikken A. Bach & Søn i Nørresundby. Oprindeligt var der tale om en drik med appelsinsmag, men senere kom andre varianter til, som citronvanden Lemash, der også er nævnt på lastvognen og grapefrugtdrikken Grepash.

Valash og Lemash. Varemærkerne har et markant grafisk udtryk, ikke mindst de flotte tynde S’er er med til at give produktnavnene karaktér og indbyrdes sammenhæng
Uden at vide det lyder det jo meget som om navnene på de to sidste produkter er konstrueret ud fra Lemon og Grapefruit. Valash er så måske dannet ud fra navnet Valencia, der jo er en by og et område i Spanien stærkt præget af avlen af citrusfrugter. Det er vistnok også en appelsinsort og Valencia-navnet kunne også findes i andre sodavands- og appelsinprodukter. Og rigtige appelsiner indgik tilsyneladende i produktionen af Valash, det var måske derfor at de der har smagt sodavanden (og jeg er ikke en af dem), husker dem som velsmagende.
Sodavandskasserne fra Valash skilte sig ud fra mængden ved at være lilla med gul skrift. Der skulle findes et billede, hvor der læsses Valash-kasser fra en lastbil til en jernbanevogn (jf. Ole Vedels indlæg i diskussionen på sporskiftet, se neden for), og det kunne være interessant at se. Og måske ville de lilla kasser være en idé for EpokeModeller at se nærmere på?
Valash var tilsyneladende blandt generationer af børn en stor succes indtil det i 1969 blev solgt til Faxe og Pepsi Cola. Derefter forsvandt brandet fra markedet.
Modellerne svare naturligvis teknisk set til den tidligere beskrivelse i blogartiklen om Opel Blitz-lastbilerne. Grundmodellen er en variant, jeg ikke tidligere har haft, idet der er tale om et ret lavt lad, men med høje endevægge. Typen er meget lig mælkebilen fra Trifolium omtalt i artiklen om Opel konkurrenten Hanomags lille L 28-lastvogn. På Valash-bilen er ladet dog dækket af en presenning med reklametryk – en farverig og velkommen variant!

Det lave lad, de høje endevægge og presenning med reklametryk gør bilen speciel. Presenningen forekommer rigeligt blank i aftensolen, så den skal nok patineres på et tidspunkt
På Sundborg modeljernbane er Valash-bilen jo helt klart være den lokale distributørs lastvogn, så et besøg ved varehuset eller som her købmanden, vil være en naturlig beskæftigelse for bilen på anlægget.
Mere om emnet Valash er lovet på denne side om etiketter fra danske bryggerier, hvor både Valash og Lemash er repræsenteret. I mellemtiden kan man så nyde de små grafiske værker, som etiketterne er: http://www.beerlabels.dk/oel.php?sprog=DK&land=DK&bryggeri=valash&visoel=0&visvand=1&menu=2
Her er et link til en lystig diskussion på sporskiftet om Valash: http://www.sporskiftet.dk/forum/valash. Mange ser ud til at forbinde Valash med lyse barndomsminder, se f.eks. her: http://per.pointblog.dk/valash-.html
Ja, man kan jo undre sig lidt… når nu man har et fint billede der viser at vognen har sorte skærme, hvorfor får man så ikke vognen lavet med sorte skærme ? 🙂 ellers en ret så sød lille lastbil på et rigtigt godt idégrundlag.
LikeLike