NYHED: Samarbejdet mellem Brekina og Tog & Tekno fortsætter med at kaste danske modeller af sig. Her kommer endnu en på basis af en Opel Blitz lastvogn. Zone Redningskorpset havde sådanne køretøjer i sin stald i 1950’erne og selvom der også denne gang er tale om en tillempet model, så er det svært for drenge i enhver alder, at stå for sådan en flot rød brandbil
Forbilledet for dagens model var en af de mange forskelligartede køretøjer, som i 1950’erne gjorde tjeneste i Zone Redningskorpset (ZR). Redningskorpset blev startet af, hvad man kunne kalde en udbrydergruppe fra Falck.

ZR valgte malteserkorset som symbol. Korset går tilbage til korstogene, hvor malteserordenen bl.a. drev hospitalsvæsen for pilgrimmene. Et passende symbol for ZR’s mandskab, der i redningstjenesten fremstod som en art moderne riddere
I 1920’erne opererede Falck bl.a. med en decentral forretningsmodel: “De Danske Zone-Brand-Vagter” og med udgangspunkt i Eskildstrup på
Falster opbyggede den lokale brandvagtsleder Reinholdt Hansen, hjælpestationer på Lolland og på Sydsjælland. Det blev i 1930 for meget for Falck så Hansen og hans nærmeste medarbejdere blev ekskluderet fra Falcks organisation. De oprettede i stedet deres eget korps og gav det et navn, der lå påfaldende tæt op af Falcks organisation, nemlig Zone-Redningskorpset, forkortet til ZR eller blot Zonen. Og så havde Danmark pludselig to private redningskorps i skarp indbyrdes konkurrence.
Begge redningskorps var landsdækkende. I starten brugte ZR f.eks. lokale mekanikere til kranvognskørsel og private vognmænd til ambulancetjeneste, men man opbyggede efterhånden også et net af rigtige redningsstationer. Det økonomiske grundlag var kontrakter med det offentlige om ambulancekørsel og brandslukning samt automobil- og familieabonnementer for private. Op gennem 1930’erne profilerede redningskorpsene sig over for offentligheden med katastrofeposter langs landevejene, udkiksposter og livreddere på badestrandene samt udbredelsen af førstehjælpskurser. ZR udvidede desuden forretningsområdet med søredning og flyveambulancetjeneste, bl.a. med danskbyggede KZ-maskiner. Betydningen af ZR’s flyvetjeneste faldt dog i 1950’erne med Flyvevåbnets indførelse af helikoptere.
1950’erne var ellers gode år for ZR, men konkurrencen med Falck var hård. Om det mest var et udtryk for folkeviddet ved jeg ikke, men der cirkulerede historier om, at ambulancer fra Falck og ZR kørte om kap til ulykkesstederne. I 1957 blev ZR et aktieselskab og efter nogle år sad medarbejderne på 1/3 af aktiekapitalen. I sommeren 1962 indledtes forhandlinger om en sammenlægning af korpsene og pr. 1. januar 1963 overtog Falck aktierne i ZR. I de efterfølgende 10 år hed virksomheden Falck-Zonen, så det var, hvad der stod på min barndoms Tekno brandbiler. I 1977 udgik Zonen af Falcks navn og logo.
Her snart 50 år senere er ZR ikke glemt. Det vidner om en levende interesse for redningskorpsenes historie – på en måde minder det lidt om jernbanehobbyen. Der blev ret tidligt gjort et stort arbejde med at sikre effekter og vidnesbyrd fra ZR’s historie og i 1989 åbnes et ZR museum i Holbæk. I 2002 overgik samlingerne til Danmarks Tekniske Museum i Helsingør, hvor den stadig kan beundres.
En af de effekter, der indgår i museets samling, minder meget om den aktuelle model, for det er nemlig en 1,75 tons Opel Blitz fra 1952 med ZR-nummeret 433. Om den kan man læse, at den blev indregistreret første gang 2. februar 1953 hvorefter den blev brugt som kranvogn i Ringsted fra foråret 1954. Blitzen blev ombygget til katastrofevogn i 1957, men tjenestegjorde fortsat i Ringsted. Efter sammenslutningen mellem Falck og Zonen i 1963 blev vognen stationeret først i Slagelse, senere i Fakse, hvor den befandt sig til 1977. Køretøjet blev overdraget til en campingplads i Fakse som hjælpesprøjte, indtil den blev museumsgenstand i 1990. ZR 433 er i dag i køreklar stand.
Tilføjelse: I kommentarfeltet herunder angiver John Routhe fra Tog og Tekno, at modellens forbillede er den Opel Blitz, der er afbilledet side 112 i værket “Zone Redningskorpset i Danmark”. På Zonens Venners flotte hjemmeside (se nedenfor) kan man fornøje sig med en elektronsk udgave af bogen, men side 115 mangler idet kapitlet “Zonen i farver” er fordelt på beskrivelsen af diverse stationer. I beskrivelsen af ZR i København ses så en Opel Blitz katastrofevogn med vognnummer 836 fra 1957, og den har præcis de samme afmærkninger som modellen.
Modellen bygger på Brekinas standardmodel af en Opel Blitz med kassevognsopbygning. Som det var tilfældet med postbilsudgaven, der kom i 2010, så er der tale om en tilnærmelse til forbilledet. Ser man på museets ZR 433 og billeder af 836 er der dog en række forskelle ikke mindst i udformningen af kassen bag førerkabinen.
Når dette er sagt synes jeg det er svært at stå for den lille model. Jeg er særligt forelsket i de blå lamper på førerhusets tag, der er en særlig glød i den dybblå farve. Også rullen men brandslangen bagpå (for det er vel kke en kabelrulle) er svær at stå for. De ”danske” detaljer som Zonen navnet over vindspejlet og logoet på dørene er fint udført, men næsten lidt svære at få øje på. Ser man på billeder af forbilledet og andre ZR-biler fra perioden, så står der Zonen med stor hvide bogstaver hen langs siden af bilen, så det savner jeg egentlig lidt i dette tilfælde.
På Sundborg Modeljernbane bliver det røde brandkøretøj naturligvis en øjenmagnet. Jeg overvejer, om jeg kan få plads til en brandstation på anlægget, men jeg er ikke sikker. Jeg har indtryk af, at mange MJ’ere har en blødt punkt for redningstjenester og jeg ville også være brandmand, da jeg var dreng. Men en brandstation kræver meget plads, så det er virkelig noget man skal prioritere. Witzel har en meget charmerende model af Ebeltofts gamle brandstation, så det var måske en idé til de mere landlige dele af anlægget.
Mere om emnet ZR kan først og fremmest læses på hjemmesiden http://www.zone-redningskorpset.dk. Siden drives af Zone Redningskorpsets Venner og er en sand guldgrube. Bl.a. kan man finde en oversigt over korpsets mange forskellige køretøjer. En original idé er at en af sitets undersider er opbygget som en ZR hjemmeside som den ville have set ud, hvis internettet havde eksisteret i 1962. En sjov idé! Læs som nævnt også meget mere om ZR i den elektronsike version af “Zone Redningskorpset i Danmark”.
Et besøg på Teknisk Museum i Helsingør, nærmere bestemt Zonens samling der, kan også anbefales, ikke mindst fordi ZR køretøj 433 Opel Blitz katastrofevognen indgår i samlingen. http://www.zone-redningskorpset.dk/hotel/zonen/zoneweb.nsf/docs/102d2f5e6c57a2bac12570310054c17e
En god diskussion af den aktuelle model fra Brekina/Tog og Tekno kan findes her: http://www.sporskiftet.dk/forum/modeljernbaner/dansk-i-model/opel-blitz-zonebil-hvor-korrekt-er-den
Witzels model af Ebeltoft brandstation kan ses her: http://witzelhobby.dk/product_info.php?cPath=21_25&products_id=88&osCsid=g914m27qcdv627fdeel2vek053
Hej Sundborg,
Jeg kan ud af debatten omkring Opel Blitz Zonen forstå der er divergerende meninger om bilen.
Forbilledet for modellen er taget fra “Zone Redningskorpset i Danmark” udgivet 2000 – side 112.
Denne bil har ingen frontpumpe ligesom ZONEN ikke er påført på siden af bilen.
På gruind af copyright kan vi ikke benytte billeder af bilen i markedsføringen.
LikeLike
Hej John
Tak for oplysningen om forbilledet. Jeg tror, jeg har fundet det billede som du henviser til i den digitale udgave af “Zone Redningskorpset i Danmark”, der kan findes på nettet. Det må så dreje sig om vogn 836. Jeg har foretaget et par rettelser i artiklen, så denne oplysning også er kommet med. Tillykke med den fine model 🙂
M.v.h.
Sundborg
LikeLike