Citroën 2CV – Den pressede citron

Citröen 2CV er en bil, der skiller vandene: Mange har i tidens løb nærmest hadet den, mens andre  har syntes den var genial, sjov, ligefrem smuk. I 1960’erne og 1970’erne var det bilen man skulle have, hvis man egentlig ikke kunne lide biler. Her i Sundborg-tiden i 1950’erne er 2CV’en endnu ikke et politisk statement, men nok mere en gallisk finurlighed, der dog også fandt sit marked herhjemme.

Tur i skoven med varevognsudgaven af 2CV’en “Fourgonnette”

Forbilledet kan føre sine rødder helt tilbage til1935, hvor Citroën startede projekt TPV (Toute Petite Voiture = meget lille bil). Der er stor underholdningsværdi i se nærmere på kravene til den nye bil. Bilen skulle for det første kunne rumme 4 personer og en sæk kartofler på 50 kg. Den skulle være bekvem og let at køre – også for kvinder – og være så velaffjedret, at man kunne transportere en kurv æg over en pløjemark, uden at æggene gik i stykker. Desuden skulle det være muligt at sidde i og stige ud og ind af bilen med hat på. Bilen skulle være billig i anskaffelse og drift: Den måtte kun koste en tredjedel af prisen for en Traction Avant og den måtte maksimalt bruge tre liter brændstof pr. 100 km. Til gengæld kunne man acceptere en beskeden topfart på 60 km/t.

2CV – ikke som de andre

I 1939 var bilen klar, men frygten for krig fik Citroën til at holde bilen tilbage. Senere under den tyske besættelse af Frankrig gemte og/eller ødelagde man ligefrem prototyperne af frygt for at tyskerne skulle overtage den nye bil. Udviklingsarbejdet fortsatte dog i al hemmelighed, så da krigen var overstået, kunne Citroën i oktober 1948 præsentere sin 2CV.

Både 2CV og Renault 4CV var egentlig klar umiddelbart før krigen, men blev holdt tilbage og i stedet videreudviklet i hemmelighed for besættelsesmagten

Og hvordan havde man så løst den stillede opgave? Designet var utraditionelt og præget af nytænkning, men bilen var også særdeles spartansk i indre og ydre. Karosseriet var af oppressede stålplader, mens taget og bagklappen på personvognsudgaven var af simpel sejldug. Samme materiale blev anvendt til sæderne, hvor sejldugen var opspændt på en stålramme.

Der var i de første biler intet varmeapparat eller aircondition, men man kunne til gengæld åbne en lille luge under hele forrudens længde og derved få frisk luft ind. Sideruderne kunne også klappes op, så man kunne række armen ud – blinklys eller afviserarm var der nemlig heller ikke noget af.

På modellen kan man godt ane detaljer som den todelte siderude, “aircondition”-klappen under forruden og de selvmorderiske døre

Bilen havde ingen selvstarter, så motoren skulle på de første modeller startes med en snor, præcis som en plæneklipper eller påhængsmotor. 2CV’en havde i begyndelsen ikke noget bakgear, så ville man baglæns måtte man skubbe den. Til gengæld vejede bilen jo ikke så meget. Benzinniveauet måltes med en pind og vinduesviskerne blev drevet af speedometerkablet.

Sidedørene var bagudhængslet og dørene var konstrueret således, at venstre fordør og højre bagdør var ens, og omvendt. Herved var det kun nødvendigt at producere 2 forskellige døre. Bilens frontklap var en stor perforeret plade.

2CV havde i starten kun én lygte for og én bag. Det gik man dog relativt hurtigt væk fra, da det gav en del ulykker, fordi de modkørende troede, det var en motorcykel der kom dem i møde.

Storebror og lillebror

Navnet 2CV (Deux Chevaux) hentyder til en motorkraft på 2hk, som Renault 4CV der størrelsesmæssigt var en klasse over. Det var relevant i forhold til det daværende skattesystem i Frankrig, hvor man betalte afgift efter hvor stor en effekt motoren havde. Motoren var imidlertid i realiteten 375ccm og ydede 9hk. De sidst producerede 2CV’ere havde en motor på 602ccm og 29hk. Selvom de skrappe krav til benzinøkonomien aldrig blev helt indfriet – 2CV’en kørte ca. 25 km/l – så lå bilens tophastighed med 65 km/t over det foreskrevne. Til gengæld tog det 30 sekunder at nå 0-60 km/t. Prøv lige at sammenlign tallene med samtidige amerikanske biler i artiklen om Chevrolet Bel Air.

Den bløde gyngende kørsel og de halsbrækkende sving som de fleste nok forbinder med en Citroën 2CV skyldtes kombinationen af en høj kabine og en ret speciel affjedring (se mere herom i kommentarfeltet nedenfor).

“4 roues sous 1 parapluie”. Det betyder “fire hjul under en paraply” – hvilket angiveligt var, hvad Citroën -chefen Pierre Boulanger ordret bad om, da han satte designerne og ingeniørerne til at udvikle den legendariske bil

De første reaktioner på Citroën 2CV var skeptiske og det siges, at der var forhandlere, der nægtede at sælge den, fordi den var for grim. Negativ presseomtale var også medvirkende til at give bilen en dårlig start. Men efterhånden som bilkøberne opdagede charmen og bar over med skavankerne, fik bilen vind i sejlene.

2CV kom til Danmark i 1952. Billedet herunder er fra Odense i november det år, hvor Citroën udstillede forskellige modeller. 2CV varevognen blev præsenteret som ”den morsomme lille franske folkevogn, kaldet den pressede citron”.

Citroen 2CV og Type H i Odense 1952

I Danmark som i Frankrig var den indledende reaktion forbeholden. På grund af det restriktive personvognsmarked tidligere omtalt i artikler her på bloggen, så blev biludstillingen i Forum i København i 1952 helt koncentreret om varevogne og lastbiler. Til gengæld kunne Citroën ved den lejlighed præsentere hele to nyheder for danskerne, nemlig 2CV varevognen og Type H kassevognen. Først det efterfølgende år kom 2CV personbilen til Danmark. Salget gik godt med 2CV varevognene, men personvognsudgaven var til gengæld en udfordring. Den var for skrabet og dermed ikke interessant for kunderne som det statussymbol, en bil var (og er). Havde man endelig opnået indkøbstilladelse skulle det naturligvis være en ordentlig bil.

Citroën som konkurrent til VW Type 2 Transporter?

Efterhånden gyngede bilen sig dog ind på markedet herhjemme, ikke mindst båret af en aura af anderledeshed, der passede godt sammen med tidsånden i slutningen af 1960’erne og 1970’erne og først på det tidspunkt var salget af personbilsudgaven på højde med varevognen. Frem til slutningen i 1989, hvor importen til Danmark stoppede, købte danskerne cirka 19.000 personbilsvarianter og 8.900 varebilsvarianter af 2CV’en. Selve produktionen stoppede i Frankrig i 1988, mens man fortsatte et par år mere i Holland og Portugal. Den sidst producerede 2CV var en grå/sort Charleston. Da havde man på 42 år med minimale desgnændringer nået en samlet produktion på over 3,8 millioner.

Lille og vågen? Prisbillige vareiler gav DSB’s stykgodstjeneste alvorlig konkurrence

Modeller af 2CV fås fra flere producenter, men min er fra Busch. Der er egentlig tale om en bil fra det franske postvæsen, som jeg fandt billigt i en udsalgskasse på et tidspunkt – der er vist ikke mange danske mj’ere, der kører fransk. Jeg har fjernet de franske post-logoer fra siderne og overført bilen til civil tjeneste i Sundborg, men connaisseurer vil sikkert kunne genkende den flaskegrønne lakering. Modellen er i Buschs sædvanlige udmærkede kvalitet – ikke mindst hjulene er flotte i deres imitation af oppressede stålprofiler og meget fine små ”gummi”-dæk.

Modellen har mange flotte detaljer ikke mindst de oppressede stålplader og de tynde hjul er værd at bemærke

På Sundborg modeljernbane blive det nok ikke til flere 2CV-varebiler lige med det samme, mest fordi typen nok for de fleste signalere 1960’erne og senere, frem for 1950’erne. Men mon ikke den lille grønne grimrian her køre for en lokal forretning, måske endda en med en fransk forbindelse. Vinhandleren eller konditoren?

Citroën 2CV var og blev noget specielt i alle de år den var i produktion

Mere om emnet kan findes i et utal af bøger og netsteder, der er helliget dette ikon for fransk ingeniørkunst og alternativ livsstil, men start f.eks. her: http://www.klassiskebiler.dk/museum/indhold/frankrig/citroen/2cv/2cv.htm eller her: http://www.bilhistorie.dk/Bilen.asp?id=13

Slut

Advertisement