Magirus-Deutz Mercur – En luftkølet rundnæse

Bloggen fortsætter gennemgangen af de tunge drenge inden for erhvervskøretøjerne i 1950’erne. Denne gang skal det handle om Magirus-Deutz’ Mercur. Da Mercur’en kom frem var den lidt af særling, dels fordi den havde en luftkølet dieselmotor, dels fordi dens førerhus var præget af rundere former, end konkurrenternes. Roco tilbød en overgang en relativ billig model af en åben lavsiddet tysk DB godsvogn af litra Rr20, hvor lasten netop bestod af en sådan “rundnæse”.

”Rundhauber” kaldte tyskerne den lange runde næse, der var helt ulig designet på andre tunge lastbiler både før og siden. Det må være et spørgsmål om tid inden der kommer en retro-version!

Forbilledet for dagens model blev produceret af Magirus-Deutz i første halvdel af 1950’erne. Med rødder i produktion af brandslukningsmateriel byggede Magirus i Ulm sin første lastbil under 1. Verdenkrig og i 1932 kom fabrikken med sin første model med dieselmotor. I 1930’erne blev Magirus overtaget af Humboldt-Deutz-Motoren AG i Köln, der i sin tur blev en del af Klöckner-Werke AG. Og så blev der ellers under navnet HDM produceret køretøjer til den tyske krigsindsats under 2. Verdenskrig.

Logoet, det markante M med et spir, henviser til domkirken i Ulm, der var Magirus hjemby

I 1942 introducerede man en luftkølet Deutz dieselmotor, det der med tiden skulle blive firmaets særkende. Motorerne var modulbyggede og de enkelte cylindere kunne skiftes ud. Derfor kunne motoren også let fremstilles med 4, 6, 8, 10 og 12 cylindre alt efter behov. Den sidstnævnte ydede ikke mindre end 340 hk. Eftersom motorerne var designet til militært brug var de stærke og robuste – til gengæld var de tørstige. Motorerne blev under og efter krigen brugt i mange slags køretøjer fra lastbiler over militærkøretøjer til vejtromler og gravemaskiner.

Som så mange krigstidsprodukter blev også den luftkølede Deutz-dieselmotor indsat i genopbygningen efter 1945

Også fabrikken i Ulm blev hærget af allierede luftangreb til et punkt, hvor produktionen til sidst måtte indstilles. Efter krigen startedes op med førkrigsmodeller, først og fremmest de standardiserede 3 tons lastbiler udviklet under Schell-programmet omtalt i artiklerne om Opel Blitz og de langnæsede lastbiler fra Mercedes. Men så i april 1951 var scenen sat til introduktionen af de såkaldte ”alligatormodeller”. Modellerne blev døbt Mercur, Pluto og Jupiter hvilket hentydede til de specielle såkaldte ”planetdrev” i drivakslerne, hvilket gav meget stor kraft til de trækkende hjul.

Mercur kunne klare 5 tons last

Det var luftkølingen der på den ene side gjorde det nødvendigt med det store luftindtag i fronten, på den anden side gav fraværet af vandkølingssystemet designerne frihed til at skabe den store runde kølerhjelm, der gav lastvognen dens helt særlige udtryk – noget der aldrig var set før, og vel nærmest heller aldrig senere.

Den runde næse var et usædvanlig design i samtiden

Fronten var domineret af fabrikkens logo i stor størrelse og helt forkromet. Forlygterne var indlejret i skærmene. Den store motorhjelm var ikke kun et stiltræk, for når den var slået op var der god adgang til motoren fra alle vinkler. Mercur modellen havde enten en 5,3 liter motor med 4 cylinder og 85 hk, eller en 7,9 liter, 6 cylinderet motor med 125hk.

Fronten var domineret af fabrikkens logo i stor størrelse og helt forkromet. Forlygterne var indlejret i skærmene

I dag må man lede forgæves efter det markante M med spir – det gled ud af hverdagen og ind i historien i starten af 1980’erne, da IVECO overtog Magirus og mange andre traditionsrige europæiske lastbilsproducenter. Forsvaret havde i mange år Marigus’er, også da jeg var værnepligtig i 1980’erne, selvom det ikke rundsnuder, men 178’ere. Her gav det store frontgitter et godt indblik ind til den enorme luftkølede dieselmotor.

Hvor mange Magirus-Deutz lastbiler der kørte i Danmark i midten af 1950’erne ved jeg ikke – men der blev i hvertfald reklameret for dem

Modeller af Magirus rundsnuder findes hos flere fabrikanter, men som nævnt i indledningen fik jeg min model med det blå førerhus sammen med en Roco-vogn af typen DB Rr20, hvor parret var et yderst prisbilligt tilbud for nogle år siden. Roco har fornylig gentaget successen i en særlig aftapning til det danske marked, nemlig TF-vogne med Mercedes lastbiler. Hvem der har produceret selve Mercur-modellen fortaber sig i tågerne. I bunden står der bare ”Made in China”, og det er der jo så meget der er.

Katalogbillede af Roco’s gode tilbud: Godsvogn og lastbil – betal for en og få to. Roco har fornylig gentaget successen i dansk aftapning

Magirus-modellen har i øvrigt et par karaktertræk, der ikke ses så ofte. For det første er den fremstillet i ”mixed media” i den forstand at førerhuset er støbt i metal, mens resten af modellen er i plastik. En anden sjældenhed nu om dage er, at førerhuset og ladet bliver holdt på plads af hver sin jernskrue.

Foto fra før jeg overmalede Plainbacher Spedition. Der kunne måske godt være en speditør i Sundborg ved navn Plainbacher, men det klingede lidt vel germansk

Som det fremgår af billederne, er der ikke tale om nogen særlig veldetaljeret model. Det nu ofte tilfældet med køretøjer, der ”bare” er godslaster, hvor der ofte er tale om skrabede modeller. Filosofien er vel den, at detaljerne ikke ses, når toget suser forbi. Hvis man vil have sig en mere veldetaljere rundnæse, så har Brekina denne og andre Magirus’er i programmet.

På Sundborg modeljernbane er der som det fremgår nu to rundsnudede Magirusser i omløb. Udgaven med langtømmer vil naturligvis skulle finde en plads omkring saværket, hvor den ankommer med nye leverancer på tømmerpladsen.

Opgaverne for tømmertransportudgaven af Magirussen giver ligesom sig selv

Udgaven med lad og presenning er, som det fremgår blevet anonymiseret ved at firmanavnet ”Plainbacher Spedition” er malet over med en neutral grå farve. Når jeg nu var gang fik modellen en gang patinering, hvilket også dæmpede det meget blanke førerhus. Det blå førerhus er ligesom forlænget og forhøjet, så der er nok tale om en langtursvogn med sovefaciliteter bag førersædet. Har vi at gøre med en eksportlastvogn?

Magirus-Deutz i Sundborg. Førerhuset tyder på en langtursvogn

Jeg tror nu ikke, at den blå Magirus kommer til at tilbringe livet på Sundborg modeljernbane på ladet af en godsvogn, for jeg er ikke sikker på, om ikke lastbilen tiltrækker sig mere opmærksomhed på den måde, end hvis den i stedet står et sted i baggrunden og skjuler sine manglende detaljer.

Mere om emnet kan først og fremmest læses på dette site for lastbilsentusiaster: http://www.truckerlinks.dk/dansk/magirus.htm. Grundig forklaring og masser af billeder krydret med personlige erindringer. Lange ildtunger fra udstødningerne, når motoren rigtigt skulle trække lyder som lidt af et syn.

Som sagt ved jeg ikke, hvor mange rundnæser der kørte rundt i Danmark i 1950’erne, men de fandtes. Se f.eks. dette site for et flot billede af en Magirus ejet af Lauritz Rønn i Esbjerg: http://www.gamlelastbiler.dk/

Se denne side for en flot engelsksproget oversigt over Magirus-Deutz lastbler gennem tiderne – 1950’ermodellerne er illustreret af nogle flotte og tidstypiske tegninger: http://www.magirusdeutz.co.uk/MD8gallery.htm

Artiklen her blev oprindeligt udgivet juni 2013. I februar 2022 blev den opdateret med billeder og video af modellen fra Wiking.

Advertisement