Passagerene skal jo fra hovedbygningen til perronerne på Sundborg banegård og til det formål er der brug for trapper, oveni købet overdækkede, ja nærmest indkapslede trapper. Markedets efter min mening mest interessante trappekompleks er i Fallers prisbillige hobby-serie. Som så mange af de mere interessante Faller-modeller er der oprindeligt tale om et byggesæt fra Pola, og det har som sådan nogen år på bagen. Det har imidlertid ikke nedsat fornøjelsen ved nænsomt at kit-bashe byggesættet, for trods bygningens beskedne funktion er det en interessant struktur med sine jerndragere, store vinduespartier og trappegange.

Den overdækkede fodgængerovergang bliver med sin centrale placering på anlægget lidt af en øjenmagnet. Det har en lækker effekt, når togene skal dykke under bropartiet
Forbilledet for fodgængerbroen har ikke været sådan lige at sætte fingeren på. Hos Pola hed modellen oprindeligt ”Bahnsteigbrücke Amorbach” og ifølge nedenstående MIBA-klip blev sættet senere omdøbt til ”Bahnsteigbrücke Glückstadt”. Ingen af de to lokaliteter ser dog ud til at have haft fodgængerovergange af nogen lighed med modellen, såvidt jeg har kunnet finde ud af. Se også Peder fra Oslo har sendt mig det måske bedste bud, nemlig Randolfzell ved Bodensee: http://www.leo-bw.de/web/guest/detail/-/Detail/details/DOKUMENT/labw_findmittel/labw-5-379423/Radolfzell+Triebwagen

I Solingen i Nordrhein-Westfalen findes på den nu nedlagte banegård denne fodgængerbro, der minder lidt om Pola/Faller modellen
Fodgængerbroen har en på engang karakteristisk og neutral arkitektur. På den ene side ligner den ingen anden fodgængerbro på markedet, på den anden side virker dens design så funktionsbestemt, at den kunne ligge stort set hvor som helst i verden. Det er måske også grunden til, at modellen er blevet søgt knyttet til så geografisk spredte steder som Amorbach, der ligger i Bayern, og Glückstadt, der som bekendt ligger i Holsten. Mere interessant er det selvfølgelig, hvad fodgængerbroen minder om i Danmark. Her må tankerne gå i retning af Enghaven eller Vordingborg. Men jeg synes også der er noget over modellen, der leder tankerne hen på perronhallen i Fredericia.
Fodgængerbroen skal tydeligvis forestille at være konstrueret med udgangspunkt i et rammeværk af jernprofiler – formentlig støbejern. Konstruktionen er så nittet sammen og mellemrummene udfyldt med jernplader og vinduer i støbejernsrammer. Taget, der er dækket af tagpap, er nok lavet i træ, mens jeg er usikker på, hvilket materiale der mon er brugt til trappetrinene, træ eller (støbe)jern? Materialevalget for fodgængerovergangen er måske ikke det mest typiske i Danmark, men støbejernskonstruktioner var internationalt set meget populære i jernbanens første årtier, så hvis Sundborg banegård er bygget i 1880’erne, så passer det sådan set meget godt.
Modellen er som nævnt oprindeligt en Pola-model, præcis som bilværkstedet og nedrivningshuset, der tidligere er omtalt her på bloggen. Der gik nogle år fra Pola lukkede og til Faller genudsendte modellen og i det tidsrum blev modellen angiveligt ganske eftertragtet på brugtmarkedet.

Fodgængerbroen var omtalt i et lidt ældre nummer af MIBA, på et tidspunkt, hvor modellen blev handlet til ”saftigen Preise” på e-bay
Når modellen var/er så attraktiv skyldes det formentlig, at den egner sig så glimrende til flere forskellige formål. I diverse modeljernbaneblade ses den ofte brugt som storbystation med nærtrafik a la S-tog, f.eks. i forbindelse med boulevardbaner som Vesterport station.
Nu er modellen så tilbage i Fallers hobby-serie. Hvorfor byggesættet er placeret her sammen med underdimensionerede tyske enfamiliehuse og alpefjollerier ved jeg ikke, for dimensionerne virker korrekte nok og modellen har som ovenfor beskrevet en lang og glorværdig fortid.

Der er noget tiltalende enkelt og næsten tidløst over fodgængerbroen, her på et par billeder fra æskens bagside
Ser man nærmere på byggesættet er det selvfølgelig klart, at der er tale om en model fra en ældre støbeform, for finere detaljer som gelændere og vinduessprosser er noget grovere i det, end det ville blive gjort i dag. Fallers eneste opdatering ser efter gamle billeder at dømme ud til at være, at de samme vinduesprodser nu er blevet sorte, mens de nok oprindeligt blot har været glasfarvede. Og så en ny indpakning selvfølgelig.
På Sundborg modeljernbane var det fra starten klart, at der måtte to sammenbyggede sæt til. Den første udfordring var at tilpasse selve broens længde, for nok er fodgængerbroen fra designerens side tænkt som gabende over et dobbeltspor, men den stump perron som overgangen er monteret på er smallere end den bredde, som jeg har tænkt mig at perronerne på Sundborg banegård skal have. Tilbehørsfabrikanterne laver altid perronerne alt for smalle! Der måtte derfor lidt fiflen til før ”broen” fik den rette længde.

Det viste sig ikke muligt at ramme vinduesfagene helt præcist, så vinduerne tættest på trappepartierne blev noget smallere. Med lidt plastikstrips og kit kunne overgangen let camoufleres
Det stod fra starten klart, at der måtte være nedgang til begge sider. Det kræsne sundborgensiske publikum ville næppe finde sig i andet. Det viste sig relativt let at snitte de overdækkede trappepartier til og derefter samle dem til dobbelttrapper.

Der måtte laves et nyt gulv til “luftbroen”. En simpel strimmel pap fra bagsiden af en skriveblok virkede fint
Så var det jeg fik en idé, der viste sig ikke at være så god. Som det måske vil erindres, så malede jeg træoverbygningen af den lille signalpost fra Kibri i de glade nationalromantiske farver grøn og rød, meget typiske for DSB i gamle dage. Inspirationen til eksperimentet kom egentlig fra Østerport station i København, hvor hovedbygningen som bekendt også ligger højere end sporene og hvor netop de grønne og røde farver dominerer. Ideen var desuden, at de røde felter skulle udstyres med plastikcard med bræddeprofiler i stedet for de flade jernplader. Vinduesrammerne skulle desuden ved samme lejlighed males hvide.

Det virkede ikke! Selvom de stærke farve selvfølgelig ville skulle dæmpes med patinering, så blev fodgængerbroen alt for dominerende i forhold til hovedbygningen
Efter at have kigget på prøveopstillingen et par dage besluttede jeg at gå tilbage til den grå farve og trøstede mig med, at det også ville have fortilfælde i dansk jernbanearkitektur. Hele bygningen fik en gang Humbrol matt 1.
Der skulle naturligvis installeres lys. Moderne mikropære er geniale, for de kan sagtens skjules under selv et relativt fladt tag som her. Jeg overvejede en overgang LED-lamper, men gik fra det igen. Dels havde jeg et lager af mikropære, dels har mange LED et alt for skarpt og hårdt lys. Jeg ved godt, at der efterhånden er et pænt udbud i LED’s med varmere lys, men det må blive næste gang. Af hensyn til spredningen af lyset i luftbroen limede jeg strimler af reflekterende sølvpapir op under taget.
Ledningerne fra mikropærerne blev ført igennem små huller i papgulvet og limet bag på ”stål” benene. Senere skal de så føres ned gennem perronen og kobles på Sundborg bys elforsyning.
Og så skulle der være lidt rejsende – ikke for mange, for med lyset installeret ville de jo også være ret synlige ved nattetide og hvor mange natteravne er der egentlig plads til på en provinsbanegård i 1950’erne.

Tilbehørsindustrien er leveringsdygtig i figurer, der går op eller ned ad trapper – perfekt til formålet
Den vigtigste udfordring var naturligvis hele tiden at få gangbroen til at falde naturligt sammen med hovedbygningen. Når der er tale om produkter fra flere forskellige producenter kan det indimellem være en udfordring, men jeg synes sådan set, at modellerne står udmærket til hinanden.

To forskellige fabrikater og to forskellige arkitektoniske stilarter, men alligevel virker sammenbygningen ganske troværdig, synes jeg
Mere om emnet den forfaldne fodgængerbro i Solingen kan ses her: http://www.panoramio.com/photo/10646367
Se her, hvad den kreative Jørnebane har fået ud at sin sammenbyggede gangbro fra Faller: http://www.jornebanen.dk/default.asp?page=opbygningen/opbygningen.asp?pic=153
Hei
Inspirerende blogg; jeg har selv “herjet” med Kibris Bonn og her var det mange bra tips for videre arbeid.
Fotgjengerbroen har et forbilde, nemlig Randolfzell, syd i Tyskland, ved Bodensee. Dessverre ble den revet i 1967. Her er link til et bilde: http://www.leo-bw.de/web/guest/detail/-/Detail/details/DOKUMENT/labw_findmittel/labw-5-379423/Radolfzell+Triebwagen
Modelljernbanehilsen fra Peder i Oslo
LikeLike
Hej Peder
Herligt at få en hilsen fra Norge! Og tak for dit link til billedet, der helt bestemt ligner en lang udgave af fodgængerbroen fra Faller. Jeg synes altid det er fantastisk, når der er nogen derude på nettet, der ligger inde med den slags oplysninger, så stor tak for det!
M.v.h.
Sundborg
LikeLike
Hej Sundborg
Det ser aldeles nydeligt og troværdigt ud.
Med de afdæmpede danske farver på hovedbygningen er der slet ikke noget fremmedartet eller underligt i at se DSB-tog tage holdt ved Sundborg Station under den nydelige gangbro.
Gangbroen på Skive H er så vidt jeg husker også i afdæmpede grå (og turkis) farver, omend arkitektonisk set i en nyere stilart.
Så med sine afdæmpede farver og meget “generiske” stil, så ser gangbroen alt ialt meget dansk og troværdig ud.
Nydelig detalje med teakfarvede håndlister på trapperne – det hører netop til denne epoke.
Jeg glæder mig til at følge med i den videre udvikling i og omkring Sundborg.
Med futlig sommerferiehilsen
Carsten B. Thomsen, Frederikshavn
LikeLike
Hej Carsten
Glæder mig du synes, at gangbroen ser realistisk ud i den bevidst grå og noget kedelige udførelse. Også fortsat god sommer til dig og Signalposten.
M.v.h.
Sundborg
LikeLike