Som det tidligere er omtalt i blogartiklerne om bilsamlefabrikkerne i Danmark og Chevrolet Bel Air, så havde amerikansk General Motors, godt tag i det danske marked i epoke III. Det gjaldt også markedet for erhvervskøretøjer, hvor Chevrolet-lastbiler i mellemkrigstiden var meget populære. Denne tendens blev fortsat i årene umiddelbart efter krigen, hvor de amerikanske trucks var et relativt almindeligt indslag i gadebilledet i Danmark.

Set med nutidens øjne er fronten på Chevrolets trucks fra starten af 1940’erne måske mere specielle end egentlig smukke. Kølergrillens “vandfald” var kraftigt inspireret af tidens Art Déco-stil
Forbilledet omtales både som model 1941 og model 1946. Årsagen er, at modellen blev lanceret i det førstnævnte modelår, der imidlertid også var det år, hvor USA, efter angrebet på Pearl Harbor, trådte ind i 2. Verdenskrig. Regeringsindgreb standsede hurtigt al civil produktion af biler og Chevrolet stoppede fremstillingen af personvogne 30. januar 1942. Erhvervskøretøjer til civilt brug blev underlagt rationering fra marts samme år, mens alle sejl blev sat til i den militærrelevante del af produktionen. Krigen betød således ikke at produktionen af Chevrolet-trucks ophørte – langt fra – men nu var det til militært brug.

Chevrolet trucks gjorde masser af aktiv krigstjeneste. Mest berømt er måske indsatsen i ørkenkrigen, hvor britiske Long Range Dessert Group pillede alt overflødigt af vognene og spækkede dem med våben og udstyr til aktioner bag fjendens linjer
Lastbiler i alle størrelser var krigsnødvendige og Chevrolet kunne på den baggrund fortsætte med at levere ”trucks” i stor stil, både til militær og civilt brug. Faktisk blev der frem til krigens slutning produceret 56.128 light-duty trucks, 205.293 medium trucks og 64.943 heavy trucks hos Chevrolet. Den samlede amerikanske bilindustri producerede ikke færre end 3,2 millioner transportkøretøjer mellem 1939 og 1945. Ingen anden krigsførende nation kunne matche dét.
Alle General Motors trucks produceret under krigen var basalt set 1941-1942 modeller og det samme fortsatte umiddelbart efter krigen, hvor Chevrolet genoptog den civile produktion i august 1945. Førkrigsmodellen blev genlanceret med mindre mekaniske forbedringer som model 1946. Den væsentligste forskel var, at der igen var krom på frontkøleren i stedet for krigsårenes mere beskedne maling.

Den lange alligatornæse var tidstypisk. Chevrolets designere gik efter et udtryk af “massiveness” i fronten
Som tidligere omtalt betød en række importbegrænsninger, at der i årene umiddelbart efter Krigen først og fremmest blev importeret erhvervskøretøjer til Danmark, og her var Chevrolet med fra starten. Det er faktisk nærmest påfaldende, hvor mange af de karakteristiske Chevrolet-næser man kan få øje på, på gamle fotografier. Postvæsenet havde dem, det samme havde Zonen og andre redningstjenester. Man kunne også finde dem hos privatbanerne (LNJ) og opbygget som rutebiler på Bornholm. På samtiden virkede de ”helt besynderlige ved deres spøgelsesagtige lydløshed”, hvilket må have været i sammenligning med hostende og harkende gengasbiler.

Billedet her har været bragt før her på bloggen, men det bliver det jo ikke dårligere af. Flot gult/sort lakering og en forståeligt stolt chauffør
Art Déco designet forblev i produktion frem til maj 1947 – hvad derefter fulgte kan vi se på i en senere artikel.
Modellerne stammer, som det måske allerede fremgår for den opmærksomme læser, fra to forskellige producenter. For et par år siden sendte EpokeModeller en model af den mellemstore Chevrolet 1941/46 på gaden og som det var tilfældet med samme firmas model af Bedford O købte jeg byggesæt-versionen.
Sættet er relativt enkelt at gå til. Delene skal lige renses for støberande og grater, inden de samles. Jeg kiggede en del på billeder inden jeg bestemte mig for bemalingen. Problemet er selvfølgelig, at de fleste billeder fra 1950’erne er i sort/hvid. Til gengæld findes der farvebilleder af restaurerede veteranlastbiler og her stødte jeg på den lysegrønne farver. Jeg blev især glad da jeg så nogenlunde samme farve på vognmand Hansens Bedford tidligere på ugen på bloggen om Nystrup Grus. Herligt! Jeg valgte denne gang at peppe det tofarvede grøn/sorte design lidt op med en afrunding på dørene. Ser man på billeder af lastvognen i 1950’erne ser det ud til at have været meget moderne.

Den færdige version af byggesættet fra EpokeModeller. Jeg tror jeg sender den en tur til Nystrup efter et læs grus til Sundborg
For et års tid siden dukkede så amerikanske Mini Metals modeller af 1941/46 Chevrolets op. De fås i en række forskellige udgaver, både som pick-ups, flatbeds, stake beds, delivery vans, kølevogne, tankvogne, dumptruck og meget andet. Mest selvsagt i amerikansk udførelse, men også mere neutrale udgaver, der fint kan bruges i en dansk sammenhæng. Generelt er det flotte modeller.

Mini Metals Chevrolets. Desværre er indpakning lidt legetøjsagtig, men det er modellerne ikke. De dumme plastikkasser ødelægges når man åbner dem, så der skal findes alternativ opbevaring bagefter
Som det fremgår af nogle af billederne, så er den grønne flat-bed Chevrolet patineret en smule. Det er mest gået ud over ladet, der lige-ud-af-æsken ser meget ferskt og plastikagtigt ud. Kollegaen fra EpokeModeller fik også en omgang.
På Sundborg modeljernbane er der som det ses for tiden tre Chevrolets i tre forskellige størrelser. Når man ser på gamle billeder af Chevrolets i Danmark er der en klar overvægt af den mellemstore type. Men hvad med pick-up’en? Den er vel ikke særlig dansk. Næ, det er den nok ikke, men se lige på billedet herunder.

Tre flotte Chevrolets i Silkeborg i 1956. Se nærmere på de fjerneste – den har store skærme og små hjul, præcis som pick-up modellen
Nu kan man af billedet ikke rigtig se, om den er udstyret med stållad som modellen fra Mini Metals, eller om det måske skulle være et trælad af den type, der var langt mere almindelig i Danmark i 1950’erne. Måske er der basis for et mindre ombygningsprojekt.
Mere om emnet Art Deco Chevrolets kan f.eks. læses her (på engelsk): http://www.trucksplanet.com/catalog/model.php?id=1131 og her: http://www.pickuptrucks.com/html/history/chev_segment4.html
M.h.t. danske forhold kan man i bogen ”Danske Fragtmænd gennem 100 år” finde adskillige billeder af Chevrolets. Bl.a. af Fragtmand Peder Bach, der kører på søndagstur med familien i sin Chevy 1946 – fragtmanden anskaffede sig aldrig en personbil. På et billede s. 28 fra fragtcentralen i Randers i 1953 står der nok så nydeligt tre Chevrolets 1946 ved siden af hinanden.
Den omtalte grønne Bedford fra vognmand Hansen i Nystrup kan beundres her: http://nystrupgravel.blogspot.dk/2013/11/haulage-contractor-hansens-bedford.html
Mindst lige så inspirerende og relevant for denne artikel er en anden lastvogn i Nystrup, nemlig denne flotte, flotte kit-bashede Chevrolet: http://nystrupgravel.blogspot.dk/2012/05/finishing-chevrolet.html. Se også det meget autentiske billede af forbilledet midt i grusgraven. Bestyreren af Nystrup Gravel, Claus Nielsen, skiver altid så pænt om min blog, så det er herligt kollegialt her at kunne kvittere for gensidig inspiration 🙂
Det omtalte citat om Chevrolet’ens spøgelsesagtige fremtoning stammer fra Bilhistorisk Tidsskrift nr. 74, 1983, side 25. Tidsskriftet kan findes på nettet og kan klart anbefales alle epoke III-interesserede – og tilhængere af tidligere epoker for den sags skyld: http://www.dvk-database.dk/bht/bhtaarstal.htm. Et billede af en kranvogn fra Zonen kan f.eks. ses i nr. 88/1986
Sidst og måske allerbedst kan man på KMK’s forum kan man finde nogle sjove billeder af LNJ’s Chevrolet, der håndterer et antal DSB containere: http://kmk-ho87.dk/forum/showthread.php?tid=699&pid=3470&mode=threaded
EpokeModeller model af en postbil kan findes her: http://epokemodeller-online.dk/index.php?page=shop.product_details&flypage=flypage.tpl&product_id=410&category_id=5&option=com_virtuemart&Itemid=1
Mini Metals har, som det fremgår af filmen herunder, også en ret flot Esso-tankvogn i programmet. I et ældre nummer af Spor og Baner er den fordansket til en tankvogn fra Esso. Det bliver et senere projekt.
Classic Metal Works’ Chevrolets kan findes her: http://classicmetalworks.com/187-scale-mini-metals-ho-scale-commerical-vehicles/
Jeg er efterfølgende “kommet til” at købe endnu flere af CMW´s fine modeller. Her er en lille film om glæden ved at pakke nye bilmodeller ud.
Skønne lastbiler. Jeg synes selv, at jeg af og til bygger mere, der ikke kører på skinner end jeg egentlig skulle (når det nu er tog jeg er mest interesseret i). Men der er så mange andre fascinerende modeller at bygge. Mine næste modeller er dog på jernbanehjul: to bogievogne og et gasgeneratorlokomotiv. Starten kan allerede ses på http://nystrupgravel.blogspot.dk/2013/09/more-bogie-wagons-for-nystrup-gravel.html og http://nystrupgravel.blogspot.dk/2013/09/works-plates-and-primer-my-3d-printed.html
Iøvrigt tror jeg nok vi kan lave en god pris på det læs grus til Sundborg. Skal det være fintharpet og vasket?
Mvh
Claus
LikeLike
“Fintharpet” er et herligt fagudtryk – jeg var nødt til at google det, men så blev jeg jo så klog. Ja, det må det hellere være, eftersom jeg for tiden jo bygger huse til Banegravsgade. Sender vognmanden med det samme 🙂
M.v.h.
Sundborg
LikeLike
[…] Lastbilen var ikke ualmindelig i Danmark i efterkrigstiden, som beskrevet i en tidligere artikel. Nu har jeg bare fået købt for […]
LikeLike
Hej Sundborg!
Vedr. dit indslag vedr. lasbilen med påskriften “SELVDØDE DYR” har jeg blot enkelt betragtning: Jeg tror ikke, at der er tale om en Chevrolet. – Jeg er ret sikker på, at det er en Ford 6, der er afbilledet. Nævnte Ford blev fremstillet i årene 1941-47, og blev tilbudt i en såvel seks-cylindret som i en V8-udgave. Iøvrigt: Jeg bliver aldrig træt af gå igennem dine meget detaljerede og interessante sider.
M.v.h.
Uffe Tinggaard
LikeLike
Hej Uffe
Tak for de venlige ord om bloggen. Jeg bliver altid glad for at høre, at andre har fornøjelse af skriverierne. Det er meget muligt at det i virkeligheden er en Ford og ikke en Chevy. Jeg må til at kigge nogle flere Ford-billeder.
Mvh
Sundborg
LikeLike