Så er der igen bygget et (halvt) hus til Banegravsgade. Også i denne runde er der tale om en gang kitbashing af en Kibri-model, dog er der tale om et lidt ældre byggesæt i firmaets Bonn-serie. Og så er der gået kraftigere til patineringen end tidligere.
Forbilledet ligger (måske) i Bonn. Huset har i katalogerne i årevis været opført som ”Diplomatenvilla Bonn”, hvilket lyder som et bestemt hus med en virkelig adresse, men nok ikke er det. Det er i hvert fald ikke lykkes mig at google noget frem. Bonn var som bekendt hovedstad i Forbundsrepublikken Tyskland i årene 1949-1990, og derfor var der selvfølgelig udenlandske ambassader og masser af diplomater i byen. Men dette er selvfølgelig ligegyldigt i Sundborg-sammenhæng for her er hovedspørgsmålet: Kunne dette hus ligge i Danmark. Dertil er svaret (håber jeg): ”Ja!” For eksempel i Horsens.

Dette hus, der ligger ved torvet i Horsens, har et lavt hjørnetårn ret lig Bonn-huset. Desuden har det pudsede mure og mange lidt snurrige facadedetaljer, lidt som Kibri-modellen. Billedet er fra 1920’erne
Modellen er som nævnt ikke helt ny. Byggesættet stammer nemlig fra den serie huse, som Kibri lancerede som komplementære til modellen af Hauptbahnhof Bonn, så det vil sige, at vi er tilbage i 1980’erne.

Den lille serie på fire huse var på forsiden af Kibrikataloget i 1982/83. Det er stadig fine modeller
Eftersom Kibris model af Hbf. Bonn jo danner udgangspunkt for modellen af Sundborg banegård siger det sig selv, at modellerne størrelsesmæssigt passer sammen med denne bygning. Det betyder også, at modellerne er store i forhold til ældre byggesæt, selv Kibris serie af byhuse fra 1970’erne, der tidligere er blevet renoveret her på bloggen. Til gengæld passer Bonn-husene fint til den nyere serie af ”klik-sammen-typen”. I modsætning til de nyere Kibri-modeller, så er der her tale om et godt gammeldaws byggesæt, hvor der skal bruges masser af lim.
Som sædvanlig var projektet her at bygge en facade til opstilling langs anlæggets bagkant. En mulighed var at nøjes med et enkelt facadeelement, men det ville næsten vær spild af gode materialer. Derfor besluttede jeg at flytte det overskydende facadeelement om på langsiden og dermed få mere bygning for pengene. Det gav så nye udfordringer. For det første måtte der snittes en del af den flyttede facadedel, så kun den symmetriske del blev bevaret. For det andet måtte det eksisterende tag, der var støbt i eet stykke, kasseres og erstattes af et nyt skårret ud af en Auhagen byggeplade. Tagryggen blev lavet med udskårne strimler af selvklæbende tagsten fra Noch. Skala N, vel at mærke. Nochs tilsvarende
skala H0-produkt er alt for stort i det. Begge materialer er tidligere omtalt i artiklen om bygningen af det andet hus i Banegravsgadeserien.

Der lægges nyt tag. Lidt en skam for Kibris ud-i-et-støbte-tag er egentlig en god idé, der gør huset meget stabilt i byggefasen. For at øge stabiliteten af den nye konstruktion limede jeg en stump modelskinne ind langs kanten
Den næste udfordring var de huller, der opstod i facaden som følge af de sammenklæbede og delvist amputerede facadedele. Her måtte der skæres nye stumper ud af skumpap. Jeg føjede lidt plastikstrips til som facadedekoration. På førstesalen kunne udsmykningen rundt om vinduet genbruges. Den manglende gesims blev fremstillet af overskydende stumper fra byggesættet. Plastik og skumpap blev limet sammen med UHU All Purpose Glue. Brug ikke plastiklim til byggesæt – det opløser skumpappet!

Efter en del overvejelser besluttede jeg at eftergøre indhakket i facaden ved tårnet. Det betød også, at der var behov for en stump tag i indhakket
Så kom turen til underetagen. På det oprindelige byggesæt gik karnapperne helt ned til stueetagerne, men eftersom jeg med tiden vil indrette butikker i husene i Banegravsgade, så besluttede jeg at skippe det nederste af karnapperne til fordel for en mere plan facade. Heldigvis var delene til stueetagen udstyret med store rammer hvor karnapperne skulle side, og de udskæringer kunne omdannes til butiksfacader. Jeg nøjedes derfor med at skære ud til døre.

Så er facadens grundkonstruktion klar. Døren mellem de to butikker er til lejlighederne på etagerne ovenover
På grund af de indsatte facade dele af skumpap måtte bygningen males om. De rædselsfulde brune vinduesrammer skulle alligevel have haft en omgang. Jeg overvejede en overgang at male hele bygningen hvid, men bestemte mig så for at bibeholde en gul nuance – mure, gesimser og det hele.
Oprindeligt havde jeg tænkt mig at beholde skiffertaget på tårnet og de små tagflader på facaden. Det er ikke helt usædvanligt at hjørnetårne og karnaptage på den type bygninger i Danmark er udført i f.eks. kobber- eller blyplader, men jo mere jeg kiggede på huset, desto mere syntes jeg, at et simpelt tegltag ville bidrage til at holde det lidt vildvoksende hus sammen som én enhed. Heldigvis var det ikke så svært at dække det blå skiffertag med det føromtalte selvklæbende Noch-tegl.
Jeg er meget glad for de ”palævinduer”, der følger med byggesættet, så de blev sat i huset som de var, dog med den undtagelse, at jeg ”åbnede” et af vinduerne på 1. sal. Mere om det lidt senere. I stueetagen skulle der laves nye butiksvinduer fra scratch. Jeg tog udgangspunkt i nogle butiksdøre fra et Faller-byggesæt og byggede vinduerne rundt om dem i plastikstrips. Jeg forsøgte at holde én vandret linje gennem alle døre og vinduer i stueetagen for at understrege fornemmelsen af ét hus.

Bagsiden er sjældent noget kønt syn. Butiksvinduerne er under opbygning og indersiden af tag og vægge er blevet brugt til farveprøver af facademalingen. Det tog et par forsøg før jeg havde fået nedtonet det gule tilstrækkelig meget
Fra staten havde jeg tænkt mig at eksperimentere lidt ekstra denne gang med patinering af huset. Tanken var, at gik det helt galt kunne jeg altid male facaden over igen og starte forfra. Som det sikkert fremgår af billederne her, så fik huset efterhånden adskillige lag ”skidt” i forskellige brune og grå nuancer, efterfulgt af lidt ”highlight” med lysere farver. Om det er for meget af det gode er lidt af en smagssag – jeg går stadig og kigger lidt på resultatet, der dog først for alvor kan vurderes, når huset er placeret i sit endelige miljø.

Det er det hidtil kraftigst patinerede hus i Sundborg. Ikke et rent håndværkertilbud, men det ser ud til, at der er lidt af et fugtproblem omkring balkonen. Og det er vel realistisk nok
Taget fik også en gang patinering. Som altid startede den påførte Humbrol 82 med at se skrækindjagende orange ud, indtil den var blevet udsat for lidt vind og vejr i form af mørk wash og lyse highlights.

Set skråt ovenfra kan man – udover patineringen – også studere hvordan det ”nye” tag på hjørnetårnet artede sig. Tagrenderne blev som vanligt malet zink-grå
Den mærkelige karamelbrune farve, som indgår i mange tyske byggesæt er og bliver fremmed i en dansk sammenhæng, så bygningens underetage skulle også have en ny farve. Grå er altid et sikkert valg, der giver huset den fornødne nedre tyngde optisk set.

Den foreløbigt færdige underetage, før butikkerne er flyttet ind. Den lidt tunge brune dobbeltdør i hjørnet er en forkortet udgave fra et af byggesættene i Kibris klik-sammen-serie med byhuse
Som et sidste element – der også kan ses på billedet herover – satte jeg en Preiser-figur ind i bygningen. Jeg valgte en husmor, der egentlig er ved at holde et familiemedlem om skulderen mens familiefaderen tager et billede. Posituren virkede imidlertid også rimelig troværdig som en, der er ved at trække et vindue i ved haspen. Selve det åbne vindue blev lavet ud af løsdele fra et Faller-byggesæt, der netop udmærker sig ved at have oplukkelige vinduer.
På Sundborg modeljernbane kommer huset til at ligge i Banegravsgade, det er jo ingen nyhed. Jeg forestiller mig umiddelbart, at det kommer til at ligge ned mod konservesfabrikken – det er måske røgen herfra, der har patineret facaden.
Mere om emnet husene i Banegravsgade kan læses i de tidligere artikler her på bloggen. Om huse i Horsens kan man bl.a. læse på dette glimrende lokalhistoriske site: http://www.horsensleksikon.dk/index.php/Forside
Hvor er det spændende at læse din blog, jeg glæder mig, hver gang der kommer et nyt indlæg. Vil du ikke sende mig en mail med din adresse, så du kan få et eksemplar af min bog om GM?
LikeLike
PS. Jeg kan også bare få din mail, så kan jeg sende den som pdf.
LikeLike
Kære Henning
Sikke et godt tilbud! Min mailadresse er sundborg.mj@gmail.com. Ser meget frem til at læse mere om GM i DK.
M.v.h.
Sundborg
LikeLike
Nok en flott bygning, som gir masse inspirasjon!
Jeg har selv bedrevet øvelsen å brette ut hjørnehus (http://www.svensktmjforum.se/forum/uploads/1519/L1000256.JPG og http://www.svensktmjforum.se/forum/uploads/1519/L1000256.JPG) og har erfart at det ikke er alltid lett å få fasadene til å gå opp. Her er det veldig bra løst! Å bytte takplater gir også bygningen en lokal tilpassning.
Men har du vurdert å øke høyden med en etasje, med deler fra et byggesett nr to? Tror resultatet vil bli likere inspiasjonen fra Horsens og proprosjonene bedre – huset ble etter min oppfatning litt topptunngt. At huset i tilfelle blir litt høyere enn de øvrige i Banegravsgade tror jeg ikkee gjør så mye, det er jo stilistisk nyere (nærmere jugeendstil) og byggeriet ble mer vidløftig rundt århundreskiftet.
Superpirk: Karnappene langs fasaden trenger en underforing, på samme måte som hjørnekarnappet. Det bør kunne fikses ved en plastbit avrundet i underkant.
Hilsen fra Oslo
Peder
LikeLike
Hej Peder,
Tak for link. En af de gode ting ved modeljernbanehobbyen er, at den kan dyrkes på så mange måder. Jeg havde hørt om folk der dyrker bliktog, klassisk Märklin, “teppich modelleisenbahn” eller super realisme, men aldrig om “abstrakt” i den fortolkning dit Berlin-anlæg har. Der er rigtig mange gode detaljer at fordybe sig i, ikke mindst husene i baggrunden.
Du spørger om jeg har overvejet at sætte en etage mere på. Det har jeg, men ikke lige med dette hus. Lige nu er jeg ved at bygge et Faller-hus, som jeg har set du også har på dit anlæg, og der er det let at tilføje flere lag, så det bliver på fire etager inkl. butikker. Ellers er de tre etager som mange byggesæt har faktisk meget passende for danske provinsbyer. Selv i det indre København har byggeregulativerne de sidste mange år begrænset de fleste bygninger til fem etager. Langt fra de meget højere huse i Berlin. Men det med at variere hushøjden lidt i Banegravsgade er faktisk noget jeg går og pudsler lidt med.
Og så har du ret i, at karnapperne trænger til understøtning. Jeg har nogle Faller-stumper, som jeg har tænkt mig at bruge.
M.v.h.
Sundborg
LikeLike
Dene ene linken kom av en eller annen grunn to ganger. Her er linken til hele tråden: http://www.svensktmjforum.se/forum/index.php?topic=9367.0
LikeLike
Hej, jeg efterhånden læst artiklerne om banegravsgade. Nu denne her artikel fortæller du om selvbyggede vinduer. Har du prøvet at lave palævinduer af strips ? Jeg har længe gået og drømt om at lave lidt anlæg men pladsen er ikke rigtig til det. Men det er tanken at bruge samme løsning som din, med at lade en del af sporet gå gennem huse som skjult skoleforløb. Nu har jeg leget med tanken om at bruge modellernes bagside på samme måde som forsiden, men på hver sin side af sporet gennem et gadebillede, iluderende at sporet løber gennem gaden som set i flere provinsbyer. Det så meningen at man ser bagsiden af huse med tilhørende miljø, bag dem kommer et godstog til og fra industri, og bag toget er så forsiden af de huse som bagsiden er taget fra. Bet betyder selvsagt at husene ikke kan være ret høje, ikke mere end to etager da illusionen ellers ville gå tabt. Men at kunne bruge for og bagside af samme bygning til at illudere et gademiljø har rumsteret i længere tid.
Er det noget du kan bruge til noget ? I så fald er ideen givet videre.
Mvh Jesper
LikeLike
Jeg er glad for at høre, at du har fundet inspiration i artiklerne om Banegravsgade. Jeg har ikke prøvet at selvbygge palævinduer af strips, men jeg tror det bliver noget pilleri. Jeg købte for nogen tid siden nogle palævinduer fra epokemodeller, så på et tidspunkt kommer der nok et projekt, hvor de indgår. Det er oplagt at bruge de kit-bashede modellers bagsider også, så på et tidspunkt skal der nok laves nogle baggårdsmiljør ud mod banen. Jeg er enig i facinationen af tog ”mellem husene”, som en del af S-togsstrækningen på højbanen omkring Nørrebrostation i København jo er kendt som. Højbanen i Vejle har lidt af det samme. Når man ser billeder af sporet gennem Sønderborg i gamle dage er det helt vildt, så tæt toget kom på gadetrafikken og husene. Godssporet på Islands Brygge, Kbh. S havde lidt samme kvaliteter. Fortæl gerne mere, når du er kommet videre med projektet.
LikeLike