2018 var året hvor bloggen kom ud af sin dvale og prøvede at finde den gamle form frem igen. Og sikke en strøm af velvilje jeg modtog fra læserne. 101 kommentarer blev det til i 2018 og dialogen med bloggens brugere har uden sammenligning været årets bedste oplevelse.

Et prøvekik på den nye jule/vinterbane, som jeg bygger på. Mere følger i det nye år
Lad os gøre produktionen op: Året kastede 36 nye artikler af sig, foruden diverse opdateringer. Der blev startet to nye underkategorier, en for planteriget og en om figurerne, der befolker ethvert ordentligt modeljernbanelandskab. Sidstnævnte fik sin egen introartikel, efterfulgt af en artikel om de største epoke III helte, nemlig damplokomotivpersonalet. Passagererne i fjerntog fik deres egen artikel, mens artiklen om de røde mænd i P&T viste sig at være overraskende aktuel, eftersom Heljans nye postvogn litra DA blev annonceret stort set samtidig.

Lokomotivføreren – modeljernbanemandens alter ego
Artikelserien om modeltræerne havde relativt mange læsere, hvilket er meget nådigt eftersom der i et vist omfang var tale om eksperimenter fra min side. Træer på plastikarmaturer, træer baseret på naturprodukter og træer beklædt med ”Fine Foliage” var alle et led i bestræbelserne på at finde ”det perfekte modeltræ”. Jeg håber i 2019 at bringe en artikel om træer baseret på trådarmaturer, så hav venligst endnu lidt tålmodighed. Nå ja, en enkelt grøntsag i form af græskar/Halloween Pumpkins sneg sig også ind på bloggen.

Nogle af træerne blev forbedret under årets gang
Der plejer at være særlig interesse om artiklerne om det rullende materiel, i hvert fald hvis man skal vurderer det efter antallet af læsere. Den sidst publicerede artikel om smalspor fik en del opmærksomhed. Som noget nyt var der et par artikler om udenlandsk materiel. Union Pacific’s Big Boy var den første og sidste artikel jeg har tænkt mig at skrive om amerikansk jernbanemateriel, mens DB GGths 43 -Bromberg formentlig ikke bliver den eneste tyske vogn, der fortjener omtale. Byggeriet af Big Boy fik iøvrigt en udløber i form af et 1. april-projekt sammen med MY 1 2 87: http://my1287.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=469:big-boy-i-danmark&catid=160&Itemid=185

Slidt og efterårsagtig. Der var mange udenlandske godsvogne på danske spor i 1950’erne og mange af dem er nok en blogartikel værd. Det kommer med tiden
Som en stemme fra fortiden var der en enkelt artikel om en ældre Heljan-model, nemlig ZR-vognen med Faxe Kalk fra Vejle, men ellers var det Hobby Trades modeller, der optog mest plads. Personvognen litra FC og de små postvogne i makkerskab DO og DQ var generelt populære, mens godsvognene litra IM og gærvognen litra ZB ifølge kommentarerne ikke var alles kop the. Det synes jeg er fair nok. På et tidspunkt, når jeg har taget mod til mig, vil jeg prøve at eksperimentere lidt med, om patinering evt. kan dæmpe de vel kraftige dørpartier og i stedet fremhæver de gode sider, som jeg bestemt mener, vognene også har. 2018 blev tilsyneladende (endnu) et skidt år for firma(erne) bag Hobby Trade, hvilket er begrædeligt for alle, der holder af dansk modeljernbanemateriel. Lad os se om nogle af stumperne bliver reddet.

Jeg er stadig begejstret for min litra FC. Synd hvis Hobby Trades problemer sætter en stopper for disse fine trævogne og den bagvedliggende fremstillingsteknik
Nogen vil måske betragte artiklerne med foromtale af kommende modeller som lidt snyd, for de indeholder i sagens natur hverken billeder eller beskrivelser af egne erfaringer med modellerne. Jeg prøver imidlertid altid at researcher lidt før jeg køber en model, så springet til at lave en artikel ud af det er ikke så stort og måske er der andre modeljernbanefolk derude, der kan finde gavn i skriverierne. I år var det artikler om den mest danske dampmaskine litra Q, den store Triangel motorvogn litra ML den længe ønskede 1. klasses vogn litra AC samt årets overraskelse: postvognen litra DA. 2019 bliver året, hvor de fire artikler forhåbentlig alle bliver opdateret med billeder og beskrivelser af de faktiske modeller, når jeg får lagt hånd på dem.

Hobby Trades litra ML er netop kommet i handlen, så det lykkedes altså at få modellen ud, inden firmaet bag gik ned. Foto: Hobby Trade
Målt i antal besøgende var de små opdateringer med film af damplokomotiver på Roco-løbebåndet smartRail ret populære. Det samme var artiklen om det digitale vidunder bag (eller under) heldigvis. Jeg synes stadig det er en stor fornøjelse at sætte et af mine ellers nedpakkede lokomotiver på løbebåndet og se det futte afsted.
Artiklerne om alt det der ruller på landevejene I 1950’erne var i år helt domineret af amerikanske biler. Flest artikler var der om biler fra Ford i form af 1948 Ford F1-Serien, 1949 Ford Woody, 1953 Ford Wagon & Courier, samt 1949 ”luksus ford’en” Mercury Eight. General Motors, der i 1950’erne faktisk solgte flere biler end Ford, var repræsenteret ved Buick Super og Oldsmobile Rocket 88, begge fra 1950, mens den tredje store amerikanske koncern Chrysler var repræsenteret ved Dodge og Plymouth sedans fra 1950. På den ene side synes jeg man kan glæde sig over mangfoldigheden i udbuddet af modeller fra perioden. På den anden side må jeg også være ærlig og sige, at som modeller betragtet kunne ingen af dem helt leve op til dagens krav. Beklager.

Oldsmobile’s Rocket 88 viste sig at have en usædvanlig interessant baggrundshistorie
Smalsporsbanen i vinterlandskabet fra indledningsbilledet viste sig at blive årets byggeprojekt og om ikke andet så en intern familie-succes. Der kommet et par artikler om projektet i løbet af vinteren. Blandt de øvrige byggeprojekter blev der startet beskedent ud med et skur fra Scalescenes fulgt af et brovægthus fra samme firme. Som bekendt kan byggesættene hentes gratis på nettet. I den mere traditionelle afdeling var der det (for) lille gule murstenshus fra Faller, der i øvrigt også fik en rødstenssøster i vinterlandskabet, men det vender jeg tilbage til senere. Mere udfordrende, men også en del sjovere var det at prøve kræfter med husene på Skadhaugevej. Det blev til statslånshuset bygget i plastik og den funktionelle villa med den murede trappe i skumpap og murstenspapir. Flere Skadhaugehuse følge forhåbentlig i det nye år.

Det først af forhåbentlig flere huse på Skadhaugevej – scratch built
Med 2018-produktionen er bloggen nu oppe på i alt 222 artikler. Det sjove ved det er, at nogle af de gamle artikler faktisk er de mest populære. Men ikke hvilke artikler som helst, for det er tydeligvis artikler om trækkraft, som folket vil have. Ser man på top-10 listen over alle tiders mest læste artikler på bloggen udviser den samme mønster. Her er listen over de mest læste artikler i 2018:
- DSB diesellokomotiv litra MY – Det moderne gennembrud
- DSB damplokomotiv litra N – Den stærkeste
- DSB damplokomotiv litra E – Den svenske dansker
- DSB damplokomotiv litra P – Den smukkeste maskine
- DSB damplokomotiv litra Q – Dansk damp
- DSB damplokomotiv litra F – Den uomgængelige
- DSB motorvogn litra ML – Den store Triangelvogn
- DSB motorvogn litra MO – Motorvognen over dem alle
- Digitalt – Roco smartRail, løbebånd for lokomotiver
- Danmarks personbilpark i 1950’erne.
Også i 2018 fandt bloggen læsere i mange forskellige lande. Jeg ved ikke om det var ”Big Boy-effekten” der gjorde det, men som noget nyt overhalede USA Tyskland på listen over læserlande. Danmark er selvfølgelig nummer 1.

De tre lande med de fleste læsere i 2018
Nu til den lidt mere alvorlige del. Jeg må indrømme, at jeg altid er en smule skeptisk, når folk blæser i dommedagsbasuner: ”Modeljernbanehobbyen er uddøende”, ”alting var bedre i gamle dage”, ”førhen var der var flere nye modeller og bedre vejr”. På trods af al selvrosen ovenfor, så tegner de overordnede statistikker for denne lille blog faktisk et lidt mindre optimistisk billede. Årsresultatet for 2018 målt i antal besøgende på bloggen og i antal views er nemlig kun en lille smule bedre end årene 2015-2017, som var den periode, hvor bloggen tog en pause. Målt på begge disse parametre var interessen for bloggen i runde tal cirka 1/3 under ”de gode år” 2013-2014. Hvorfor nu det? Er der et større billede? Måske er interessen for modeljernbanehobby virkeligt for nedadgående? Det hæderkronede blad Lokomotivet har endegyldigt takket af. En af de store producenter, Hobby Trade, har igen haft økonomiske vanskeligheder og en anden, Heljan, har ikke gjort nogen hemmelighed ud af, at det er svært at tjene (tilstrækkeligt) med penge på danske modeller. Jeg ved det ikke. Det kan selvfølgelig også have noget med bloggen at gøre – det behøver ikke altid være samfundets skyld. Sagen er bare, at aktiviteten på bloggen målt i antal publicerede artikler i 2018 har været lige så høj som i de år, hvor der var mange besøgende. Antallet af kommentarer er, som nævnt i indledningen så højt som nogensinde, så det er ikke fordi der ikke sker noget.

Et offer for tidernes ugunst. Tak til Lokomotivet for mange gode læseoplevelser gennem årene
Nå, lad os slutte af på en positiv tone. Som det sikkert er gået op for de fleste læsere er der kommet levende billeder til bloggen. Filmene er indlejrede YouTube-videoer fra min helt egen YouTube kanal: https://www.youtube.com/channel/UCBrZW6BvqPiTzBvtGkEXV6w
Der er ingen tvivl om at YouTubes eksplosive vækst er den største forskel på 2018/19 og 2014, da bloggen gik i dvale. YouTube er nu den største søgemaskine efter Google og rigtig mange unge mennesker får meget af deres information og inspiration til nye fritidssysler gennem YouTube. Hvis man vil gøre noget godt for at lokke nye udøvere til hobbyen, skal man starte en YouTube-kanal. Gratis råd til DMJU!
YouTube fungerer som andre søgemaskiner på den måde, at de populære videoer belønnes ved at komme højere op på resultatlisten og bliver foreslået seerne som det næste ”fix”. Succes er således selvforstærkende. Ud over antallet af views og mængden af tid seerne fastholdes, så indgår mængden af kommentarer og først og fremmest antallet af likes også i algoritmen. Hvis man derfor gerne vil hjælpe med til at flere skal blive opmærksomme på dansk modeltog, så giv Sundborg-kanalen og alle tilsvarende kanaler et ”like” på YouTube. Det er helt utroligt, hvilken forskel det gør. Topscoreren på min YouTube-kanal er så langt filmen om Big Boy. Den er set over 26.000 gange. Vi lader lige tallet stå lidt. Det er fire gang så mange views som den mest læste blogartikel gennem tiden (artiklen om litra MY). Det er også afsindigt mange flere gange end film nummer to, der er den lille trailerfilm om Sundborg. Den er set godt 750 gange. De mest populære derefter er filmene om træbygning og de små film med lokomotiver på smartRail. Forskellen er helt klart, at Big Boy-filmen var heldig at få et par likes i starten, derfor rykker den op i køen, når nogen søger på Big Boy eller modeltog på YouTube. Ingen YouTube-video om dansk modeltog kommer nogensinde til at ”gå viralt”, men et par likes vil hjælpe til at sprede det glade budskab.
Det var slut på udgydelserne for denne gang. Endnu en gang tak til alle der læser med på bloggen og et endnu større tak til dem, der giver deres besyv med i kommentarsektionen. Alt bliver læst og det meste genkommenteret. Og al feed-back er velkommen: Ros, ris forslag til forbedringer. Artkilerne bliver løbende opdateret så fejl kan rettes og nytteværdien for læserne forhåbentlig bliver ved med at stige.
Må 2019 blive et godt modeljernbaneår for alle!
Skriv et svar