På nettet kan man finde et fantastisk kildemateriale til livet i 1950’erne i form af gamle Gallup-undersøgelser. Der er undersøgelser tilbage fra 1939 til idag, så der er også meget at komme efter, for tilhængere af andre epoker. Noget af det sjove ved disse undersøgelser er, at de afspejler emner, der har optaget samtiden og jeg faldt over en undersøgelse fra 1955 med titlen “Skal vi sige du til hinanden?”.
Forbilledet for figurerne i denne artikel kan siges at være høflige, velopdragne mennesker, som de ville have opført sig i midten af 1950’erne. I dag er alle med ganske få undtagelser “dus”. Sådan var det ikke i Sundborg-tiden. De fleste vil sikkert tænke på ungdomsoprøret som dødsstødet for “De’s”, men faktisk viser Gallup-undersøgelsen, at danskerne var delt i to næsten lige store lejre allerede i 1950’erne. I landdistrikterne var der allerede tradition for at sige “du”, mens københavnerne var mere konservative og gerne ville holde fast i “De”. Men lad os tage nogle fyldige udpluk af den originale tekst, også fordi den er både sjov og tidstypisk skrevet.
‘Det gamle spørgsmål, om vi skal lade til taleformen “De” falde og alle være “dus”, dukker frem med mellemrum og er i den for tiden engelsk “besatte” hovedstad igen kommet på tale som følge af det nemme engelske “you” og den i det hele taget smidigere engelske omgangsform også med hensyn til den fuldstændige mangel på titler, når det ikke ligefrem gælder særlig betitlede personer.’ Her må der lige indskydes en kommentar, for det er faktisk ikke sproghistorisk rigtigt, når “you” opfattes som ligestillet med “du”. Det er lige omvendt. Når “you” opfattes som “du” af mange danskere skyldes det sikkert ligheden i lyden, men “you” er oprindeligt den høflige tiltaleform på old-engelsk.
Gallup fortsætter: ‘Engelsktalende udlændinge ser med forundring og nogen ironisk fornøjelse på det danske germanske levn, titelsygen – “hr. kontorassistent”, “hr. remisearbejder”, “fru lokomotivfører Petersen har på X’s klinik fået en søn” o.s.v.’ Når man hyggeforsker i 1950’erne springer det ofte i øjnene, at behovet for at lægge afstand til alt der er tysk er så udtalt. 1948 retstavningsreformen for eksempel. Det er næsten som om det danske sprog skulle afnazificeres. Sjovt i øvrigt at eksemplerne i Gallup-teksten er relevante for jernbaneverdene.
Men den egentlige trang til at gøre op med “De” til fordel for “du” lader til at være et demokratisk projekt. Og for modstanderne netop et spørgsmål om statusmarkører. Gallup skriver: ‘Jo mere skillelinierne mellem samfundsklasserne udviskes, jo mere holder man i det bredere befolkningslag på en stadig forædling af titulaturen. Særlig på kontorer holder man omhyggeligt på titlerne, og det er derfor karakteristisk, at når der er tale om at afskaffe tiltaleformen De og lade alle sige du til hinanden, er den største gruppe af modstandere netop at finde blandt funktionærerne.’
Spørgsmålet som Dansk Gallup Institut stillede var formuleret sådan: ‘Der har været talt og skrevet om at afskaffe tiltaleformen De, således at alle skulle sige du til hinanden. Er De for eller imod dette?’ Gallup stillede samme spørgsmål i 1950 og i 1955. Resultatet af svarene var stort set det samme: Der var i runde tal 45 pct. der gik ind for “du” mens 40 pct. ville beholde “De’et”. 15 pct. svarede “ved ikke”. Det var landboerne, der skabte den lille overvægt til fordel for “du”: ‘På landet er “du” den gængse tiltaleform “undtagen overfor præst og skolelærer” og i stærkere grad i Jylland end på øerne. Også blandt arbejderne er du foretrukket, men alligevel ønsker over en trediedel ikke at afskaffe “De’et’. Gallup observerede desuden, at flere kvinder end mænd gik ind for “De”
Gallup var nu ikke i tvivl om hvilken vej, udviklingen ville gå: ‘Hele spørgsmålet må løse sig selv og er godt i gang med det, når man betænker, at vore bedsteforældre ofte var “De’s” hele livet med nære gode venner og kun dus med skole- og soldaterkammereter. For et halvthundrede år siden var det ikke ualmindeligt, at børn sagde De til forældrene. Selv nutildags siger mange midaldrende ikke du til deres far og mor, men tiltaler dem i tredie person.’
Modellerne, det vil sige figurerne, der illustrerer denne artikel, stammer fra forskellige Preiser-sæt. Som sædvanlig er der filmdokumentation for malingen af de høflige figurer.
De formelle herrer i jakkesæt, eller “businessmen”, som de også kaldes i Preisers tysksprogede materiale, er en del af selvmalepakke 16352. Det ser endda ud til, at den ene ledsager sin fremstrakte hånd med antydningen af et lille buk. De andre meget høflige herrer, hvoraf en letter på hatten stammer fra selv-malesæt 16325.
På Sundborg modeljernbane er det oplagt at opstille de forskellige hilsende figurer på en af jernbanestationerne. De hilsende “businessmen” har dog ikke overtøj på, så de bør nok placeres indendørs. Det er som bekendt permanen efterår i Sundborg.
Mere om emnet høflighed i Gallup-forstand kan læses her: http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/gallup-1955-skal-vi-alle-sige-du-til-hinanden/
Flere tegninger fra kampagnen “De tager toget” kan findes hos Jernbanekilder.dk. Det er nok ikke alle karikaturene, der vil blive set som god tone i dag. Lad os bare sige, at jo fjernere fra Danmark passagererne kommer desto mindre politisk korrekte vil tegningerne blive opfattet nu for tiden. Omgangsformer er i stadig forandring.
Om “you” og især “thou” på engelsk, og hvorfor det i London i 1700’tallet pludselig blev moderne at være “De’s” med alle kan læses her: https://en.m.wikipedia.org/wiki/Thou
Og en “landsretssagfører” er en rigtigt epoke III-title, der ikke bruges mere. Betegnelsen blev nemlig afskaffet i 1958. Titlen blev brugt af en advokat med møderet for landsretterne og Sø- og Handelsretten. Før man kunne få et visitkort med den fine klang skulle man udover juridisk embedseksamen også have praktiseret og fører prøvesager ved den pågældende landsret. Erhvervede titler kunne beholdes efter indførelse af fællestitlen “advokat”. http://denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Jura/Advokatvirksomhed,_foreninger,_institutioner_og_tidsskrifter/landsretssagf%C3%B8rer
utrolig flot malede figurer! Det får helheden til at se så realistisk ud!
LikeLike
Tak for rosen. Jeg arbejder videre med figurmaling, der er absolut stadig plads til forbedringer. Det er godt nok noget småtteri, men jeg er meget enig med dig i, at det gør meget for realismen, hvis man kan få “befolkningen” til at fremstå bare lidt mindre plastikagtig.
LikeLike
Det var detsamma i Sverige. Man sa inte “du” annat än till sin fru, sina barn och nära vänner. Man använde titel: “herr’n”, “frun”, “fröken”, “herr överingenjören”, “fru landstingsrådet” etc. Om man kände personen kunde man säga “herr Andersson”, “unga fröken Jernberg”…
Och alla hade hatt. Det vara bara barn under 15 (konfirmation) som inte hade huvudbonad.
LikeLike
Herligt! Det med hattene er ret tydligt, når man ser på gamle fotografier.
LikeLike