Ford Taunus 17M blev i 1957 præsenteret i Bonn’s Beethovenhalle under stor festivitas. Schlagersangerinden Gitta Lind fremførte blandt andet reklamesangen: ”Fahren auch Sie den neuen Taunus 17M”, så det gør vi i denne artikel.
Med sit tydelige amerikanskinspirerede design fik Ford 17M sig en del kritikere, men endnu flere købere
Forbilledet fik tilnavnet „Det flyvende tæppe“ på grund af bilens let duvende og flydende affjedring, der mindede om køreegenskaberne hos amerikanske biler. 17M’eren anvendte den samme affjedring, som den daværende franske Ford-Vedette brugte. Betegnelsen blev brugt i reklamer som denne her:
Læg mærke til sputnikken i baggrunden, der sammen med Forden flyver over Københavns tage. Det er 1957, det her
Motoren var den samme som hos Ford Taunus 15M, nemlig en 4 cylindret vandkølet rækkemotor, men boring og slaglængde var øget, så motoren kom op på 1,7 liter og ydede 60 HK. Det kunne bringe bilen op på 125 km/t. De tyske reklamer slog her på hvad man dernede kaldte ”Autobahn Daurgeschwindigkeit” og ”Autobahn fest”. Det betød, at motoren kunne tåle at gå for fulde omdrejninger i timevis. Så lange motorvejsstræk fandtes ikke i Danmark i 1950’erne.
Ford Taunus 15M til venstre (Herpa) og 17M til højre (Brekina). Man ser tydeligt hvordan stilen udviklede sig hen mod slutningen af 1950’erne
Ford 17M havde ratgear. Som ekstraudstyr kunne man få en 4 trins gearkasse, mod de normale 3 fremadgående gear, og man kunne endda få overdrive. Ville man have endnu mere amerikansk feel, så kunne automatkobling ”Saxomat” anskaffes under slogannet: ”En pedal mindre – en fordel mere”.
Nye former lagde afstand til pontondesignet fra begyndelsen af perioden
I Tyskland gik bilen også under tilnavnet „Barocktaunus“ eller “Gelsenkichner Barock”, hvilket selvfølgelig skyldtes bilens markante yder design. Formgivningen var tydeligt inspireret af USA, bl.a. naturligvis amerikanske Ford-modeller. Det gav bilen endnu et kælenavn, nemlig ”babyamerikaneren”. Den markante kølergril, blinklys i et fremspring over forlygterne og masser af krom bidrog til det ”barokke” amerikanske look.
Barok? Der er i hvert fald tydelig amerikansk inspiration
Langs siderne havde bilen pyntelister på forskærme og døre, der efter et dynamisk z-spring gik videre til bagpartiet, hvor man fandt halefinnerne og de store baglygter, der næsten lignede jetmotorer. På trods af designet, så var bilen alt andet end en strømlinet jetjager, for luftmodstandskoefficienten var på hele 0,50. Den samtidige SAAB 92 havde blot en luftmodstand på 0,35.
At det ydre var i højsædet sås også ved, at der reklameres med hele 40 forskellige muligheder for lakering. Et stykke fra Henry Fords oprindelige maksime om at: ”Folk kan få deres bil i enhver ønskelig farve, så længe den er sort”. De Luxe modellerne blev desuden leveret i en tofarvet lakering, som modellen på billederne.
Så amerikansk som muligt. Her Ford 17M ved siden af en Chevrolet Bel Air. Tidens forkærlighed for tofarvet lakering er tydelig
Også indvendigt satte det amerikanske sig spor i form af et stort sofasæde foran. Bilen havde askebægre over alt foran og bagi. Det var før selv rygere afholdte sig fra at nyde tobak i bilerne for at undgå nikotinfarvet betræk og et ordentligt hak nedad i gensalgsværdien.
En bil med jetmotorbaglygter og halefinner – så er vi i anden halvdel af 1950’erne
17M kunne fås i både en to- og en firedørsversion, og især sidstnævnte blev populær som taxa. Herudover kunne bilen fås som lukket varevogn og den såkaldte Kombi-variant.
17M var et skridt op for tysk Ford og bilen kostede i Danmark kr. 20.900 i 1957. Det var en anelse dyrere end en Opel Olympia eller en Volvo PV 444, og en tredjedel dyrere end en VW Type 1. Bilen solgte pænt, ikke kun i Danmark, men også i en række andre lande og Ford Taunus 17M blev således i perioden 1957 – 1960 produceret i 239.978 stk., heraf 45.468 som varevogne og kombi-modeller.
Er der plads til mig? Ford Taunus 17M placerede sig prismæssigt mellem en Volvo og en VW
Modellen hører til blandt de allertidligste Brekina modeller fra 1980’erne. Det kan dog ikke helt fornægtes, at der er tale om en ældre model. I dag havde man kunnet støbe detaljer som pyntelister og baglygter finere, ligesom Taunus logo’et garanteret var kommet med i superfint tryk. Ikke desto mindre er det stadig en sjov og tidstypisk 50’er bil at have på anlægget.
En Brekina-flyer fra 1982. Der er sket noget siden, med modellerne, med reklamerne og med Brekina
Modellen tilhører således samme generation som de her på bloggen tidligere omtalte Brekina-modeller af DKW 7, Opel P4, Austin 7/BMW Dixi og Citroën TA. I modsætning til de fleste af disse fås Ford Taunus 17M stadig, så Brekina finder åbenbart endnu denne model værdig til at indgå i produktrækken.
En lille parade af gamle Brekina-modeller
På Sundborg modeljernbane har jeg begrænset mig til dette ene eksemplar af en bil, der trods alt befinder sig i margen af den selvvalgte periode. Jeg forestiller mig at bilen køres af en lidt smart sælgertyper – måske noget med forsikringer – duften af det store Amerika hænger trods alt omkring bilen. Er der bedre ideer?
Vi er snart ved slutningen
Mere om emnet kan blandt andet ses på følgende link, hvor man kan se diverse billeder af restaurerede 17M’ere med danske nummerplader, samt en mængde sjove illustrationer fra diverse salgsmateriale – alt sammen meget tidstypisk: http://www.fordmklub.dk/
Har man mod på at læse tysk kan man besøge denne hjemmeside: http://www.ford-m-modelle.de/home-1/index.html Der er rigtig meget flot billedmateriale.
Og så lige et farvelkys
Skriv et svar