Der har været et ønske om at jeg skulle lave flere artikler om kitbashing af husmodeller. Jeg værdsætter meget tilbagemeldinger fra læserne og dette ønske er ikke svært at imødekomme. For efterhånden en del år siden byggede jeg et ældre, relativt billigt Kibri-hus, der med lidt god vilje godt kunne gå for at være et dansk murmesterhus. I denne artikel vender jeg tilbage til et tilsvarende byggesæt, men går lidt videre i tilpasningen til danske forhold. Inspirationen blev hentet i en af Skadhauges hustegninger. Det ser med andre ord ud til, at Kibrivej ligger lige i nærheden af Skadhaugevej i Sundborgs villakvarter.

Et (tilnærmet) dansk hus på baggrund af et byggesæt fra Kibri
Forbilledet er således endnu engang en variant over temaet ”det danske murmesterhus”, denne gang i en aftapning, der er bygget tilbage i mellemkrigsårene. Jeg skal ikke nu igen tærske mere langhalm på hustypen, men istedet blot henvise til ældre blogartikler (se ”mere om emnet” til sidst i artiklen).

Kan det blive mere dansk end sådan en række rødstenshuse med halvvalmet tag?
Modellen tager som allerede antydet udgangspunkt i et byggesæt fra Kibri, men det er nødvendigt at starte med et kip med murerkasketten til arkitekt Poul Skadhauge. Huset jeg i denne artikel skal kitbashe mig frem til er nemlig i højgrad blevet til med inspiration i et af de huse, som Skadhauge tegnede til Signalposten for 30 år siden.

Villavejen nummer 3 er betegnelsen for det hus, der er blevet brug som forlæg for dagens byggeri. Tegning: Poul Skadhauge, Kilde Signalposten
Om selve Kibribyggesættet kan man bare igen konstaterer, at virksomheden er vældig dygtig til at genbruge velprøvede komponenter og sammensætte dem til nye byggesæt. Det er præcis sådan et sæt, vi har med at gøre her. Det nye salgsargument er at huset har indlagt lys. Det vender vi tilbage til om lidt.

Et helt konventionelt Kibribyggesæt. Støberammerne er fra forskellige sæt, men det er tydeligvis billigere at kaste ekstradele med i kassen frem for at fremstille en helt ny støbeform
Jeg må indrømme, at jeg anskaffede mig byggesættet med en formening om, at jeg relativt let ville kunne konvertere huset til noget dansk. Taget skulle have en anden farve og lidt af den sædvanlige skorstensflytning ville sikkert kunne gøre det. Da jeg imidlertid fik byggesættet mellem hænderne skiftede jeg mening. Det skyldtes først og fremmest husets udhæng. Når man ser på ældre danske huse med halvvalmede tage, inklusiv Skadhauge-tegningen ovenfor, så har de så godt som aldrig udhæng.

Kibri 48211 Bauernhaus Spreewald inkl. Hausbeleuchtungs-Startset. Men huset har for meget udhæng til at kunne gå for et dansk hus fra mellemkrigstiden
Det var ikke en løsning blot at flytte murene ud eller at skære taget til, så jeg besluttede i stedet at få det bedste ud af situationen og istedet bygge to huse ud af eet byggesæt. Derfor kommer der på et tidspunkt endnu en artikel med et hus bygget med udgangspunkt i resten af delene.

Jeg splittede byggesættet i to bunker, der hver danner udgangspunkt for huse på Kibrivej
Der skulle med andre ord bygges et nyt tag, men først måtte ydervæggene tilpasses, for ser man på Skadhauge-tegningen og billedet fra virkeligheden herover er det vigtigt, at husets grundplan er kvadratisk. Det er også det, der giver taget dets endelige karakter. Derfor måtte siderne på huset afkortes. Som vanligt fik fuerne en gang grå farve og enkelte mursten blev fremhævet med lidt afvigende nuancer for at simulerer håndstrøgne danske mursten.

Husets kvardratiske karakter
Det nye tag blev lavet af plastikbyggeplader fra Auhagen. Jeg startede med at lave en skabelon af papir for at være sikker på, at tagdelene fik de rigtige størelser og vinkler. Med det nye tag på plads fik modellen den fornødne stivhed og styrke. Lige-ud-af-kassen bygges Kibrimodellen på et fundament støbt i eet stykke, men det er for lavt til et dansk murmesterhus, der som bekendt skal have fuld kælder. Så ud med det. Det nye fundament blev bygget af strimler af pap (for styrke) og skumpap (fordi det er lettere at arbejde med). Tagrenderne kom fra Auhagens serie med halvfabrikata til industribygninger. En ny skorsten blev lavet af stumperne fra de afskårne dele af ydermurene.

Så kom vi så langt. Man kan begynde at se det færdige hus for sig
Vinduerne er lige ud af byggesættet, bortset fra kældervinduerne, der blev lavet ud af tilpassede vinduer fra kvistene. Vinduerne er rimeligt tæt på typer, man kan se i Danmark. En havedør blev lavet ved at tilføje en hvidmalet underdel til et af standardvindue. Den obligatoriske terrasse blev lavet ud af et tilskåret stykke plasikbyggeplade fra Auhagen, mens terrassens fundament blev skåret ud af en stump 5mm skumppap.

Vindusrammerne er monteret og terrassens grundkonstruktion er færdig
Hovedtrappen blev konstrueret med udgangspunkt i løse trappetrin fra Faller skåret i passende længde. Resten af trappen blev stykket sammen at stumper af skumpap. Gelænderet var også fra trappesættet fra Faller. Jeg tillod mig (igen) at springe over kældertrappen. Bliver der en gang behov for den kan der let skæres i skumpappet.

Trappebygning er en del lettere med prefabrikerede dele
Efter en gang patinering og at lag mat lak til at holde det hele på plads kunne der sættes ”glas” bag vinduerne. Herefter var det tid til indvændig belysning. Det er første gang jeg har haft et LED-baseret belysningssæt i hænderne, så det var selvsagt spændende, for det rummer naturligvis interessante muligheder sådan at kunne tænde og slukke for individuelle rum i anlæggets bygninger. Derfor var det også noget skuffende at det vedlagte Viessmann startsæt 6005 kun indeholder et enkelt led-element. Der er ganske vist hele 12 af de små lyskasser med, men med kun een lyskilde blev der ikke noget lysshow ud af det sæt.

Startsæt til Viessmanns LED-baserede lyssystem. Viessmann ejer som bekendt i dag Kibri, så man fremmer selvfølgelig egne produkter ved at kombinerer dem med diverse byggesæt
Monteringen starter med at LED-elementet sættes i den udvalgte lyskasse – ”Einclipsen”, som det hedder i den tysksprogede version af vejledning. Herefter udklippes og pålimes de udvalgte gardiner fra det vedlagte klassiske Kibri-ark. For at få lidt afstand mellem gardiner og vindusruden skal man udskære og montere et mellemstykke af pap. Herefter fastlimes det hele på indersiden af den sorte afmaskning. Det hele fungerer sådan set meget udmærket, selvom lyset er noget kraftigere og noget hvidere end passende for et stuevindue i en villa. På et tidspunkt skal jeg ”einclipse” en varmhvid eller gul LED i stedet for.

Godnat, men i morgen skal vi nok købe et mere 50’er-agtigt lys
Til sidst blev der tilføjet lidt beplantning omkring terrassen og hermed var huset færdigt. Den endelige model er selvfølgelig et kompromis i forhold til et ægte dansk hus. Sammenligner man med Skadhauge-tegningen ser man for eksempel, at der er for mange vinduer i hussiden ud mod terrassen.

For mange vinduer?
Danske tage har også et lille koket sving nederst, lige før tagrenden, som modellen ikke har. Der er heller ingen friser i murværket. Med alle disse forbehold synes jeg stadig helhedsindtrykket holder nogenlunde, især hvis huset placeres lidt fra anlægskanten. Det skal det formentlig under alle omstændigheder, for sammenligner man med de rigtige Skadhaugehuse, så er det synligt mindre. På den anden side klare huset sig meget godt størrelsesmæssig med mere traditionelt dimensionerede modelhuse.

Scartch-bygget Skadhaugehus, kitbashed Kibrihus og et lille modelhus fra Faller. På anlægget skal de tydeligvis ikke ligge ved siden af hinanden, men nærmere ”i dybden”
Som sædvanligt ligger der en film på You Tube, der beskriver byggeprocessen. Med næsten 13 minutters spilletid blev det en af de længere af slagsen, så find yndlingsdrikken frem og slå benene op.
På Sundborg modeljernbane er det bestemt muligt, at der kommer flere kit-bashede Kibrihuse, ikke mindst fordi det vil være en rimelig hurtig måde et få en husrække op at stå, eventuelt på den fjernere side af villavejen.

Så er der en 1920-villa klar på Kibrivej i Sundborg
Mere om emnet virkeligehdens murmesterhuse kan læses her: https://www.bolius.dk/typiske-hustyper-18833
Skadhaugehus nummer 3 kan findes her: https://www.signalposten.dk/download/SP_1990_1.pdf
(Gen)læs eventuelt de tidligere blogartikler om muremesterhuse og andre enfamilieboliger i Sundborg her:
- Hus med solterrasse
- Funktionel villa med murret trappeopgang
- Statslånshus med lav tagrejsning
- Nyklassicistisk villa fra 1920’erne
- Villa Ardennerne
- Murermesterhus med kviste
- Malermesterens hus
- Murermesterhus fra Tårnby

Efter den opremsning tager vi lige et sidste billede af den seneste familiebolig i Sundborg
Hvis der er nogen der har glæde af materialelisten til projektet kommer den her:
- Auhagen 41609 Gutters, Drainpipes
- Auhagen 52421 Market Pavement
- Auhagen 52425 Roof tiles reddish brown
- Elmer’s PVA Glue
- Faller 180519 Stairway set
- Kibri 48211 Bauernhaus Spreewald
- Liquitex Burnt Umber
- Noch 57340 N Pan Tiles
- Sakura Acrylic Color #111 Oxide Red
- UHU Universal lim
- Vallejo 71.045 Cement Grey
- Woodland Scenics B1373 Fine Ballast Buff
- Woodland Scenics F1133 Fine-Leaf Foliage Olive Green
Sikke et fint projekt! Mange tak for inspirationen.
LikeLike
Tak! Jeg er glad for, at du er blevet inspireret 🙂
LikeLike