Hvert nyt år i Sundborg starter med en årsopgørelse – bortset fra sidste år ved denne tid, hvor det var en tiårsopgørelse. Jeg må indrømme, at jeg ikke mindst skriver disse årsopgørelser for min egen fornøjelse og læring, for det giver mig anledning til at tænke lidt over, hvad der ser ud til at virke på bloggen og hvad der måske skal gøres anderledes fremover. Når det er sagt, så er jeg selv fuldstændig tilfalds for alle mulige slags ”året der gik programmer” i TV, radio og på sociale medier, så måske der er en læser eller to derude, der er er indrettet på samme måde. I så fald: Velkommen til!

2020 var først og fremmest et usædvanligt og mærkeligt år for mange af os, præget som det har været af Covid-19 pandemien
Bloggen lever stadig og har det efter forholdene godt. I det forgangne år har der været godt 25.750 besøgende og i alt ca. 73.000 views. Det er det største antal gæster nogensinde og det er jo herligt. Målt i antal views har det ikke været helt så godt som rekordåret 2012, men antallet af abbonnenter har aldrig været højere med 133 faste læsere op fra 125 sidste år. Tallene bliver overordnet set næppe nogensinde dramatisk bedre eftersom antallet af dansktalende modeltogsentusiaster der interesserer sig for 1950’erne ikke ligefrem kan forventes at vokse i de kommende år – tværtimod. Så er der langt bedre vækstmuligheder i You Tube, hvilket jeg skal vende tilbage til sidst i artiklen. Langt de fleste læsere kommer naturligt nok fortsat fra Danmark. På de næste pladser kommer USA, Tyskland, og Sverige. UK har som noget nyt i år passeret Norge på femtepladsen.
Jeg ved ikke om læserne kan huske det, men i forbindelse med tiårsopgørelsen fra sidste år forsøgte jeg at lave lidt sjov med de mindst læste blogartikler. Bundskraberen var historien om Sundborgs byvåben, så jeg lavede et lille eksperiment ved at promovere netop dette opslag. Jeg er ikke helt klar over hvad der skete, men artiklen om byvåbnet endte faktisk med at blive den mest læste på bloggen i 2020 med over 1.500 views!
Jeg er stadig måløs. Jeg tvivler faktisk på, at det har så meget med min promovering at gøre og jeg har kaftigt på fornemmelsen, at læserne nok ikke allesammen er modeltogsentusiaster. Måske det er skolebørn, der bliver sat til at finde noget om ”byvåben” og ender med at skrive en opgave om en helt fiktivt købstad et ubestemmeligt sted i Danmark? Jeg ved det ikke, men i disse tider med ”alternative fakta” får jeg helt dårlig samvittighed ved tanken om uforvarent at have spredt misinformation. Jeg har derfor nu indsat en ”disclaimer” i artiklen om, at Sundborg byvåben altså ikke er en rigtig by og byvåbnet derfor heller ikke er ægte. På den anden side er artiklens oplysninger om den generelle historie om byvåbner i Danmark og principperne bag heraldik rigtig nok.
Artiklen om byvåbnet var, sammen med andre baggrundshistorier, måske også lidt uhensigtsmæssigt placeret på bloggen. Eftersom de ikke direkte havde noget med modeltog at gøre havde jeg lagt baggrundshistorierne på deres egen underside. Kommer man til bloggen på en PC er det ikke noget problem, men kommer man til bloggen på en smart-phone ligger disse artikel lidt mærkeligt højt i hierarkiet over bloggens indhold. Den korte version er, at jeg har flyttet artiklerne over i artikelstrømmen på hovedsiden og fjernet de tidligere undersider. Det kan måske forhindre medlemmer af ungdommen i at blive lokket i fordærv.
Man glemmer måske somme tider, at let omgang med sandheden ikke er noget nyt. I epoke III var der f.eks. historien om den falske Marquis de Sade, der tidligere er omtalt her på bloggen i forbindelse med artiklen om B. Ringsted & Co. Artiklen om vognen, firmaet og skandalen blev opdateret i 2020 i anledning af, at jeg endelig fik fat på den fine model fra Dekas.

Bogholderen hos B. Ringsted & Co. var en ”fake” marquis, men vognen var rigtig nok. Artiklen blev opdateret med billeder af den let patinerede model
Nå, efter denne lille historie om farene ved alternative fakta kan vi gå videre og se på hvilke af årets nyskrevne artikler, der har været mest populærer. Førstepræmien går til artiklen om den klassiske ombygningsvogn litra CP (IV).

Årets meste læste artikel blev til som en markering af et 20-års jubilæum, nemlig Heljans klassiske ombygningsvogn litra CP (IV)
Også de efterfølgende pladser på popularitetsbarometeret over nye artikler blev besat af historier om rullende materiel. Det drejede sig om artiklerne om rejsegodsvognen litra EA, postvognen litra DH og traktor 43. DH modellen havde i øvrigt også 20 årsjubilæum i år, mens Rivarossis lille klædeskab kunne fejre 10 års fødselsdag.
Hvis man synes tingene tager tid i Sundborg så bekræftes det af at det også tog bloggen 10 år at komme frem til artikler om nogle af de mest populærer godsvogne i Danmark i epoke III, nemlig ølvognene fra de store bryggerier Carlsberg og Tuborg. Der er gode historier bag begge virksomheder og masser af 1950’er kulturarv og inspiration til kommende modeljernbanemiljøer.

Ølvogne er altid populærer. I 2020 fik bloggen endelig dækket både Carlsberg og Tuborg med udgangspunkt i de flotte langbenede ølvogne fra McK
Lidt modelbygning/forbedring af rullende materiel blev det også til tidligere i 2020, nemlig i forbindelse med opdateringen af de også 20 år gamle MY’ere fra Heljan. Voldsomt så meget gang i hobbyen der var for 20 år siden. I 2020 kom Heljan i øvrigt med en nye version af MY-modellen, blandt andet med en finpudset overdel, så de irriterende støberande ved førerhusene nu skulle være fortid. Jeg har dog indtil videre besluttet at holde mig til mine gamle MY’ere og opdaterede dem med korrekt epoke III lygteføring. Teorien bag ”kendingssignaler” hos MY og anden trækkraft blev gennemgået i en særskilt artikel.
Selvom det ind imellem ser ud som om, at alting var bedre i gamle dage, så skal man ikke underkende den grøde, der er i industrien i netop disse år. I 2020 var der således anledning til at omtale spændende nyheder fra både Dekas og Hobby Trade. Sidstnævnte præsenterede en hely ny serie vogne baseret på ur-rystevognen CX/CXM, mens Dekas kom med en strøm af litra PF/PFR. Disse meget savnede åbne vogne kom som både DSB og privatbanemodeller. Jeg har desværre ingen af de nævnte modeller i skrivende stund. Forsinkelsen i modelindkøb skyldes, som det vil være trofaste læsere bekendt, at jeg fortsat befinder mig langt fra Danmark. Det er derfor kun når jeg lejlighedsvis er hjemme i det gamle land, at jeg har en chance for at indhente det forsømte.

DSB litra CX er et eksempel på en model, der først kan forventes at komme til Sundborg længe efter den er udgivet. Jeg glæder mig meget til at se hvordan messingmodellen er faldet ud
Hvis vi kigger lidt i krystalkuglen for 2021, så annoncerede McK at man har en ny model af litra MT på vej. Denne maskine er lige på grænsen af min selvvalgte periode, så jeg venter lidt med at afgøre, om det er noget for driftsdepotet i Sundborg. Der er også diverse privatbane-marcipanbrød fra Heljan, men jeg har ikke planlagt nogen privatbane nær Sundborg, så også her er jeg lidt i tvivl. Til gengæld er der ingen tvivl om, at jeg vil forsøge at skaffe en af Heljans kommende modeller af fireakslede MO’er for sådan en vil passe meget fint ind i trafikideen på Sundborg MJ.

Der er noget at glæde sig til i første kvartal af 2021. En fireakslet MO’er står klart på ønskelisten. Mon de tidligere annoncerede nittede MO’ere også kommer i år?
Istedet for de helt nye trækkraftmodeller har jeg så været henvist til at dykke ned i lageret af ældre sager og årets allersidste artikel kom således til at handlede om litra R, som jeg har tænkt mig at gøre til mit 2021 vinterbyggeprojekt. Det er hensigten at opdatere grundartiklen om litra R løbende efterhånden som projektet skrider frem. Den største fare de fleste modelbyggere møder er at gå død i projekter, så jeg håber lidt at jeg ved at stille det hele til skue på denne måde at kan holde mig selv til ilden. Jeg håber derfor på læsernes hjælp og opmuntring, når jeg på et eller andet tidspunkt møder ”modelbyggermuren”.
I byggeafdelingen blev der i 2020 tid til at kitbashe et lille rødstenshus på basis af et Kibri-byggesæt. Der var et læseranmodning om mere af den slags, så det var rart at kunne imødekomme det ønske. Køkkenhavnen i min modelhave fik grøntsager fra diverse tilbehørsfabrikanter, mens der var hjemmelavede æbletrær fremstillet i blomstertråd. Videre i det grønne blev der lavet hurtige træer af skuresvampe.

Køkkenhave, æbletræer og rødstenshuset i baggrunden var alle nye tilføjelser til villakvarteret i 2020
2020 kom også til at stå lidt i historieundervisningens tegn. Det var 100 året for genforeningen med Sønderjylland, hvilket gav anledning til, at der blev rejst en genforeningssten i Sundborg. Det blev også en undskyldning for at samle en stationsbygning i typisk preussisk stil, der så blev til sønderjyske Gemstrup. 2020 var også 75 året for befrielsen og det lille midlertidige diorama jeg stillede op til lejligheden blev faktisk den fjerde mest læste nyskrevne artikel i 2020.

Gemstrup blev atter dansk i 1920 og et skilt i typisk DSB-stil kunne hænges på stationen – der egentlig blev bygget i pap i 2020
Et par artikler om køretøjer på gummihjul fandt også vej til bloggen. Det drejede sig om en renoveret udgave af en elektrisk postkarre samt et par større Ford modeller fra begge sider af Atlanten. Amerikansk Ford stillede op med 1955-modellerne af Mainline og Victoria, mens koncernens tyske datterselskab var repræsenteret med ”Det flyvende Tæppe” Ford Taunus 17M lanceret i 1957.
Personbefordringen på Sundborg MJ blev dækket i artiklen om passagerer i lokaltog. I godsafdelingen blev der kigget på tom emballage og senere på, hvordan man selv kan fremstille sække til modeljernbanen af Miliput i forme lavet af det japanske materiale Hinodewashi Oyumaru.

I 1950’erne var der masser af genbrug af emballage, selvom det var mere af savn og nød end overbevisning. De fine små skammelpotporier kommer fra Bar Mills
Med tiårsopgørelsen for 2019 og den traditionelle 2020 julehilsen blev det til i alt 25 nyskrevne artikler i det forgangne år. Hertil kom opdateringer af eksisterende artikler. Sidstenævnte var ofte i anledning af nyt materiel eller patineringsprojekter. Opdateringerne i 2020 omfattede således udover MY, som allerede er nævnt, også MO i 500-serien, mens der var et gensyn med den store tendermaskine litra S, der fik en tur på løbebåndet.

Opdateringen af artiklen om MO motorvogne blev faktisk det mest læste opslag i 2020. Det hjalp nok på statistikken, at opslaget kom helt tilbage i januar
I godsafdelingen blev de fantastisk detaljerede beholdervogne fra Dansk Sojakagefabrik og som allerede nævnt B. Ringsted & Co. patinerede. Begge var nye i Sundborg i 2020 selvom de udkom allerede året før. Det samme var den langbenede gærvogn fra DDSF, der var en fætter til ølvognene fra Carlsberg og Tuborg. Der var også et gensyn med mere hverdagsagtige brune vogne af både litra G og litra HD fra henholdsvis McK og Heljan. Endelig blev ti-året af den fantastiske model af sukkervognen litra U markeret ved at svine et par af dem grundigt til.

Der var i 2020 anledning til at opdatere adskillige tidligere artikler af rullende materiel. En af dem var sukkervognen litra U. Det er stadig en fantastisk model
Blandt andre opdateringer kan nævnes et par bilartikler, nemlig et gensyn med Ford Taunus 12M/15M og 1947 Chevrolet. Artikler om figurerne i Sundborg og opland blev opdateret med flere nymalede siddende passagerer i fjerntog samt stående borgere i byen og på stationen, nogle fra Preiser og nogle fra Noch.
I planteriget indhøstedes erfaring med et popeltræ, eller ask om man vil, i efterårsfarver. Modellen var et byggesæt fra tyske Faller konstrueret omkring et plastik armatur. Træet føjede sig til tidligere erfaring med tilsvarende armaturtræer fra amerikanske Woodland Scenics. Egentlig synes jeg nok at de træer der kom ud af blomsterkviste og andre naturprodukter efterbehandlet med flock og efterårsfarver klarede sig mindst lige så godt de dyrere købeprodukter.

En helt lille efterårsskov blev det til som en slags forstudie til, hvordan anlæggets træer engang kunne komme til at se ud
I 2020 blev det i alt 16 sådanne mindre opdateringer af eksisterende artikler. Alle de små opdateringer bliver med tiden slettet, så man må til hovedartiklen for at finde de nye udgaver af fotos, tekst og videor. Det er konceptet bag bloggen.

Snart må man kigge efter de originale artikler for at finde opdateringerne. Her er det litra G fra McK, den mest korrekte model af den danske UIC-standardvogn på markedet
Som noget nyt begyndte jeg den sidste del af året at annoncere ”søndagsfilm” fra min You Tube kanal. Det skulle gerne lyde lidt 50’er-agtigt. Det var alle små film, som regel bare 2-3 min. om forskellige emner der ikke relaterer sig til tidligere artikler på bloggen. I 2020 blev det til otte sådanne små filmstumper om papkasser, DDR-vognen litra G, lidt husflid i form af billigt stykgods, offentlige toiletter, litra QF fra AHJ, en fransk kølevogn fra STEF samt skisportsentusiaster anno ca. 1950. Den slags små søndagsfornøjelser kommer der nok flere af i 2021.
Et eksempel på et emne der næppe nogensinde ville blive til en hel artikel, men som godt kunne bruges som søndagsfilm var den noget slidte litra G fra Østtyskland
Det bringer mig til You Tube-kanalen, der også går meget godt. 1.760 abbonenter er der for tiden og i det forgangne år var der i godt 158.500 views, hvor gæsterne så omkring 7.000 timer video ialt. Alt-i-alt har Sundborg-kanalen haft godt 388.000 views til dato og selvom det stadig er et par bestemte videoer der trækker tallet op, så er der en glædelig stigende tendens selv for de små film med dansk materiel. Selvom videoen ”Winter Layout” er fra 2018 så har den igen haft en god jul og er i skrivende stund er den oppe på 213.000 views. Bygningen af Big Boy fylder næstmest i statistikken med over 83.000 views, mens filmen om modeltræerne baseret på Woodland Scenics plastikarmaturer kommer ind som nummer tre med lige under 19.500 views.
Det var så årets nye blogmateriale, men som det er blevet konstateret i de sidste mange årsopgørelser er listen over de ti mest læste artikler på bloggen gennem tiden alle ældre skriverier. Og de fleste handler om trækkraft. Faktisk er denne tendens så vedholdende, at dette års top-10 liste over alle tiders mest læste blogartikler er fuldstændig magen til sidste års liste. Artiklen om DSB damplokomotiv litra N er nummer 1 og artiklen om litra P er nummer 2. Artiklen om bilproduktion i Danmark fortsætter på tredjepladsen som mønsterbryder ved ikke at handle om trækkraft. Det gør den efterfølgende håndfuld til genæld. Men hvem ved, det kan være at artiklen om byvåbnet snart trænger sig ind på top ti-listen? At de gamle artikler stadig læses er også en af grundene til, at der løbende udsendes opdateringer. Jeg forbedre ligeså gerne det eksisterende som jeg skriver noget nyt og måske flygtigt.
Jeg er som altid megen tak skyldig til de læsere der har brugt tid og kræfter på at kommentere artiklerne på bloggen. 112 kommentarer er det blevet til i år. Næsten alle er overstrømmende positive og jeg bliver lige glad og stolt hver gang, så rigtig mange tak skal I have for det! Rettelser og forslag til forbedringer er som sagt mange gange før også altid velkomne. Det gode ved en blog er jo netop, at artkilerne let lader sig opdateret så fejl og mangler kan rettes.

Artiklen om den elektriske postkarre var en af de artikler der tiltrak sig flest kommentarer fra læserne i 2020. Post vil blive et spændende undertema på anlægget, når jeg engang kommer dertil
Sidste ting der bør noteres om bloggens liv i 2020 var at WordPress midt på året skiftede redigeringsværktøj med det ret forudsigelige resultat, at programmet crashede og ødelagde opsætningen af ældre artikler, hvis man prøvede at opdatere dem. Diverse problemer er nu renset ud og platformen virker tilfredsstillende igen, men der er muligvis stadig ældre artikler, der ser mærkelig ud på skærmen. Hvis nogle af læserne får øje på noget sådant hører jeg gerne om det, så jeg kan få ryddet op.

Artiklen om min Lego-inspirerede sættevogn på basis af en 1947 Chevrolet var en af de opdateringer, der måtte vente på, at WordPress begyndte at fungerede ordentlig igen.
Lad mig slutte for skriveriet for denne gang med håbet om at 2021 må blive ikke alene et godt modeljernbaneår, men også et mere normalt år for alle.
Bedste hilsner fra alle i Sundborg
Wow hvor en årsgennemgang – dejlig at se at du brænder for MJ – som altid. Glæder mig til at følge bloggen – specielt tilblivelsen af DSB litra R.
Du kan måske som en aflægger komme lidt ind på – hvad man kan gøre uden Tikøb Støberi – hvor langt kan man komme med 3D print eller 2 komponent resin?
LikeLike
Tak for opmuntrinegen. Ja, R-maskinen bliver lidt af et projekt. Jeg vil meget gerne selv på et tidspunkt sætte mig mere ind i 3D print, så der kommer nok noget om det på et tidspunkt. Starter nok med at printe nogle olietønder fremfor et damplokomotiv, men hvem ved, hvor det kan ende 😊
LikeLike
Også et Godt Nytår fra J&B Rail, hvor du en gang må befinde dig, men det ud til, at det er et sted med strøm & internet.
LikeLike
Tak-tak. Og bedste nytårsønsker til J&B.
LikeLike
Rigtig gode YouTube film
Har virkelig nydt at se dine film både med bygning af huse og patinering af vogne
LikeLike
Tak for positivt feed-back 🙂
LikeLike