Jeg har igen været i bagkataloget med gamle billeder af modelbiler. Det er fotos som jeg har taget for flere år siden, men hvor jeg aldrig har fået skrevet den tilhørende blogartikel. Denne gang handler det om en model fra Brekinas top-linje Starmada, som i sin tid slog benene væk under mig. Modellen holder stadig distancen når man sammenligner den med de lidt grove amerikanske 1:87 modeller, som ellers har fyldt bloggens sendeflade den sidste tid.

Det er en fantastisk flot model af Mercedes-Benz 220 W187, som Starmada har i programmet
Forbilledet blev fremstillet i en relativ kort periode mellem juli 1951 og august 1955. Lige efter 2. Verdenskrig, havde Mercedes-Benz selvsagt ikke mange ressourcer til produktudvikling og som tidligere omtalt i artiklen om 170 V, så relancerede man denne model stort set i samme udførelse som førkrigsversionen.

Slægtskabet mellem Mercedes’ førkrigsmodel 170 V og efterkrigsversionen Type 220 W187 er til at få øje på
De begrænsede kræfter koncentrede Mercedes omkring den store limousine model Type 300 W186, der senere skulle blive kendt som ”Adenauer Modellen” opkaldt efter Forbundsrepublikkens først kansler og mest kendte bruger. Efterhånden begyndte imidlertid også arbejdet på en ny mellemklassebil. Det var et arbejde der fra 1953 og frem resulterede i modellerne 180, 190 og 220, der også tidligere er omtalt her på bloggen i artiklen om “Ponton-Mercedesen“.

Type 220 W187 skulle udfylde tiden indtil ponton-modellen var klar
Nu gik det imidlertid sådan, at den sekscylindrede motor til de nye mellemklassebiler var færdigudviklet før resten af potonmodellerne. Mercedes besluttede derfor at fremstille en slags overgangsmodel mellem 170’eren og den nye generation ved basalt set at man placere den nye motor i et let opdateret 170 karosseri. Her kommer en kort YouTube film, der som et eksperiment ikke er fra min egen kanal. Filmen giver den korte version af historien om forbilledet.
For at få plads til den større motor udstyrede man bilen med en ny front. Forenden af bilen blev ved samme lejlighed designmæssigt opdateret med forlygterne indbyget i skærmene, lidt i stil med den store 300-model. Bilen fik det næste ledige karossenummeret W187. Både den og type 300 blev præsenteret ved Biludstillingen i Frankfurt am Main i 1951.

Den nye sekscylindrede M180 mercedesmotor ydede 80hk. Den gamle firecylindrede der lå i 170’eren hostede bare 52 HK. Den nye motor bragte topfarten op til 145 km/t
Type 220 W187 var som sagt en overgangsmodel, og nåede i sin korte levetid heller ikke de store produktionstal. 18.400 af alle varianter blev det til. Motoren viste sig til gengæld at være langtidsholdbar. Med diverse løbende opdateringer forblev den i produktion helt frem til 1989.

Konservativ og relativ sjælden
Modellen er fra Brekinas top modelserie, markedsført under navnet “Starmada”. Og fantastisk, det er den. Modellen er ikke længere helt ny, faktisk udkom den for cirka 10 år siden. Billederne her på siden er derfor ikke helt nye, jeg fik som sagt bare aldrig skrevet blog-artiklen før nu.

Det er bare en flot model Brekina/Starmada her har produceret
Sammenligner man med de modeller der senest er blevet omtalt her på bloggen, så er den klasser over. Det gælder ikke kun i forhold til en gammel Brekina-model som Ford Taunus, men også i forhold til nutidige modeller fra andre producenter, som f.eks. Classic Metal Works’ Ford 1955 eller Oxford Classics’ Ford Mercury for bare at tage et par eksempler. Modellen er efter min mening rigeligt merprisen værd.

Sammenligner man bagdele ses det tydeligt, at der er ca. 30 år mellem disse to modelbiler. Cabrioleten er fra Volmer
Detaljerne er utroligt veludførte. Dæk, lygter, pyntelister, det hele er perfekt. Øverst i hierarkiet er Mercedesstjernen, der pryder motorhjelmen. Eneste bagside er, at man lever i evig angst for at komme til at brække den lille stjerne af.

Det er svært at få nok af den flotte Mercedes-stjerne på fronten. Det er helt vildt at det kan lade sig gøre at lave noget så småt
Pyntelisterne er ultrafine påtryk og på bagsmækken står Mercedes-stjernen og modelbetegnelsen fuldstændig klart. Baglygter og afviserblink er også malet op, så det er unødvendigt selv at finde malepenslen frem. Vinduesviskerne er fine og diskrete, hvor de ellers godt kan virke overdrevne i lille skala.

Læg også mærke til de fine hvide striber på dækkene og de flotte hjulkapsler. Det er næsten ikke til at tro, at det er skala 1:87
På Sundborg modeljernbane vil det kun være få borgere forundt at eje en bil som denne. Måske overlægen på sygehuset har en?

Der er desværre tale om en spøgelsesbil uden fører, så vi kan ikke se, hvem i Sundborg, der har haft råd til en fin Mercedes
Nu er bilen jo stor, sort og firedørs, så måske er det en hyrevogn, vi har med at gøre? Forgængeren Mercedes 170 og de efterfølgende pontomodeller var begge populærere som taxier, så hvorfor ikke? Billedet hereunder stammer fra Snekkersten og det ligner unægteligt to Mercedes-taxier, hvoraf den forreste godt kunne være en Type 220 W187. Den bageste vogn er den mere modern ponton-model.

Det er lidt svært at se paa billedet her, men det ligner vores vogn, der holder her foran hotel Kystens Perle i Nordsjælland Kilde: Arkiv.dk
Mere om emnet kan f.eks. studeres på Mercedes’ officielle hjemmeside. https://www.mercedes-benz.com/en/classic/history/mercedes-benz-220-w-187/

Mercedes og jeg takker af for denne gang. Se lige sjernen en sidste gang!
Igen igen, ynder man næsten at skrive. Meget informativ og veldokumenteret artikel. Man kunne næsten fristes til at lede efter modellen – Den må næsten stadig have været en del af bybilledet i start ’60-erne?
Tak for dit stadig flotte arbejde – Altid fornøjelig læsning!
LikeLike
Tak for rosen! Jeg vil bestemt tro, forbilledet stadig kørte rundt i 1960’erne. Jeg kan huske ponton-Mercedeser fra min barndom i 1970’erne, så de må have været 20 år gamle eller mere på det tidspunkt. Det er vel ingen alder for en Mercedes 🙂
LikeLike
Fantastiskt fin Mercedes.
LikeLike
Tak! Glad for at du synes om den. Det er en meget fin model.
LikeLike
Det stor en 1954 Mercedes V170 i källaren u huset bredvid. Den blev avregistrerad 1974 men den står ännu kvar där!
Kika gärna in på vår modeljärnvägsklubbs hemsida. Vi bygger Norrköping ca 1972. https://www.facebook.com/groups/728401883885699
LikeLike
Nu har jeg været forbi jeres klubs hjemmeside og det er virkeligt et herligt anlæg I bygger på. Jeg er stor fan af modeljernbaner med et tydeligt lokal præg, så jeg vil helt sikkert besøge Norrköping 1972 igen for at se, hvordan det går med byggeriet. Tak for link!
LikeLike