Med fare for at belaste læserne med mere af det samme, så bygger også denne sommerbilartikel på gamle billeder fra Mercedes-skuffen. På plussiden tæller, at det er endnu en flot model fra Brekina.

Denne elegante coupe emmer jo af 1950’erne set fra samfundets top
Forbilledet knytter sig til Mercedes-Benz lange tradition for at have sportslige modeller i programmet. Derfor var det næppe nogen overraskelse, at firmaet på biludstillingen i Frankfurt i 1954 introducerede både en cabriolet- og en coupeversion af pontonmodelserien. Teknisk set var de sportslige modeller baseret på den store sedan Type 220 og var udstyret med den samme kraftfulde 100 hk motor. Chassiserne blev dog forkortet med 120 mm og den nye elegante todørs karosse fik betegnelsen W180 i Mercedesnomenklaturaen.

Sportsmodellerne og sedanen var tydeligvis del af den samme families
De første produktionseksemplarer blev leveret i starten af 1956. Året efter, i august 1957 blev forbedrede versioner af næsten alle typer af personbiler i Mercedesprogrammet præsenteret efter mottoet “endnu mere værdi uden ekstra omkostninger”. Fra september 1958, blev bilerne tilbudt med injektor og et SE kunne føjes til modelbetegnelsen. Nu kunne den 2,2-liter store 6-cylindrede motor yde 115 hk.

115 hk var ganske meget i midten af 1950’erne og den store bil kunne godt flytte sig
Produktionen af cabriolet og coupé fortsatte til november 1960. Ponton-Mercedeserne blev som bekendt efterfulgt af halefinnemodellerne og dermed er vi ude af Sundborgtiden. Der blev kun bygget 5.731 enheder af 220S W180 i både coupé- og cabrioletversionen, så bilerne hører absolut til de mere sjældne Mercedes-Benz-modeller. Det er lige noget for samlere.
Modellen er fra Brekina og derfor er der heller ikke så meget nyt at sige om den andet end at den svare til modellen af overgangs-Mercedesen, som bloggen så på for ikke så længe siden. Den korte version er, at det er svært at se, hvordan det kan gøres meget bedre. Se selv på billederne, det er en fantastisk detaljeret lille sag.

Som model betragtet er den helt oppe at ringe!
På Sundborg modeljernbane melder spørgsmålet sig selvfølgelig, hvem i byen der mon har råd til sådan en fin bil. Måske er svaret “ingen”. Almindelige har de ikke været i Danmark, så måske skal modellen udstyres med tyske eller svenske nummerplader. Fejlkøb? Ja, måske, men bilens kvaliteter som model gjorde det umuligt at lade den være.

Vi skal lige have et bag-billede
Mere om emnet kan som altid læses på Mercedes-Benz’ virtuelle Museeum: https://media.daimler.com/marsMediaSite/en/instance/ko/Mercedes-Benz-220-a-219-220-S-and-220-SE-W-180105128-series-1954-to-1959.xhtml?oid=9273026
For et overblik over Mercedes mange varianter over pontontemaet se denne artikel: https://en.m.wikipedia.org/wiki/Mercedes-Benz_Ponton
Coupe som karosseritype er tidligere blevet gennemgået i artiklen om 1940 Ford Coupe.

Chefen forlader pladsen – slut for denne gang
Brstemt ikke et fejlkøb! Ponton to eller 4 døre er bestemt en klassiker at have på modelbanen!
LikeLike
Jeg er glad for, at du synes om bilen. Den er svær at stå for den flotte Mercer.
LikeLike
Din blog er en god inspiration, ligegyldigt om det er biler, bygninger eller tog. Så fortsæt bare! Din dedikation for selv de mest almindelige ting på modelbane er interessant at følge.
LikeLike
Tak! Det er stor ros når det kommer fra en så dedikeret modelbygger som indehaveren af Nystrup Grus. Glæder mig til at se, hvordan bygningen af din læsserampe skrider frem.
LikeLike