Margarineproduktion var en betydelig forretning i epoke III og Solofabriken i Sønderborg var en vigtig spiller i den forbindelse. Fabriken, der med hollandsk kapital var en del af “De Forenede Margarinefabrikker”, var desuden et markant indslag i bybilledet. For en del år siden udgav DWA en lille serie beholdervogne fra Solofabrikken. Modellerne var baseret på Fleischmann-vogne og ganske lig deres forbillede.

Så er industri. Med snask på beholderen og det hele
Forbilledet tilhørte Solofabriken (med eet ‘k’), der lå i Sønderborg. Virksomheden blev oprindeligt etableret i 1888/89 (kilderne er ikke helt enige), det vil sige mens Sønderborg var en del af Det tyske Kejserrige. Firmaet hed PE-KA-Margarine efter ejeren, storkøbmand Peter Karberg. Produktnavnet var Bona Margarine. Fabriksanlægget i Sønderborg voksede gennem årene, hvor nye bygninger knopskød ud fra de eksisterende.

Margarinefabrikken i Sønderborg var et ganske stort fabriksanlæg. Efter bilerne at dømme er vi i 1920’erne, altså efter genforeningen. Kilde: Arkiv.dk
I slutningen af 1920’erne kom der hollandsk kapital til og produktionen gik yderligere op. I årene 1929-31 blev fabrikken udvidet med en markante rødstensbygning med en karakteristiske buet gavl. Som det ses på billedet gik der et sidespor ind under bygningen. Sporet havde forbindelse til godsbanen på Als-siden. Med indvielsen af Kong Christian den X’s Bro i 1930 var der forbindelse til det jyske banenet.

Margarinefabrikkens nye facade vendte ud mod Alssund og var noget af det først man så, når man kørte over broen til Als. Kilde: Arkiv.dk
Som det ses af billedet står der på dette tidspunkt “De forenede Margarinefabrikker A/S” rundt i facadebuen. ‘De forenede’ henviste bl.a. til Korsør Margarinefabrik, der også blev opkøbt af samme hollandske kapitalinteresser. Det hollandske firma blev fra 1929 kendt som Unilever og er den dag i dag en af verdens største fødevarefirmaer. Mon ikke det har været den direkte baneforbindelse der gjorde, at De forenede Margarinefabrikker i 1933 anskaffede sig tre beholdervogne og i 1935 endnu en. Der var tale om brugte vogne bygget på forskellige tyske vognfabrikker mellem 1917 og 1922. Vognene fik hjemsted i Sønderborg og måtte befordre fedt og olier i vognladninger.

Her ses DFM’s røde beholdervogne ved fabrikken i Sønderborg. Jeg kan slet ikke få nok af, at vognene kan køre ind under fabrikken. Jeg må have sådan en fabrik i Sundborg. Kilde: Arkiv.dk
I 1948 ændrede de fire beholdervogne udseende, til det der ses på modellen: Grå tanke med logo. Den orange sol på gul grund, omgivet af en sort ring med fabrikkens navn. Det var nok også omkring dette tidspunkt at navnet “Solofabriken” i store bogstaver blev tilføjet tagbuen på fabrikken. Buen og navnet dominerede udsigten fra Christian X’s Bro og blev for mange en slags vartegn for indkørslen til Sønderborg.

Så kom vognen til at ligne sig selv. Billedet er taget i Sønderborg i 1956. Foto: Poul Egon Clausen. Kilde: DMJU
De fire vogne fik moderne litrering i 1966, men blev udrangeret i 1970. Margarineproduktionen i Sønderborg sluttede den 18. december 1998 og i 2002 blev de gamle fabriksbygninger revet ned. Der blev i stedet bygget boliger på stedet.

Tilbage til Sundborgtiden
Modellen er fra DWA og baseret på en Fleishmann-vogn. DWA var oprindeligt en småserie-producent, der fra 1991 og frem udsendte en del fordanskede modeller baseret på diverse industriprodukter. Vognene blev forsynet med danske påtryk og i nogle tilfælde blev de også omlakeret. I 2011 overtog Hobby Trade navnet DWA-hobby. Modellen fra Solofabriken kom i marts 2005 og blev meget rosende omtalt i bl.a. Lokomotivet. Farve og design var valgt på baggrund af grundige arkivstudier. Når man sammenligner modellen med billedet af forbilledet herover, så er afvigelserne kun i småtingsafdelingen. Hjemstedspladen er, som altid når der er brugt tyske grundmodeller, for lille. Den røde advarselstrekant på gavlen af tanken er til gengæld for stor og nitterne sidder forkert. På fotoet af originalen kan man se, at det stemningsskabende logo med de klare farver burde have været påsatte skilte. Men altså, mig generer den slags ikke, når man nu kan have en vogn med sådan en historie på anlægget.

Logoet burde have været et påsat skilt og ikke “malet”/trykt.
Som det ses er vognen patineret. Processen er beskrevet i denne ret korte film på YouTube. Det ‘snaskede’ område midt på tanken er tilføjet med udgangspunkt i billedet ovenfor. Som det fremgår er effekten opnået ved hjælp af mat lak iblandet lidt babypudder. Jeg gætter på at snasket hos forbilledet er opstået når der er spildt planteolie eller fedt på vognen, der herefter er størknet. Lækkert!
Hvad nu, hvis man godt kunne tænke sig sin egen margarinefabrik? Det er der heldigvis flere danske modelbyggere, der har kastet sig over. Herunder et billede jeg har modtaget fra PED, der viser hvad han har fået ud af den karakteristiske bygning. Ikke mindst det overdækkede spor er tydeligvis en ting, der kan facinere mange af os.

Jeg synes klart man fornemmer byggeglæden i PED’s model inspireret af margarinefabrikken i Sønderborg. En model man bliver glad af at se vognene blive rangeret ind under
Som man kan se i kommentarfeltet herunder så er en af bloggens mest trofaste støttere Tomas også ved at bygge en model af Solofabrikens markante bygning på havnefronten i Sønderborg. Tomas har været så venlig at lade mig bringe diverse billeder af projektet.

Tomas version af Solofabrikens karakteriske front
Tomas, der selv er fra Sønderborg, har fortalt, at han har et personligt forhold til bygningen: ”Min far var en kort årrække først i ’70-erne ansat på Solo som kedelpasser, kom derefter på Sønderborg Sygehus inden, han medio ’70-erne vendte tilbage til DSB som lokofører – Så udover at kende facaden af Solo fra min egen tid i, og omkring Sønderborg, har bygningen også personlig betydning for mig”.

Tomas har sendt mig et fantastisk luftfoto af Solofabriken i 1959. Læg mærke til rangertrækket nederst til venstre. Herligt!
Der blev gjort et grundigt forarbejde forud for modelbyggeriet: ”Det var først efter utallige henvendelser på såvel fb (Folkebiblioteket), lokalhistorisk arkiv og endelig Sønderborg slot – at det rent faktisk lykkedes at finde målsatte tegninger, der kunne bygges ud fra”. Tomas har fortalt at han var igennem knap 80 forskellige billeder alene for at blive fortrolig med, hvordan de grønne porte så ud.

Her er udsnit af en plantegning Tomas har sendt mig. Det er grundigt research, der ligger bag modellen
Det er ret interessant at studere plantegningen. Man kan blandt andet se, at der er et særligt sporområde, der er beskrevet som ”tankvognsrum”. Det er nok der min beholdervogn fra DWA skal rangeres ind. De to spor på Tomas’ model følger som det ses forbilledet. Desuden har han eftergjort indretningen inde i bygninge, hvilket ser ud til at omfatte en ganske smal læsseperron. Mon ikke den stiblede linje er en slags transportbånd i loftet?

Her et lidt ældre billede af fabrikken, hvor man rigtigt kan nyde fabrikken på havnefronten
Der må altid været et element af kunstnerisk frihed i modelbygning, så Tomas har fortalt at selvom hans modelperiode er ca. 1960, så har han valgt at lade betonbuerne ind under fabriksbygningen være åbne. Disse blev ellers lukket/muret til på et tidspunkt. Jeg ved ikke præcist hvornår, men det må have været mellem 1942, hvor nedenstående reklame stammer fra, og 1959, hvor luftfotoet fra før er taget. Jeg er helt enig i det valg, for den store attraktion ved bygningen er jo netop, af man kan se ind til vognene.

To versioner af fabriksfacaden, en med mere og en med mindre indsigt til jernbanesporene
Hvis det er lidt svært at læse teksten på reklamen fra 1942, så kommer den her i besættelsestidens karakteristiske svungne og nationaltsindede sprog: ”Ved det smukke Alssund, hvor tungt lastede Skibe bringer Østens Produkter hjem, og lange Jernbanetog ankommer med danske Raavarer ligger Solofabrikken . . . . Landets mest moderne Margarinefabrik. – Her kærnes blandt andet SOLO Margarine, Hvis sunde og nærende Egenskaber kendes af hele Danmarks Land.”

Endnu et udsnit af luftfotoet fra 1959. Ståltankene ser helt nye ud. Sådan noget vil se rigtigt godt ud på modeljernbanen!
Modellen er bygget af pap og andre almindelige selvbyggermaterialer samt beklædt med murstenspapir. Når man ser resultatet er det næsten ikke til at tro, men Tomas beretter, at det er hans første husbyggeri efter tegninger. Som alle modelbyggere ved tager ting tid og der er allerede brugt et par år på projektet fra idé til nu. Og bygningen er ikke helt færdig endnu for den mangler blandt andet firmanavnet på facaden. Det er ikke nogen hel ligetil opgave, eftersom der har været fire forskellige udformninger af navnetrækket gennem tiden. Tomas har også fortalt, at han agter at patinere bygningen på et tidspunkt.

Et par detaljer af Tomas’ facinerende model af Solofabriken som byggeriet ser ud i dag. Vi håber på en opdatering, når modellen engang er færdig.
Solofabriken A/S i Sønderborg er et fantastisk selvbyggerprojekt og jeg kan ikke sige andet, end at Tomas’ model har givet mig endnu mere lyst til at prøve noget tilsvarende på mit eget anlæg. Om det lige skal være en margarinefabrik eller et andet industrianlæg ved jeg ikke, men at se godsvognene forsvinde ind i en bygning synes jeg er helt fantastisk. En margarinefabrik kan desuden give anledning til en masse jernbanetrafik ikke kun med beholdervogne, men også hvide vogne i massevis samt brune vogne med emballage og åbne vogne med tønder og tromler. Der er potentiale her.
På Sundborg modeljernbane er vognen nok på vej til Sønderborg med en ladning olie eller fedt til margarineproduktionen. Der er måske nogle af læserne der kender vognens trafikmønster? Det var måske noget med at hente planteolie fra Aarhus Oliefabrik?
Solovognen i industrikvarteret. Der hører den hjemme
Mere om emnet kan for såvidt angår forbilledet læses i Torben Andersens “DSB godsvogne 1945-1965: 2. del , Private godsvogne litra ZA til ZU”
Modellen blev som nævnt anmeldt i Lokomotivet nr. 82 fra 2005: https://www.signalposten.dk/lokomotivet.php?aar=2005&nr=82
Alt om det historiske DWA kan læses her, http://www.danskmodel.dk/tog/DK-Industri/DWA_Hobby/DWA-historie.htm mens det relancerede DWA kan findes her: https://dwahobby.dk
Mere om sidesporet til Solofabriken A/S i Sønderborg kan læses her: http://www.havnebaner.dk/home/soenderborg/sidespor-til-solofabriken
Hej Sundborg
Endnu en gang en super artikel fra din side. Jeg er selv opvokset omkring Sønderborg og det var også her, jeg læste til ingeniør i ’90-erne, så Solo er jo et yderst kendt vartegn for mit vedkommende. Jeg har derfor også selv denne vogn, og har færdiggjort 98% af havnefronten af fabrikken af samme grund. Jeg har set et billede af vogne fra Aarhus Olie blive rangeret ind i ‘dybet’, så jeg tror Solo-vognene blev brugt til andet end olie, men har ikke noget eksakt viden herom 😀
Hvis du sender mig en mail på skott(a)festudvalget.dk, vil jeg gerne sende dig et par billeder af min udgave af Solo 😊
LikeLike
Hej Tomas
Hvor herligt med lidt sønderjysk lokalkendskab. Jeg vil meget gerne høre mere om din Søndeborgske havnefront og jeg er sikker på, at bloggens læsere også meget gerne vil se billeder fra projektet!
Godt nytår!
Sundborg
PS: Mangler der noget i din emailadresse? Ellers skriv til Sundborg.MJ@gmail.com
LikeLike
Hej Sundborg
Jeg plejer at skrive @ som (a), så ‘robotter’ ikke bare høster mailadresser og spammer bagefter – Ellers er adressen, som den er skrevet her – Jeg har sendt 3 billeder til dig på den oplyste mail – Håber, du kan bruge dem 🙂
LikeLike
Hej Tomas
Smart med (a)! Nu har jeg lavet en lille special feature med dit flotte byggeri og opdateret den oprindelige artikel. Endnu en gang mange tak for at du vil dele dit projekt med bloggens læsere!
Bedste hilsner
Sundborg
LikeLike
Den vognen må jeg se å skaffe meg, for hvem skulle tro at Solo kom i tankvogner fra Sønderborg?
https://digitaltmuseum.no/021018419578/bare-solo-er-solo-nora-fabrikker-a-s/media?slide=0
(i Norge er Solo mineralvann med appelisinsmak)
(Nyttårs-) Hilsen fra Oslo
Peder
LikeLike
Hej Peder
Godt nytår og hyggeligt, du stadig følger bloggen. Sjov reklame i tidens stil. Solo er nok bare så godt et navn, at det passer til alle mulige produkter på alle mulige sprog. Jeg må prøve en Solo appelsinvand næste gang jeg kommer til Norge 🙂
Mvh
Sundborg
LikeLike