Tiden omkring nytår er traditionelt sæson for modeltogsproducenternes lancering af nyheder. Selvom de danske leverandører ikke længere følger denne årsrytme, men i stedet udgiver produkterne når de er klar, så udsender de store udenlandske producenter stadig nyhedsprospekter som forberedelse af årets store internationale messer. Heldigvis er formidlingen af nyhedsstrømmen i en dansk sammenhæng sat fuldstændig i system. Det sker på forummet Sporskiftet.dk, hvor især Gert fra Holland fortjener stor ros for at opsnuse alle mulige firmaers nyhedspamfletter, som webmaster Lars så organiserer. Tak for det, mine herrer! Hvad der derimod er lidt trist er, at der ikke rigtigt er nogle danske epoke III nyheder fra de store udenlandske producenter i år. Jeg kan i skrivende stund faktisk kun få øje på Pikos model af IKS 4902, der i sin pre-1941 udgave ikke rigtigt er noget for mig alligevel, især fordi jeg allerede har vognen i udgaven som IKS 24 901. Så delvis som plaster på såret har jeg bladret katalogerne i gennem og er stødt på Rocos lille serie med materiel fra USATC. En af de vogne har jeg faktisk også allerede, men i en anden udgave. Så den skal det handle om her.
Forbilledet blev til som et led i den vestallierede indsats under 2. Verdenskrig. En moderne hær kræver en stadig strøm af brændstof, reservedele, erstatningsudstyr, personel, proviant m.m. og det stod derfore hurtigt de alliererede palnlæggere klart, at befrielsen af Europa ville blive en kolossal logistisk opgave. Forsyningstropperne går som tjenestegren lige så langt tilbage som organiserede hære, men i sin moderne form blev United States Army Transportion Corps (USATC), som det særligt skal handle om denne gang, oprettet i 1942. I det nye korps sammenlagde den amerikanske hær ansvaret for al transport ad vej, vand og jernbane.
USATC gik straks igang med at planlægge, hvordan jernbanetransporten skulle tilrettelægges når de allierede var tilbage på det det europæiske kontinent. Til det formål designede og byggede man en række vogntyper med tilhørende trækkraft. Der blev lagt vægt på at materiellet skulle være let og hurtigt at bygge, mens den forventede levetid til gengæld ikke havde så høj prioritet, så den blev sat til bare fem år. Karakteristisk blev det også, at USATC’s materiel fik britisk fritrumsprofil, der som bekendt er mindre end både den kontinentaleuropæiske og den amerikanske ditto. Der hørte både rangermaskiner og strækningslokomotiver med i pakken. Blandt sidstnævnte var USATC S160 Class, der var en såkaldt Consolidation-maskine med koblingen 2-8-0. Maskinerne blev kendte som ”Rattlesnakes” (klapreslanger), efter de karakteristiske raslende lyd de lavede, når de kørte.
Godsvognene blev designet som både to- og fireakslede vogntyper, som man så kunne montere forskellige overbygninger ovenpå. De fireakslede vogne kom i det ydre til at ligne typiske amerikanske godsvogne med deres karakteristiske diamant-bogier og store håndhjul til rangerbremsen. De fireakslede vogne kunne leveres som åbne godsvogne med lave eller høje sider – eller som herunder som beholdervogne.
Men tilbage til den toaksle vogntype, som det egentlig skal handle om. Disse vogne blev alle bygget op på en standardundervogn med en længde på 7.315 mm udstyret med en Westinghouse trykluftsbremse på hjulsættenes ene side. På denne undervogn kunne man bolte diverse overbygninger. På tegningen herunder kan man se både en åben og en lukket vogntype samt en ledsagevogn, der var en slags blanding af en amerikansk ”Caboose” og en en britisk ”Break Van”.
Den variant, som det handler om i denne artikel, var den lukkede vogntype. Her var vognkassen bygget op omkring et skellet i fladjern. Gulv og endevægge var lavet af fyrretræsplanker mens tag, sidevægge og døre var lavet af krydsfiner. Til hver vogn gik der tyve plader krydsfiner med målet 4 x 8 fod, svarende til 1,22 x 2,44 cm. Alt sammen billige materialer. Vognen målte 8,4 m over pufferne, lastarealet var 16.05 m2 og vognen kunne laste ca. 18 tons. Læg mærke til at der står på vognene, at de kan tage 20 tons. Det er målt i amerikanske tons, der er anderledes end de ”metric tons” vi kender i Europa. En anden ting man kan lægge mærke til på tegningen er vognenes karakteristiske korte puffer. Alle undervogne, hjulsæt, bremser og overbygninger til de toakslede vogne blev prefabrikeret i USA og derefter sendt til UK som ”Knock-Down” samlesæt. Her blev de i 1944 bygget sammen til færdige vogne på et nyt stort London Transport-depot i Hainault, Essex.
De første jernbanevogne blev transporteret til Frankrig allerede kort tid efter at de vestallierede tropper gik i land i Normandiet på D-dagen. Som det ses nedenfor kunne vognene rulle fra landgangsskibene ned på spor lagt direkte på stranden.
Så snart de allierede havde befriet passende havne på den franske kyst kunne man losse jernbanemateriellet her i stedet for, men tog faktisk et stykke tid at komme dertil. Alligevel lykkedes det at transporterer 1,500 lokomotiver og 20,000 godsvogne over kanalen.
I takt med at de allierede rullede det tyske forsvar af Frankrig op, så rehabiliterede man det ødelagte jernbanenet. I denne del af krigen blev de vestallieredes forsyningslinjer faktisk meget lange, især fordi det tog tid at få befriet store havne som Antwerpen og gjort dem operationsklare. Forsyningerne skulle derfor længe trasporteres helt fra Normandiet og frem til fronten. Lastbilskonvojerne i Red Ball Express er måske blevet mere berømte, men USATC’s jernbaneoperationer gjorde bestemt deres til befrielsen af Vesteuropa. USATC endte med at have transporteret 7 million soldater og 126 million tons gods da krigen var slut.
Efter krigen var USATC’s materiel spredt ud over hele Vesteuropa, men de fleste af de toakslede vogne endte logisk nok i Tyskland. Her fortsatte de tjenesten for de allierede tropper, inklusiv forsyninger til de vestlige zoner i Berlin, der som bekendt i perioder blev blokeret af USSR. I 1949 havde USATC ikke længere brug for hovedparten af krigstidsvognene, så de nyetablerede tyske forbundsbaner Deutsche Bundesbahn fik besked på at aftage og betale ca. 10.000 vogne fra USATC. DB var vistnok ikke rigtig interesseret, for de toakslede vogne var slidte, havde ringe løbeegenskaber og nyttelasten var begrænset, men man kunne ikke så godt sige nej.
Omkring 900 styk af de lukkede toakslede vogne blev under mere frivillige former afsat til de nederlandske statsbaner, der som tidligere nævnt her på bloggen, var temmelig desperate efter krigen. Hos NS blev vognene kendt som litra CHAW og fik nummerserien NS 22500 – 23400. Vognene fik dog ikke noget langt liv i Holland, for allerede i begyndelsen af 1950’erne blev de udrangeret.
Hos DB fik de toakslede vogne litra G09. De fleste vogne beholdt deres grønne farve, men et mindre antal fik en ansigtsløftning i form af den traditionelle tyske godsvognsfarve. Efterhånden som DB fik mere styr på godsvognssituationen blev G09 overført til den såkaldte “Bereitschafstpark” og blev kun brugt i spidsbelastningsperioder ligesom den indgik i den militære reserve. Vognene blev markeret med et ”B” i en trekant placeret på vognenes sidevægge. B-parken blev afviklet i 1958 og vognene kunne derefter skrottes. De sidste forsvandt i 1963.
Omkring 350 ledsagdevogne blev også overtaget af DB, men de blev trukket ud af drift allerede i midten af 1950’erne. De skulle være i særklasse ubehagelige at opholde sig i under kørslen. De fireakslede vogne holdt sig i drift længere, vel især fordi de havde meget bedre løbeegenskabe. De åbne vogne fik litra SSkm49 hos DB og i slutningen af 1960’erne fik de endda moderne bogier. En del af beholdervognene kom til forskellige olieselskaber, men mange af dem blev i 1950’erne omdannet til silovogne til transport af kalk, cement og andre pulverformige stoffer, der kunne aflæsses med trykluft. Teksten “Loser Zement” blev placeret på siderne. Tankvogne var i brug indtil slutningen af 1960’erne.
Men hvad med Danmark? Kom USATC-vognene her? Ja, det gjorde de faktisk, i hvert fald i årene umiddelbart efter krigen. Der er forskellige fotos fra Østerport i København, der viser USATC-vogne, muligvis i forbindelse med hjemsendelse af tyske flygtninge fra Danmark. Emnet er blandt andet blevet drøftet i en tråd på Jernbanen.dk’s forum og Jernbane Historisk Forum samme sted (se links nedenfor).
I tråden på Jernbanen.dk skrev Asger Christiansen bl.a. at det faktisk blev undersøgt, om der måske var aftagere til USATC-vognene blandt danske privatbaner. Den 9. oktober 1946 skrev Privatbanetilsynet således til de danske privatbaner: ”Den amerikanske hær har ca. 15.000 godsvogne stående spredt ud over Europa (dog ingen i Danmark). Vognene med en bæreevne på 20-50 tons er nu til salg. En 20 tons vogn koster 630-900 dollars. Tilsynets tekniske konsulent mener ikke, at vognene har interesse for de danske privatbaner, men en fortegnelse kan tilsendes”. Det kom der som bekendt ikke noget ud af, men det er da en meget sjov tanke
Der findes bevarede eksemplare af de lukkede toakslede vognene, men ikke så mange som man måske skule tro, vognenes enorme antal taget i betragtning. Et par af dem findes i USA, mens en anden er blevet istandsat i Holland.
Modellen af DB G 09 162 384, som er den vogn jeg har, findes faktisk ikke for tiden i Rocos katalog. Det gør så til gengæld en version af vognen i den oprindelige USATC-udførelse, og det er det, der er nyheden.
Vogenen i USATC-udførelse er et led i en hel lille serie fra Roco, hvor der også findes fireakslede vogne, men hvor stjernerollen rimeligvis indtages af damplokomotivet USATC litra S160. Lokomotivet kom (sådan som jeg lige husker det) sidste år.
Rocos model er faktisk et genoptryk af en ældre model fra Klein Modellbahn, som Roco overtog for nogle år siden. I det hele taget er vognen som sådan ikke sjælden, for Tillig har haft den i programmet allerede dengang firmaet hed Sachsenmodelle.
Selv den nyere Roco-version er ikke nogen avanceret model, med vognkasse og tag støbt i eet. Vognbunden er nok det simpleste jeg nogensinde har set.
Vognen har som mit øvrige materiel fået en gang patinering. Når man ser på billederne herover er det tydeligt, at mange af vognene kom til at se temmelig slidte ud hen mod slutningen af deres karriere. Min vogn er imidlertid brunmalet, så jeg tænker, at DB-farven har dækket den muligvis sørgelige forfatning træværket er i nedenunder. Eller også har DB udvalgt en relativ velbevaret vogn til opmaling? Under alle omsændigheder holdt jeg lidt igen med patineringen, som det fremgår af filmen herunder.
Ellers er det meget sjovt at sammenligne den lille vogne med andre lukkede godsvogne. Den britiske fritrumsprofil gør vognen smallere og lavere end kontinentale vogne. Der er noget næsten legetøjsagtigt over den.
På Sundborg modeljernbane er det faktisk lidt svært at finde på en god historie, der kan retfærdiggøre vognens tilstedeværelse. Vognen er ikke RIV-mærket og typens placering i beredskabspuljen gør det egentlig ret usandsynlig, at den er indsat i international trafik. Måske der er tale om en militær relateret transport? Gode ideer fra læserne er som altid velkomne. Elllers ryger vognen nok i tilbage skuffen eller i vitrineskabet.
Mere om emnet G09, USATC og dets rullende materiel kan blandt andet læses her:
https://warfarehistorynetwork.com/2016/09/29/the-trains-that-fueled-the-normandy-breakout/
og her: https://armyhistory.org/railroaders-in-olive-drab-the-military-railway-service-in-wwii/
Hvis man er frisk på lidt nederlandsk kan man læse meget her: https://forum.beneluxspoor.net/index.php?PHPSESSID=1a5e5e84d52249d301b020003e4f9b82&topic=65019.15
”About the USATC Steam Locomotives and Freight Cars and Their Final Destination ” kan man læse i Railways and Tramways No. 4 of February 1949:
Mere om restaureringen af en tidligere nederlandsk vogn, der er ført tilbage til det oprindelige udseende efter i mange år at have været anvendt som skur på en gård: http://www.stichting162.nl/chaw-goederenwagon/
De amerikanske vogne kom som sagt til Danmark lige efter krigen og det diskuteres her: https://www.jernbanen.dk/forum2/index.php?id=61104
Og her: https://www.jernbanen.dk/forum/index.php?id=32692 – bl.a. med foto fra Østerport.
Er man interesseret i at se en stump film fra krigens tid med USATC’s indsats i Frankrig kan man dyrke denne amerikanske ugerevy: ”Yanks Help Repair French Railroads (1944)”: https://www.youtube.com/watch?v=KSMKXiUU9R0
Sundborg MJ 
Meget spændende læsning, tak! Der lærte jeg noget nyt. Også tak for at nævne at Piko genudgiver IKS-vognen med ældre litra for det havde jeg ikke set. Jeg har også den ældre udgivne model, men når de ligefrem laver en epoke II-udgave, så skulle man da være et skarn ikke at snuppe én. 🙂
Mvh
Benjamin – Gamle Jernbaner
LikeLike
Glad for, at du syntes om artiklen. Det vil måske være noget for dig at have sådan en grøn USATC-vogn på sporet? 1945 er vel mere eller mindre din periode? Litraet på Pikos IKS-vogn er med forbehold for jeg har ikke haft modellen i hånden, men baserer alene vurderingen på katalogbilledet (hvilket man sommetider skal være forsigtig med). Men det giver mening, at det er 4902 eftersom Piko lidt friskt lancerer modellen som en nyhed. Modellen skulle være i butikkerne nu, så jeg ser frem til snart at se den omtalt på din gode blog 🙂
LikeLike
Den grønne vogn er så forfriskende anderledes at jeg næppe kan modstå den i butikken – især nu, hvor vi ved den har kørt i Danmark lige efter krigen. Gad vide om det lækre amerikanske lokomotiv nogen sinde har kørt i Danmark?
LikeLike
Jeg har et eller andet sted i mit arkiv liggende et “arvet” foto (optaget af en af Dansk Jernbane-Klubs tidlige støtter, Ove Bøye) af netop en lukket godsvogn af ovennævnte type, mærket “U.S. Transportation Corps” – ikke som del af en militær manøvre, men stående alene på Aarhus Havn, tilsyneladende i brug som “almindelig” godsvogn! 🙂 Såvidt jeg husker, er det dateret sent efterår 1945.
LikeLike
Det lyder som et rigtigt sjovt billede. Hvis du har mulighed for det så send meget gerne fotoet til Sundborg.mj@gmail.com – så lægger jeg billedet på bloggen til gavn og glæde for den brede offentlighed 🙂
LikeLike
Tak! 🙂 (og tak for din inspiration i mange sammenhænge! For at du deler dine erfaringer, hyggeligt og værdifuldt!)
Om billedet: Min formulering “et eller andet sted i mit arkiv” dækker over, at billedet ikke er der hvor det efter systematikken har været. Altså ikke på sin rette plads. Men det dukker op. 🙂 Og når det sker, vil jeg meget gerne dele det. 🙂 Jeg tror faktisk at Ove Bøye i sin tid – da det var aktuelt, eller kort efter – offentliggjorde det i “Det røde” Jernbane-Bladet! 🙂 Men da min egen samling af bladet fra dets første årti, 1940’erne, ikke er komplet, kan jeg ikke lige verificere det her og nu. 🙂
LikeLiked by 1 person