Mit savværk skal også have solgt sine produkter, så der er behov for, at der etableres faciliteter, der kan tage sig af den side af sagen. Man kan købe diverse tømmerreoler og trælasthandler hos tilbehørsfabrikanterne, men man kan også lave dem selv, så det har jeg gjort i denne artikel.

Forbilledet for udformningen for denne del af savværksvirksomheden kan endnu engang findes på diverse billeder af danske savværker i 1950’erne.

Der er mange mulige udformninger af oplagringen af savværkets færdige produkter, men de lodrette tømmerreoler eller tømmergalger er klart de mest iøjnefaldende.

Modellen er også denne gang ”scratch built”, det vil sige bygget fra grunden af billige materialer. Selve grundkonstruktionen er opbygget af tynde lister, 3×3 og 2×2 mm. De fæs i de fleste klassiske hobbybutikker. De tykkere lister blev anvendt til galgens bærende dele, de tyndere til alt det andet. Det hele blev limet sammen med almindelig hvid trælim.

Taget blev igen lavet i 1 mm pap fra en skriveblok, beklædt med ”tagpap” i form af sort maletape. Dækket, der holder brædderne fri af jorden blev lavet af balsatræ. Det hele blev malet og patineret. Grundfarven var den samme brunsorte kulør af træbeskyttelsesmiddel, der blev brugt til savværkshallen og tømmerladen.

Til salgsafdelingen var der brug for løse brædder i modsætning til de stabler, der tidligere blev brugt til godslasterne og til tømmerladen. Løse brædder er ikke så komplicerede at lave selv. Man kan enten skære dem ud enkeltvis med en hobbykniv, eller man kan rigge en skærer til med lidt træklodser og et barberblad og så ellers ”høvle” brædderne af.

Hele processen med tømmergalge og løse brædder kan som sædvanlig følges i denne lille YouTube-video:
På Sundborg modeljernbane er tømmergalgen, som det er fremgaæt af film og billeder, fast monteret på ”savværksgrunden” og indgår som sådan i det samlede miljø. Eftersom den endelige placering på anlægget udestår er det ikke helt til at sige, hvordan det hele ender, men mon ikke galgen ender med at befinde sig bag selve savværkshallen, set fra anlægskanten?

Ellers må man sige, at området omkring tømmergalgen egner sig til diverse optrin, med savværksarbejdere, kunder og køretøjer.

Mere om emnet salg, trælastlager, tømmergalger med mere findes der egentlig ikke så meget om, bortset fra alle de gode billeder af savværker man kan finde på f.eks. Arkiv.dk, Danmark set fra luften og lignende sites, så gå på opdagelse der.

Wow – det ser godt ud med liv på savværket
LikeLike
Tak! Det hjælper med lidt kunder i butikken 🙂
LikeLike