Det er permanent efterår i Sundborg, så indbyggerne har brug for at klæde sig varmt på. Ikke mindst når de står på den kolde perron og venter på toget. Man kan finde en der en del velpåklædte figurer i Preisers sortiment og selvom de små personer til sin tid kommer til at indgå i et efterårsmiljø, så er der i anledning af den tilstundende jul drysset lidt sne ud over billederne i denne artikel.

Forbilledet for dagens figurer er som altid danskerne, sådan som de så ud i 1950’erne. Varehusenes kataloger fra epoken er rigtigt gode kilder til at belyse tidens stil. Katalogerne har to fordele frem for arkivbilleder, nemlig for det første at de har fokus på tøjet, og for det andet, at de er i farver.

Bloggen har allerede i indledningsartiklen om figurer, der blev bragt for nogle år siden, set på farver og designs i 1950’erne, men zoomer man ind på overtøj får man alligevel øje på nye detaljer. Bemærk f.eks. at kvinden fra 1953-kataloget er iklædt en såkaldt vendefrakke. Det var en frakke der kunne bruges på begge sider. En vendefrakke var så tidstypisk, at Nationalmuseet har optaget en i sin samling. Museets frakke er syet af poplin (bomuld), beige på den ene side og bordeaux på den anden. Ellers var overtøj til den kolde tid i denne periode typisk af uld eller måske filt. Det var før moderne syntetiske materialer gjorde deres indtog.

Overtøj var relativt dyrt i 1950’erne. Man kan sammenligne priserne på damefrakkerne på billedet ovenover med, at en faglært i 1955 tjente kr. 4,93 i timen. Der skulle med andre ord næsten en ugeløn til frakken længst til højre. Og så var det i Daells Varehus, der langt fra var det dyreste sted at handle. Man kan også regne prisen på frakken om til godt 100 kg rugbrød i 1955-priser.
Modellerne er som sædvanlig fra Preiser. Der er tale om et mal-selv-sæt, denne gang med kat.nr. 16347. Maleprocessen kan følges på følgende lille film.
Som det fremgår af filmen blev der også denne gang grundet med sort. Det er et tip jeg har hentet hos figurmalere og tricket er, at diverse helligdage ikke lyser igennem på samme uheldige måde, som hvis man bruger en lys grå grunder.

Sættet kaldes på det tyske originalsprog for “Im Winter”, men på trods heraf ligner de nu udmærket mennesker udsat for det danske efterår. Der er noget temmelig realistisk over den måde, som mange af figurerne ser ud til at skutter sig i kulden på.

På Sundborg modeljernbane vil de varmt påklædte figurer kunne bruges i diverse udendørs sammenhænge, ikke mindst som her som ventende passagerer på stationen i Sundborg og andre steder.

Mere om emnet tøj i 1950’erne kan man f.eks. finde på dette site, der giver et overblik over hvert årtis modetendenser: Mode i 1950’erne – tidenssamling
Nationalmuseet bevarer også eksempler på påklædning og mode gennem tiden: Mode i 1950’erne. Vintage mode. (natmus.dk)
Særligt om vendefrakken som fænomen: Cottoncoat til at vende, 1949 (natmus.dk)
De gamle varehuskataloger kan findes her: – Digitale samlinger Søgeresultater (kb.dk)
Løn og prisoplysningerne er fundet her: Prisudvikling | Viby lokalhistorie
Preiser-mal-selv-sættet har i øvrigt også tidligere været i spil i denne lille film om skiløbere
Vad mycket mer realistiskt det ser ut, när figurerna har kläder som passar vädret! Riktigt bra färger på kläderna också.
LikeLike
Glad for at du synes om figurerne. Passagerer udsat for koldt vejr gælder både i Sverige og Danmark 🙂
LikeLike