MY1287 har for nylig skrevet en rigtig interessant blogartikel om de ret monumentale konstruktioner, der går under betegnelsen ”galgekraner” og gennemgået de mange modeller, der er på markedet. Jeg fik på den baggrund lyst til lige at sætte et par billeder af min egen galgekran på bloggen, en let fordansket udgave af et velkendt byggesæt fra Kibri.
Forbillederne for galgekraner på de danske epoke III-anlæg er rigtig godt belyst i den nævnte blogartikel. Her er kranernes basale virkemåde forklaret, ligesom det fremgår, hvordan galgekranerne fandtes i flere størrelser og udformninger hos banerne. Nu skriver jeg ”galgekraner” frem for portalkraner og bukkraner, for galgekraner er den betegnelse typen ifølge MY1287’s artikel har i “Banernes bygning og udstyrelse”, så det må jo være den teknisk korrekte betegnelse i DSB-sammenhæng. Kranen er af en tysk standardkonstruktion, der utvivlsomt har været meget udbredt syd for grænsen.
Kranen minder en hel del om den kran, der i sin tid stod ved Nørrebros Station og som man kan se billeder af på MY1287’s hjemmeside. Om Nørrebro-kranen var en tysker, ved jeg desværre ikke, men det er jo ikke usædvanligt, at tyske jernbaneprodukter finder vej til Danmark, hverken i model eller i virkeligheden.
Sammenligner man med de øvrige ældre galgekraner i MY1287’s artikel ses det, at Nørrebro-kranen var lidt kraftigere i konstruktionen end mange af de øvrige kraner, mens kranerne i Århus og Odense ser ud til at følge lige efter. Modellen er derfor måske lidt overdimensioneret til danske forhold, men den går vel an på en større provinsstation som Sundborg.
Modellen er en rigtig Kibri-klassiker kat. 9316 af ikke helt ny dato. Ikke desto mindre er det stadig en nydelig model, hvor de forskellige jernprofiler, der udgør de bærende konstruktioner, fremstår skarpt og tydeligt.
”Fordanskningen” består, som det fremgår af billederne, blandt andet i, at jeg har undladt at montere det halvbueformede bølgeblikstag, eftersom ingen af de danske kraner ser ud til at have haft noget tilsvarende. Man skulle ellers tro, at det ville have været en meget nærliggende ting i det ustadige danske vejr. Kranen er desuden blevet malet med Humbrol 1, der egentlig er en grunder, men har en nuance, der svarer nogenlunde til DSB-grå. Også det lille skur mellem kranbenene og det træbeklædte styrehus, der begge fra Kibris side var brune, er nu grå. Vinduesrammerne er malet hvide.
I byggesættet indgår to lampeattrapper, som jeg har udeladt. I stedet har jeg monteret et lysarmatur fra Viessmann under overliggeren. Lysarmaturet blev taget fra et af Viessmanns selvbyggersæt med gadelamper. Der blev boret et lille hul til ledningerne, som derefter blev ført om bag skinnerne til løbekatten og ned langs et af kranens ben. Det er en simple forbedring med stor effekt ved nattetide.
Af andre forbedringer kan nævnes, at skinnerne som løbekatten bevæger sig henover, har fået en sølvblank overside, så det ses, at kranen er i jævnlig drift. På billederne af forbilledet på Nørrebro kan man se tydelige rustpletter, ligesom malingen skaller af på styrehusets trævægge. Det er forsøgt eftergjort på modellen med lidt patinering. Jeg har på den anden side heller ikke villet overdrive forfaldet, det skulle helst ikke se ud som om, at kranen er ved at bryde sammen.
På Sundborg modeljernbane vil kranen formentlig blive opstillet ved hovedstationens læssevej. Kranen er som nævnt i den solide ende efter danske forhold, så den er udelukket i forbindelse med anlæggets mindre stationer. Kranen kunne evt. også placeres i forbindelse med industrianlæg f.eks. til at håndtere tunge maskindele på et jernstøberi eller lignende, men til det formål fås også mange andre kranmodeller fra tilbehørsindustrien.
Der er også grund til at fremhæve Modelbygs model af galgekranen i Randers. Det må være oplagt at sætte denne lidt mindre kran på en af de andre stationer på Sundborg MJ en gang i fremtiden. Endelig har Uhlenbrock i samarbejde med Kibri lavet en motoriseret version af den kran, der er omtalt i denne artikel. Den kan hæve og sænke og løbekatten kan køre. Herudover kan der monteres en magnet, så godset kan løftes. Det lyder faktisk ret sjovt, så det kan være, jeg engang skal have opgraderet til den motoriserede version.
Mere om emnet kan som nævnt først og fremmest findes hos MY1287:
På YouTube findes denne flotte sekvens med en motoriseret kran: http://www.youtube.com/watch?v=TaYiOxlb6II&feature=related
Skriv en kommentar