Roer til sukkerproduktion og roer til husdyrfoder var og er stadig vigtige landbrugsafgrøder i Danmark. Sådan var det også i 1950’erne, hvor en betydelig del af årets høst af sukkerroer fik en togtur på et eller tidspunkt mellem roedyrkeren og aftageren. I denne artikel skal der ses på, hvordan man let og billigt kan lave et læs roer til modeljernbanens åbne vogne.
Forbilledet er denne gang, det siger sig selv, den beskedne danske roe. Nærmere betegnet roer i flok. Så hvordan ser de ud, når de blev bunket oven på hinanden?
Roetransporterne var i høj grad sæsonbetonede og hang sammen med den såkaldte roekampagne, der løb fra oktober til engang ind i vintermånederne. Det hele starter selvsagt med at roerne blev ”taget op” ude på markerne og her i 1950’erne var det for størstedelens vedkommende stadig ved håndkraft – og det var hårdt! Herefter blev de læsset op i ventende landbrugsvogne. Netop i 1950’erne holdt traktorerne deres indtog i dansk landbrug, men der var stadig mange hestetrukne vogne, ikke mindst på de små landbrug. Lastbiler fra den lokale vognmand blev også brugt. Lå gården tæt på sukkerfabrikken kunne de køres direkte hertil. Ellers skulle de omlades til åbne jernbanevogne.
De åbne vogne tilhøre en af de mange roebaner, der var anlagt i tilknytning til de ni store sukkerfabrikker og deres saftstationer, eller det kunne være med normalsporede vogne hos DSB eller privatbanerne. Sukkerfabrikkerne lå strategisk placeret rundt i det sydøstlige Danmark, hvor den fede lerede jord var bedst egnet til sukkerroedyrkning.
Her i Sundborgtiden i midten af 1950’erne transporterede DSB gennemsnitligt 82.000 tons roer årligt, mens privatbanerne transporterede 15.400 t. Et ton roer svarer ca. til en kubikmeter, så der kunne være tale om en ganske omfangsrige last og lange tog. Til gengæld var den gennemsnitlige DSB-transportlængde for roer faktisk lav, helt nede i intervallet 11-25 km. Det var nok fordi der var relativt kort mellem producent og aftager.
Men der var også roer, der fik en væsentlig længere tur med jernbanen her i Sundborgtiden i midten af 1950’erne. Det skyldtes, at der i de år blev eksporteret sukkerroer til oparbejdning i Vesttyskland og Sverige. En del åbne DSB-vogne var involveret i eksporten, men især forskellige vesttyske vogntyper og svenske O-vogne hentede roer i Danmark.
Med hensyn til de indenlandske transporter var alle mulige åbne vogne involveret i roekampagnerne, så man kan roligt sætte alle sine fine modeller af litra PB, PE/PER, PF/PFR etc. i drift. I denne artikel er det imidlertid litra P (senere E) der fører an, ikke mindst fordi typen var særligt anvendt til roetransporter i sine tidlige driftsår.
Jernbanetransport (smal og normalsporet) af roer var således ”big business” her i Sundborgtiden og en god indtægtskilde for banerne. Det er det ikke mere, for siden 1980’erne har lastbiler og store traktorer med endnu større vogne på slæb helt overtaget dette arbejde. Og så er der i øvrigt kun to sukkerfabrikker tilbage i Danmark.
Modeller af roer kan godt skaffes fra tilbehørsfabrikanterne, men man kan ret selv lave sig et vognlæs for næsten ingen penge. I denne omgang har jeg anvendt hvid quinoa, mens jeg i en tidligere artikel om litra PB brugte alfalfafrø. Et andet muligt materiale er sesamfrø som f.eks. foreslået i en artikel i Lokomotivet (se mere om emnet) eller vindruekerner (ditto). Det er måske lidt smag og behag hvad man synes ligner bedst.
Proceduren bag en vognladning roer er enkel nok og beskrevet i omtalte artikel i Lokomotivet nr. 78. Det hele starter med et fundament, der i dette tilfælde var lidt korkbeklædt skumpap, som jeg havde liggende. Det kunne også have været en lille skive pap på en træklods som i Lokomotivets forslag eller måske en base af udskåret flamingo.
Når basen er klar kan man placere den i vognen med et beskyttende lag cellofan rundt om. Meningen med den galskab er at skåne vognen for lim og anden overlast. Et lag hvid PVA-trælim påføres, hvorefter frøene hældes ud. Ser man på fotos af virkelighedens roevogne var de ofte godt fyldt op.
Herefter er det samme procedure, som når man lægger ballast: Først en gang isopropanol eller tilsvarende til at tage overfladespændingen, herefter en 50/50 pct. opløsning af vand og hvid lim påført med pipette til at fiksere frøerne. Tørring, fjernelse af cellofan og til sidst en gang patinering med jordbrune farver. Godslasten er klar til indsættelse. Hele processen fremgår af følgende lille film.
Det bør nævnes, at nogle MJ-ere ikke er meget for at bruge naturlige materialer/fødevare eller andre biologisk nedbrydelige elementer på modeljernbanen fordi sølvfisk og andet kryb, der lever i vores hjem, godt kan finde på at kaste sig over sådanne materialer. Det er en rimelig pointe og jeg vil holde godt øje med, om mine ”roer” bliver inficeret af utøj. Indtil videre ser det ikke ud til at være et problem, måske fordi frøene trods alt er ”mumificerede” under et lag trælim.
På Sundborg modeljernbane kan roelasterne tænkes indsat på forskellig måde. Det kunne være hyggeligt at have en roelæsningsscene som vist her i artiklen, f.eks. på landstationen Knagsted på sidebanen. Her ville der f.eks. kunne stå 2-3 vogne, som efter læsning køres til Sundborg for at blive samlet til et heltog med roevogne, der så køres til sukkerfabrikken eller til eksport.
Jeg har jeg længe haft tanker om at anlægge en sukkerfabrik, men overvejelserne er ikke færdige endnu, for en sukkerfabrik vil tage enorm meget plads, også selvom der kun ville bliver tale om antydningen af en fabrik i form af en halvreliefbygning langs bagvæggen. Selv hvis der ikke bygges en sukkerfabrik på den synlige del af anlægget kan man som sagt sagtens køre med lange roetog alligevel, enten til en tænkt sukkerfabrik uden for anlægget, eller som eksportvare over grænsen til Padborg. Så det er bare om at komme i gang med at læsse de roer!
Mere om emnet roetransporter i Danmark bør starte med Morten Flindt Larsen, Per Topp Nielsen og Johan Poulsens bog “Roer på skinner”. Selvom der er naturlig vægt på de smalsporede roebaner, så er den normaltsporede trafik også grundigt belyst. Bogen har (s. 213) bl.a. et fantastisk billede af en af de meget højsidede tyske vogne af type Om 12, der er fyldt helt op til randen med sukkerroer, så vognen står på fladtrykkede fjedre. Vognen kom ikke ud at køre den dag. Bogen har også et godt afsnit om roeeksporten.
En virkelig god artikel om sukkerproduktion og jernbanetransport set fra en modeltogsvinkel kan man finde i en fremragende artikel i Mosebanen nr. 56 : Mosebanen-56..pdf (dmju.dk)
Samme blad havde i nr. 43 en gennemgang af statistikkerne for godstransport, herunder sukkerroer: Mosebanen-43.pdf (dmju.dk)
Hovedinspirationskilden til sukkerroer som godslast for modeltog kommer som sagt fra er artikel af Toben Andersen: ”Kører dine vogne stadig tomme rundt”, bragt i Lokomotivet nr. 78”: Tidsskriftet Lokomotivet – Signalposten.dk
Ideen til vindruekerner som model-roer stammer fra også fra Lokomotivet, nemlig den første artikel i serien ”De kører da ikke tomme omkring”, bragt i nr. 48: Tidsskriftet Lokomotivet – Signalposten.dk
Kombinationen litra P (senere E) og roetransporter er belyst i samme blads artikel ”E-vogne … sukkerroerne gjorde dem nødvendige”: Tidsskriftet Lokomotivet – Signalposten.dk
Tilbage til forbilledet så kan man også besøge Danmarks Sukkermuseum. Museet ligger på adressen: Løjtoftevej 22, 4900 Nakskov, ikke så lagt fra en af de sidste to aktive sukkerfabrikker i Danmark. http://www.sukkermuseet.dk
Sidst men absolut ikke mindst bør man afgjort som altid lægge vejen forbi Jernbanen.dk, der har en serie meget fine artikler om de danske sukkerfabrikker set fra et jernbaneperspektiv: Jernbane artikler om vidt forskellige jernbaneemner (jernbanen.dk)
Skriv en kommentar