Der er selvfølgelig brug for flere figurer på en modeljernbane end dem der lige har med togdriften at gøre. Men hvor mange forskelligartede figurer kan man have på anlægget, før der går cirkus i det hele? Denne gang skal det handle om en figur på kanten.
Forbilledet er de landstrygere, landevejsridder, vagabonder, der vel nærmest har eksisteret til alle tider, og som også hører 1950’erne til.
Der er en naturlig forbindelse mellem jernbaner og vagabonder. På mange amerikanske anlæg, især dem der har 1930’erne som tema, er der ofte nogle ‘hobos’ et sted i nærheden af godssporene. Det lader ikke til at have været lige så almindeligt for vagabonder at køre gratis med godstogene i Danmark som i USA, men skure og tomme vogne lader til i perioder at have være benyttet som overnatnings- og “være”steder for vagabonder og andet godtfolk.
Vagabonder indtager en slags dobbeltrolle i manges bevidsthed. I Gyldendals Symbolleksikon, 2009, står der, at en vagabond: “symboliserer dels frihed (“den frie fugl”, “landevejsridderen”s ubundethed og antiborgerlige fremfærd), dels fremmedhed, forhutlethed, fattigdom og omflakken, med flasken som eneste ledsager. Livsformen både lokker og skræmmer. Romantisering af landstrygerliv finder sted hos bl.a. Nis Petersen, mens Storm P. i sine mange (vittigheds)tegninger og malerier af de filosoferende skikkelser også formår at ramme de mere sociale og tragikomiske sider.”
Danmarks næstmest kendte vagabonder må være dem fra Bakkegaarden. Læserne har sikkert allerde gættet, hvor jeg vil hen. Filmdatabasen præsenterer “Vagabonderne fra Bakkegaarden” sådan her: “Det er i Jylland, en tidlig sommermorgen. En vagabond vågner i en høstak, han er en yngre, kraftig mand med et par leende grå øjne under det sortkrøllede hår. Han hedder Martin, og han kunne godt se ud som om, han var af taterslægt. Han er rig, ikke på penge, men på humor og livsglæde. Han synger sig frem for et måltid mad og en lo til at sove i.”
Se det er jo en Morten Korch film vi er inde på her og de var enormt populære i Sundbortiden. Ja, det er de vel stadig. Som der står i Den Store Danske: “Begrebet “en Morten Korch-film” med Poul Reichhardt i hovedrollen, indlagte sange af Sven Gyldmark og lige dele konflikt og hygge trak gennem 1950’erne store dele af den danske befolkning i biograferne.” Ikke mindre end 18 Morten Korch-film blev det til mellem 1950 og 1976.
Morten Korch (1876-1954) og hans historier kan godt skille vandene. Hvis man vil være venlig kan man hæfte sig ved, hvordan Korch i sin store produktion af romaner, filmmanuskripter og andet, solidarisere sig med almindelige menneskers vilkår, især på landet. Hvis man er mindre venlig kan man hæfte sig ved “stereotyp skildring af den renhjertede helts kamp for at genvinde slægtens besiddelser, der er blevet eksproprieret af kreditforeninger og storbanker”, som der står i Den Store Danske. Min gamle dansklærer gik så vidt som til at kalde Korch for hylder af protofacistiske værdier, men han var også pænt venstreorienteret.
Nu har jeg set nogle af filmene som led i min research af livet i 1950’erne og især de tidlige film er interessante derved at de giver gode tidsbilleder af landskaber, indretning og påklædning i epoke III. Sproget er en anden sag, for der er godt nok meget “teaterjysk”.
Uanset om man køber fortællingen om vagabonden som frigjort individualist eller tværtimod synes at vægten bør lægges mere over i det socialrealistiske, så kan der gøres plads til en vagabond eller to på epoke III anlægget. Nu over til selve figuren.
Modellen er fra endnu et af Preisers selvmalesæt, nærmere betegnet 16353. Hvis man tager brillerne på kan man se en hel Morten Korch film i figurerne – jævnstavnsromantik har en lige så stærk tradition i Tyskland som i Danmark.
Jeg sad en dag og kiggede på sættet og glædede mig til en dag ude i fremtiden at skulle gå igang med den landlige side af anlægget. Det fleste af figurerne lignede meget godt danske typer, bortset fra de to alpe-fyre, der trak afsted med en blomsterudsmykket ko. Så slog det mig pludselig at den ene godt kunne laves om til Martin fra “Vagabonderne fra Bakkergaarden”. Der var lidt af den energiske vandringsmand over udtrykket. Og en fjollet hat.
Først måtte der fjernes lidt af læderbukserne, så måtte bukserne gøres lange og tilsidst måtte jakken forlænges. På denne lille film ses hvordan. Egentlig ville jeg have brugt “Er du dus med himlens fugle” som underlægningsmusik, men jeg vil helst ikke i karambolage med nogens copyright.
På Sundborg modeljernbane er der måske ikke behov for så mange vagabonder, men Martin her kan jo godt gå en tur i skovbrynet og være dus med dyrene. Det kunne måske komme på tale engang at lave en skærslipper, der er på vej til næste bondegård med sin vogn og sit grej – det tænker jeg lige lidt over.
Mere om emnet Vagabonderne på Bakkegaarden kan findes på YouTube i form af utallige klip, f.eks. her: https://youtu.be/xodNN9tvDEg Personligt foretrækker jeg nok denne version: https://youtu.be/Iisp7eJG0nQ
Citatet fra Finn Stefánssons artikel “Vagabond” i Symbolleksikon, 2009 kommer herfra: http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=42687
Artiklen om Morten Korch i Den Store Danske er skrevet af Carsten Berthelsen og Rasmus Löb: http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=11005
Citatet fra filmdatabasen kommer her: https://www.dfi.dk/viden-om-film/filmdatabasen/film/vagabonderne-pa-bakkegaarden
Storm P’s oplevelser som “Tramp” er beskrevet her: https://www.bt.dk/nyheder/da-storm-p.-blev-vagabond-et-kig-tilbage-paa-tegnerens-muntre-rundrejse-i-danmark
Ud over Storm P’s togtur som “Tramp” er det eneste eksempel på en kunstnerisk beskrivelse af vagabonder og tog jeg lige kan komme i tanke om forfatteren Mogens Klitgaard. I romanen “Gud mildner luften for de klippede får” fra 1938 lader hovedpersonen tage en gratisbillet i en åben godsvogn, men handlingen foregår i Sverige, så det tæller heller ikke rigtigt.
Her er lidt om “Freighthopping”: https://en.wikipedia.org/wiki/Freighthopping
smukt lavet diorama! tak for interessant artikel!
LikeLike
Glad for at du synes om artiklen. Dioramet er nu bare en papskive med lidt landskabsmaterialer og de tidligere omtalte træer, lavet af kviste. Sommetider skal der ikke så meget til for at gøre omgivelserne mere interessante.
LikeLike