De fleste modelbygninger er ganske regelrette med perfekte retvinklede hjørner og helt lige mure. Der er få eksempler på skæv bindingsværk eller skrå hjørner hos tilbehørsfabrikanternes huse. På den baggrund er Auhagens model af en fabriksbygning med et imposant portparti en interessant undtagelse, for grundplanen er helt unik.
Forbilledet findes næppe helt mage til i virkeligheden. De skæve vinkler m.m. kunne måske godt give det indtryk, men i og med at bygningen er et led i Auhagens nye ”kollektion” af modulbaserede industribygninger, så er det mere sandsynligt, at modulerne har dikteret modellen end omvendt.
De arkitektoniske grundelementer i Auhagens industriserie synes endnu engang at være hentet i det nordtyske/prøjsiske, som firmaet de seneste år har dyrket mere end måske nogen anden tilbehørsproducent. Og det er jo så godt nyt for danske modelmagere, for mange af disse bygninger kan enten direkte, eller med små ændringer uden videre glide ind i et hjemligt modeljernbanemiljø.
Som det tidligere er omtalt i artiklen om kedelhuset, så blev industrialiseringens nye produktionsfaciliteter lagt, der hvor folk var, nemlig i byerne – eller så tæt på disse som muligt. Efterhånden som byerne voksede rundt om industrierne og fabrikkerne udvidede kunne pladsen på de oprindelige matrikler derfor godt blive ret trang. De skæve vinkler, som dagens bygning er så rig på opstod derfor typisk, når man prøvede at udnytte den givne plads bedst muligt. Jernbanen var tit medskyldig i de lidt aparte former som industribygningerne kunne få, eftersom hensynet til sporføringen ofte kunne gøre det nødvendigt at ”skære hjørner” eller give en bygning en trekantet grundplan af hensyn til et sporskifte.
Bygningens mest iøjnefaldende træk er det store indgangsparti. Nogle industriporte har gennem tiden fået nærmest mytisk karakter, f.eks. hovedporten på B&W i København. Bag den samledes tusinder af arbejdere før fyraftensfløjten lød, for først når arbejdstiden officielt var slut, blev porten åbnet og de ansatte kunne forlade området. Det siges, at var en bil så uheldig at befinde sig foran porten på det tidspunkt, hvor sluserne blev åbnet, så blev den oversvømmet af menneskemasserne. En del værftsarbejdere ville så klatrede henover bilen, frem for at gå uden om. Det var ikke noget lak og pyntelister havde godt af.
Modellen minder i den tekniske udførelse en del om stuehuset fra samme firma, som tidligere er omtalt her på blokken. Murstenspræget har samme fine modeltro størrelse, ligesom vinduer og andre detaljer er støbt meget præcist og nydeligt.
Bygningens lidt anarkistiske kombination af partier med store og små vinduer, forskellige tagprofiler og frem for alt den lidt irregulære port og det overdækkede areal bag, giver et samlet præg af mildt kaos, der efter min mening gør bygningen ret attraktiv.
Med alle disse lovord kan det næppe undre, at jeg (for en gangs skyld) har valgt at bygge sættet stort set som angivet i byggevejledningen. Murene fik dog den sædvanlige gang fugemaling ligesom individuelle mursten blev fremhævet.
På Sundborg modeljernbane er der ikke taget stilling til, hvad bygningen skal bruges til. Flere muligheder vil stå åbne. Uden jernbanespor kunne bygningen også bruges som fragtmandshal, eller fiskeriauktion eller noget helt tredje – en bygning med mange muligheder.
De skæve vinkler gør det sjovt at overveje om bygningen måske kunne placeres mellem de mange spor på havnen og det mest oplagte på en modeljernbane ville naturligvis være at lade et privat spor gå ind gennem den karakteristiske port.
Mere om emnet Auhagens modulsystem kan findes på firmaets hjemmeside www.auhagen.de
Som et eksempel på, hvad man kan få ud af mulighederne i modulsystemet er her et link til en tysk MJ-kollega, der rigtigt er gået til den med opbygningen af en waggonfabrik efter eget hoved: http://www.google.dk/imgres?imgurl=http://www.fuessener-modellbaublaetter.com/Werktor%25201%2520(2).jpg&imgrefurl=http://www.fuessener-modellbaublaetter.com/Auhagen%2520Fabrik-1.htm&usg=__-QSNAA8yWfqEa3LI8sGis7zC-hM=&h=1479&w=1896&sz=470&hl=da&start=42&zoom=1&itbs=1&tbnid=KhIozx1b-0HlxM:&tbnh=117&tbnw=150&prev=/images%3Fq%3Dwerktor%26start%3D40%26hl%3Dda%26sa%3DN%26gbv%3D2%26ndsp%3D20%26tbs%3Disch:1&ei=E1FiTY-REIiSOtj45K4J
Endnu en spændende artikel! Det er fantastisk så mange interessante vinkler du kan finde på modelbanerelaterede emner, og ikke mindst så levende du kan fortælle om dem og så suverænt godt de er illustrerede – du formår virkelig at lave en læseværdig blog.
Jeg er en stor fan af din blog og jeg er tit forbi for at se om der er kommet nyt. Tak fordi du gider indvie os andre i alle disse ting!
Venlig hilsen
Michael
LikeLike
Hej Michael
Mange tak for din venlige ros, det er virkelig rart med rigtige “fans” 🙂 Bloggen lever og har det godt, så der vil også i den nærmeste fremtid komme flere artikler med nogenlunde jævne mellemrum, så bliv endelig ved med at kigge forbi.
M.v.h.
Sundborg
LikeLike
Hej Sundborg
Ja, jeg må give Michael helt ret i det han skriver, jeg er måske endnu større fan af din blog idet jeg stort set, hver dag er inde for at se nyt fra dig. Mit liv lige nu er præget af søn på 2 år, papsøn på 4 år, deres mor og et ret krævende arbejde, så det er rigtig dejligt at sidde og læse dine fine artikler og drømme om mit eget anlæg en dag, der står, hvad der svarer til 7 flyttekasser og venter med stort set ubrugt materiel, så jeg har noget at glæde mig til 🙂
Venlig hilsen
Claus
LikeLike
Hej Sundborg,
Med hensyn til forbilledet kunne der godt (mere eller mindre) være tale om denne:
-Miles
LikeLike
Hej Miles
Fantastisk fundet! Mange tak for det link.
M.v.h.
Sundborg
LikeLike