Produktionen af ost steg støt i landbrugslandet Danmark op gennem den første halvdel af 1900-tallet og DSB så rimeligt nok et marked her. Selvom det kun blev til et beskedent antal vogne, fire i alt, så er det helt umuligt at modstå en model med ordet ”Ostevogn” skrevet på døren. Det er ikke overraskende Dekas, der står bag den fine vogn, der kom på gaden fornylig.
Forbilledet fandtes som sagt i beskedne fire eksemplarer: DSB litra IVO 20038, 20058, 20059 og 20060. Alle fire vogne var bygget af Scandia i år 1900 og startede karrieren som standard IV-vogne, det vil sige de var udstyret med skruebremse. Historien om denne vogntype er tidligere gennemgået i artiklen om ”DSB godsvogne litra IGK og IVK – Kødvogne uden is”, så vi kan gå lidt hurtigt frem denne gang.
De fire vogne blev i starten af 1920’erne først til IVK’ere inden de i 1926 blev ombygget til ostevogne og fik litra IVO – ”O” for ost? Ombygningen bestod primært i, at kødkrogene blev erstattet af indbyggede hylder, hvor ostene kunne stuves ind. IVO-vognene beholdt i øvrigt deres litra ved den store omlitrering i 1941.
Danmark var faktisk ikke traditionelt noget stort osteland, men med den kraftige udvidelse af mejeridriften i 1800-tallet begyndte det at ændre sig så den danske osteproduktion tog rigtig fart fra omkring 1900. Der blev investeret i et betydelig udviklingsarbejde for at forbedre produktkvaliteten i de efterfølgende årtier lykkedes det også at gøre dansk ost til en betydelig eksportvare.
Hensigten med ostevognene var at de skulle kunne bruges til transport af både konsumost og oste halvfabrikata. Nok fordi ostevognene af litra IVO var ventilerede, men ikke kølede, så kom de imidlertid ikke til at spille nogen rolle i forbindelse med dansk osteeksport der ellers blev femdoblet fra 11.000 tons i 1939 til 59.000 ton i 1953. Vesttyskland var hovedaftageren. Et indtryk af hvordan eksporten blev klaret får man måske af billedet herunder. Det stammer fra A.G.K. Wichmann Ost Engros i Odense, et firma der siden 1914 havde etableret sig som et af landets førende osteeksportfirmaer.
IVO-vognene kom således til primært at tjene i den indenlandske trafik, ikke mindst ved at holde ostefabrikken Buko forsynet med råvare. Buko – et kunstnavn der blev valgt fordi det skulle være let at udtale selv for små børn – blev grundlagt på Frederiksberg i 1932 og fremstillede smøreoste. Ved produktionen opvarmes ostemassen til 90° – 110° afhængig af ostetypen, hvorefter smeltesalt og vand tilsættes sammen med forskellige ingredienser som rejer, skinke eller krydderier, hvilket giver de mange smagsvarianter. Massen røres under hele opvarmningen for at give en vedvarende flydende og cremet konsistens. I 1946 flyttede Buko ind i den tidligere Masnedsund Station i Vordingborg, så her kom der en forbindelse til Danmarks jernbanehistorie. Buko udvidede løbende produktionen og blev med ca. 250 ansatte en af de største arbejdspladser i byen. Råvarene blev blandt andet hentet i Jylland, så det var pænt lange ture, de små IVO-vogne kom ud på.
Af de fire IVO-vogne blev den først udrangeret i 1956, mens de tre andre holdt sig i drift til 1960/61.
Modellen er ikke overraskende i nær familie med de på bloggen tidligere omtalte ”DSB godsvogne litra IGK og IVK”. De tekniske fortræffeligheder omkring modellen kan derfor også gøres ganske kort.
IVO’ernes fortid som IV(K) betød, at de var udstyret med det vilde bremsesystem med bremsebukke, stænger og bøjler som det er en fornøjelse at se det eftergjort på modellen. Arrangementet ses også tydeligt på tegningen herover.
Modellen af den lille ostevogn har en god vægt takket være undervognen i metal. Modellen har desuden letløbende stjernehjul, fjedrende puffer og håndbøjler i metal. Vognkassen er i plast og her ses Dekas’ sans for detaljerne endnu en engang for hen langs vognsiden ser man otte beslag på hver side. Beslagene hænger sammen med ostehylderne inde i vognen.
Jeg har som altid patineret vognen, hvilket ses på den lille You Tube-film. Desværre ser det ud til at døren er gået i baglås, så ostemanden har svært ved at komme af med sine produkter.
På Sundborg modeljernbane bliver der kun plads til denne ene ostevogn, men det betyder ikke at vognen ikke er værdsat, for det er den skam. Jeg synes, det er en rigtig sjov vogn med sin usædvanlige påskrift, der allerede i sig selv fortæller en hel historie.
Jeg har ikke helt bestemt mig for om vognen bare skal indsættes i et af de store gennemkørende godstog, eller om jeg skal have en lille smelteostfabrik et sted i Sundborg. Buko var nemlig ikke alene om at producere smelteost i Danmark i denne periode, så det kan være der ligger en mindre fabrik i byen. Eller måske er det Andelsslagteriet der supplerer konservesproduktionen med langtidsholdbar smelteost?
Det er også muligt, at der findes en lokal ostegrosser i stil med A.G.K Wichmann i Odense. Det kan være grosseren aftager eller afsender oste pr. bane?
”Ostegrosser” lyder som en fin titel. Det er måske hans dollargrin, der ses i baggrunden?
Mere om emnet kan som vanligt læses i Dekas’ katalog, hvor der på helt forbilledlig vis både findes ikke kun en omtale af IVO-modellens tekniske egenskaber, men også en gennemgang af historien bag vognen og storkunden Buko.
Er man mere interesseret i osteproduktion i Danmark kan man se om man kan finde Jørgen Burchardts ”Da Ost blev for alle” om 100 års udvikling set fra Brørup Mejeri. Eller kan man nøjes med en anmeldelse af bogen her: Da ost blev for alle (historie-online.dk)
Er man til mere nørderi omkring osteproduktion i Danmark i gamle dage kan man her læse: admin,+1951_Artikel38.pdf
Skriv en kommentar