Byhus – Nedrivningsbygning

Normalitet og dagligdag er i højsædet på Sundborg MJ, og der er ikke planlagt hverken brændende bygninger, skibskatastrofer eller pludselig død nogen steder på anlægget. Men en nedrivning kan der godt blive plads til, selvom der selvfølgelig også er en vis dramatik i en ruin, der bliver smadret med en stålkugle.

Hverdagsagtigt og alligevel lidt dramatisk er vel det, der bedst karakteriserer Fallers model af en bygning under nedrivning

Forbilledet for dagens hus må siges at fortabe sig i ruinerne. Der findes formentlig slet ikke noget konkret forbillede, og det er vel næppe heller nødvendigt. Men den samlede scene med plankeværk, entreprenørmaskiner og murbrokker ligner jo meget godt virkeligheden, som den ses herunder

En nedrivning omkring 1950. Selv kranen med stålkuglen er med

Men hvorfor river man mon huset ned? Det er tydeligvis et beboelseshus og faktisk var der stadig i 1950’erne forbud mod at nedlægge lejligheder i Danmark. Det var vistnok ikke noget specielt dansk fænomen, men gjaldt også i mange andre europæiske lande. Herhjemme var nedlæggelsesforbuddet et led i den række af reguleringer, der siden 1. Verdenskrig havde søgt at styre udviklingen i boligmassen. Det skete bl.a. for at undgå en overophedning af boligmarkedet og af sociale hensyn. I slutningen af 1930’erne indførtes huslejestop i den eksisterende boligmasse, hvilket efterhånden gjorde det urentabelt, at bygge nye udlejningsboliger, fordi ingen ville eller kunne betale den højere husleje, som de nye lejligheder kostede. Da der derefter stort set ikke blev bygget nye boliger under krigen, samtidig med at befolkningen voksede, så var der i midten af 1950’erne oparbejdet et betydeligt underskud af boliger.

”Bolignød” er et rigtigt 1950’er-ord, der sammenfattede en meget reel social problemstilling. Lejlighederne i bygningen her ser nu ud til at have været pænt store, eller også er skillevæggene væk

I 1949 blev der nedsat en boligkommission og den arbejdede frem til 1957 med at finde løsninger på bolignøden (det var ikke kun jernbanekommissioner, der var meget grundige i årene efter krigen, for nu ikke at beskylde nogen for at være langsomme). En af de ting, som boligkommissionen så på, var netop sanering af kondemnable ejendomme med henblik på at skaffe plads i byerne til nye boliger. Det var især i de københavnske brokvarterer, at problemet med slumbebyggelser fra 1870’erne og 1880’erne var påtrængende, men også i det øvrige land var der behov for byfornyelse. Sikkert også i Sundborg. Det var i midten af 1950’erne vurderingen, at 50.000 boliger burde saneres, heraf 30.000 alene i København.

Saneringsmoden? De øvrige bygninger rundt om ser nu meget pæne ud

Selvom der således var lagt op til gennemgribende forandringer gik det i starten meget langsomt med at få gang i saneringerne. Der var mange praktiske vanskeligheder bl.a. med genhusningerne og der rejste sig efterhånden protester mod konkrete saneringsplaner. De store saneringer hørte således ikke 1950’erne til, men de efterfølgende årtier, så nedrivningen af huset i Sundborg er nok ikke et resultat af byfornyelse. Desuden drejer det sig om et enkelt hus og ikke en hel gade eller et helt kvarter, sådan som saneringerne ofte blev grebet an i praksis. Nej, det drejer sig nok nærmere om en nedrivning p.g.a. af lokale forhold. Kræver (bil)trafikken, at gaden udvides? Måske har bygherren fået dispensation fra nedlæggelsesforbuddet mod at love at bygge nye lejligheder i et smart og moderne betonbyggeri?

På bygningens bagside kan man se, at det må have været et rimeligt stateligt hus engang. Stueetagen er beklædt med store (imiterede) kvadresten

Modellen er fra Faller – det vil sige, det bygger på de støbeforme, som Faller i 1997 overtog fra Pola. Huset er i familie med den serie af realistiske tyske byhuse, som Pola i midten af 1980’erne lancerede som led i deres Meister Modelle-serie. Det særlige ved denne serie huse var, at Pola forsøgte at indfange genopbygningsstemningen fra Tyskland i 1950’erne, hvor krigens udbombninger stadig var meget synlige i gadebilledet. Modelhusene havde afskallet pus, huller fra bombefragmenter og nogle modeller havde endda delvise sammenstyrtninger. Husene stod i stærk kontrast til samtidens pysse-nysselige modeller af alpehytter og fine bindingsværkshuse og kan siges at have taget realismen (eller forfaldspoesien) i serieproducerede modelhuse til nye højder, lidt i forlængelse af betragtningerne i blogartiklen om Kibri-byhusene fra 1970’erne.

Her er kassen, som byggesættet kom i. I baggrunden ses en anden variant over temaet, nemlig ”hus under renovering”

Modellen består ifølge beskrivelsen på kassen af 93 dele i 8 farver. Sættet indeholder imidlertid ikke mange bygningselementer, eftersom der stort set bare er tale om tre endnu stående ydermure, en større og en mindre etageadskillelse og lidt skillevægge. Selvom jeg overordnet set godt kan lide modellen var jeg ikke særlig tilfreds med murstenene de steder, hvor pudset skulle forestille at være faldet af ydermurene. Størrelsen var helt forkert og lignede mere gasbetonsten eller noget i skala 0. På kassen fra byggesættet kan man se, hvad der ville ske, hvis man trak dem op med en rød murstensfarve – uhauha! Efter lidt eksperimenter med at klistre de kriminelle steder over med murstenspapir fra Scalescenes gav jeg op og sleb i stedet murstensmønsteret af. Det samme gjaldt de fremhævede murstenssætninger over vinduerne, de blev også slebet ned. Modellen var på forhånd patineret fra producentens side, så med alt det sliberi måtte der et par lag nyt svineri til. Herefter kunne de rettede steder ikke længere ses.

For en ellers så fin model er det underligt, at murstenene er så fuldstændigt fejlproportionerede. Stensætningen over det øverste højre vinduer er her slebet ned. De øvrige vil snart følge efter

På modellen, som den kom fra producenten, var det ikke alene murværket, der var stærkt beskadiget af den igangværende nedrivning. Også bygningens vinduer var ramponerede. Jeg besluttede at sætte lidt glas i nogle af dem. Vinduerne tættest på entreprenørmaskinen har selvfølgelig mindst glas tilbage i vinduesrammerne, mens vinduerne tættest på gavlen endnu har hele ruder. De er til gengæld blev grundigt snavsede af alt det støv, der hvirvles op under nedrivningen.

Vinduer med glas i forskelligt omfang. Håndværkerne skal passe på, at de ikke river sig på den spidse glasstump på vinduet længst til venstre

Noget særligt ved modellen var de ”tapeter”, der fulgte med til montering på væggenes inderside. Problemet var her, at de var alt for pæne og skinnende blanke, så de måtte have en ordentlig gang patinering kombineret med lidt afrivninger hist og her. Ellers kan jeg godt lide tapeterne, der fremstår langt mere realistiske end de tegnede interiører, som modellen åbenbart har haft i tidligere inkarnationer, jævnfør billedet på kassen herover.

Tapeterne limes på bagsiden af murværket. Jeg brugte som sædvanligt UHU’s universallim

Modellens base udgøres af et helt lille diorama med byggeaffald delvist samlet i et mindre bjerg af murbrokker. Grundpladen er ret detaljeret med mange elementer som forvredne rør, teglsten og vinduesrammer, der er faldet ned på bunken af murbrokker. Noget af det bedste ved at samle modellen var imidlertid de mange løsdele, der fulgte med: Badekar, håndvaske og radiatorer. Der var til og med lidt ekstra brædder og teglsten, der kunne strøs rundt omkring sceneriet. Nogle af håndvaskene og radiatorerne blev limet på væggene, som om de trodsigt hænger fast i deres beslag, selvom bygningen forsvinder omkring dem.

Grundpladen er fyldt med indstøbte detaljer og flere løsdele kan limes på

Modellen hedder ”Abbruchhaus mit Bagger”, hvoraf man kan udlede, at den medfølgende entreprenørmaskine hedder en ”Bagger” på tysk. Den kan samles enten som gravko eller med stålkugle – og nej, kuglen er desværre kun i plastik.

Der er tale om en ældre Wiking-model, der kommer i løsdele

Modellen var ikke vanskelig at samle og selvom den måske ikke hører til de mest avancerede og detaljerede, så gør den sig udmærket sammen med huset. Grundpladen er fladet lidt ud fire steder, så der er plads til maskinens hjul.

Maskinen samlet, patineret og på plads i dioramaet

Endnu et stykke ekstraudstyr var den lille blå skurvogn. Også den skulle samles og lidt transparent plastik klippes ud til vinduer. Skurvognen har som entreprenørmaskinen en forberedt plads på dioramaet, men man kan naturligvis også parkere den lidt længere væk – mon ikke de fleste ville vælge det i virkeligheden?

Nu må der snart være ølpause i den blå skurvogn

På Sundborg modeljernbane vil det formentlig se bedst ud, hvis huset placeres sammen med de tidligere beskrevne fordanskede byhuse fra Kibri. De passer som det fremgår meget fint til hinanden i stil og størrelse. Det betyder samtidig, at huset nok er lidt vel klejnt ved siden af de nyere byhuse fra Kibri, jævnfør sammenligningen i den tidligere artikel, der kan læses her. Lidt ærgerligt måske, for det vil betyde at nedrivningshuset mest sandsynligt må placeres lidt i baggrunden, hvilket er en skam for de mange sjove detaljer som f.eks. det ramponerede badekar. Nå, jeg anvendte kun et af de i alt to badekar, der fulgte med sættet, så det kan være jeg kan finde på noget sjovt med det andet, tættere på anlægskanten. Måske som drikketrug til køerne på en mark langs banen?

Modellen gør sig næsten bedst i fugleperspektiv, hvor man kan fryde sig over alle detaljerne i skrammelbunken. Skalaen der er i underkanten af 1:87, vil dog nok henvise huset til baggrunden

Mere om emnet bolignød kan høres i denne udgave af radioprogrammet ”Radioklassikeren”: http://www.dr.dk/P1/Radioklassikeren/Udsendelser/2012/02/21112809.htm. Radioens udsendte taler med folk der bor under usle kår i små og usunde lejligheder i København. Hvad med at være enlig mor med ti børn i en toværelses, mens rotterne piler rundt i køkkenet?

Mere om saneringsplanerne kan læses i ”Samfundsplanlægning i 1950’erne: tradition eller tilløb?” http://books.google.dk/books?id=shjienCXyXoC&printsec=frontcover&dq=Samfundsplanl%C3%A6gning+i+1950’erne:+tradition+eller+till%C3%B8b&hl=da&sa=X&ei=hTMxT7PfEoSk4gTf342XBQ&ved=0CEMQ6AEwAA#v=onepage&q=Samfundsplanl%C3%A6gning%20i%201950’erne%3A%20tradition%20eller%20till%C3%B8b&f=false

Se også denne lille artikel om de politiske overvejelser bag saneringen i bl.a. 1950’erne. Artiklen er ledsaget af et samtidigt billede af, hvordan Vesterbro i København kunne være kommet til at se ud, hvis saneringen var gået lidt hurtigere. Spot i skyggen af højhusene Hovedbanegårdens dobbelthaller som meget små og lave størrelser længst til højre i billedet. Fremskridt?: http://videnskab.dk/kultur-samfund/politikere-ville-fylde-byerne-med-beton

I Slagelse rev man huse ned og anlagde i tidens ånd parkeringspladser: http://www.slagelseleksikon.dk/mod_inc/?p=itemModule&id=63&kind=11&artPeriod=1945-1959

Mere om Pola/Fallerbygninger kan ses her (på tysk): http://dirk-schindelbeck.de/archives/4785

Slut for denne gang