Så er det tid til den første rigtige artikel i bloggens nye underkategori ”figurer”, modeller af de mennesker der med tiden skal befolke anlægget. Hvad vil være mere naturligt end at starte med de største helte, nemlig de mænd (og det var udelukkende mænd) der kørte damplokomotiver i epoke III.
Hvilken modeljernbaneentusiast har ikke ønsket at kunne trylle sig ned i skala 1:87 og køre et næsten ægte damplokomotiv
Forbilledet for figurerne er DSB damplokomotivpersonale, som de fremstod i midten af 1950’erne. Basalt for nogle, men alligevel: Der var to mand på hvert damplokomotiv – lokomotivføreren og fyrbøderen. Den første var chef på maskinen, den anden hans assistent. De fleste fyrbødere håbede på en dag selv at kunne blive lokomotivførere, men først skulle der skovles kul i mange, mange år. Omkring 15 år som fyrbøder lader til at have været det almindelige.
Dampmaskiner var nok romantiske, men også rigtigt meget hårdt arbejde. Her er vi i gang på en E-maskine i 1947 Kilde: Jernbanekilder.dk
Lokomotivpersonalet indgik i faste makkerpar, hvilket åbenbart kunne være en kilde til gode historier og muntre optrin. I Dansk Lokomotiv Tidende gik i flere år en tegnet serie med ”Lokomotivfyrbøder Olsen og Lokomotivfører Jensen”.
Det klassiske lokomotivpersonalepar Olsen og Jensen var tegnet af P. Schadler-Nielsen. Serien startede i 1947
Lokomotivpersonalet ved DSB var uniformeret. Mest markant var vel kasketten med krone, vingehjul og gradstegn. Lokomotivpersonale tilhørte ”sølvsnorene”, så for deres vedkommende var gradstegnene formet som laurbærblade. Selve uniformerne var sorte, fremstillet af et tykt uldent stof. Også jakken var forsynet med distinktioner. Et damplokomotiv var imidlertid en ganske beskidt arbejdsplads og derfor havde lokomotivpersonalet som regel en kittel på, når de ”var på maskinen”. Den var som udgangspunkt blå, men ofte falmet af de mange gange den var blevet vasket ren for kulstøv og anden smuds.
Her et relativt sjældent farvebillede fra epoke III. De blå kitler var ganske lange
Modellerne af de små lokomotivmænd stammer fra Faller og Preiser. Faller-figurerne af lokomotivførere ligner dog i mistænkelig grad figurer fra Mertens sortiment. De er støbt i sort plast med en gang hudfarve i ansigt og på hænderne. Faller-figurerne havde alle i varierende omfang støberande, der måtte renses af. En del af dem var udstyret med typiske tyske kasketter, så de måtte forsynes med ny hattepul af modelkit, så de kom til at se mere danske ud. Jeg malede den sorte grundfarve over med blåt på overkroppene for at illudere den karakteristiske DSB-kittel. Egentlig burde kitlerne have været længere, men man ser ikke denne mangel, når figurerne først er placeret inde i førerhuset.
Ny kasket og en gang blå farve. Jeg eksperimenterede lidt med de blå nuancer, for at eftergøre forskellige grader af ”forvaskethed”
En ting der generellet generer mig ved modelfigurer er, at de ser temmelig plastikagtige ud – se bare på figurerne i den nylige artikel om Oldsmobiles Rocket 88. Derfor gav jeg lokomotivpersonalet en gang patinering. Mørkt til folderne i tøjet suppleret med lysere highlights. Til ansigterne fås særlige wash-malingstyper, der lægger sig i fordybninger i ansigter og på hænderne. Det giver mere dybde. Figurerne fik også en gang forseglende mat lak inden de blanke gradstegn blev føjet til kasketterne.
Sidste detalje: DSB’s vingehjul på kasketten (næsten)
Fyrbøderne, der er baseret på Preiser-figurer, havde brug for skovle. For længe siden købte jeg et sæt med ætsede dele fra Viessmann. Heri fandtes et par kulskovle, som dog først lige skulle skæres ud og bukkes i form. Lidt maling og lidt ægte kulstøv hjalp på det samlede indtryk.
Damplokomotivfyrbøderskovl er et langt ord. Her er der en i ætset metal
Efter klargøring af figurerne var det tid for dem at indtage deres respektive positioner på maskinen. Der er ikke meget plads at arbejde med i skala 1:87-førerhuse.
Ind i mellem var det lidt af et pillearbejde at få figurerne ombord i førerhuset. Der skulle også tages hensyn til kardanakslens bevægelsesfrihed
Selvom vi er i småtingsafdelingen her, så synes jeg alt-i-alt, at det gør lokomotivmodellerne mere interessant at se på, når førerrummet er bemandet. Hele processen med tilpasning og montering af figurerne kan følges på denne lille film.
På Sundborg modeljernbane er det meningen af alle lokomotiver med tiden skal forsynes med personale. Der kommer derfor muligvis opdateringer af denne artikel om folkene på dampmaskinerne, efterhånden som jeg får bemandet de forskellige lokomotiver. Motormateriellet skal naturligvis også forsynes med personale.
Ret igennem! Det skal blive godt engang igen at se Olsen og Jensen på de lange skinner
Mere om emnet kan læses i noget af den erindringslitteratur, der heldigvis findes om lokomotivmænd i epoke III. Nævnes skal bl.a. “Et lokomotivførerliv 1940-1990” af Poul Egeskov Rasmussen, banebøger i 1997. En beskrivelse af lokomotivføreruddannelsen i 1950’erne kan læses i “Fra lokomotivmand til værkmester” af Egon Hansen i Årsskrift fra Jernbanemuseets Venner, 1995.
Der er helt klart noget ved lokomotivpersonalet på dampmaskiner, der inviterer til helteportrætter
Erindringer fra 1930’erne og 40’erne kan læses i “En lokomotivmands erindringer” del 1 http://www.signalposten.dk/download/SP_1988_4.pdf og del 2: http://www.signalposten.dk/download/SP_1990_4.pdf
I Lokomotivet nr. 58 er der uddrag af en fyrbøders erindringer fra tjenesten på en P-maskine. Læs beskrivelsen her: http://www.signalposten.dk/download/Lokomotivet58.pdf
Den tegnede fortælling om makkerparet Olsen og Jensen kan findes her: https://issuu.com/dansk_jernbaneforbund/docs/olsen_og_jensen_tegnet_af_p._schadl
Afsluttende stemningsbillede “på maskinen”
Sundborg MJ 
Skriv et svar