For modeljernbanefolk, der har mod på selvbyggeri, findes der en vaskeægte guldåre: Serien ”Villavejen” med tekst og illustrationer af Poul Wind Skadhauge. Artiklerne blev bragt i Signalposten i årene 1989-91 og kan ved gode kræfters mellemkomst i dag nemt og bekvemt hentet på nettet (se nederst i artiklen).
Forbillederne til husene i artikelserien om villavejen fandt Skadhauge ude i den ikke altid lige friserede virkelighed. I indledningen til artikelserien skrev han: ”Der er på ingen måde tale om særlig fine eller særlig smukke huse. Tværtimod er bestræbelserne netop gået ud på at finde eksempler på det jævne, almindelige byggeri…” (SP 1989/4 s. 170)
Når Skadhauge kaldte sin artikelserie ”Villavejen” var det selvfølgelig fordi hustyperne ude i virkeligheden som oftest, men ikke altid, er placeret i forstædernes villakvarterer. En villa skal iflg. Skadhauge her forstås ”…i den betydning, dette ord oftest har på dansk: fritliggende beboelseshuse for en eller to familier, omgivet af have.”
Hvert af de 16 huse, der blev beskrevet i serien, var ledsaget af en lille artikel, der gav en grundig beskrivelse af hustypen og originalernes materialevalg. Det der imidlertid især gjorde indtryk på mig, da jeg for første gang så Skadhauges artikler i Signalposten for nu snart 30 år siden var de meget smukke tegninger. Helt rene i linjerne og udtrykket. Man kunne med det samme forestille sig det færdige modelhus.
Skadhauge beskriver i sin indledning til artikelserien, hvordan han arbejdede med tegningerne ud fra mange forskelligartede forlæg. Nogle forlæg var detaljerede byggetekniske projekter, der omfattede materialekrav og skjulte konstruktioner – alt sådan noget som er vigtigt, når man skal bygge et rigtigt hus. I andre tilfælde var der kun tale om skitser, hvor meget var underforstået eller kun vist signaturmæssigt. På et af de ældre forlæg var målene stadig i fod og tommer fremfor metersystemet. Skadhauges uvurderlige bidrag til hobbyen var derfor at omsætte dette spredte materiale til noget, der er let at bygge efter, for os almindelige modeljernbaneentusiaster.
Som det ses så omfatter illustrationerne i serien ikke kun husene set udefra, med tegninger af alle fire sider. Også etageplaner, indretning og tværsnit er med. Når vi taler forbilleder betyder det, at man får et indblik i, hvordan man indrettede sig og boede, da husene blev bygget. De ældste huse har f.eks. ikke indlagt toilet, ligesom fyring med kakkelovn først efterhånden erstattedes med centralvarme. I de ældre huse er der afsat kælderplads til kul, koks eller brænde. En lille villa fra 1915 har indbygget hønsehus! De fleste huse op til slutningen af perioden har spisekammer – det var før køleskabenes tid.
Tegningerne af de enkelte huse er desuden ledsaget af beliggenhedsskitser. Huse placeres i virkelighedens verden under hensyntagen til verdenshjørnerne. En stue skal f.eks. helst placeres, så den får mest mulig lys, så det vil sige mod syd. Et soveværelse må gerne vende mod øst, så morgensolen stråler ind. Jeg har ikke specielt taget stilling til verdenshjørnerne på Sundborg MJ og det er muligt, at der vil være andre hensyn, der er mere påtrængende, når der engang igen skal bygges videre på anlægget. Men det er da gennemført at tænke på, at det ikke er ligegyldigt, hvordan huse vender.
Serien omfatter huse bygget i perioden 1915 – 1960. Det er jo (næsten) helt perfekt periode for Sundborg-projektet, så de fleste af husene vil kunne bruges, præcis som de er. Skadhauge angav selv to grunde til den valgte periode. For det første at de fleste modelbaneanlæg vil være dækket af denne periode (det var jo nok dengang for 30 år siden). For det andet at 1960’erne og 1970’ernes etplanstypehuse generelt har store uspændende tagflader, hvilket gør dem mindre egnede til modeljernbaner. Det er jo rigtigt, at modeljernbaneanlæg mest betragtes i fugleperspektiv, så lave relativt flade tage er ikke så interessante.
Modellerne skal altså bygges efter Skadhauges fine tegninger og bagvedliggende beskrivelse. Materialevalg og teknik vender jeg tilbage til, når husproduktionen går i gang. Flere af husene blev imidlertid prøvebygget af Signalpostens øvrige bidragydere, mens artikelserien kørte i bladet. Under rubrikoverskriften ”Vi bygger” blev erfaringerne beskrevet, ligesom der var forslag til materialevalg m.m. Man kan således trække på andres erfaringer endnu inden man selv går i gang.
Ved man hvad man skal kigge efter, så kan man også godt få øje på en del Skadhaugehuse på danske klubanlæg. Det er på sin vis ikke så underligt eftersom artiklerne ikke mindst henvendte sig til præcis den type modelbaneentusiaster, som der vil være en del af i klubmiljøet: Modelbyggere med en hvis øvelse og med appetit på at eftergøre et ægte dansk miljø.
Og så er der en ting til, der gør klubberne til naturlig yngleplads for Skadhaugehuse: Klubberne har plads. For Skadhaugehusene er i fuld skala 1:87, hvilket vil sige, at de er større end hovedparten af de industrifremstillede huse. Men det er, synes jeg, en del af attraktionen.
På Sundborg modeljernbane bliver der nok ikke plads til alle husene. Jeg er også ret sikker på, at jeg ikke vil lave de nyeste af dem, dvs. typerne fra omkring 1960. Måske et af dem kunne bruges til en model af et hus under bygning, med fritliggende spær og håndværkere på arbejde?
Min plan er således at starte med et par af de huse, der ser lettest ud og så se, hvor langt jeg når. Det er ikke sandsynligt, at jeg vil bygge alle de relevante huse i eet stræk – så bliver det nok en plage i stedet for en fornøjelse. Der bliver derfor utvivlsomt pauser og mellemrum undervejs i processen. Det står også klart, at jeg ikke vil bygge husene i den rækkefølge, de er beskrevet i Skadhauges artikelserie. Nærmest tværtimod. Skadhauge havde ganske vist ret i at ældre villaer har høje og spændende tage, men for modelbyggeren betyder det også, at de ældre huse har mere indviklede tagkonstruktioner end de senere. Husene midt i serien har stort set alle sammen helt enkle saddeltage, så de er nemmere at gå til. Det er formentlig en god idé at få lidt erfaring først, inden der prøves kræfter med de mere komplicerede konstruktioner.
Opmærkesomme læsere har måske bemærket at overskriften indeholder navnet på en bestemt villavej. Det skyldes at jeg har er håb om, at det til sin tid bliver muligt at placerer i hvert fald en tre-fire huse i sammenhæng på anlægget, så der kan opbygges en lille villavej i udkanten af Sundborg. Den skal naturligvis hedde ”Skadhaugevej”.
Mere om emnet kan først og fremmest studeres direkte hos kilden. Her er links til de respektive numre af Signalposten, hvor husene på villavejen er placeret.
- Del 1: http://www.signalposten.dk/signalposten.php?aar=1989&nr=4
- Del 2: http://www.signalposten.dk/signalposten.php?aar=1990&nr=1
- Del 3: http://www.signalposten.dk/signalposten.php?aar=1990&nr=2
- Del 4: http://www.signalposten.dk/signalposten.php?aar=1990&nr=3
- Del 5: http://www.signalposten.dk/signalposten.php?aar=1990&nr=4
- Del 6: http://www.signalposten.dk/signalposten.php?aar=1991&nr=1
- Del 7: http://www.signalposten.dk/signalposten.php?aar=1991&nr=2
Udover artikelserien om villavejen skrev Skadhauge også andre artikler til Signalposten med lige så informativ tekst og smukke tegninger. Det drejer sig om:
- ”Ganske alminidelige huse”, SP 1983/3 s. 113-122
- ”Danske småhuse fra tyverne”, SP 1985/1, s. 3-8
- ”Flere små huse til MB”, SP 1984/1 ????
- ”Vogterhus ved Sydbanen”, SP 1984/3, s.
- ”Kædehuse på MB”, SP 1988/2
- ”Stationsbyhuse”, del 1: SP 1986/1 s.17-25
- ”Tofamiliehus på MB”, SP 1987/3 s. 117-118 og s. 123-126
- ”Vejoverføringer I, II og III”
- ”Fabriksanlæg i Baneby”
- ”Statshusmandsbrug I og II”, SP 1991/4 og 1992/1
Flere modeljernbaneklubber har som nævnt bygget Skadhaugehuse fra de forskellige serier. Her er et par af dem, men der er sikkert flere:
- MJK Stationsbyens version af Kværkeby er bygget efter tegninger af Skadhauge: http://www.mjk-stationsbyen.dk/788066
- Modeljernbaneklubben Gudenå i Randers har bygget nogle af Skadhauges byhuse: http://mjkgr.blogspot.com/
- Karlemoseparkens Modeljernbaneklub har adskillige Skadhaugehuse både i by og på land http://mosebanen.dk/index.html
Her er en ældre film med et hjemmeanlæg med adskillige Skadhaugehuse: https://urldefense.proofpoint.com/v2/url?u=https-3A__youtu.be_-5FwCcvFR1Ghk&d=DwIFaQ&c=TetzAZAhVSko12xaT-KIa3n01u3Wp4WIyD-BXEVx9_hZ47o99lwGOl4RKAkT0Qeu&r=W41I7PbQCgKBnC1Zrhgtqg&m=TQJj-M8nDSZ8X3fqwIiOZLPOXUqWJzhCFGolNYuY5Zk&s=H_5UbVhI4EeuabdZMRftHSpw-gETmGpWDVGu1wjfF-s&e=
Sidst men ikke mindst bør der sendes en venlig hilsen til P.W. Skadhauges familie, der storsindet og helt i arkitektens ånd har bekræftet, at vi modelbyggere frit kan benytte os af det righoldige materiale til at bebygge vores anlæg, med Skadhaugehuse i alle størrelser og former: https://www.sporskiftet.dk/forum/tegninger-fra-signalposten
Gadeskiltet er bare en hurtig prøve lavet i “Paint” med fonten Arial Narrow. Det ser ud til at der kan være betydelige lokal variation i udformningen af gadeskilte, ikke alene mellem forskellige kommuner, men også inden for samme by. Her er eksempler fra:
- Viborg: https://webcache.googleusercontent.com/search?q=cache:B7Sqbk1ePkoJ:https://kommune.viborg.dk/~/media/Kommune/POLITIK/Politikker-og-strategier/Politikker-og-strategier-for-teknik-og-miljoe/Filer/Designmanual-for-offentlige-skilte-i-Viborg-midtby.pdf+&cd=12&hl=en&ct=clnk&gl=dk
- Helsingør: https://fontpartners.com/opdateret-skiltning-i-helsingoer/
- København: https://www.b.dk/nationalt/skal-koebenhavn-have-ny-skrift-paa-20.000-vejskilte
Tak for en grundig indføring i emnet; Sundborg MJ forbliver en væsentlig reference for MJ
LikeLiked by 1 person
Det er jeg meget glad for at høre – det er præcis meningen med denne type blogartikler.
LikeLike
Kan kun være enig med John
Det er et super flot arbejde, du lægger for dagen med dine artikler – Det er altid en fornøjelse, at modtage en mail omkring nyt her på siden!
LikeLike
Mange tak for tilbagemeldingen. Med så støttende læsere kan man kun være glad og stolt 🙂
LikeLike
Tak for en fremragende oversigt! Du har inspireret mig til at også at bygge skadhaugsk 🙂
LikeLike
Det lyder godt! Glæder mig til at se resultatet på din blog.
LikeLike