Denne gang bliver det lidt specielt. Både m.h.t. forbilledet og modellen. Desværre er det vist ikke nødvendigvis specielt ”på den gode måde”, men det kan læserne nok selv vurdere.
Forbilledet kan ses som kulminationen af en ædel linje af ”woodies” fra Ford. Som bloggen tidligere har været inde på i artiklen om Ford’s 1953 stationcarmodel, så havde denne biltype oprindeligt karosserier bygget som en rammekonstruktion af træ. Deraf kælenavnet en “woody”.
Til de klassiske Ford-woodies regnes årgangene 1929 – 1951 og de er ekstremt efterspurgte blandt bilentusiaster i dag. Det er de dels fordi de er relativt sjældne, dels fordi de har en særlig aura. De er indbegrebet af livet på det klassiske amerikanske landsted/ranch i de gode gamle dage, men de forbindes også med det californiske surfer-miljø.
Andre bilmærker havde også woodies i programmet, men det var Ford der gennem den klassiske periode blev regnet som det førende mærke i denne niche af bilmarkedet. Også dette kan føres tilbage til grundlæggeren Henry Ford. Det var hans overbevisning, at firmaet skulle være selvforsynende med (næsten) alt. Derfor ejede Ford miner og gummiplantager og alt muligt, der var nødvendige input til bilindustrien. En af de ting Ford derfor ejede var et stort skovområde i det nordlige Michigan, ca. 750 km nordvest for Detroit. Henry Ford var ikke til sinds at lade noget som helst gå til spilde og det var anledningen til, at Ford begyndte at lave karosserier af træ. Selv savsmuldet kunne man finde anvendelse for, det blev nemlig til briketter.
Alt woodier’nes stråleglans til trods, så er der ingen vej udenom at indrømme, at køretøjerne ikke var synderligt praktiske. Træ og metal arbejder ind imellem mod hinanden, så bilerne havde en tendens til at raslede afsted. De krævede også meget vedligeholdelse. Vejledningerne til de gamle Ford woodies anviste, at træværket skulle slibes ned og lakkeres op regelmæssigt. At have en woody mindede i arbejdsindsats ikke så lidt om at have en træbåd. Eller en klassisk DSB rystevogn.
I modsætning til førkrigsudgaverne, så var de bærende konstruktioner i karossen i 1949-51 modellerne udført i stål, hvor træpanelerne blev monteret uden på. Men det var stadig rigtigt træ helt igennem. Lysere birketræ til stolperne og mørkere mahogni til panelerne. Når 1949-51 woodies blev sendt til forhandlerne fulgte der således reservedele med i form af ekstra træpaneler. Meningen var, at hvis bilerne efter nogle år trængte til at få udskiftet trædelene, så kunne man købe nye paneler m.m. hos forhandlerne. Markedet for ekstrapaneler var åbenbart mindre end forventet og mange forhandlere smed reservepanellageret ud efter nogle år, til stor fortrydelse for de entusiaster, der i eftertiden restaurerer woodies.
Økonomien i woodies var aldrig god. De var bekostelige at fremstille og selvom det var de dyreste modeller i programmet, så tabte Ford penge på dem. Vedligeholdelsesomkostningerne for ejerne var desuden meget høje og brugtvognspriserne var lave. Disse forhold betød, at efterfølgende årgang ikke længere blev lavet som rigtige woodies. Ser man på senere årtiers modeller er det tydeligt, at der bare er tale om tyndt finér uden på karossen – eller endnu værre: plastik i stedet for rigtigt træ. Kig tilbage i blogartiklen om Ford 1953 – Country Sedan og Courier og se reklamematerialet for modellerne i den årgang. Her er der tydeligvis tale om træpaneler på siden af bilen og ikke en del af karosseriet.
Men hvad med Danmark? Her har woodies vist aldrig været almindelige – bortset måske fra varevognsmodellen af Morris Minor, der kunne fås med ”bindingsværk”. Men der kan alligevel godt findes fotodokumentation for et par amerikanske woodies i Danmark. Forsiden af Signalposten 1984, nr. 3 viser ”Etablissementet på Halskov i midten af trediverne”. Midt i billedet ses en fin woody.
Modellen er som nævnt i indledningen også noget ud over, hvad man almindeligvis ser. Bilen er støbt i eet stykke, i en slags halvblød blå PVC, med gule og sølvfarvede detaljer påtrykt. Det er her jeg skal indrømme, at der var tale om lidt af et eksperiment. Jeg købte modellen over nettet og det var ikke let på billederne at vurdere modellens kvalitet. På den anden side kostede den lige under USD 3,- og eftersom jeg altid er nysgerrig m.h.t. usædvanlige modeller røg den i den elektroniske indkøbskurv.
Modellen er fremstillet af et for de fleste sikkert ukendt firma ved navn Promotex. Firmaet er importør af Herpa til det nordamerikanske marked og har gjort sig bemærket ved at versionere Herpa-produkter til amerikanske forhold. Typisk er der tale om US-påtryk på Herpas lastbiler.
Lige ud af posen ser modellen ærligt talt lidt underlig ud i sammenligning med, hvad man ellers ser på markedet. Især de ikke-gennemsigtige vinduer giver modellen et tungt udseende. Det undre mig altid når nogen tænker, at glasflader bør være sølvfarvede i model. I virkeligheden fremstår ruder i huse eller i biler næsten altid mørke, med mindre der er lys i dem.
På den baggrund besluttede jeg at eksperimentere med at male ruderne sorte. Når jeg nu alligevel skulle i gang kunne jeg samtidig male en del af træpanelerne mørkere, så de kunne eftergøre forbilledets mahogni. Som tænkt så gjort. Jeg tilføjede også en gang wash på frontgrillen m.m. for at give modellen lidt mere dybde.
Jeg må nok sige, at jeg efter endt behandling stadig ikke er helt overbevist om at modellen vil finde vej til anlægget. Ud over de kvalitetsmæssige udfordringer er der også noget galt med størrelsen. Stiller man modellen ved siden af Mini Metals version af en 1953 Ford, så er den tydeligt større. Konklusionen er nok derfor nærmest, at det var da meget sjovt at prøve noget nyt, men jeg køber nok ikke flere af denne type modeller foreløbigt. Hvorvidt jeg kan finde et skyggefuldt sted til modellen passende langt fra anlægskanten er stadig et åbent spørgsmål.
På Sundborg modeljernbane er der således muligvis/muligvis ikke en rolle at spille for den lidt mærkelige model. Men hvis det nu skulle være, hvem i Sundborg og omegn kunne mon så tænkes at køre rundt i en amerikansk woody? Her er måske et bud. På den herlige hjemmeside ‘Stilling Lokalhistorie’ kan man læse følgende iagttagelser fra 1950’erne: “Privatbiler var kun for de få. I byen var der dog 2 ‘lillebiler’, som man kunne benytte sig af, hvis man havde brug for at blive transporteret til steder, hvor rutebilerne ikke kom. De 2 konkurrerende firmaer var mekaniker HP med sin mørkegrønne Ford Customline. Der var også ‘Nutte’ Mæhlisen med sin ‘bindingsværk’ stationcar model.”
Mere om emnet 1949-51 woodies fra Ford-koncernen kan findes her: https://auto.howstuffworks.com/1949-1951-Ford-Mercury-Woody.htm
Skulle man have appetit på at restaurere en 1950 Ford Woody kan man læse videre her: http://www.popularrestorations.com/restorations/restoration011.htm
Promotex har et par andre modeller i samme serie af halv-blød plastik. Producentens hjemmeside er: http://www.promotex.ca/
Historien om ”Nutte” Mæhlisens ”bindingsværk” stationcar og meget mere godt kan findes her: http://stillinglokalhistorie.dk/trafik/trafik.html
Den omtalte forside af Signalposten kan findes her. Brug zoom-knappen for at se woody’en. http://www.signalposten.dk/signalposten.php?aar=1984&nr=3
Skriv en kommentar