Så er det igen tid til at se nærmere på nogle af de uimodståelige amerikanerbiler fra 1950’erne. Denne gang er det et par mere nytteprægede dollargrin det handler om, hvis der ellers er noget, der hedder sådan.
Forbillederne for de to biler i denne artikel skal findes i Fords 1953-modelprogram. Det er som sædvanlig for perioden både omfattende og forvirrende, så der skal ikke gøres rede for det hele i denne omgang. En idé om situationen får man ved at se lidt på salgsmaterialet nedenfor og så ellers have i baghovedet, at de mange modelbetegnelser først og fremmest dækker over forskellige udstyrsvarianter.
Som det ses gælder denne artikel to varianter, nemlig en ”delivery van” og en ”station wagon”. Det var amerikanernes udflytning til forstæderne under det økonomiske opsving efter 2. Verdenskrig, der var baggrunden for station wagons’ stigende popularitet. Men faktisk er der et lille stykke jernbanehistorie gemt i betegnelsen “station wagon”. Vi skal tilbage til dengang fjerntrafikken foregik med tog, og nærtrafikken med hestevogn. Mange lidt finere hoteller havde i gamle dage “station wagons”, der kunne hente og bringe passagererne til og fra toget. De første motoriserede amerikanske ”station wagons” kom frem i 1920’erne som varianter over varevognsmodeller, men med sæder og store vinduer bagi. De første stationcarmodeller havde ofte karosserier bygget som en rammekonstruktion af træ, deraf det meget elskede kælenavn en ”Woody”. Ford Country Sedan er imidlertid placeret midt i Fords modelprogram og har bare almindelige sider, mens topmodellen “Country Squire” har de eftertragtede træpaneller.
At vi på dansk kalder det en stationcar, fortaber sig vist lidt i tågerne, men det kan have noget med lettere udtale at gøre. At gå så langt som vores norske broderfolk og kalde det en ”stasjonsvogn” er vist ikke almindeligt, og det svenske ”herrgårdsvagn” leder vist mere tankerne hen på Volvoer. Sidstnævnte betegnelse genfindes i øvrigt i den britisk-engelske betegnelsen for biltypen, som er ”estate car”. Så kom vi vist også hele vejen rundt om det sproglige.
Man kan vel sige at den mere personvognslignende delivery van var en del af samme tendens til udflytning til de amerikanske forstæder. Det blev vigtigt at kunne aflevere den nye forbrugsvare med stil, fremfor i en hvilken som helst gammel varevogn.
De to varianter minder, som det ses, på mange måder om hinanden. Der er dog forskel på bagdørene for mens bagsmækken på Wagon’en var todelt i det vandrette plan, så var bagdøren på varevognen sidehængslet og lukkede op som en enkelt – temmelig stor – dør.
1953-årgangene af Ford-modellerne byggede videre på det designløft, som Ford indførte året før og som var tydeligt inspireret af samtidens jetfly. Hele fronten var domineret af et stort forkromet ”luftindtag”, en stil-gimmick der også fandtes på bagskærmene. Her var luftindtagene selvsagt helt uden praktisk betydning.
Flyfascinationen viste sig også i udformningen af bilens indretning. Det gjaldt ikke mindst instrumentbrættet, der gjorde en del for at lede tankerne hen på et cockpit.
Den store mekaniske nyhed i 1953 var, at man nu kunne få servostyring og power brakes som ekstratilbehør – ting, som ingen samtidige europæiske standardvogne kunne tilbyde.
I Danmark har der næppe kørt mange af de relativt dyre amerikanske Ford-biler rundt, men der har været nogle.
Station-wagon versionen synes især at have haft en hvis succes som ambulance i Danmark. Det gjaldt både hos Falck og Zonen, der jo her i 1950’erne var to selvstændige – og konkurrerende – firmaer.
Jeg har på nettet fundet en enkelt Ford station wagon på danske plader. Selvom der er tale om historisk korrekte sorte plader er det ikke det samme som at den konkrete bil også oprindeligt har været indregistreret i Danmark. Den kan være importeret senere.
Modellerne er i Mini Metals-serien fra amerikanske ”Classic Metal Works”. Firmaet er tidligere omtalt her på bloggen i artiklen om Chevrolets lastbil 1941/46 og i artiklen om 1950-årgangene af Dodge/Plymouth. Modellerne er udført i en blanding af plast og metal (undervognen), hvilket giver dem en meget god vægt. Detaljemæssigt synes jeg Mini Metals ligger under de nyere modeller fra europæiske producenter som f.eks. Brekina, men de to Ford-modeller har alligevel deres egen påtrængende amerikanske charme.
Hvis man vil se hvordan det så ud da modellerne blev pakket op er der en lille film af begivenheden på YouTube.
På Sundborg MJ er det ikke helt let at finde plads til de to amerikanere i den rå form. Man kunne selvfølgelig overveje et ombygningsprojekt og lave sig en ambulance fra Falck eller Zonen, men ellers kan det godt være, de kommer til at tilbringe tilværelsen i vitrineskabet. En anden mulighed ville være at den familieprægede Station Wagon er kommet forbi Sundborg fra udlandet, lidt som den tidligere omtalte Oldsmobile. Bilturismen var i vækst i 1950’erne og ser man på gamle billeder fra Helsingør-Helsingborg overfarten, så er det tydeligt at amerikanske biler havde et betydeligt marked i Sverige i 1950’erne. Levestandarden i Sverige var jo på dette tidspunkt noget højere end i Danmark.
Mere om emnet Ford 1953 kan selvsagt studeres på nettet. 1953-årgangen var som nævnt en opgradering af model 1952, så de er behandlet i samme artikel her: https://en.wikipedia.org/wiki/1952_Ford
Man kan også kast sig over hele Fords historie her: https://corporate.ford.com/history.html
Mere om de tyske Ford-modeller, der bl.a. ses på billedet fra Silkeborg, kan læses i denne ældre blogartikel om Ford Taunus 12M/15M.
Skriv en kommentar