Som det fremgår af artiklen om bilparken i Danmark i 1950’erne, så var der over 11.000 hyrevogne i Danmark i 1957, svarende til 3 pct. af bilerne på de danske veje. Det er jo herligt, for det give anledning til at nørde lidt i et oplagt underemne for en modeljernbane med epoke III som tema. Artiklen er blevet lidt vel lang, men hæng på, der bliver masser af 50’er stemning!
Forbilledet for hyrevognene i 1950’ernes Sundborg kunne selvsagt føre rødderne langt tilbage. At leje en vogn med kusk for at få sig selv og/eller sine ejendele transporteret et bestemt sted hen går formentlig tilbage til opfindelsen af hjulet. Med mindre der var tale om drosker med faste rater på ture inden for bygrænsen eller det nærmeste opland kunne der sikkert gå en del tid med at tinge om prisen, så da det mekanisk taxameter blev opfundet i Tyskland i 1891, blev det regnet for et stort fremskridt. Taxameteret kunne måle både strækning og tid og dermed blev det muligt at udregne en nøjagtig og retfærdig pris.
De første taxameterbaserede hyrevogne var således hestetrukne og alene i København blev der omkring år 1900 brugt 500 heste til såkaldt droskekørsel. I 1902 blev de første “motordrosker” introduceret i Danmark og i de efterfølgende år spredte de sig til de fleste større byer over hele landet. Det var også på dette tidspunkt ordene taxi og taxa begynder at optræde på dansk, begge som forkortelse af taxameter, der kombinerer det middelalderlatinske “taxa” – værdi – med det græske ord for at måle – “metron”. I 1908 oprettedes i København ‘Taxamotorkompagniet A/S’ med en vognpark bestående af franske Renaulter. Også ude i provinsen sluttede vognmænd sig sammen i lokale taxaselskaber. Mens taxi således er den internationale betegnelse for en hyrevogn, så er Taxa (med stort ‘T’ og ‘a’ til sidst) blevet til et dansk varemærke.
En oplagt fordel ved at slutte sig sammen i taxaselskaber var at man kunne deles om central- og garagefaciliteter. I garagen kunne indrettes vagtlokale, så man bl.a. kunne skiftes til at have nattetjeneste. Mens det var et mandejob at være chauffør i 1950’erne, så var arbejdet på telefoncentralen derimod regnet for typisk kvindearbejde.
Taxaer/drosker var autoriserede, og det var således de enkelte kommuner der bestemte, hvor mange man ville have i sit område. Kommunerne udstedte på den baggrund det nødvendige antal bevillinger ligesom det var kommunerne, der fastsatte taksterne. For at køre taxa skulle man have erhvervskørekort og et droskekort. Sidstnævnte dokumenterede, at man havde en ren straffeattest, havde godt kendskab til byen og kunne fremvise god opførsel.
Til gengæld for alt dette havde taxaselskaberne så eneret på de officielle holdepladser i byen ligesom man fik kørselsopgaver for kommunen og andre myndigheder. Taxaholdepladserne fandtes som regel en håndfuld steder: På jernbanestationen (naturligvis), på torvet, samt f.eks. uden for sygehuset, hvor behovet skønnedes at være tilstede. Det blev efterhånden almindeligt med telefoner på holdepladserne så kunder kunne ringe efter en taxa eller chaufførerne kunne kontakte centralen og få ture.
Men taxaerne var ikke alene for fra 1920’erne fandtes desuden de såkaldte ”lillebiler”. Trods navnet var der ikke nødvendigvis tale om små biler – faktisk var der som regel tale om en ret store biler. Udtrykket “Lillebil” skulle nemlig ses i modsætning til en stor lastbil, der også kunne lejes hos vognmanden med chauffør og det hele.
At køre lillebil var et såkaldt frit erhverv og enhver kunne derfor nedsætte sig som lillebilsvognmand. I modsætning til taxaerne måtte lillebilerne ikke holde ved de faste holdepladser i byen. De måtte hver gang efter endt tur køre tilbage til deres hjemsted og derfra få en ny hyre. Kilderne er ikke helt enige om, hvorvidt lillebilerne måtte samle passagerer op på gaderne eller ej – måske der er nogle af bloggens læsere, der kan hjælpe med at kaste lys over den sag? Hvis betegnelsen lillebil ikke siger de fleste så meget i dag er det fordi hyrevognsloven fra 1973 afskaffede skillelinjen mellem taxa og lillebil.
Hyrevogne var fra starten og indtil midten af 1950’erne i alt overvejende grad sortmalede. I slutningen af årtiet ser det ud til at blødes noget op og ind i 60’erne bliver lysere farver mere almindelige, hvis man skal tro samtidens sort/hvide fotografier. På ældre bilmodeller var også kølergitrene sorte, mens nyere modeller efter krigen ser ud til at have beholdt deres forkromning, så det var det almindelige i 1950’erne.
Taxaskiltet sad på dørene og var ganske lille, ca 7 x 40 mm. Det var ofte lavet i guldfolie. Påskriften lød: “TAXA” ledsaget af et telefonnummer. Som yderligere identifikation var den enkelte vogns inventarnummer malet bag på bilen. Stilen var dermed et stykke fra de senere velkendte grønne “kotteletter” på taget, der blev indført i begyndelsen af 1960’erne. Kunderne kunne se om taxaen var ledig eller ej enten ved at se efter skiltet “FRI” på taxameteret, der var placeret, så det kunne ses udefra (se det første billede i denne artikel), eller ved at kigge efter “frilygten”. Taxier var, i hvert fald i hovedstadsområdet, havde oprindeligt også små sidelanterner yderst på motorhjelmen. Som en sjov detalje var sidelyset på lanternerne grønne i Københavns kommune, mens vognene i Gentofte kommune havde blå sidelys.
Sidelanternerne var en rest fra hestedroskernes tid og de forsvandt efterhånden. Efter samtidige billeder at dømme var der ikke samme krav til taxilygteføring og –numre i provinsen. Et andet træk, der identificerede mange taxier, var ofte en bagagebære på taget. Her i Sundborgtiden begyndte hyrevognene også at få radioer installeret, hvilket betød at bilerne blev udstyret med antenner.
Hvor mange taxaer og lillebiler var der så i 1950’erne? Jeg har i tidligere artikler undersøgt tallene bag personbilparkens sammensætning og antallet af vare- og lastbiler i “sundborgtiden” og i følge Danmarks Statistik var der 11.254 hyrevogne i Danmark i 1957. Det svarede som sagt til 3 pct. af den samlede bilpark. Ser man nærmere på statistikken over “Indregistrering af motorkøretøjer 1956-1957” ser man, at der blev indregistreret 1.040 nye “drosker og lillebiler” i 1956 og 1.318 i 1957. Det svarer i runde tal til en udskiftning af 10 pct. af vognparken pr. år eller en forventet levetid pr. bil på ca. 10 år. Man kan også vende det om og sige, at det formentlig betyder, at der i 1950’erne fortsat var en del ældre biler i vognparken.
Som det huskes fra artiklen om personbilerne så krævedes i efterkrigstiden særlige statslig indkøbstilladelse for at importere biler til Danmark. De var ikke nemme at opnå for private, mens det var noget lettere for vognmænd. Når man ser på billeder af hyrevogne i Danmark i 1950’erne ser der derfor ud til at være en pæn spredning i årgangene og ikke som hos private personbiler at være en del “magre år” før liberaliseringerne.
Det fremgår også af statistikken over “Indregistrering af motorkøretøjer” at den gennemsnitlige anskaffelsespris var ganske høj i sammenligning med almindelige personbiler. Det skyldes ret sikkert, at taxier almindeligvis var store og rummelige biler og så er vi fremme ved noget af det der efter min mening næsten er det sjoveste ved hyrevogne i 1950’erne, nemlig at de giver en perfekt undskyldning for at slippe et par store amerikanske biler ind på anlægget.
En anden og mere økonomisk måde at imødekomme behovet for rummelige hyrevogne på var at anskaffe minibusser, f.eks. VW rugbrød. På billeder fra perioden er de pænt repræsenteret, inklusiv den lidt dyrere model “Samba-bus”, med ovenlysvinduer og soltag i lærred.
Modeller af danske taxaer findes på markedet, men de flotteste er lidt for nye til Sundborg. For et par år siden lavedes små serier af adapterede Brekina/Starmada modeller af Mercedeser med de kendte grønne “taxa-koteletter” på taget, men de var altså lidt for moderne til mit formål. Brekina selv er senere fulgt efter. Epokemodeller har også haft en ældre Chevrolet bemalet som dansk hyrevogn i programmet. Et par af de bilmodeller, der allerede er blevet gennemgået på bloggen, er oplagte som taxier. Nogle er allerede nævnt som Mercedes 170, Mercedes 180 og Brekinas model af VW Type 2 minibus. Som nævnt er det også en god mulighed at indsætte store amerikanerbiler i hyrevognsbrancen, såsom den Mercury Eight, der optræder på billederne i denne artikel. På billederne ses desuden et par endnu ikke omtalte modeller, så de bliver emner for nogle senere bilartikler her på bloggen.
Jeg kom på et tidspunkt for skade at købe en model af en amerikansk Checkers A8 årgang 1956 fra Athearn. Selvom det var/er en fin model, så havde jeg ikke så meget at bruge den til på et dansk anlæg. Derfor blev den på det skammeligste omdannet til en dansk ”lillebil”, hvilket fremgår af nedenstående lille film. Jeg tror desværre ikke, at der har kørt Checkers rundt i Danmark, så modellen ender nok et eller andet sted langt fra anlægskanten.
Til gengæld kan der måske godt blive plads til et par af de ventende taxachauffører, hvis ellers vejret i Sundborg tillader det. Det kan være de står fordybet i kollegial samtale ved bilerne eller garagen, mens de venter på næste kunde. Jeg har også lavet en lille film om, hvordan de blev til. Figurerne stammer fra et Preiser mal-selv-sæt.
Som det er fremgået af nogle af billederne, så er der også et taxatelefonskab på torvet i Sundborg. Det stammer fra epokemodeller og er muligvis gået ud af produktion når dette skrives. Modellen af taxaskabet var oprindeligt forsynet med det karakteristiske grønne koteletter, men dem har jeg fjernet, eftersom de hører til i en senere periode.
På Sundborg modeljernbane skal der jo helt klart være en taxaholdeplads ved banegården med to, tre måske fire biler. Der bliver nok ikke plads til flere holdepladser i den synlige del af byen, men der kan jo også sagtens ses en eller to sorte biler på vej rundt på anlægget.
Der er selvfølgelig også mulighed for at praje en taxa på gaden (ikke en lillebil), så det vil være en oplagt ide til bymiljøet. Måske er der ovenikøbet ved at danne sig en mindre trafikprop bag den stoppende taxa.
Det kunne også være en mulighed med en lillebil-vognmand i de mindre byer Købing eller Knagsted. Et hus med en garage er sådan set alt der kræves, evt. med et skilt foran. Vognmanden kunne ses tale i en telefon installeret i garagen eller konen kunne åbne et vindue og råbe den næste adresse ud til ham. Det kunne der blive en fin lille scene ud af.
Mere om emnet danske hyrevogne kan blandt andet søges i Bilhistorisk Tidsskrift NR. 79 – 1984: http://dvk-database.dk/bht/bht_1984/bht_1984_79/bht79_1984_29.htm
Taxibjarne har bl.a. en flot gammel Mercedes og en samling af taxa memorabilia ikke mindst gamle billede: http://www.taxibjarne.dk
Ganske mange taxaselskaber har på hjemmesiden korte eller længere beskrivelser af firmaets historie. Det er meget prisværdigt, at denne del af Danmarks erhvervshistorie bevares. En af de bedste jeg er stødt på er denne pragtfulde beskrivelse af Herning Taxa med meget stof fra 1950’erne: http://www.herning-taxa.dk/da/78156-Historie
Der er også lokale medier, der gør en indsats. Læs f.eks. her om “Drosker og taxaer i Randers” http://amtsavisen.dk/randers/Drosker-og-taxaer-i-Randers/artikel/156804
Men den måske sjoveste måde at se epokens taxier på er at (gen)se “Taxa K 1640 Efterlyses” fra 1956. I tidens sprog er filmen bygget op omkring et miljø hvor (citat): “…han er taxachauffør og oplever i storbyen små og store begivenheder, som kun den mand kan, der sidder bag rattet af en hyrevogn og har hele byen som sin arbejdsplads”. Selvom der er tale om et (melo)drama om en kvinde med en fortid og en mands sygelige jalousi, og selvom filmen set med moderne øjne er præget af tidens tand, så er det i denne sammenhæng en anbefalelsesværdig film. Det skyldes ikke mindst de mange optagelser fra København ved dag og især nat, hvor Film Noir ambitionerne leves helt ud. For jernbanefans har filmen det ekstra plus, at lokomotivremisen på Gb danner baggrund for dramatiske højdepunkter til slut i filmen.
Fantastisk artikel! Udtrykket “lillebil” kendte jeg ikke før nu. Tak fordi du er vendt tilbage med din blog. Den bedste blog om modeljernbaner på Dansk. Så enkelt er det!
Bedste hilsner, Martin
LikeLike
Hej Martin
Tak for den megen ros! Ja, lillebil er et mærkeligt udtryk . Jeg hørte det først blandt ældre familiemedlemmer, da jeg begyndte at spørge ind til livet i 1950’erne. En anden verden!
Sundborg
LikeLike
I Vort Land Fyen taler man skam stadig om lillebiler og ikke mindst rutebiler. Tak for en fremragende blog og for at du stadig tager dig tid til at underholde og interessere dit publikum. Jeg spekulerer på om den hemmelige vogn yderst til højre monstro er en Volga, og den til venstre for den er en GAZ? Kunne man virkelig indføre den slags vogne til Danmark i 1950’erne?
LikeLike
Tak for de pæne ord om artiklen og bloggen. Jeg kommer helt klart for lidt på Fyn – jeg er sikker på, at jeg ville have samlet “lillebilen” op. Rutebiler kendes fortsat i mit østjyske hjemmeområde, så måske overlever det udtryk. Og ja, den ene af de hemmelige biler er en GAZ Volga – og nogle få fandt faktisk vej til Danmark. Mere følger på et senere tidspunkt. Den anden hemmelige bil er ikke mere hemmelig end at den allerede har gæsteoptrådt i årsopgørelsen for 2017. Det er (formentlig) meningen, at den skal ligne en slags Ford.
LikeLike
Det er så godt beskrevet det hele. Jeg er af Taxa familie, så jeg genkender meget. Min farfar blev Taxavognmand i 1913 og var en af de forholdsvis få første automobildrosker i København. Senere blev min far og hans 2 brødre chauffører hos ham. Min far og hans brødre blev senere vognmænd også. Den gang skulle man have været chauffør i 15-20 år, før man fik et “nummer”. Den gang var det attraktivt. De havde fine uniformer med blåt bånd på halskrave og på kasketten. Det var påbudt. Ikke som i dag, hvor både bil og chauffør ikke altid er lige rene. Det foto, som du viser af drengen med Taxatelefonen, er taget af den meget berømte kunstfotograf Viggo Rivad, som var chauffør hos min onkel. Rivad blev selv vognmand senere og fandt ofte sine motiver, når han kørte rundt i byen. Jeg mener, at drengen ved telefonen er Viggo Rivads søn. Taxavognmænd var ligesom bønder. De klagede ofte over, hvor dårligt det gik med forretningen og dagen efter købte de en ny Mercedes. Sådan var det.
LikeLike
Mange tak for rosen, det er virkelig meget værdsat. Dejligt at høre, at du synes, du kan genkende miljøet. Jeg var ikke klar over, at der var blåt bånd på uniformens halskrave og på kasketten – man lærer hele tiden noget nyt. Så må jeg se om jeg kan ramme modelfigurernes små kasketter med en blå streg maling. Sjovt at du kender historien bag billedet af drengen med taxatelefonen. Jeg skynder mig at tilføje fotografens navn til billedet – æres den, der æres bør.
LikeLiked by 1 person
Tak for rosen. Det var kun “rigtige” Taxachauffører, der havde de blå bånd. Lillebilerne havde det ikke. Det var beordret, at man skulle have uniform med båndet på. Og brugte man kasket ligeså. Kasket var ikke beordret. Dengang var det et godt og respekteret erhverv, hvad man ikke kan sige om det i dag. Min farfar købte en af de første Mercedes 170 i 1951 måske 1953, samme type, som du viser på et foto. Mercedes importøren, Bohnstedt Petersen, havde en værksted, vistnok i Hillerød, som byggede de spec. store karosserier, som dengang blev forlangt af myndighederne. De kunne være 3 på bagsædet, 2 på klapsæderne, og en ved siden af chaufføren. Loven forlangte adskillelse mellem førersiden og bageste sæder. Er der mere du vil vide, så kom igen
LikeLike
Ja, man fornemmer klart, at der var statusforskel mellem taxachauffører og de der “bare” havde lillebiler. Jeg har faktisk for en del tiden siden skrevet lidt om Mercedes-importøren Bohnstedt Petersen og andre danske bilsamlefabrikker. Modeljernbaneresearch kan lede langt omkring. Tak igen for at du ville dele ud af din viden!
LikeLike