Passagerer i fjerntog

Persontog er selvsagt til brug for transport af personer. Så der skal selvfølgelig også være passagerer på en modeljernbane. Udfordringen er imidlertid, at der skal bruges så mange. En litra CC har 72 siddepladser. Det bliver dyrt, hvis man slår op i Preiser-kataloget og begynder at regne efter. Heldigvis findes der billigere alternativer, så et af dem skal vi se på i denne artikel.

Modeltogsdrift er den omvendte verden. Vi skal betale vores passagerer for at køre med toget

Forbilledet er denne gang rejsende med fjerntog, som de så ud i midten af 1950’erne. Men hvad fik egentlig folk til at tage på en længere togrejse i epoke III? Svaret er vel det samme som i dag: En blanding af arbejde og fornøjelse. I tiden før firmabilen blev almindelig tog mange toget i forbindelse med arbejdet. Tænk blot på Mads Skjern, der som handelsrejsende stiger af toget i Korsbæk med sin kuffert fuld af vareprøver. Når folk i dag rejser privat er det typisk i forbindelse med familiebesøg og det var det samme dengang.

Private og forretningsrejsende. Der skal vist også nogle kufferter med på et tidspunkt

At rejse med toget på ferie forekom vel også, men nok ikke så meget som man kunne forestille sig. Med mindre besøg hos familien skulle regnes som en slags ferie. Folk havde simpelthen ikke så meget fritid. Arbejdsdagen var længere og mange arbejdede om lørdagen. I 1953 blev der indført tre ugers årlig ferie, og så var der lidt mere tid til at tage på en længere togrejse. Men måske ikke råd. Her kan man se, hvordan danskerne brugte ferien i midten af 1950’erne:

• 41 % hjemme
• 32 % hos familie og bekendte
• 13 % i sommerhus eller kolonihavehus
• 6 % på hotel, pensionat eller hos private mod betaling
• 3 % på anden måde, telt, vandrehjem o.l.
• 5 % i udlandet

Det er som bekendt permanent efterår i Sundborg, så passagererne her er ikke på vej på sommerferie. Men måske efterårsferie? Mest sandsynligt er det nok, at handler om arbejde og familiebesøg.

Modellerne, eller rettere figurerne, er denne gang lidt af et mysterium. Jeg købte mine i en københavnsk hobbyforretningen for nogle år siden. De blev solgt i en lille luk-let pose med butikkens prismærke, men uden yderligere oplysninger om producenten.

En pose med “100 stk HO siddende”

Driver man lidt rundt på internettet vil man se lignende figurer averteret under forskellige generiske betegnelser som ”Train Passengers” eller tilsvarende. Jeg har ikke set noget firmanavn angivet noget sted, men det er der måske nogle af læserne der har? Det ser dog ud som om figurerne stammer fra et eller andet sted i Asien. Det harmonerer meget godt med, at de prismæssigt er meget konkurrencedygtige. Som det fremgår af billedet herover købte jeg mine til, hvad der svare til godt 1 kr. pr. stk. Sammenlign lige det med en bemalet Preiser-figur, der i et sæt med seks let koster, hvad der svare til 15-20 kr. pr. stk.

Man må sige, at man får relativt meget – eller er det “mange” – for pengene

Pris og kvalitet hænger som bekendt sammen og det gælder også i dette tilfælde. Nærstuderer man de små mennesker ser man let, at de støbte detaljer er ret usle. På den anden side har jeg ikke været ude for egentlige mangler. Nogle få havde fordybninger som følge af dårlig støbning, men ingen manglende f.eks. arme og ben. Måske de venlige mennesker i modeltogsforretningen havde sorteret dårlige støbninger fra inden figurerne blev hældt på pose?

Kvaliteten af den enkelte figur er ikke så imponerende. Der er også relativt få forskellige typer

De små figurer er støbt i en slags lys brunlig hudfarve og delvis bemalet. Da jeg fik spredt dem ud stod det klart, at bemalingen ikke altid var lige omhyggeligt udført. Farverne var også indimellem lidt vel kradse for min smag og mænd i violette skjorter forekom mig ikke særligt 1950’er-agtigt. En anden sjov ting var, at alle figurerne var sorthårede, hvilket vel styrker teorien om deres asiatiske ophav. Nuvel, efter at have overvejet situationen lidt besluttede jeg følgende stadier:

• Afrensning/rengøring af figurerne;
• Montering på pinde;
• Ommaling af nogle af figurerne til mere tidstypiske farver;
• ”Reparationsmaling” med hudfarve, hvor malingen dækkede ansigter/hænder/dameben;
• Generel wash m.h.p. at give figurerne kontrastskygger;
• Ændring af hårfarve for nogle af figurerne; samt
• Dæmpe det meget plastikagtige udseende med mat lak.

Det er ikke DM i pælesidning, det handler om her. Ved at sætte figurerne på grillspyd får man god kontrol over male- og lakeringsprocesserne

Jeg endte nok med at bruge mere tid på at rette figurerne til, end det var strengt nødvendigt. Når figurerne er monteret i modeltogsvognen er det nemlig begrænset, hvor meget af dem man faktisk kan se. Så det er nok mere et spørgsmål om stil og personlig smag, hvor meget man vil gøre ud af det hele.

Her er et før-og-efter billede, så man kan vurdere virkningen

De færdige figurer (nogle af dem) blev passagerer i en litra CC. Modeller af personvogne har den udfordring, at de er mindre rummelige indvendigt end forbillederne. Det skyldes naturligvis, at materialetykkelserne relativt set er meget voldsommere i model end i virkeligheden. Det betyder bl.a. at gulvet i en modelvogn ligger en del højere end hos forbilledet. Derfor var det nødvendigt at fjerne det nederste af benene på figurerne.

Av! Man må ind imellem ofre lidt, for at komme med toget i Sundborg

Monteringen af figurerne var som sådan uproblematisk. En pincet, en klat lim på bagen og et af grillspyddene til at skubbe modstræbende passagere rundt med var alt der var brug for.

Montering. Der kræves ikke pladsbillet i toget

De trange forhold i vognen betød også, at der generelt var plads til færre passagerer end i virkeligheden. Forbilledet havde plads til fire passagerer på hver sæderække. På modellen var der højest plads til tre.

Er der en ledig plads?

Egentlig er det nærmest en fordel, at der ikke er så meget plads i vognen, eftersom der så er brug for færre figurer, før vognen ser fuld ud. Jeg endte med at få plads til ca. 50 passagerer, så på den måde er der faktisk nok til to CC vogne i en enkelt pose med disse billige figurer. Jeg optog denne lille film af processen. Den er som sædvanlig tilgængelig på YouTube:

Hvordan blev resultatet så? Det kan man jo selv bedømme, men faktisk synes jeg det er okay, når man ser ind i vognen udefra. Piller man taget af vognen og kigger ned ser figurerne langt mindre imponerende ud. De mange gentagelser i figurernes udseende, positurer og farver bliver let urealistisk ensformigt. Spørgsmålet er imidlertid om det er noget man ser, når ekspressen suser forbi. Jeg tvivler.

Figurerne når de virker bedst: En drømmende kvinde ser ud gennem et togvindue. Så bliver det vist ikke mere romantisk på modeljernbanen?

På Sundborg modeljernbane bliver der selvsagt brug for mange flere passagerer. Den opmærksomme læser vil have bemærket, at titlen på denne artikel henviser til passagerer i fjerntog. Det er mest en undskyldning for at kunne vende tilbage til emnet igen, når jeg er kommet lidt længere med at male flere siddende figurer, denne gang fra bunden. Det er et større arbejde, for der skal mange figurer til at befolke bare en enkelt vogn også selvom det handler om en mere beskeden vogn, indsat i nærtrafffikken.

Vinke-vinke. Farvel for denne gang

Mere om emnet togpassagerer i midten af 1950’erne, deres antal og kørte togkilometer, kan søges hos Danmark Statistik. Man kan f.eks. slå ned på 1957-udgaven, der har data for årene 1955/56:  https://www.dst.dk/da/Statistik/Publikationer/VisPub?cid=14407

Ariklen om litra CC, der lagde sæder til passagererne i denne artikel, kan (gen)læses her.

Artiklen her udkom oprindeligt i 2019. Jeg har efterfølgende fået produceret en hel del flere siddende figurer baseret på mal-selv sættene fra Preiser. Jeg har udvalgt figurerne med overtøj til et fremtidigt liv på fysende bænke på staioner og andre steder, mens de fleste øvrige Sundborg-rejsende kan se frem til liv i velopvarmede togvogne. Som det ses, så gik jeg denne gang endnu hårdere til rumpe-barberingen, eftersom en del af de tidligere figurer jeg har indsat i passagervogne er kommet til at sidde lidt vel højt. Det skyldes selvfølgelig, at de indvendige mål i en modelvogn aldrig nogensinde kan komme til at svare til forbilledet. Ser man på gamle fotos ser det ud til, at øjenhøjden for de fleste siddende passagerer svarer nogenlunde til, at de kan se ud af den nederste, faste del af vinduerne.

Der er også brug for togspassagerer på perronen, så i maj 2020 har jeg opdateret min You Tube-kanal og denne artikel med en lille film om malingen af figurer, der venter på toget.

 

Advertisement