I bloggens bilafdeling bliver vi også denne gang i Frankrig med Citroëns store varevogn Type H, der debuterede på biludstillingen i Paris i 1947. Med sit bølgepladekarosseri skilte den sig klart ud fra mængden og bilen fik hurtigt flere kælenavne inspireret af det specielle design. I 1952 blev Type H introduceret i Danmark, hvor den opnåede en vis succes. Modellen fås fra Busch og selvom der er tale om en lidt sen version af originalen, så passer den store grimrian efter min mening udmærket til et dansk 1950’er anlæg.
Forbilledet påbegyndtes i starten af 1940’erne, da Citroën skulle finde en afløser for den daværende varevognsmodel TUB. Fabrikken satte en række projekter i gang og det ottende af disse blev valgt. Derfor fik den nye kassevogn betegnelsen H, efter det ottende bogstav i alfabetet. Teknisk blev den nye varevogn bygget op omkring den velprøvede motor og gearkasse fra Citroën succesen Traction Avant, ligesom andre mindre dele stammede fra andre Citroën modeller – f.eks. delte Type H forlygter og speedometer med 2CV.
Det karakteristiske riflede karosseri var inspireret af flyindustrien, hvor bl.a. tyske fabrikanter i 1930’erne havde arbejdet med denne teknologi. Ved at bølge metalpladerne opnås større styrke i forhold til pladens vægt, noget der også kendes fra tagplader og IC3-togsæt.
H-modellen kunne fås i forskellige karosseristørrelser med et rumindhold fra 7,3 m3 til 15,9 m3. Alt efter model blev disse benævnt HZ-HZP-HP-HW-HX og HY. Der blev solgt flest af sidstnævnte type, så mange mennesker forbinder bilen med disse to bogstaver. En overgang blev modellerne markedsført som H 1400 og H 1600 efter lastekapaciteten.
Som allerede nævnt i artiklen om Citroën 2CV, så blev de to franske varebiler lanceret i Danmark i 1952. Salget af H-modellerne gik godt fra begyndelsen. Mest kendt i eftertiden er vel politiets salatfade, ikke mindst fra diverse film med Olsen Banden, men så er vi allerede uden for Sundborg-tiden. Også en række private virksomheder fandt anvendelse for den rummelige vogn, blandt andet Kjeldsen Kager og Jydsk Telefon A/S. Danmarks Radio benyttede bl.a. en forhøjet og forlænget udgave til fjernsynsoptagelser ude omkring i landet. En storforbruger af Citroën H var Arbejdernes Fællesbageri, der måske var bedre kendt for produktnavnet ”Rutana”. Ideen hermed givet videre til Tog og Tekno eller hvem der nu kunne finde på at give sig i kast med en småserie af en sådan model.
Der blev kun ændret meget lidt på Citroën H gennem de 34 år bilen var på markedet. Den mest iøjnefaldende ydre ændring var da man i 1964 gik fra todelt til en udelt forrude. Ved samme lejlighed ændredes motorhjelmen en smule. Samtidig indførtes 2 nye motorer baseret på ID/DS modellen så den største motorydelse kom op på hele 54 hk- Kunderne fik samtidig mulighed for en dieselmotor, udover den eksisterende benzinvariant.
Produktionen stoppede i december 1981. Da var tiden løbet fra det specielle og noget spartanske design og salget stort set gået i stå. Der blev fremstillet i alt 473.289 eksemplarer (nogen kilder siger 478,743). Det barske danske klima har desværre tyndet bestanden kraftigt ud og der ser ikke ud til at være mange overlevende Type H’ere tilbage herhjemme.
Modellen er fra Busch, men er fordansket med firmanavnet Mølle Brød. Modellen giver et meget godt indtryk af den specielle effekt de bølgede plader gav bilen. Om antallet af bølger lige passer med originalen ved jeg ikke – der skal nok en ”bølgetæller” til for at verificere det.
På Sundborg modeljernbane kører for tiden kun denne enkelte Citroën HY rundt. Jeg kan godt lide påskriften Mølle Brød, der så vidt jeg ved er fiktivt, men bestemt meget stemningsskabende. Efter samme opskrift har også en politibil og en Falck-model tidligere været på markedet – enkelte kan sikkert stadig findes. De sidste er imidlertid lidt for moderne for Sundborg-tiden, så det er ikke sandsynligt, jeg vil prøve at få fat på dem. Det er klart, at jeg er gået lidt på kompromis med autenciteten af modellen denne gang, eftersom der som afsløret ovenfor er tale om en udgave efter 1964-moderniseringen. Når det er sagt, så har “vaskebrættet” trodsalt rødder tilbage til den umiddelbare efterkrigstid og de fleste vil næppe have vanskeligheder med at se Type H indsat i et 1950’er miljø.
Mere om emnet kan læses på et utal af især franske bilsites på internettet, men der er også danske entusiaster, der kan besøges her: http://www.hyteam.dk/Model%20H/side1.html
På denne side ses et billede af en af politiets 11-mands udrykningsvogne 1953 http://www.123hjemmeside.dk/Politibiler/17321253?i=34437017
[…] Citroën ved den lejlighed præsentere hele to nyheder for danskerne, nemlig 2CV varevognen og Type H kassevognen. Først det efterfølgende år kom 2CV personbilen til Danmark. Salget gik godt med 2CV […]
LikeLike