Fords F-Serie er en af verdens helt store bilindustrielle succeshistorier. Det er måske svært at gætte, hvis man ser sig om på danske landeveje, for her findes modellen stort set ikke. Men i resten af verden er F-Serien enormt populære og modellen har nu i over 30 år i træk været USA’s mest solgte bil. I Danmark kørte der i 1950’erne også F-Serier rundt, selvom det nok mere var som lastbiler end som varevogne.
Forbilledet for de tre modeller i denne artikel er den første generation af Fords F-Serien, også kaldet ”Ford Bonus Built”. Modellen, der blev lanceret i 1948, var et brud med førkrigspraksis, hvor Fords pick-up’er og varebiler stort set havde været personbiler med lad. Her på bloggen kunne det bl.a. ses på den gamle Ford A-serie. F-serien adskilte sig som erhvervskøretøj også fra Courier-serien, der blev omtalt i den seneste bil-artikel om Ford-modeller anno 1953.
F-Serien var nykonstrueret fra grunden og var beregnet til at udføre hårdt arbejde i landbrug og industri. Den havde større nyttevægt end tidligere modeller og kunne fås med “Marmon-Herrington All Wheel Drive”, der gav større trækkraft. Ford lancerede de nye trucks som ”Bonus Built”. Begrundelsen for tilnavnet fortaber sig vist lidt i historien, men det er sandsynligvis en henvisning til, at generationen der netop havde vundet 2. Verdenskrig havde fortjent en bonus for den store indsats.
Designet på bilen var bemærkelsesværdigt i samtiden ved at have forlygterne integreret i fronten. Vognen havde også en højere og mere rummelig kabine end tidligere med plads til tre på forsædet.
Første generation af F-Serien blev solgt i otte udgaver betegnet F-1 til F-8. Mest populære i USA var pickup trucks fra ½ ton nyttevægt og op. Som supplement til pickup’erne blev der lavet en varevognsmodel, der er forbilledet for bilerne i denne artikel. Ford producerede også en række mellemtunge og tunge lastbiler med førerhuse i tilsvarende design. I den mere eksotiske ende var der COE/Cab-Over-Engine udgaver samt de typiske gule amerikanske skolebusser. Motorerne var enten Fords I6 eller den berømte V8 Flathead. I dansk sammenhæng ses forskellige Ford-modeller fra 1930’erne og frem til 1950’erne ofte bare omtalt som V8’ere.
F-serien fik et mindre design-løft i 1951, mens en helt ny 2. generation blev lanceret i 1953. F-Serien er som sagt stadig i produktion og i 2015 lanceredes 13. generation!
Men hvad med Danmark? Kørte der F-Serie trucks her i 1950’erne? Ja det gjorde der, selvom det nok ikke var så mange. Støver man igennem diverse web-sites kan man godt være heldig at fange et par stykker. Første generation af F-Serien ser ud til især at have været brugt som udgangspunkt for busser og brandbiler. Det tyder (måske) på, at de er blevet importeret som chassiser og derefter er blevet opbygget af lokale karosserimagere.
Et andet eksempel var Aarhus Brandvæsen, der havde en motorsprøjte baseret på en Ford årgang 1949. Karossen blev leveret af Mejsner–Jensen i København. Vognen udgik af tjenesten så sent som i 1977.
Modellerne af første generations F-Serien er fra Woodland Scenics – eller fra Noch, hvis man køber dem i Europa. Vanen tro står det faktisk slet ikke på pakken, at det er en Ford (Se tidligere artikler om bilmodeller fra Woodland Scenics som f.eks. Chevrolet). Designet på 1. generations F-Serien er imidlertid helt unik, så der er ikke megen tvivl om, hvad det er vi har med at gøre her. Også selvom kølergrillen på bilerne f.eks. ser ud som om den (bevidst?) er lavet forkert. Oven i købet på to forskellige måder. Grillen burde have vandrette lameller, men har hhv. et lodret og et korsformet design.
Som modeller betragtet lader bilerne egentlig en del tilbage at ønske. De er uden den præcision som de seneste års modeller fra f.eks. Brekina har. Til gengæld er de ret specielle med deres tydelige efterkrigsdesign. Som det er stilen her på bloggen har jeg lagt en video om modellerne ud på YouTube.
På Sundborg MJ er der selvsagt ikke meget brug for en amerikansk brandmajors tjenestekøretøj, så den model skal nok på et tidspunkt ombygges. Om den skal forblive brandbil, nu der er danske fortilfælde, ved jeg ikke rigtig, men det er da en mulighed. Modellen hedder ”Sparky & The Chief”. Sparky er tydeligvis hunden. I USA er der tradition for hunde som maskotter for brandmænd. Helst dalmatinere.
Mere umiddelbart anvendelig er den brune ”civile” model. Med sin åbne motorhjelm inviterer den jo helt klart til at stå ved et mekanikerværksted, f.eks. den flotte benzinstation fra Busch. Eller måske den står i siden af landevejen og venter på hjælp fra en af VW-busserne fra FDM. På billedet herunder ligner det mere et privat reparationsprojekt hjemme hos landsbysmeden.
Hundefangeren var som brandmajoren en meget typisk amerikansk model, men endnu mere fjern fra en danske hverdag i 1950’erne. Det der tiltrak mig ved denne model var imidlertid først og fremmest de åbne bagdøre. Jeg har ”fordansket” bilen ved at fjerne hundeburret og også malet bilen for at fjerne hundefangermærkerne. Modellens åbne døre kan give anledning til en hel lille læssescene. På denne lille YouTubevideo kan man følge processen.
Mere om emnet Fords F-Serie kan på engelsk uden problemer findes på nettet. Med så mange solgte biler over så mange år er der selvsagt en betydelig fanskare også til de tidlige modeller. Hvis man vil se en 1. generations F-Serie i levende live kan man besøge Jysk Brandmuseum. Man kan starte med at se flere billeder af brandbilen her: https://jyskbrandmuseum.dk/brandbiler/
Ford har altid haft ry for at bygge nogle solide pick-ups og firehjulstrækkere.
I denne video kan man få sig et indtryk af, hvor meget en Ford F-truck fra Sundborg-tiden kan holde til 🙂 – https://www.youtube.com/watch?v=PVs_xZ46Cxw
LikeLike
Bekræfter at amerikanerne ind imellem er godt tossede 😀
LikeLike
Det er nu Silkeborg Brandvæsen, den afbillede F5 vogn hidrører fra. Den har en speciel lav konstruktion for at kunne passe til portene i Silkeborg gl. brandstation. Men Falck i Århus havde en F 6 1949 i en mere normal højde.
LikeLike
Tak Lars for rettelserne. Der er nu noget ved brandbiler, der er næsten lige så godt som tog 🙂
LikeLike